Mozart – en popstjernes opture og nedture

Wolfgang ”Wolferl” Amadeus Mozart (1756-1791) har givet verden en glad, musikalsk drøm, der skaber åndelig harmoni og leder sindet bort fra alverdens genvordigheder. Såvel i 1780´erne som i nutiden.

Den musik, Mozart har beriget verden med, bygger på en musikalsk tradition, der havde sin oprindelse i aristokratiets opfattelse af musik som behageligt tidsfordriv.

Du kan høre Mozarts musik, mens du læser. Her er Mozarts violinkoncert nr. 5, fremført af Hilary Hahn.

Hvor kommer det bedre til udtryk end i Mozarts Es-dur-kvintet for klaver og blæsere? Et highlight af fuldendte harmoniklange, som uden at være påtrængende kryber ind i sanserne, fri for pompøs højtidelighed. Musikken bevæger sig ligesom på tåspidserne, mens man fornemmer dens tilbageholdte åndedræt.

Fra de første toner er musikken så ren og lys, at det er svært for lytteren at fornemme, hvilken stemning den udtrykker.

Den er hverken glad eller sorgfuld – og mindst af alt karakteristisk indprentende. I denne kvintet – såvel som i Mozarts mest kendte serenader – opfylder han til fulde sine kirkelige og adelige arbejdsgiveres kriterier for ikke-kontroversiel underholdning.

Adelen foragtede det uberegnelige i Mozarts værker

Mozart var klar over, at hans musik i det lange løb ikke kunne nøjes med at være selvtilstrækkelig ren musik, der udelukker sine lyttere og munder ud i konsumerende kedsomhed.

Det er måske en forklaring på, at mange af hans vidunderligt smukke kompositioner i slutfasen præges af frivole, fantasifulde og dramatiske indslag – som ved hans berømte klaverkoncert i d-mol nr. 466 eller i slutfasen af operaen “Don Giovanni”, hvor jordens overflade åbner sig og trækker hovedfiguren Don Juan ned i helvede.

Det var netop dette oprørske, forfriskende i Mozarts som regel harmonitunge musik, som den feudale overklasse foragtede og ignorerede. De betalende kunder – tilhørerne – skulle underholdes og ikke belemres med alt for tydelige associationer til den verdslige sociale, klasseopdelte virkelighed.

Helt anderledes var reaktionen blandt unge, oprørske komponister som Beethoven og Wagner, der begejstret fornemmede det frækt erotiske, det kulinarisk nydende eller den hverdagsagtige tallerkenskramlen i nogle af Mozarts symfonier.

Mozart gjorde aldrig bevidst oprør imod konventionerne

Utallige Mozart-biografier har dokumenteret, at han aldrig bevidst har gjort oprør imod konventionerne. Wolfgang Hildesheimer – forfatter til en af de mere interessante Mozart-biografier – konstaterer, at Mozart netop blev tændt og inspireret af de daværende normer.

Hans store musikhistoriske præstation var ikke – ligesom mange andre store kunstnere – et resultat af en bevidst udfordring af tidens fremherskende holdninger, men derimod en legende udfyldelse af dem.

Kulturhistorisk er Mozart placeret mellem udløberne af feudaltidens enevælde og den fremvoksende borgerlige oplysningstid. Den marxistiske musikteoretiker og filosof Theodor W. Adorno beskriver, hvorledes denne tidsmæssige placering kommer til udtryk i Mozarts opera Don Giovanni:

“I karakteristika af Zerlina holder rytmen af rokokotiden og revolutionen inde. Hun er ikke længere fårehyrdinde – men er endnu ikke selvbevidst borgerinde (Citoyenne).”

“Mozarts musik er det 18. århundredes slutreplik”

I det musikalske univers befinder Mozart sig mellem Johann Sebastian Bachs (1685-1750) veltempererede barokmusik hinsides tid og rum – og Ludwig van Beethovens (1770-1827) stemningsmættede musikkommentar til tidens gang som selvbevidst udgangspunkt, der anslår tonen ”da-da-da-daaa”.

Den irske forfatter og musikkritiker George Bernard Shaw havde denne kommentar til Mozarts musikhistoriske rolle:

”Mange tilbedere af Mozart kan ikke tåle, når der bliver sagt, at deres idol ikke var grundlæggeren af et dynasti. Men i kunsten er det den største succes at være den sidste på stammen og ikke den første. At begynde kan næsten enhver, men vanskeligheden består i at finde og skabe en afslutning, som ikke kan overgås. Mozarts musik er det 18. århundredes slutreplik og ikke forordet til det 19.”

Mozarts liv i etaper

Wolfgang Amadeus Mozart blev født 27. januar 1756 i den østrigske biskop-by Salzburg. Hans første musikalske oplevelse var at lytte til sin talentfulde søster Nannerls klaverspil. Snart opdagede hans far Leopold, der var hofkomponist og violinlærer, at der Wolferl havde et særligt talent. Han opgav sin egen karriere for at undervise sine børn, hvorved søsteren blev nedprioriteret til fordel for sønnen.

Wolferl blev trænet af sin far som en ”cirkushest”, og allerede som seksårig rejste han rundt mellem Europas hofselskaber og luskede engelske etablissementer for at optræde for et par hurtige dukater. Da drengen rundede 11 år, havde han allerede komponeret 50 symfonier, sonater, menuetter osv.

Han skrev sin første opera, La finta semplice, da han var 12 år gammel. Især hans forfriskende, melodisk spruttende klaversonater udtrykte hans fremragende kreative potentiale.

