Når hadet dræber: Tamima Juhar og den voksende islamofobi i Europa

Natten til søndag 24. august 2025 blev 34-årige Tamima Nibras Juhar brutalt myrdet på sit arbejde i Oslo af en 18-årig mand, der bar på et højreekstremistisk og islamofobisk verdenssyn. Denne unge gerningsmand var beboer på det bosted for udsatte unge, hvor Tamima arbejdede som socialrådgiver.

Han har fortalt politiet, at angrebet var politisk motiveret, rettet mod Tamima fordi hun var muslim. De norske myndigheder klassificerer nu drabet som en terrorhandling med racistisk motiv, da det står klart, at formålet var at sprede frygt i befolkningsgrupper.

Tamima Juhar, der selv kom til Norge som teenager fra Etiopien, havde viet sit liv til at hjælpe udsatte børn og unge. Hun havde oplevet en barsk opvækst, hvilket motiverede hende til at uddanne sig i socialt arbejde med fokus på retfærdighed, racisme og internationale konflikter, bl.a. under sine studier på universitetet OsloMet.

Paradoksalt nok blev det netop hendes engagement og identitet som muslim, der gjorde hende til mål for det ultimative had. Tamimas familie sidder nu tilbage i chok og sorg og spørger: Hvordan kunne det ske? Dette spørgsmål rækker ud over den enkelte tragedie i Oslo. Det kræver, at vi ser på det bredere billede af et Europa, hvor højreekstremisme, racisme og islamofobi er på fremmarch.

Tre højreradikale terrorangreb på 14 år

Drabet på Tamima Juhar er ikke en isoleret hændelse, men en del af et uhyggeligt mønster. Det er det tredje islamofobisk motiverede terrorangreb i Norge inden for de seneste par årtier. For 13 år siden udførte den højreekstreme Anders Behring Breivik et angreb i Norge og myrdede 77 mennesker, drevet af et ekstremt had mod multikulturalisme og islam. 

I 2019 forsøgte endnu en højreekstremist, Philip Manshaus, at begå massedrab i en moské i Bærum. Han nåede at dræbe sin adoptivsøster af asiatisk oprindelse, inden han blev overmandet. Og nu, i 2025, mister Tamima Juhar livet til en ung gerningsmand, der åbent “udtrykte fjendtlige holdninger mod muslimer” ifølge anklagemyndigheden.

Norge – et land man forbinder med fred og demokrati – er blevet rystet af endnu et terrorangreb, der udspringer af højreekstrem ideologi og islamofobi. Politiet efterforsker, hvordan en radikaliseret 18-årig kunne slå til på denne måde. Det viser sig, at både politi og efterretningstjeneste allerede året forinden var advaret om, at den unge mand var blevet “radikaliseret i en højreekstremistisk retning”, men alligevel kunne tragedien ikke forhindres.

Højreekstremisme og islamofobi på fremmarch i Europa

Det, der udspillede sig i Oslo, er desværre symptomatisk for en bredere europæisk tendens. Vi oplever i disse år en stigende bølge af højreekstrem vold og hadforbrydelser, hvor især muslimske borgere gøres til syndebukke.

Ifølge en undersøgelse fra Center for Ekstremismeforskning (C-REX) ved Universitetet i Oslo var der alene i 2022 hele 93 alvorlige angreb i Vesteuropa motiveret af højreekstrem ideologi. Europols data dokumenterer ligeledes, at der mellem 2020 og 2022 blev registreret mindst 14 højreekstremistiske terrorplots eller -angreb i EU-landene.

Det er en alarmerende udvikling, som har fået EU til for første gang nogensinde at tilføje en nynazistisk gruppe (den transnationale gruppe The Base) på unionens officielle terrorliste – et klart signal om, at man anerkender den “stigende trussel fra højreorienteret voldsekstremisme”.

Det yderste højres terror er ikke længere noget, man kan affærdige som marginale enkelttilfælde, det er en reel og voksende sikkerhedstrussel i Europa.

Ser vi rundt i Europa, tegner der sig et dystert billede af hadets konsekvenser. I Tyskland chokerede et angreb i Hanau i 2020 hele nationen, da en højreradikal skød og dræbte 9 mennesker med flerkulturel baggrund i to vandpibe-barer. Kansler Angela Merkel udtalte efterfølgende, at angrebet blotlagde “giften af racisme og had” i det tyske samfund. Hun advarede om, at man med al kraft må konfrontere de kræfter, der forsøger at splitte befolkningen. 

