Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
8. november. 2021

Minksagen: Da Slette-Mette blev til Lev mæ’ de’

Kritisk Revy behandler minksagen i lyset af Mette Frederiksens pressemøde. Dækningen består af denne kommentar, en tidslinje over de vigtigste begivenhed fra minksagens start til nu og endelig en teknisk oversigt over SMS-systemet og hvad der sker, når man sletter SMSer på sin smartphone og senere prøver at gendanne dem.

 

 

Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion.

 

Atter engang viste Mette Frederiksen sig som en suveræn behersker af en situation, da hun 3. november på et med spænding imødeset pressemøde skulle forklare sig i sagen om de slettede SMSer. Men spørgsmålet er om en politik, der hviler på frygt og rollen som Commander-in-Chief, ikke er ved at være udspillet, selvom støttepartierne fortsat holder hånden under regeringen.

 

Hvis man skal koncentrere sagen, var der to formål med pressemødet: At sikre sig fortsat parlamentarisk opbakning fra støttepartierne og at vise, at regeringen og granskningskommissionen, der skal undersøge minksagens forløb og især dens lovhjemmel, er best pals. Og begge dele lykkedes – næsten. For på trods af regeringens behændighed er der stadig spørgsmål, der ikke vil gå væk. Mette Frederiksen formåede også at slå ring om embedsværket, men det gik galt, da hun fralagde sig ansvaret for noget hun ikke vidste. For tænk, hvis det lykkes at finde eller gendanne de slettede SMSer og der så alligevel er noget i dem? Undervejs kom hun da heller ikke ind på, hvorfor hun ikke vidste noget.

 

Pressemødets koreografi var upåklagelig: Bare to optrædende, statsministeren og hendes backup, justitsministeren i et smukt, men sobert rum. Lige fra begyndelsen var det klart, at Mette Frederiksen beherskede situation. Præludiet, den lange indledning om den alvorlige sundhedssituation man stod i i november sidste år, skulle anslå grundtonen for mødet og sætte pressekorpset og det egentlige publikum, den danske befolkning ude ved tv-apparaterne, i tilstrækkeligt alvorlig stemning, for det var jo befolkningens sundhed, der her var tale om. Samtidig kunne man så måske også afvæbne mindre hårdhudede sjæle.

 

Mette Frederiksen er, når hun vil og ikke forfalder til den næsten ulidelige patos, hun flere gange har brugt under coronaepidemien, en meget dygtig taler: Hun taler roligt og velovervejet, men alligevel med nok følelser til, at man med det samme opfatter, at det er et menneske og ikke et stykke papir, der taler. Hun holder sig til emnet, taler ikke for længe og ofte uden at kigge i manuskriptet og har en sjælden evne til – når det passer i hendes kram – at forbinde en tales begyndelse med dens slutning, dvs. at holde næsen i plovfuren til det sidste. Der gik dog en sprække i den fine facade, kunne man høre på Mette Fs tone, da hun proklamerede, at hun var landets statsminister og at man derfor af den grund skulle stole på hende.

 

Og disse færdigheder var der så sandelig også brug for, for ballonen var tæt på at revne. I den sidste måneds tid er der næsten ikke gået en dag, uden nye oplysninger er kommet frem i minksagen – oplysninger, der stiller regeringen i et stadigt dårligere lys. Toppen var sagen om de slettede SMS’er, der – formentlig uden grund – fik mange til at få mistanke om, at der nok var noget om den borgerlige oppositions anklager om fusk. Men det, der fik regeringen ud af busken, var at tronen begyndte at vakle under Mette Frederiksen, fordi støttepartierne – selvom det var noget sendrægtigt - blev mere og mere højlydte i deres krav om forklaringer, og fordi det så meget lidt godt ud, at minkkommissionen måtte vente i samfulde 132 dage på at få svar fra Statsministeriet, da man bad ministeriet sikre materiale på ministre og embedsmænds telefoner, der kunne være relevant. Det kommende kommunalvalg har muligvis også spillet en rolle, selvom der bestemt ikke er en en-til-en kobling mellem folketings- og kommunalpolitik.

 

Det var naturligvis god taktik af statsministeren at gøre opmærksom på, at hun allerede ved coronakrisen begyndelse havde sagt, at der i processen ville ske fejl, fordi man stod i en ukendt situation, men man kan ikke på forhånd løbe fra sit ansvar som statsminister. Den kapital forsøgte hun at tære på på pressemødet, men at dømme efter reaktionerne dagen derpå, ser det ikke ud til, at det helt lykkedes, selv om hun polerede det underforståede glansbilledet af, at det var hende, regeringen og implicit Socialdemokratiet, der havde reddet en masse menneskeliv.

