Moral er ikke socialistisk politik

Den danske venstrefløj og højrefløj står på hver sin side. Mange på venstrefløjen hævder, at ’de undertrykte har altid ret’, mens højrefløjen kræver ubetinget lydighed. Venstrefløjen idealiserer modstanden, højrefløjen kræver underkastelse; men fælles er, at de gør samfundets konflikter til et moralsk spørgsmål: Hvem er de gode, og hvem er de onde? Hvem er ofre og gerningsmænd? På den måde reduceres konflikter til karakterer i stedet for samfundsinteresser og magtforhold.

Det ses tydeligt, når venstrefløjen bruger moral som udgangspunkt i solidariteten med Palæstina. At foreslå Harald Jensens Plads i Aarhus omdøbt til Palæstinas Plads ændrer intet ved Danmarks rolle i forhold til Gaza, men profilerer Enhedslisten som et moralsk parti.

Pointen er ikke, at indignationen er uberettiget, men at moral som udgangspunkt ender i symbolpolitik: Man nøjes med at demonstrere, at man selv står på den rigtige side, mens den reelle politiske handling overlades til den danske stat; en stat, der er tæt bundet til Vestens alliance med Israel og derfor ikke har nogen interesse i at ændre kurs.

Moralen tager plads fra klassekampen

Moral er ikke en egenskab ved personer, handlinger eller principper. Der findes ingen ’moralsk videnskab’, der kan fastlægge gyldige regler. I stedet er moral primært en kommunikationsform – en måde at præsentere sig selv og sine værdier på over for andre. Netop derfor bruges den ofte til at flytte emner ud af den almindelige diskussion; når noget ophøjes til moral, gøres det indiskutabelt, ligesom religion.

Derfor kan moral ikke ændre magtforhold, men forbliver symbolik. Når Enhedslisten kræver en Palæstinas Plads, signalerer det den rigtige holdning, men ændrer ikke at Danmark er en del af EU’s og NATO’s samarbejde med Israel.

At moral spiller så stor en rolle på venstrefløjen hænger sammen med en ændret horisont. Fokus er i alt for høj grad rykket fra klasser og økonomiske strukturer til identitet, kultur og symboler. Socialismen er trængt i baggrunden, og kapitalismen accepteres som ramme. Når systemet ikke længere sættes til diskussion, bliver kritikken moralsk: Man fordømmer uretfærdigheder, men uden at angribe de forhold der skaber dem.

Vi kan ikke forandre de bestående forhold ved blot at fordømme dem. Vi må derimod forstå, hvilke interesser de tjener, og hvilke magtforhold der holder dem i live. Og vi må forstå, hvilken politisk styrke det vil kræve at ændre dem.

Statens samvittighed

Krigen i Gaza er ikke resultat af ’onde’ politikere, men af en stats interesse i at underlægge sig et andet folk. Og at Danmark ikke gør mere, skyldes ikke manglende moral, men at staten er indlejret i alliancer, der bakker Israel op; og at også den danske befolkning hidtil har bakket Israel op.

Højrefløjens moral legitimerer statens orden gennem lydighed. Venstrefløjens moralske indignation ser ud til at være det stik modsatte, men ender samme sted nemlig i appeller til statens gode samvittighed. Problemet er imidlertid, at staten aldrig har haft noble – endsige solidariske – idealer som grundlag. Den styres i stedet af magtpolitik og økonomiske interesser.

Moral kan vække vrede og indignation, men den kan ikke ændre verden. Kun politik kan det. Demokratisk socialisme handler ikke om at vise hjertet på rette sted, men om at organisere en magt, der kan ændre de samfundsmæssige forhold. Det kræver at synliggøre magtforholdene – mellem arbejde og kapital, mellem stat og befolkning – og opbygge styrke til at udfordre dem. Hvor moral appellerer til staten som en instans, der ’bør’ handle retfærdigt, må socialistisk politik konfrontere staten som en part med egne profane interesser.

Hvis venstrefløjen vil mere end at pleje sit moralske selvbillede, må den droppe profileringen og tage fat på det egentlige arbejde, nemlig at samle folkelig opbakning til en politik, der kan ændre forholdene i praksis.