I Storbritannien oplevede man i 2017 et islamofobisk terrorangreb ved Finsbury Park-moskéen, hvor en 47-årig britisk mand pløjede en varevogn ind i bedende muslimer og dræbte én person, i det retten kaldte en “terrorhandling udløst af had til muslimer”. I Frankrig og Italien er flere højreekstremistiske terrorplaner blevet afsløret, inden de blev ført ud i livet. Fx afslørede franske myndigheder i 2017 en gruppe af otte mænd, der planlagde angreb på moskéer og muslimske borgere. 

I Italien skød en militant neofascist seks afrikanske indvandrere i byen Macerata i 2018 som hævn for en forbrydelse begået af en migrant. Angrebet chokerede Italien, som allerede er præget af skarp anti-indvandrerretorik.

Fælles for disse hændelser er, at de udspringer af en paranoid forestilling om, at muslimer eller ikke-hvide “overtager” landet – en konspirationsteori, der trives på den yderste højrefløj i hele Europa.

Konspirationsteorier

Faktisk er netop konspirationen om en muslimsk “overtagelse” – ofte kaldet “Great Replacement” eller befolkningsudskiftningsteorien – blevet en dødbringende ideologi, som binder højreekstremister sammen på tværs af grænser. Ifølge denne fejlslagne teori er vestlige (hvide, kristne) befolkninger ved at blive bevidst udskiftet gennem indvandring af muslimer og andre ikke-hvide grupper.

Selvom det lyder som en marginal fantasi, har den fået forbløffende fodfæste. Den australske gerningsmand bag moskémassakren i Christchurch, New Zealand i 2019 påberåbte sig netop “Great Replacement” i sit manifest, og inspirerede dermed senere angreb i bl.a. Europa. Og i Europa selv er disse idéer ikke forbeholdt anonyme internetfora. 

Ungarns premierminister Viktor Orbán har offentligt talt om “en storstilet europæisk befolkningsudskiftning” og advaret imod, hvad han kalder “et selvmorderisk forsøg på at erstatte Europas kristne børn med migranter fra andre civilisationer”. Når en regeringsleder på den måde legitimerer konspirationsteorier, giver det ekstremister med voldelige tanker en følelse af, at deres frygt er berettiget.

Som forskere har påpeget, er “Great Replacement” blevet både et fringe-fænomen og et mainstream-emne. Det bliver både påskud for ensomme terrorister og samtidig flirtet med af etablerede politikere. Den slags overlap mellem marginalt had og mainstream-politik er dybt foruroligende.

Fra hadsk retorik til dødelig vold

Hvordan når samfundet dertil, at en ung mand i Norge vælger at myrde en uskyldig socialarbejder som Tamima Juhar? Svaret ligger i et giftigt klima af hadsk retorik, frygt og dehumanisering, som gradvist normaliseres.

I flere år har populistiske politikere og bevægelser over hele Europa tegnet et billede af muslimer som en trussel mod national kultur, sikkerhed og velfærd. Når muslimer konsekvent fremstilles som det “farlige andet”, der ikke hører til, sætter det scenen for, at ekstremister føler sig retfærdiggjort i at bruge vold. Som den tyske advokat Mehmet Daimagüler, der repræsenterer ofre for højreterror, udtalte efter Hanau-massakren: “Hvis folk tier længe nok, så vil den slags ske. Man kunne nærmest sætte sit ur efter det”. Når samfundet ignorerer eller bagatelliserer ekstremisternes had, så vokser det i mørket, indtil det eksploderer i brutalitet.

Vi må erkende, at ord har konsekvenser. Når en politiker hævder, at “Islam ikke hører hjemme i Europa”, eller at muslimske kvinder i tørklæde undertrykker sig selv og skal befri sig, så skaber det et fjendebillede. Når medier dæmoniserer “ghettoområder” med primært muslimske beboere, eller når der fra højrefløjen advares om en snarlig “islamisering” af vores byer, så legitimeres mistroen over for naboen med anden tro.