 

I det hele taget var det som, kørte hun videre på den attitude, Lars Trier Mogensen i podcasten ”Borgen Unplugged” 5. november kaldte ’Commander-in-Chief’, som var hendes figur under coronakrisen. Men landet er ikke længere i undtagelsestilstand og frygtens magt er meget svækket, så ’Mette eller kaos’ (Lars Trier Mogensen) har slet ikke samme virkning længere, og det er svært at være uenig med Mogensen, når han mener at mange efterhånden opfatter Commander-in-Chief-rollen som arrogant og hoven. Og anklagerne for magtfuldkommenhed sidder løst. Men kritikerne er stadigvæk ansvarsløse og nærmest udenfor det demokratiske rum. ​​ 

 

Ved at indrømme mindre betydningsfulde fejl i processen opbyggede hun kapital, og prikken over i’et blev sat af justitsministeren, der bebudede, at man nu ville stramme op på journaliseringsreglerne og strømline dem, så de gjaldt i hele centraladministrationen. Af uforklarlige grunde er det nemlig sådan, at det åbenbart ikke er kutyme, at SMSer journaliseres, skønt al kommunikation, der er væsentlig for en sag, skal journaliseres. Det gælder f.eks., at der også skal laves notater af telefonsamtaler. Sagen formørkes yderligere, når Lars Trier Mogensen i sin podcast ”Borgen Unplugged” fra 5. november oplyser, at ombudsmanden på samme tid som Mette F sagde, at hun var begyndt på automatisk sletning af SMSer efter 30 dage omkring juni 2020, havde afgjort, at Mogensens SMS-korrespondance med Mette Frederiksens daværende stabschef og særlige rådgiver Martin Rossen skulle journaliseres og der skulle gives aktindsigt i den. I TV2 News udsendelse ”Besserwisserne” 6. november oplystes det endvidere, at både Miljø- og Fødevareministeriet og Justitsministeriet, efter minkkommissionen var nedsat, havde givet sine embedsmænd besked på ikke at slette noget.

 

En forklaring kan være, at de fleste af landets politikere har et endog meget overfladisk forhold til moderne kommunikationsmidler. F.eks. ved hverken de eller Statsministeriet tilsyneladende, at man ganske enkelt kan kopiere samtlige SMS’er fra sin smartphone over på en PC ved hjælp af et kabel og en applikation på PC’en, noget som IT-afdelinger over hele verden udfører utallige gange i løbet af et døgn.

 

Men alligevel sad mange tilbage med en sær snydt fornemmelse, for det lykkedes den dygtige illusionist, Mette Frederiksen, at afværge faretruende angreb på minksagens egentlige kernespørgsmål: Vidste regeringen, at det at aflive alle mink efter de forskellige ministeriers mening ikke havde hjemmel i loven, da dens koordinationsudvalg sent om aftenen d. 3. november traf beslutningen? Det er i hvert fald vanskeligt at bortforklare den kendsgerning, at sundhedsminister Mogens Heunicke personligt godkendte et bilag til brug på regeringens coronaudvalgs møde 1. oktober, hvori der står, at der ikke er lovhjemmel til at aflive alle mink. Alligevel er det Heunicke, der på det møde i koordinationsudvalget, hvor beslutningen om aflivningen af alle mink foregår, tager initiativ til netop beslutningen om at aflive alle mink. Det hænger ganske simpelt ikke sammen. Det er også oplyst under afhøringerne i minkkommissionen, at Miljø- og Fødevareministeriet til koordinationsudvalgsmødet d.3. november skrev, at først nu var man i færd med sammen med Justitsministeriet at undersøge hjemmelsgrundlaget. Dvs. der forelå så at sige ikke grønt lys fra nogen af de centrale fagministerier. Beslutningen om at aflive alle mink med det samme må således være en politisk beslutning af samme karakter som beslutningen af nedlukningen 11. marts 2020.

 

Politikkens primat er jo netop karakteristisk for det regime, Mette F har indført fra sin post som statsminister. Det er derfor mærkeligt, at man også i minksagen prøver at smøre en slags ’objektiv’ fernis over en politisk beslutning og gemme sig under, at det var de underliggende myndigheder, der havde anbefalet nedlukning og aflivning – noget der ikke er sandt og er blevet tilbagevist af disse myndigheder og som Mette F derfor også på gårsdagens pressemøde måtte beklage. Kombinationen af ønsket om at stå frem som handlekraftig og alligevel have brug for den faglighed, der i offentlighedens øjne udspringer af en anbefaling fra en myndighed, er et svaghedstegn og minder lidt om de mange sager, hvor politikere besmykker sig med akademiske titler, de ikke har ret til eller ’låner’ fra andres arbejder. Og under Mette F er en stor magt koncentreret i Statsministeriet, men lysten til at tage ansvar, når det går galt, kan ligge på et beskedent sted – så falder aben tilbage på fagministerierne. Det har hun sin de facto vicestatsminister, departementschefen i Statsministeriet Barbara Bertelsen til at sørge for. Som Georg Metz skrev i sit Intermezzo, fredag 5. november: ”Erfaring om en stinker i anmarch sidder hun [Mette F] ikke inde med, det har hun folk til. De på deres side er fuldt bevidste om, at tålmodighed ikke er madmors spidskompetence. Samtidig sidder ved statsministerens side en departementschef, der på sin overordnede og angivelige vens vegne er parat til at springe i luften, når nogen rømmer sig.” Det er nok meget præcist. Noa Reddington – rådgiver for Helle Thorning i den forrige S-regering - er i ”Sigtekornet” i Politiken 7. november endnu hårdere ved Mette Frederiksen: ”Hun har pantsat den socialdemokratiske bevægelses troværdighed … Gløderne ulmer i det skyggelandskab af halve forklaringer og fuldtonet nonsens, Mette Frederiksen har bygget op”.

