Mordet på Yanar Mohammed – Kvindeforkæmper i Irak blev offer for institutionel hadtale

Mandag 2. marts 2026 blev Yanar Mohammed, præsident for Organisation of Women’s Freedom in Iraq, skudt og dræbt foran sit hjem i Bagdad af to bevæbnede mænd på motorcykler. Hun var netop vendt tilbage fra Canada – som hun havde gjort utallige gange gennem årtier – fordi hun aldrig var villig til at vælge eksiltilværelsens sikkerhed på bekostning af det nødvendige politiske arbejde i sit hjemland.

Yanar Mohammed var ikke endnu et offer i et land, verden er vant til at forbinde med vold. Hun var arkitekt, der forlod et stabilt liv i Canada for i 2003 at vende tilbage til det besatte Bagdad og grundlægge en modig feministisk organisation – en organisation der på én gang udfordrede den amerikanske besættelse og den voksende politiske islamisme.

Yanar så det, som mange ikke ønskede at se: at disse to magter – trods deres tilsyneladende modsætning – var fælles om at producere en virkelighed, der marginaliserede og ekskluderede kvinder.

Hun sagde åbent, at den amerikanske invasion havde forvandlet Iraks gader til rum uden kvinder, og at det valg, der blev præsenteret mellem besættelse og politisk islam, reelt var et valg mellem to former for ufrit liv.

En kamp bygget op fra bunden

I 2003 grundlagde Yanar Organisation of Women’s Freedom in Iraq, på et tidspunkt hvor Bagdad gled ud i sekterisk kaos.

Hendes organisation var ikke et menneskerettighedskontor, der udstedte erklæringer på afstand – den var en frontlinje i det daglige liv, der modtog nødråb fra mange hundreder af kvinder hvert år. Hun sikrede husly til hundredvis af kvinder på flugt fra vold i hjemmet, æresforbrydelser og menneskehandel.

Hun afslørede menneskehandelsnetværk og krævede, at staten anerkendte ofrene og sikrede dem beskyttelse. I 2008 modtog hun Gruber Foundation’s internationale pris for kvinderettigheder som anerkendelse af hendes feltarbejde i et af verdens farligste lande for kvinder.

Hun kendte ikke til uvidenhed om farens omfang. Hendes organisation blev udsat for systematiske smædekampagner fra statsmedier, der beskyldte hende for at “ydmyge den irakiske kvinde” – fordi hun åbent talte om det, som andre foretrak at tie om. Hun modtog gentagne dødstrusler gennem årtier, men trak sig aldrig tilbage.

Forbrydelsen har en politisk sammenhæng

Det, der skete med Yanar, er ikke en isoleret hændelse, hvis sag kan lukkes med nedsættelsen af en undersøgelseskommission. Det er den logiske konsekvens af et politisk klima, der systematisk er blevet skabt i Irak siden 2003 – via tre sammenvævede spor.

Det første spor er det sekteriske kvotesystem, der cementerede splittelsen, beskyttede militser og gjorde staten til gidsel for væbnede gruppers magtbalancer på bekostning af den almindelige borger – og kvinden i særdeleshed.

Det andet spor er de religiøse og mediemæssige platforme, der dagligt producerer en diskurs, som fremstiller feministiske aktivister som fjender af identitet, religion og familie – og dermed giver moralsk dækning til enhver, der ønsker at bringe dem til tavshed med alle midler.

Det tredje spor er straffrihedskulturen, der har gjort politisk mord til et billigt redskab uden konsekvenser: siden Tishreen-opstanden i 2019 er snesevis af aktivister blevet dræbt i Irak uden at en eneste gerningsmand er blevet retsforfulgt.

I dette klima er de kugler, der gennemborede Yanars krop, ikke en isoleret individuel handling. De er en organisk forlængelse af den institutionelle hadtale, som de politiske og religiøse myndigheder dagligt producerer – uden at bære noget ansvar for konsekvenserne.

En idé i kampens centrum

Yanar bar en sammenhængende venstrefeministisk vision, der nægtede at adskille kvindespørgsmålet fra den bredere klasse- og politiske kontekst. Hun sagde, at socialisme uden feminisme forbliver ufuldstændig – og at feminisme, der ikke konfronterer klasseudnyttelsen, forbliver begrænset i sin virkning. Og hun sagde i sit mest kendte udsagn:

“Vi kvinder er fuldt ud i stand til at vide, hvad der er bedst for os, vores familier og vores samfund.” Denne enkle sætning er i sit inderste en fuldstændig revolution mod enhver logik om religiøst, tribalt og politisk formynderskab, der styrer kvinders liv i Irak.

Bag hendes mord ligger en tydelig satsning: at en stemme, der forener feminisme, venstrefløj og sekularisme i Irak, er farlig for alle, der drager fordel af, at kvinden forbliver indespærret mellem tre overlappende fængsler – sektens fængsel, stammens fængsel og fattigdommens fængsel.

Det internationale samfunds ansvar

Det internationale samfund og beslutningstagere i demokratiske lande – herunder Danmark – har et ansvar, der rækker langt ud over at udsende fordømmende erklæringer. Økonomiske og politiske partnerskaber med Irak bør knyttes til klare og målbare standarder for beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere samt reelle opfølgningsmekanismer i straffrihedssager.

Det, der sker i Irak, forbliver ikke i Irak: undertrykkelsesmodeller breder sig, når det internationale samfunds tavshed passerer uden omkostninger.

De dræbte Yanars krop. Men den idé, hun plantede i hjerterne hos tusindvis af irakiske kvinder, dør ikke af kugler. Yanar er ikke død. Døden rammer kroppe. Den, der plantede frihed i tusinders hjerter, vandrer blandt os – hver gang en kvinde løfter sin stemme og nægter at tie.