Når hvidt guld får folk til at se rødt

DR’s dokumentar ”Grønlands hvide guld” har som få af radioens frembringelser i nyere tid bragt sindene i kog – og det i en sådan grad at skandalen foreløbig er endt med, at DR har fjernet udsendelsen fra sin hjemmeside og med øjeblikkeligt varsel fyret sin mangeårige chefredaktør Thomas Falbe.

Omdrejningspunktet for balladen er, at dokumentarens forfattere har regnet sig frem til, at udvindingen af mineralet kryolit omregnet til nutidskroner over de 131 år, udvindingen og udskibningen har fundet sted, har betydet en omsætning på 400 milliarder kroner.

Tallet er behæftet med store usikkerheder, hvad der også i dokumentaren gøres opmærksom på. Og anvendelsen af kategorien ’omsætning’ er problematisk, fordi man deraf ikke kan udlede ret meget om, hvem der har vundet, og hvem der har tabt på minedriften.

Det er da også senere kommet frem, at økonomiske fagfolk advarede dokumentarens forfattere mod at lægge for meget i omsætningen. Desuden har forfatterne i klipningen fjernet en graf, som nogle af de politikere, der optræder i dokumentaren, refererer til.

Panik – eller politisk pres – i DR

Alt i alt kan man vel slutte, at forfattere og chefredaktør – han er jo formelt ansvarlig – ikke har haft en videre heldig hånd, når det gælder skandalens journalistisk-publicistiske aspekt.

Det samme gælder mildest talt også Falbes chef, nyhedsdirektør Sandy French, der først benægtede, at der var fejl, dernæst indrømmede det, for til slut i noget der ligner panik – onde tunger mener, at det skyldes politisk pres – at fyre Falbe og fjerne dokumentaren fra DR’s hjemmeside.

At fjerne dokumentaren er en bommert af rang, for som Information skriver i en leder: ”Det er et publicistisk selvmål og guf for konspirationsteoretikere, at DR fjerner dokumentar om sagen”. Det er den letteste løsning for DR, men den er forkert og skadelig for den offentlige debat.

I stedet kunne DR have brugt nogle af sine mange skattekroner til at lave et solidt og hårdt tiltrængt stykke baggrundsarbejde, der dokumenterede pengestrømmene mellem Danmark og Grønland.

Forargelsen lægger tågeslør over sagens kerne

Forargelsen hos (danske) politikere og en del fagøkonomer over de fejl, der er blevet begået, har været så tyk, at man næsten kunne skære i den. Så tyk, at den lægger et tågeslør ud over sagens egentlige kerne – Danmarks rolle som kolonimagt – og dermed igen, igen sender debatten i den forkerte retning.

Der er da også andre økonomer, der – som økonomiprofessor Katarina Juselius i Information 19. februar – stilfærdigt har gjort opmærksom på, at ”man ikke kan afvise, at Danmark har haft betydelige økonomiske fordele af kryolitminedriften … [og] at det ville være godt for både Danmark og Grønland, hvis også økonomerne åbent erkendte det”.

Det samme gælder den tidligere formand for Færøernes Økonomiske Råd, Hermann Oskarsson, der under overskriften ”Danmark plyndrede Grønland for kryolit” i endnu et debatindlæg 20. februar rammer sagen på hovedet:

”Den historisk sande præmis er, at den danske stat ensidigt forvaltede den grønlandske undergrund og uddelte koncessioner til minedrift uden det grønlandske folks medvirken. Der var ingen grønlandsk deltagelse i beslutningerne, og derfor er der ikke tale om forretning, men om udtømning af en ressource uden tilladelse fra de lokale myndigheder. Det er altså på baggrund af magtanvendelse, at denne aktivitet er foregået. Danmark betragtede ikke det grønlandske folk som retmæssige ejere af Grønlands undergrund”.

Glansbilledet af “den gode kolonimagt” Danmark

For det er sagens virkelige kerne. Sagen handler ikke først og fremmest om penge, regnskabsbegreber eller hvorvidt journalister har begået fejl eller ikke har været dygtige nok. Det handler først og fremmest om den danske angst for, at glansbilledet af ’den gode kolonimagt’ skal krakelere.

Derfor ramte dokumentaren også plet ved at inddrage den indiske økonomiprofessor, Arindam Banerjee, som netop understregede de fælles træk i kolonialismen, hvad enten det drejer sig om den danske udgave eller andre kolonimagters variant.

Og lige præcis dokumentarens kerne fattede man naturligvis straks i Grønland. Information har interviewet tre grønlændere om deres reaktioner på dokumentaren.

Det gennemgående i svarene hos de tre personer, avisen har interviewet, er ikke, om der er tjent en eller 400 milliarder kroner – men at Grønland og grønlænderne ses som en økonomisk byrde, ikke som mennesker, og at det ikke gav anledning til en debat om Danmark som kolonimagt. Angunnguaq Larsen, musiklærer og skuespiller, sammenfatter det således:

”Filmen gik som en steppebrand. Folk blev stødt over, hvordan vi er blevet behandlet som en minoritet i vores eget land. Det er det, som i min optik er blevet snakket mest om. Det handlede ikke om antallet af milliarder, men om at der blev taget noget, som var vores, uden at vi blev spurgt – og det kom ikke os til gode.”

…

”Debatten kom meget hurtigt til at handle om tal og omsætning fra danskernes side, og så følte vi endnu en gang, at vi blev talt ned til. Det er en følelse, man får. At hver gang man kommer med noget, så kommer der eksperter fra den anden side og siger, det holder ikke. Det kan man godt blive træt af.”

Danmark har været en kolonimagt med alt, hvad det indebærer

Anders Fogh slog i sin tid fast at Danmark intet havde tjent på Grønland, og Helle Thorning afviste fornærmet et grønlandsk ønske om nedsættelsen af en forsoningskommission, der skulle kulegrave forholdet mellem Grønland og Danmark.

Det er ikke noget under, at mange grønlændere klager over manglende værdighed i forholdet mellem Grønland og Danmark. Og tilsyneladende sker der først noget, når eksterne kræfter gør eller siger noget, der må få gang i tankerne hos folk i Grønland.

Nu er Danmark parat til at diskutere både spiralsag og ovenikøbet rigsfællesskabets indretning, for det amerikanske tryk på småstaten Danmark gør regeringen meget nervøs. Den understreger netop, at Danmark er en småstat.

Hvis Danmark vil gøre sig forhåbninger om at holde sammen på rigsfællesskabet, må man erkende, at man i forholdet til Grønland har været netop en kolonimagt med alt, hvad det indebærer. Man må i samarbejde med Grønland og Færøerne skynde sig med at gøre rigsfællesskabet til et reelt fællesskab mellem ligeværdige lande.

Og så skal der nedsættes en forsoningskommission, som skal behandle alle kolonialismens aspekter. Først og fremmest de menneskelige, men den skal sandelig også afdække pengestrømmene mellem Danmark og Grønland. Det handler om værdighed og gensidig respekt.