Odesa 2014: Brand i fagforeningshus var ikke en mordbrand

Politibeskyttelse af aktivister, der skød med automatriffel mod andre demonstranter. Et brandvæsen, der ikke reagerede på alarmer. Et ekstremt langsommeligt og fejlbehæftet opklaringsarbejde – både over for pro-russiske og anti-russiske aktivister. 

Det er hovedingredienser i kritikken af de ukrainske myndigheders håndtering af gadekampe og en tragisk brand med 42 omkomne i Odesa den 2. maj 2014 fra Den Europæiske Menneskeretsdomstol.

Domstolen konstaterer, at den ukrainske stat ikke formåede at sikre sine borgeres ret til liv og heller ikke evnede at efterforske begivenhederne.

Brugt til prorussisk propaganda

Pro-russiske medier har siden 2014 brugt branden i ”Fagforeningernes Hus” til at sprede anti-ukrainsk propaganda. De har beskrevet begivenhederne som en planlagt mordbrand støttet af de ukrainske myndigheder mod pro-russiske kritikere af opstanden på Maidan-pladsen i Kyiv, der væltede den prorussiske præsident Victor Janokovitj tidligere på året. 

Den myte kan nu endelig afvises. Den Europæiske Menneskeretsdomstol har i en 108 sider lang dom  sat et juridisk punktum. Dommen kritiserer ganske vist de ukrainske myndigheders optræden. Men kritikken går ikke på ansvar for branden, men for langsommelighed, manglende indgriben og dårlig efterforskning af begivenhederne efterfølgende.

Myndighedernes indgriben – eller mangel på indgriben – kan heller ikke siges at have været fordel for de proukrainske deltagere i urolighederne op til branden. 

Politiet lod eksempelvis under gadekampene, der endte med branden i fagforeningshuset, en prorussisk demonstrant, Vitaly Budko, skyde med automatvåben bag deres linjer. Billeder og øjenvidneberetninger fra dagen dokumenterer, hvordan Budko (der kendt som ’Botsman’ eller ’Botswain’) bag en politikæde skød med en automatriffel mod proukrainske demonstranter. Budko fik senere hjælp af politiet til at flygte til Rusland. 

Flere ukrainske topembedsmænd, der havde ansvar for håndtering af begivenhederne, er desuden flygtet til Rusland kort tid efter. Det gælder f.eks. Dmytro Fuchedzhy, næstkommanderende i Odesas politistyrke, og Vlademir Bodelan, leder af Odesas alarmberedskab.

Selvom dommen altså kritiserer myndighederne, siger den ikke, at branden var et overlagt angreb på antimaidan-aktivister. Den siger faktisk det modsatte: Den ukrainske stat krænkede borgernes rettigheder, fordi politiet i Odesa samarbejdede med antimaidan-bevægelsen.

Udover samarbejde med aktive deltagere i uroligheder har de ukrainske myndigheder groft forsømt sit ansvar ved at være passiv. Brandvæsnet reagerede f.eks. ikke på alarmer om brand i fagforeningsbygningen, selv om brandstationen kun lå fem minutter væk. 

De ukrainske myndigheder har desuden begået graverende fejl i opklaringsarbejdet. Det har ikke gennemført tilfredsstillende undersøgelser af de forbrydelser, der blev begået af både maidan- og antimaidan-aktivister på dagen. Myndighederne formåede end ikke rettidigt at udlevere et af ligene til de efterladte. 

Myndighederne har således ikke på nogen måde levet op til deres ansvar. Det er også grunden til at sagen mod den ukrainske stat blev anlagt af efterladte fra begge sider af sammenstødene.

Dagens forløb

Menneskerretsdomstolens afgørelse bygger blandt andet på en omfattende og dokumenteret undersøgelse, som en uafhængigt journalistgruppe med navnet 2. maj-kollektivet har gennemført. Dens materiale viser, at volden opstod i en kaotisk situation, hvor bevæbnede grupper på begge sider bidrog til optrapningen af konflikten. 

Urolighederne begyndte med en fodboldkamp og en proukrainsk maidan-march, som antimaidan-aktivister besluttede sig for at konfrontere. 

Her blev der kastet med molotovcocktails, skudt med skarpt og brugt hjemmelavede bomber. Konflikten eskalerede til noget, der minder om guerillakrig, og endte med seks dræbte og sårede på begge sider. Fire af de dræbte var anti-maidan-, to af dem maidan-tilhængere.

Politiet greb under urolighederne ikke ind – enkelte enheder samarbejdede i stedet ligefrem med antimaidan-aktivister. Alligevel vandt maidan-siden i løbet af dagen gadekampene.

Senere på aftenen udviklede den giftige stemning mellem maidan-tilhængere og -modstandere sig til kampe på Kulikovo-pladsen foran et fagforeningshus, der endte med at blive sat i brand. Pladsen blev op til urolighederne brugt som teltlejr for antimaidan-aktivister, som under kampene på pladsen 2. maj trak ind og barrikaderede sig i huset.

Der blev kastet brandbomber og skudt med skarpt fra begge stridende parter – og der er identificeret provokatører og fascister på begge sider.

Ilden startede omkring kl. 19.45 og bredte sig hurtigt. Brandvæsnet dukkede først op 25 minutter senere. Retsmedicinske undersøgelser har vist, at branden brød ud fem forskellige steder i huset, kun et af dem kan være nået udefra. 

Under branden fortsatte kampene – nogle af de aktivister, der flygtede ud af bygningen blev angrebet, men der var også aktivister udenfor, som hjalp folk ud.

Resultatet var 42 døde, de fleste som følge af røgforgiftning. 

Det var en tragedie – men det var ikke et planlagt mord på fagligt aktive og antimaidanfolk.

Det russiske propagandaapparat har ellers med løgne, halve sandheder og fortielser udlagt begivenhederne som en overlagt mordbrand. Men sandheden er altså – nu cementeret med Den Europæiske Menneskeretsdomstols afgørelse – at det ikke var tilfældet. 

Den ukrainske stats brøde var ikke at beskytte sine borgere, ikke lave ordentlig efterforskning og ikke retsforfølge ansvarlige for forbrydelser på både maidan- og antimaidan-siden. 

Dette er den første af to artikler om branden i Odesa i 2014. Her kan du læse den anden artikel – et interview med øjenvidnet Serhii Sarafniuk.