Ekstremister suger denne retorik til sig som benzin på bålet. Faktisk viser analyser, at anti-muslimske fordomme er en hoveddrivkraft for højreekstrem vækst i mange lande. I Storbritannien eksempelvis mener omtrent en tredjedel af befolkningen nu, at islam udgør en trussel mod deres livsstil, hvilket direkte har fodret den yderste højrefløjs fremgang. Tilsvarende ser vi en udbredt forestilling om “muslimske parallel-samfund” i Frankrig, Tyskland, Danmark og andre steder krydret med idéen om, at muslimske minoriteter aldrig kan blive loyale medborgere, men altid vil være en femtekolonne.

Disse myter har ingen hold i virkeligheden, men de er blevet mainstream samtaleemner. Resultatet? Et segment af befolkningen lever i en konstant angst for deres muslimske medborgere, og et lille, farligt mindretal af dem beslutter før eller siden, at de må gribe til vold for at “forsvare” deres land mod denne indbildte trussel.

Internettet og sociale medier spiller også en rolle i at eskalere hadet. Unge mennesker, som Tamimas formodede morder, fodres i online fora og chats med konspirationsteorier, propaganda og endda direkte opfordringer til vold mod muslimer. Der eksisterer et helt digitalt økosystem af hadefulde kanaler, hvor højreekstremister verden over hidser hinanden op.

På disse platforme hyldes tidligere terrorister som “helte”, deres “manifester” spredes, og næste generation får idéer og praktiske tips. Dette minder os om, at højreekstrem terror i stigende grad er transnational, hvor ideologierne, inspirationen og endda netværkene krydser landegrænser via nettet. Det, der radikaliserer en ung mand i Oslo, ligner til forveksling det, der radikaliserer unge i mange andre områder i Europa.

Danmark og resten af Europa: Ingen går fri

Man kunne fristes til at betragte de norske tragedier og tænke, at det er “Norges problem”. Men højreekstremisme og islamofobi kender ingen landegrænser. Danmark har måske været forskånet for de mest blodige angreb i nyere tid, men det betyder ikke, at alt er idyllisk. Tværtimod peger meget på, at advarselslamperne også blinker herhjemme.

Allerede i 2008 beskrev to danske forskere, Ellen Brun og Jacques Hersh fremvæksten af en “politisk kultur af islamofobi” i Danmark og Europa. De kaldte islamofobien for en virus, der har inficeret vores samfund. Metaforen er rammende, når man ser, hvor hastigt den har spredt sig i de seneste årtier.

I Danmark har vi oplevet en markant normalisering af antimuslimske holdninger i den offentlige debat. Slogans om at “Danmark er ikke et muslimsk land”, krav om grænselukninger for flygtninge fra muslimske lande, og endeløse diskussioner om tørklædeforbud, halal-kød i børnehaver og lignende har gjort det socialt acceptabelt at fremstille islam som et problem i sig selv.

Når en provokatør som Rasmus Paludan gentagne gange har kunnet brænde koranen af offentligt under politibeskyttelse, og når et stort segment af befolkningen nærmest trækker på skuldrene, så vidner det om en farlig trivialisering af hadet. De ekstreme holdninger bliver til hverdag.

Man skal heller ikke glemme, at nogle af de største politiske partier i Skandinavien har gjort islamkritik og indvandringsmodstand til deres kerne. I Norge har Fremskrittspartiet og i Danmark Dansk Folkeparti (og senere Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne m.fl.) gennem årtier vundet stor opbakning på at advare mod “muslimsk indvandring” og multikulturalisme.

Som religionshistorikeren Todd Green noterer, er ekstremt islamofobiske højrepartier endda blevet anden- eller tredjestørst i parlamenterne i Norge og Danmark, og i Schweiz er det største parti på landsplan et indvandrerkritisk, muslimfjendsk parti. Når den slags holdninger flytter ind i Folketinget og Stortinget, flytter de også grænsen for, hvad der er acceptabelt at sige om mindretal.

Dermed nærer mainstream-politikken og -debatten det samme “os mod dem”-tankesæt, som ekstremisterne lever af. Som Brun og Hersh advarer: At hjælpe en xenofobisk diskurs og nære islamofobien i befolkningen “tjener den yderste højrefløj”. Med deres ord kan vi “mærke advarselssignaler i det meste af Europa, ikke mindst i Danmark”. Det er hårde ord, men de kalder på selvransagelse – har vi i vores del af verden været for naive eller ligeglade i mødet med den nye racisme?