Musikalsk tjener hos Salzburgs ærkebiskop

Faren og enkelte venner bestræbte sig på at udmønte Wolferls musikalske kunnen i en godt betalt stilling ved hoffet i Salzburg, Wien eller München.

Det mislykkedes. Wolfgang Amadeus måtte som 16-årig til sidst tage imod en ansættelse på usle betingelser i hans forhadte hjemby Salzburg hos den nærige ærkebiskop Hieronymus Franz Josef Colloredo.

Mozart blev fra 1772 og 9 år frem i denne stilling, hvor han havde samme sociale status som tjenerne. I denne periode komponerede han føjeligt, hvad der blev krævet af ham, svarende til tidens modestrømninger.

På trods af denne åbenlyse begrænsning skabte Mozart nogle musikalske perler som f.eks. den fantastiske klaverkoncert nr.9 i es-dur, der hævede sig langt ud over hans begivenhedsløse, lette masseproduktion af underholdningskompositioner.

Når hans ydmygende ansættelsesforhold hos ærkebiskoppen tillod det, turnerede Mozart – presset af hans ambitiøse far – rastløs rundt i Europa for at finde en bedre plads som musiker.

”Jeg gider ikke at høre noget som helst om Salzburg – jeg hader Ærkebiskoppen som en rasende.”

Det skrev Mozart i et brev til sin far. Kort tid efter blev han fyret på grund af hans ”opsætsighed”. Året var 1781.

Mozart besluttede at tage til Wien som freelancer. Først fra dette tidspunkt kom der bevægelse i Mozarts karriere. Da Mozart flyttede fra Salzburg, skete der et åbent brud med faren, og det løsnede den magt, faren indtil da havde udøvet over ham. I Wien giftede han sig med Constanze Weber, og i løbet af nogle år blev Mozart en stjerne på Habsburgernes hof.

Hans musikalske udfoldelse vekslede mellem fromme hengivelser og kitschagtig underholdning for Wiens overklasse og banebrydende opførelser som den erotiske rokoko-opera ”Bortførelsen fra Seraillet” (1782) og opera-satiren ”Figaros bryllup” (1786), der latterliggør adelens dekadente og intrigante livsform.

Samtidigt komponerede han sine tre største symfonier, deriblandt “Jupiter”-symfonien, en hel del kammermusik, samt talrige klaverværker – først og fremmest sonater. Særlig Mozarts klaverkoncerter var i en periode skueplads for adelens sammenkomster.

Da Mozart i november 1787 blev ansat som kejserlig ”kammermusicus” indbragte det i en periode både anerkendelse og en regelmæssig indtægt. Det er denne periode, som regnes for hans mest produktive og socialt set mest ubesværede tid.

Ensom og fortvivlet

7. juli 1791, hans sidste sommer, skrev Mozart til sin kone Constanze Weber, at han ikke kunne “… forklare mine følelser, det er en vis tomhed – som gør vitterlig ondt – en længsel, som aldrig bliver tilfredsstillet og følgelig aldrig ophører – stadig varer ved, ja vokser dag for dag… ”.

Mozart følte sig svigtet og var ensom. Hans tidligere så begejstrede overklassepublikum var draget videre i andre moderetninger, og Mozarts sidste leveår var præget af voldsom økonomisk gæld. Da Mozart 5. december 1791 døde i Wien – ifølge den officielle lægediagnose på grund af et heftigt feberanfald – var hans karriere for længst forbi. 

Mozart blev begravet på kirkegården Skt. Marx i en forstad til Wien. En mindegudstjeneste fandt sted i byen Prag 14. december 1791 med tusinder af deltagere og en noget større mindegudstjeneste i Wien. Siden blev der oprettet en æresgrav for Mozart på Wiener Zentralfriedhof.

Mozart fik seks børn i sit ægteskab med Constanze Weber. Kun to, Karl (Karli) og Wolfgang (Wolfi) overlevede den tidligste barndom.

Epilog

Mozarts dramatiske livsforløb var kendetegnende for mange af de kunstnere, der levede i opbrudstiden mellem den uddøende feudale styreform og fremkomsten af den nye borgerlige epoke.

Hele hans liv var præget af splittelse mellem den aristokratiske hofetikette – hvis musik skulle tilfredsstillede de skiftende modestrømninger og æstetiske underholdningskrav – og den borgerlig verden, hvis status han som professionel musiker var fast forankret i.

På trods af Mozarts utallige forsøg på at assimilere sig i denne verden med elegant tøj og en overdådig livsstil, der langt oversteg hans indtægt, så svarede hans reelle sociale og økonomiske forhold blot til en begavet tjenesteansat.

Det var ifølge forskellige Mozart-biografer grunden til, at han henvendte sig til frimurernes loge, hvor ens sociale status i samfundet på dette tidspunkt ikke spillede nogen rolle. Det, der derimod betød noget, var de revolutionære borgerlige idealer som frihed, lighed og broderskab.

Mozart K.466: Klaverkoncert #20 i d-mol: Romance

Mozart – Metallica: Symfoni #40 – Enter Sandman: MOZART HEROES

---

Litteratur om Mozarts liv og musik på dansk

Wolfgang Hildesheimer: Mozart, forlaget Bogan 1977
Bruno Kvist: Hvem var Mozart?, forlaget Jyllandsposten 2006
Mogens Wenzel Andreasen: Mozart, Politikens Forlag 1990
Francesco Salvi: Mozart og hans tid, Agertofts Forlag 1997
Inger Sørensen: Mozart, forlaget Sesam 1980

Artiklen er en redigeret udgave af en tekst, der tidligere er udgivet hos Autonom Infoservice.