Når fakta brænder op i ideologiens flamme

Når man sparker til sandheden, mister man som regel fodfæstet.

Det sker i jeres artikel “Odesa 2014: Brand i fagforeningshus var ikke en mordbrand.

Hør her: 42 mennesker døde i en bygning i Odesa, Ukraine i 2014. Bygningen blev til en ovn, et mordsted.

Men I kalder det et uheld – ikke en mordbrand, selvom videoer tydeligt viser noget andet. Den viser mennesker kaste brandbomber på bygningen, som hurtigt bliver omspændt af flammer. Og der er mennesker inde i bygningen.

Det her handler ikke om kritik af Ukraine eller forsvar for Rusland. Det handler om ærlighed. Og om journalistisk svigt.

Lad os gøre det klart fra begyndelsen: Jeg er ikke Putin-sympatisør. Han kan rage mig en papand.

Men det betyder ikke, at man skal acceptere, at sandheden pudses til på denne måde, som I tillader. Uanset at journalisten henviser til egen tolkning af Menneskerettighedsdomstolen.

Et journalistisk valg

Jeg talte med en overlevende fra denne brand i Ukraine. En ukrainer. Jeg interviewede ham som journalist i 2019. Han overlevede med nød og næppe ilden og røgen i fagforeningshuset i Odessa.

Jeg valgte ikke at høre sagen fra andre sider – fra mordernes side – idet der var tale om en journalistisk øjenvidneskildring. Jeg hørte med andre ord ikke sagen fra de ukrainske nynazister og fodboldbøllers side, som var dem, der tydeligvis smed molotovcocktails.

Det var et helt bevidst, journalistisk valg.

Øjenvidnet, jeg snakkede med, var mentalt knust. Hans venner døde omkring ham. Flammerne fortærede alt. Det var ikke en eksplosion. Det var en langsom ild, kvælning og panik. Han gik og vendte lig for at se, om hans broder var blandt de døde, selv inden røgen var ophørt.

Hans vidnesbyrd var gribende, og hans forklaring står ikke alene. Her er en masse andre overlevendes beretninger.

I Solidaritets interview med et øjenvidne til branden citeres en pro-Maidan-aktivist, der var imod folkene i fagforeningshuset for følgende:

“Jeg tror, det var de prorussiske aktivister, der selv kom til at sætte ild på fagforeningshuset.”

Undskyld mig – “kom til”? Vi taler om 42 døde. Og vi taler om videodokumentation, som viser noget ganske andet end et uheld med en benzingenerator.

Se blot klippet 0:37 inde i videoen. Det gentager sig 3:35 og 3:54: Pro-Maidan-folk, der hader ukrainerne i huset, kaster tydeligt molotovcocktails mod facaden og ind ad vinduerne.

Desuden ser vi flere skud affyret mod vinduerne. Folk falder ned fra etagerne og slås ihjel på jorden.

Kan nogen med hænderne på tastaturet i Solidaritets redaktionslokaler ærlig talt mene, at videoen ikke viser et grufuldt massemord?

Eller vælger I at tillade, at et par såkaldte journalister overdøver sandheden, hvis den ikke passer ind i fortællingen og den ideologiske overbevisning?

Den selektive hukommelse

I samme artikel fra Solidaritet bliver vi også præsenteret for følgende udtalelse fra den samme ukrainske kilde, der var imod folkene i fagforeningshuset:

“Maidan-demonstranterne kastede ganske vist også med molotovcocktails, men de antændte, så vidt jeg kunne se, ikke bygningen.”

Virkelig?

• Når bygningen står i brand, og folk dør af røg og ild?
• Når kameraer viser præcis det modsatte?
• Og journalisten vælger ikke at stille ét kritisk spørgsmål.
• Ikke ét opfølgende spørgsmål.

I stedet får vi også dette citat fra manden:

“Selv tog jeg hjem og klædte om til camouflagetøj, hentede en startpistol og nogle knipler og kørte så tilbage…”

Undskyld mig, men: Når artiklens kilde bevidst bevæbner sig og returnerer til kamp – måske skulle man da stoppe op og spørge: Er det en neutral observatør? Eller aktiv deltager i volden?

Måske Solidaritets redaktører burde have ventet med at trykke “publicer”.

Støtte til Rusland?

Det her handler ikke om at støtte Rusland. Det handler ikke om at være en nyttig idiot for Kreml.

Det handler om, at man ikke kan skrive branden i Odessa ud af historien, bare fordi man ikke kan lide, at de døde var kritiske over for den nye, USA- og EU-støttede regering i Ukraine.

Når man bliver ideologisk eller følelsesmæssigt forblændet, er der fare for, at man ignorerer åbenlyse fakta. Man ser kun det, man vil se. Og som bekendt er der ingen så blind som den, der ikke vil se.

Når virkeligheden ikke passer ind i ideologien, vælger man – tilsyneladende – på Solidaritet – at dreje kameraet. Men kameraet peger altså stadig på flammerne. På ligene. På de mange molotovcocktails.

Så her er en appel til jer på Solidaritet: Drop skyklapperne. Kig på billederne igen. Læs vidneudsagnene uden filter.

Træk artiklerne tilbage, for I mister læsere på grund af denne form for underlødig, “journalistik”. Tak ellers for gode historier gennem årene.