 

De ubesvarede spørgsmål giver den borgerlige opposition mulighed for fortsat at køre frem med sine konspirationsteorier, selvom de klinger meget hult, når man tænker på opvarmningen til Inger Støjbergs sag. Det kan skabe problemer for regeringens fortsatte samarbejde med oppositionen. Og det kunne støttepartierne måske udnytte til at få mere politik igennem, hvis man ellers kunne mønstre den politiske tæft til det. Lige nu ser det i hvert fald ud til, at SF ikke udgør nogen fare for regeringen, mens De Radikale med den noget ildevarslende tone deres kritik har fået, kan gå hen og blive et problem. Enhedslisten har ikke mod på at vælte regeringen.

 

Men når man tænker på de ganske alvorlige spørgsmål, der på trods af regeringen spin, stadig står tilbage, kan det undre, at Enhedslistens Rosa Lund – ganske vist efter en hørbar tøven – på et spørgsmål fra reporteren, der styrede dagens P1-debat efter middagsradioavisen 4. november, om EL fortsat havde tillid til statsministeren og til sundhedsministeren, svarede ’ja’. Hvad værre var, Rosa Lund ville ikke svare på spørgsmålet, om ikke statsministeren havde det endelig ansvar, selvom hun ikke skulle have vidst noget om den manglende lovhjemmel – det er en meget alvorlig fejl, der blev begået. Hvis man ikke direkte vil afbryde forholdet til regeringen, hvorfor så ikke stille sig neutralt an, hvad angår statsministeren og afvente – ingen ved jo hvad der kommer for en dag? Hvad angår sundhedsministeren, der tilsyneladende allerede mente at vide, at der ikke var hjemmel, kunne man have været anderledes truende. På den måde ville man kunne holde regeringen i uvished og benytte sig af denne uvished. Ved konstant af være nølende i forhold til regeringen undergraver både SF og EL sine muligheder og udvander de såkaldt røde linjer, som EL i hvert fald efter eget udsagn har sat i forhold til, hvad man vil finde sig i fra den socialdemokratiske regering. Så det er et åbent spørgsmål om støttepartierne overhovedet formår at klemme regeringen på nogle af deres mærkesager.

 

Eller er det sådan, at EL har gennemskuet den knibtangsmanøvre, som heller ikke fik plads på gårsdagens pressemøde. For d. 29. oktober sprang der en bombe under minkkommissionens møde, der vistnok er en hidtil ukendt statsretlig situation. Embedsmændenes bisiddere havde sendt et brev til kommissionen, der hævder, at der i Lov om Hold af Husdyr er hjemmel til at aflive alle mink. Det er hævet over enhver tvivl, at den slags ikke kan finde sted uden Mette Frederiksens og regeringens vidende. Og det er bemærkelsesværdigt, at regeringen på den ene side mener, at der ingen hjemmel var til aflivningen af alle mink og at dens bisiddere på den anden side mener at der var hjemmel. ​​ Rider regeringen her på to heste, måske for at komme en rigsretssag i forkøbet?

 

Spørger man embedsmænd med kendskab til Lov om Hold af Husdyr, siger de, at den hidtidige praksis har været, at man ikke måtte aflive alle dyr under en epidemi, men de siger også, at der træder andre principper i kraft under zoonoser, dvs. sygdomme, der overføres mellem dyr og mennesker, men at legalitetsprincippet skal overholdes. Det vil kort fortalt sige, at jo mere vidtgående en lov er, jo mere præcis og detaljeret skal den være. Er bisiddernes fortolkning af loven rigtig, ville man groft sagt ikke skulle have ulejliget folketinget med ny lovgivning, man kunne have nøjedes med at lave en ny bekendtgørelse, noget der efter embedsfolkenes opfattelse tager ganske kort tid. Embedsfolk peger også på den silotænkning, der hersker i statsapparatet som en medvirkende årsag til uklarhederne om hjemmel eller ej og som i denne sag gav sig udslag i forskellige vurderinger fra veterinærmyndigheder og sundhedsmyndigheder. ​​ 

 

Tilsyneladende har regeringen foreløbig fået et pusterum af støttepartierne. Det skyldes formentlig, at selvsamme støttepartier efter pressemødet ikke ved, hvad de herefter skal forlange af regeringen – udover fremtidig journalisering af SMSer og det kan man ikke vælte en regering på.

 

 

 

 

Om skribenten

Niels Frølich

Niels Frølich

Læs mere