Myten om “befrielsen” – Om Rojava, arabisk-dominerede områder og venstrefløjens historieløse regnestykker

Jeg støder igen og igen – særligt på den digitalt aktive internationale venstrefløj – på den opfattelse, at Den Autonome Administration i Nord- og Østsyrien (Rojava) uretmæssigt har ”besat” arabiskdominerede områder; at disse områders overtagelse af Syriens nye regering under al-Sharaa derfor bør forstås som en form for ”befrielse”; og at kurderne i øvrigt mere eller mindre ”selv var ude om det” – hvor ”det” henviser til det nye Syriens hævn.

Ifølge denne opfattelse fortjener kurderne kun begrænset sympati. Dels fordi de angiveligt har været med til at holde Assad ved magten gennem ikke-angrebsaftaler, dels fordi de ikke har villet opgive deres nationale sag for at samarbejde om genopbygningen af Syrien under al-Sharaas styre. Det skulle de have gjort ved at afvæbne sig, lade sig indlemme i den syriske hær og overdrage al administrativ kontrol over territorium og naturressourcer til den nye centralregering.

Dette ræsonnement er politisk farligt. Og for det andet teoretisk dybt inkonsistent.

Et mindretal er et mindretal er et mindretal

Kort før Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine i 2022 deltog mange af os på venstrefløjen i intense diskussioner om national selvbestemmelse, mindretal og løsrivelse.

Jeg husker selv at have brugt betydelig energi på at argumentere for, at grupper, der blot beskriver sig selv som ”nationale mindretal” i en eksisterende stat, ikke automatisk kan påberåbe sig en ret til løsrivelse eller ”uafhængighed” under fanen selvbestemmelse og samtidig forvente international socialistisk solidaritet – uden en seriøs analyse af de historiske magtforhold.

I mange af disse debatter forsvandt relationen mellem undertrykker og undertrykt næsten fuldstændigt. Tilbage var kun ”flertal” i almindelighed og ”mindretal” i almindelighed, behandlet som abstrakte og udskiftelige kategorier: Et flertal er et flertal, og et mindretal er et mindretal, og så er den ikke længere. Politik blev reduceret til tal, tømt for historie og løsrevet fra de sociale relationer, der overhovedet havde produceret disse tal.

Hvis man fører det argument til sin logiske konklusion – og det gjorde mange – ville det indebære, at Krim bør tilhøre Rusland, hvis et numerisk flertal dér ønsker det, helt uanset det historiske og koloniale forhold mellem Rusland og Ukraine.

Med henvisning til Kosova – særligt Nordkosova, som Serbien gør krav på  – argumenterede jeg for, at det, der undertiden fremstilles som et mindretals ”selvbestemmelse”, i virkeligheden kan være en undertrykkende nation, der instrumentaliserer og militariserer sit mindretal i tidligere koloniserede områder for at konsolidere eller udvide imperial kontrol.

Nu bliver dette argument i diskussioner om kurderne vendt mod mig af nogle af de samme mennesker. Jeg får at vide: ”Du har jo selv ofte kritiseret mindretal, der gør krav på eller blokerer for strategiske og ressourcerige territorier på måder, der hindrer samfundets frie og demokratiske udvikling.”

Derfor, lyder argumentet, bør kurderne i Syrien forstås ligesom serbere i Kosova eller russere i Ukraine. Noget er ganske rigtigt lånt fra mit argument, men det tvinges tilbage i netop den logik, jeg altid har afvist: Et mindretal er et mindretal er et mindretal. Enten er mindretal ”retfærdige” eller ”uretfærdige”, uanset historien. Det afviser jeg fuldstændigt. Nationale og koloniale spørgsmål må analyseres gennem undertrykkelsesrelationer ikke gennem talregning.

Og efter enhver seriøs historisk målestok er det kurderne – ikke den syriske arabiske stat – der indtager positionen som den undertrykte part.

Syrien har faktisk undertrykt kurderne som folk

Nogle vil endda svare, at Syrien slet ikke har nogen reel historie med national undertrykkelse af kurderne. De hævder, at den første syriske republik først blev oprettet i 1946, og at national undertrykkelse derfor ikke kan have eksisteret før dannelsen af den syriske nationalstat, hvor territoriet var under osmannisk eller europæisk imperial kontrol.

Efter uafhængigheden, siger de, har Syriens forskellige regimer været generelt autoritære og voldelige. De har undertrykt arabere, kurdere og andre i samme omfang. Nogle tilføjer endda, at Assad-regimet var hårdere mod arabiske syrere end mod kurdere, som angiveligt blev ”skånet” gennem pragmatiske ikke-angrebsaftaler med kurdiske styrker.

Det argument holder ikke.

National undertrykkelse begyndte ikke med opfindelsen af den moderne nationalstat. Nationer, nationale identiteter og ulige magtrelationer eksisterede længe før det 20. århundredes statsdannelser. Irerne, albanerne og kurderne blev ikke pludselig undertrykt, da et flag blev hejst, og en forfatning blev skrevet. Selv under imperier blev national dominans formet af lokale administrative systemer, ejendomsforhold, sproglige hierarkier og kulturelle begrænsninger.

Disse hierarkier blev afgørende for folks relative styrke og deres position i den fremvoksende kapitalistiske verden af nationalstater. De afgjorde, hvem der blev anerkendt som subjekt for statsdannelse, og hvem der blev nægtet denne ret fuldstændigt. Det blev kurderne!