Danmark har jo også oplevet konkrete hadepisoder. For mindre end et årti siden overfaldt en mand en gravid muslimsk kvinde på Nørrebro, mens han råbte antimuslimske skældsord. Heldigvis overlevede hun og barnet, men traumet lever videre. Vores nabolande i Norden har haft deres martyrer:

I Sverige gik en sværtbevæbnet højreekstremist ind på en skole i Trollhättan i 2015 og myrdede to – han valgte ofrene ud fra hudfarve og efterlod et manifest om “racekrig”. I Finland døde en antifascistisk demonstrant i 2016 efter vold fra nynazister ved en demonstration i Helsinki. At tro, at det ikke kan ske her, er at stikke hovedet i busken. Højreekstrem terror er et fælleseuropæisk problem, og også vores ansvar at forhindre.

Aldrig mere: Vejen frem mod handling

Hver gang en tragedie som mordet på Tamima Juhar finder sted, følger de officielle fordømmelser prompte. Ord som “afskyeligt”, “meningsløst” og “fanatisk vold” går igen. Men fordømmelserne alene er ikke nok, de må følges op af handling. Vi kan ikke nøjes med at sørge over endnu et offer; vi skal ære Tamimas minde ved at sikre, at færre skal lide samme skæbne fremover. 

“Det må ikke være farligt at gå på arbejde for at hjælpe andre,” sagde lederen af Tamimas fagforening rammende efter drabet. I et demokratisk samfund må ingen frygte at blive angrebet for deres religion eller etnicitet, hverken på arbejde, i moskéen eller på gaden. Skal det ideal gøres til virkelighed, kræver det et bredt opgør med den islamofobiske racisme på alle niveauer.

For det første må politikerne gå forrest og tone rent flag. Der er brug for et klart signal om, at had mod muslimer ikke kan tolereres, hverken i tale eller handling. Ledere bør afstå fra at spille på fremmedfrygt i håb om lette stemmer; ansvarligt lederskab betyder at beskytte alle borgere. I stedet for at diskutere “sammenstød mellem civilisationer” bør fokus være på inklusion, ligebehandling og fælles værdier.

For det andet skal myndighederne opprioritere indsatsen mod højreekstremisme. Efter mange år med næsten ensidigt fokus på militant islamisme, er det på høje tid at dedikere ressourcer til overvågning og forebyggelse af højreradikale miljøer. Når Europols rapporter og eksperter entydigt peger på, at faren fra højreekstrem terror er voksende, må PET, politi og sociale instanser intensivere samarbejdet for at gribe ind tidligere, præcis som man længe har gjort mod jihadistiske netværk. Det kræver også mod at tage truslerne alvorligt, selv når de kommer fra “hjemmefødte” etniske danskere eller europæere. Tamimas drab viser, at unge højreekstremister kan stå klar til at dræbe lige så vel som nogen anden terrorist.

For det tredje har civilsamfundet og hver enkelt af os et ansvar. Som borgere bør vi sige fra, når vi møder anti-muslimsk had, på arbejdspladsen, i familien, på sociale medier. Vi skal ikke tie, når nogen udbreder giftige myter om “de andre”.

Derfor: stil spørgsmål, kom med fakta, vis menneskeligheden hos dem, der gøres til fjender. Historien har lært os, at racisme trives i tavshed. “Folk siger, de har lært af Auschwitz, men denne udvikling viser, at det bare er tomme ord, hvis vi intet gør,” lød advarslen efter Hanau-angrebet. Vi skal aldrig nå dertil igen, hvor had mod en hel befolkningsgruppe normaliseres. Det skylder vi ikke kun muslimske medborgere, men også Europas egen fortid.

Endelig må vi genfinde solidariteten og fællesskabet på tværs af forskelligheder. De kræfter, der puster til islamofobien, ønsker at splitte os, men vi kan nægte at lade os splitte. Tamima Juhar var en norsk etiopier, muslim og socialarbejder, der troede på retfærdighed og hjalp sårbare unge. Hendes liv symboliserer på mange måder det bedste ved et åbent samfund – at mennesker af forskellig baggrund kan bidrage og høre til. Hendes død derimod symboliserer det værste – hvad der sker, når hadet får lov at vokse.

Lad os vælge at ære Tamimas minde ved at stå sammen mod det had. Europa skal ikke være hadets holdeplads, det skal være et sted, hvor “aldrig mere” ikke blot er en frase, men en levende forpligtelse.