Nabohjælp til Enhedslistens forsvarspolitik

Dette indlæg er skrevet som og om nabohjælp. Som nabohjælp til vores ofte allierede i Enhedslisten, der har brug for en reel forsvarspolitik. Den må naturligvis være partiets egen, men det er tydeligt for os, at der ikke er én for nuværende. Om nabohjælp, fordi det er dét, NATO-medlemskab og en afskaffelse af EU-forsvarsforbehold er i vores øjne: Nabohjælp for fred og frihed – gennem nødvendig styrke.

At lytte til debatten i Enhedslisten om Ukraine, NATO, truslen mod Europa samt forsvarsforbeholdet er både forvirrende og forstemmende. Christian Juhl, som er formand for partiets udenrigspolitiske udvalg, sagde ligefrem, at Ukraine bærer en del af ansvaret for situationen. Det blev dog undsagt af partiledelsen. Det samlende budskab er nu et fromt mantra: Vi arbejder for »nedrustning og fred«. Javel.

Alliancen er ikke den konkrete aktion

Fred og nedrustning er der nok ingen, som ikke ønsker. Men lønlige håb om fred og nedrustning er ikke en forsvarspolitik. Det er en fornægtelsespolitik. Håb er som bekendt ikke en strategi. Per Bregengaards indlæg 6. maj i Solidaritet var interessant og oplysende, men ikke afklarende. Den afklaring kommer forhåbentlig på Enhedslistens årsmøde i weekenden. Bregengaard skriver om de tre sikkerhedspolitiske udtalelser, der skal behandles: 

Krig i Ukraine

Solidaritet giver dig de vigtigste nyheder, analyser og debat om Putins krig i Ukraine.

Læs alle artikler i serien Krig i Ukraine her

+

”Enhedslisten har altid været imod NATO’s ageren og formål. NATO står for det modsatte af nedrustning, afspænding og fred. Det fastslår alle tre forslag til udtalelse. Alle vil arbejde for en ny sikkerhedsstruktur, som et alternativ til NATO, selvom det kun ligger implicit i det ene forslag. Derefter kan der forskes i skillelinjer:

A: ”Så længe et sådan alternativ (til NATO) ikke eksisterer, er det ikke aktuelt, at Danmark melder sig ud, men vil arbejde for, at NATO ikke bidrager til angrebskrige og rustningskapløb…”.

B. ”Men det (alternativet) forudsætter en konkret vurdering af den sikkerhedspolitiske situation og styrkelse af alternative samarbejdsformer”. Det skal man så arbejde for frem til næste årsmøde.

C. Nævner ikke noget eksplicit om et alternativ til NATO. Det nøjes med at fordømme alle stormagter: USA/Europa (NATO), Kina og Rusland. Det er vel her et: ”Hellere ud af NATO i dag end i morgen” gemmer sig?”

Selvom Enhedslistens medlemmer selv må tage debatten og afklaringen, er der ingen grund til at lægge skjul på, at vi foretrækker A, hvor man trods alt accepterer NATO. Men vi så jo helst en mere fuldtonet tilslutning til den forsvarsalliance, som SF i over 15 år har været tilhænger af – uagtet at vi har været arge modstandere af især Irak-krigen. Alliancen må ikke forveksles med aktionen. Og situationen i dag er grundlæggende forandret:

Vi står i en sikkerhedspolitisk situation, hvor Rusland udgør en trussel, og hvor USA er ved at skifte fokus til Asien. Begge de forhold betyder, at vi må investere mere i vores eget forsvar – i bred, moderne forstand. Men også med gammeldags krudt og kugler. Netop ikke for at føre fjerne angrebskrige, men for at have et nært forsvar.

Så når Rusland truer og er til fare for en række af vores allierede, skal Danmark ikke bare lade som ingenting. Det er jo humlen ved alliancer, at man står sammen skulder ved skulder. Solidaritet, plejer vi vist at kalde det.

Lys og protestsange stopper ikke Putin

For ikke længe siden markerede vi den 4. maj og Danmarks befrielse. Men som bekendt var det ikke hele Danmark, der blev befriet. For den tyske besættelse på Bornholm blev erstattet af en sovjetisk, der varede næsten et år.

“Ukraines selvstændighed og eksistens er på spil. Dets indbyggere mister livet. Det kan lys og protestsange ikke forhindre. Det kan kun et stærkt forsvar.”

Men den 4. maj i år var speciel, fordi Ukraines præsident talte direkte til danskerne. Fra hans fortvivlede modstandskamp i Ukraine mod Rusland, til de trygge danskere, med 2. Verdenskrig på lang afstand. Det var stærkt at overvære talen, og det mindede os om, at vi ikke kan tage vores frihed for givet.