Statsdannelser afskaffede ikke disse relationer – den frøs dem fast i lov. Da Syrien blev ”uafhængigt” i 1946, startede staten ikke fra et neutralt nulpunkt, men overtog og kodificerede eksisterende hierarkier.

I Syrien er kurdisk national undertrykkelse efter 1946 ikke et fortolkningsspørgsmål – det er veldokumenteret fakta.

I 1962 gennemførte den syriske stat en ekstraordinær folketælling i Hasakah-provinsen og fratog vilkårligt omkring 120.000 kurdere statsborgerskabet i én administrativ handling. Disse mennesker – og senere hundredtusinder af deres efterkommere – blev enten ajanib (“fremmede”) eller maktoumeen (“uregistrerede”).

De blev nægtet stemmeret, ejendomsret, adgang til offentlige stillinger, videregående uddannelse og endda retten til at rejse lovligt. Det var ikke blot klasseundertrykkelse; det var kollektiv afstraffelse af en national gruppe.

I 1960’erne og 1970’erne gennemførte Baath-staten det såkaldte ”arabiske bælte”-projekt langs grænsen til Tyrkiet. Kurdiske bønder blev eksproprieret, arabiske bosættere flyttet ind i strategisk udvalgte områder, kurdiske landsbyer omdøbt, og kurdiske stednavne slettet fra officielle kort. Det erklærede mål var at bryde et sammenhængende kurdisk territorie. Det var demografisk ingeniørkunst af kolonial karakter.

Samtidig blev kurdisk sprog, kultur og politisk organisering systematisk undertrykt. Kurdiske publikationer blev forbudt. Undervisning på kurdisk blev ulovligt. Selv det åbent at fejre en kurdisk identitet blev kriminaliseret.

Økonomisk blev de kurdiske regioner, især Jazira/Hasakah, bevidst underudviklet, på trods af deres centrale rolle i Syriens landbrugsproduktion og senere olieøkonomi. Regimet i Damaskus sørgede for at udvinde og omfordele ressourcerne, mens den lokale infrastruktur i de kurdiske områder blev forsømt.

Når man påstår, at dette blot var udtryk for en normal autoritær stat, misforstår man undertrykkelse som sådan. Arabiske syrere blev ganske rigtigt brutalt undertrykt – som politiske subjekter. Kurderne blev undertrykt som kurdere, uanset politisk holdning.

Det er forskellige, overlappende magtaks­er – ikke gensidigt udelukkende. Som forskere som Joseph Daher gentagne gange har påpeget, kombinerede Baath-staten autoritarisme med arabisk nationalisme på måder, der strukturelt marginaliserede ikke-arabiske befolkninger.

Hvorfor “besættelse” er et forkert begreb

På den baggrund er det dybt misvisende at beskrive Rojava som en ”besættelse” af arabiskdominerede områder. Raqqa, Manbij og Deir ez-Zor blev ikke erobret fra arabisk selvstyre, men befriet fra ISIS gennem en krigsindsats, der i høj grad byggede på arabiske krigere og lokal deltagelse.

Uanset dets mangler anerkendte styret i Rojava eksplicit arabiskdominerede regioner, det institutionaliserede arabisk som arbejdssprog og oprettede lokale råd. Der fandtes intet projekt om kurdisk bosætter-kolonialisme, der kan sammenlignes med Krim eller Nordcypern.

Ikke-angrebsaftaler med Assad-regimet udgør i øvrigt ikke samarbejde i nogen seriøs politisk forstand. I en borgerkrig, der var præget af ISIS’ folkedrab og konstante trusler om tyrkisk invasion, traf de kurdiske styrker defensive og betingede valg for at overleve. Ingen revolutionær bevægelse, der har overlevet under sådanne forhold, kommer ud med rene hænder.

At kræve ensidig kurdisk afvæbning og opløsning af deres selvstyre – før der foreligger nogen troværdige demokratiske garantier fra en ny, åbent autokratisk syrisk stat – er ikke internationalisme. Det er et krav om underkastelse.

Evigt delt?

Parallellerne til Kosova og Ukraine er fortsat lærerige. Nogle territorier er ofte helt afgørende for et lands overlevelse og udvikling – selv når befolkningens sammensætning i dag bærer præg af tidligere erobringer, fordrivelser eller koloniale indgreb.

I den slags tilfælde skjuler abstrakte krav om flertalsstyre ofte uretfærdigheden i stedet for at løse den.

Historisk har undertrykkende nationer konsekvent søgt at kontrollere netop de territorier, der er rigest på jord, vand, infrastruktur og ressourcer. Uden dem kan undertrykte nationer nemlig ikke udvikle sig økonomisk, socialt eller politisk.

Fra et socialistisk perspektiv, der er forpligtet på fred mellem nationer og en fælles, nøgtern anvendelse af ressourcer til at opfylde demokratiske behov, ligger bevisbyrden først og fremmest hos den historisk dominerende nation. Den må gennem reel decentralisering, ægte demokrati og respekt for selvbestemmelse demonstrere, at lighed ikke kun er et tomt løfte – men en garanti.

At beskrive afviklingen af kurdisk selvstyre under disse forhold som ”befrielse” er ikke en neutral fejl. Det er et bevidst farvel til en antikolonial, materialistisk forståelse af national undertrykkelse til fordel for et tomt regnestykke. Ét, som socialister burde have forkastet for længst.