Øjenvidne: Jeg tror, det var en benzingenerator, der startede branden

På et besøg i Odesa i oktober 2024 mødte Mikael Hertoft Serhii Sarafaniuk, som fortalte om sine oplevelser op til og under branden i Fagforeningernes Hus i Odesa 2. maj 2014:

Jeg var aktiv i den orange revolution i 2014. Jeg var en af organisatorerne bag Euromaidan i Odesa. Det blev siden til tre proukrainske partier.

Stemningen i Odesa var anspændt i starten af 2014. 19. februar tævede politiet flere journalister, der støttede maidan-oprøret.

Der var både prorussiske og proukrainske demonstrationer i Odesa. Begge lejre kunne samle 5-10.000 deltagere. Den største proukrainske demonstration var 30. marts med 10.000 deltagere.

Forskellen på demonstrationerne var, at de prorussiske blev støttet finansielt. Det blev de proukrainske ikke. Prorusserne havde fx højtalere, mens vi måtte holde taler fra en kasse. 

På Kulikova-pladsen, foran fagforeningshuset der senere brændte, var der etableret en teltlejr af prorussiske demonstranter. Der var også FSB-agenter [russiske efterretningsfolk, red.] til stede. 

I april 2014 – efter besættelsen af Krim og etableringen af separatistområder i Donetsk og Lugansk – var vi bange for, at der blev forberedt noget lignende i byer som Kherson og Odesa.

Derfor begyndte vi at lave vagtværn ved møder. Og vi begyndte at organisere forsvar af de administrative bygninger i byerne. Vi begyndte også at sætte kontrolposter op omkring Odesa. De havde ingen militær eller praktisk betydning, men det var en politisk markering af, at Odesa er en del af Ukraine.

Vi lavede også centre for frivillige for at samle hjælp til den ukrainske hær – og en dag var der eksplosioner ved en af dem.

Fra fodboldkamp til brændende fagforeningshus

2. maj 2014 udviklede begivenhederne sig så. Der begyndte med en fodboldkamp, hvor der kom prorussiske og separatistiske fodboldfans fra bl.a. Kharkhiv.

Men der var også mange fremmødte med ukrainsk symbolik. Jeg interesserer mig ikke for fodbold, men jeg var alligevel taget derned på cykel med et ukrainsk flag for at vise vores farver.

Da en gruppe separatister nærmede sig, forstod vi, at det trak op til slagsmål. De forsøgte at trænge ind i et frivilligcenter, mens politiet forholdt sig passivt. 

Så startede en proukrainsk demonstration. Den var startet med udgangspunkt i mobilisering på lukkede grupper på sociale netværk.  

Selv tog jeg hjem og klædte om til camouflagetøj, hentede en startpistol og nogle knipler og kørte så tilbage i bil. Her var vi cirka ti personer, der stod og bevogtede en vej. 

Så begyndte der at flyve sten gennem luften. Et gadeslagsmål gik i gang. I centrum blev der kastet molotovcocktails, og der blev skudt med pistoler mod os. Alligevel fik vi overtaget. 

Politiet dannede derefter en korridor, hvor de prorussiske demonstranter kunne slippe væk.

Det blev optakten til brandkatastrofen på Kulikova-pladsen.

Der var en prorussisk lejr på pladsen. Det var den, de separatistiske demonstranter bevægede sig hen til og ind i fagforeningen. Fra bygningen kastede de med molotovcocktails. De havde også våben – pistoler og automatrifler, men ikke mange.

Jeg tror, det var de prorussiske aktivister, der selv kom til at sætte ild på fagforeningshuset.

En gruppe proukrainske fanatikere, der elskede at slås, forsøgte ganske vist at trænge ind i bygningen. Men de var ikke kommet langt, da branden brød ud.

Som jeg så det, startede ilden på 3. sal. Sandsynligvis fordi en benzingenerator, som prorussiske demonstranter tømte for at lave molotovcocktails, eksploderede. 

Det fik jeg bekræftet senere: For en af mine venner, journalisten Dima (forkortelse for Vladimir, red.) Ivanov døde derinde. Ved en mindehøjtidelighed for ham, hvor mere end halvdelen var folk, som var imod maidanopstanden. De fortalte, at de selv havde slæbt generatoren med ind og lavet molotovcocktails af benzinen. Den var halvtom, da den eksploderede.

Maidan-demonstranterne kastede ganske vist også med molotovcocktails, men de antændte, så vidt jeg kunne se, ikke bygningen. 

Når der omkom så mange, skyldes det, at brandvæsenet var bange for, hvad der ville ske. De 42 indebrændte var ikke de eneste ofre. Der var allerede seks døde i gadekampene tidligere på dagen.

Dette er den anden af to artikler om branden i Odesa i 2014. Her kan du læse den første artikel – en artikel om dommen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i marts 2025. Dommen slog fast, at de ukrainske myndigheder svigtede fælt – men der var ikke tale om en mordbrand.