Den 24. februar, samme aften som Putin invaderede Ukraine, var vi til flere demonstrationer i København. Den første var arrangeret af herboende ukrainere og belarussere foran den russiske ambassade, stemningen var sammenbidt. Serdal holdt som SF’s næstformand tale. Hovedbudskabet var, at Putin ikke kun angriber Ukraine, men selve den frihed, hele vores kontinent hviler på.

Kort efter havde Enhedslisten valgt at sætte sit navn på en støttedemonstration foran den ukrainske ambassade. Vi gik derhen og forventede samme determination og sammenhold. Vi blev skuffede. Da vi ankom, spillede »Kringsatt av fiender« på et anlæg og blev snart afløst af »Imagine«. Der blev tændt lys. Så blev der afsagt luftige ord om fred.

Så fik den ukrainske ambassadør ordet. Han brød fuldstændigt med arrangørernes pacifistiske setup og sagde direkte, at Danmark burde støtte med våben: »Hver en kugle tæller. Nu er vi nødt til at sende så mange russiske soldater som muligt hjem i kister.« Hårde ord, som fik enkelte enhedsliste-medlemmer til at buhe. Det var ekstremt akavet.

Vi forstår ambassadørens brutale analyse. Hans land er angrebet af en imperialistisk stormagt. Dets selvstændighed og eksistens er på spil. Dets indbyggere mister livet. Det kan lys og protestsange ikke forhindre. Det kan kun et stærkt forsvar.

Nordisk NATO-erstatning er en utopi

En militærekspert kunne for nyligt berette, hvordan Rusland har trænet og lagt planer for forløbet af en invasion af Gotland og Bornholm. Sverige har styrket forsvaret af Gotland, og en russisk marinebrigade, der normalt er posteret i Kaliningrad, har trænet invasion af Bornholm. Efter Ukraine kan de forventes retur.

“Det er ironisk, at bornholmerne har stemt i hobetal på Enhedslisten, som altså har kvitteret ved at trække på skuldrene over bornholmernes udsathed i den nye globale virkelighed.”

Men NATO vil Enhedslisten som bekendt ud af. Godt nok ikke i morgen, lyder det ganske belejligt her, mens alle kan se truslen på Europas dørtrin, men på længere sigt, må man forstå.

Siden den russiske invasion af Ukraine er Enhedslisten igen og igen blevet spurgt til, om de anerkender, at der foreligger en trussel. Og hvis de mener det, hvordan skal den så imødegås? NATO? EU? Norden? Dansk oprustning som neutral stat? Hvad forestiller Enhedslisten sig egentlig?

Finland og Sverige er efter alt at dømme på vej ind i NATO. De baltiske lande er medlemmer af NATO. Polen er medlem. Island. Norge. Danmark. Realismen i at opløse disse medlemskaber til fordel for et nordisk samarbejde eller noget omkring Østersøen, synes til at overse.

Og vi er truet i Østersøen. En russisk insider som Sergey Karaganov, der var sikkerhedspolitisk rådgiver for Jeltsin og Putin, siger: ”Eskalering i denne sammenhæng betyder, at hvis vi står over for en eksistentiel trussel, altså at vi ikke sejrer, eller at vi lider et påstået nederlag – så kunne Rusland finde på at skrue op for krigen. Og der er snesevis af steder i verden, hvor det ville komme til direkte konfrontation mellem Rusland og USA.”

Baltikum og Østersøen må være noget af det øverste på den liste.

NATO-modstanden i Enhedslisten, som altså er sat på pause, til når Putin ‘lige slapper lidt af’, slog også igennem, da Folketinget skulle vedtage at bidrage med soldater i Baltikum. Her stemte Enhedslisten imod. Det er nogle andre, der skal forsvare balterne – og i næste omgang bornholmerne. Ironisk er det i al fald, at netop Bornholm, der som bekendt har oplevet russisk besættelse på nærmeste hold, og derfor ikke kan fejre Befrielsen samtidig med resten af Danmark, har stemt i hobetal på Enhedslisten, som altså har kvitteret ved at trække på skuldrene over bornholmernes udsathed i den nye globale virkelighed.

Destabilisering truer

Lad os håbe, at der bliver frie valg i fremtiden, også på Bornholm. Det er med garanti ikke tilfældet, hvis Putin først rykker ind. Man skal derfor stole rigtig meget på Enhedslistens partiprogram, hvis utrygheden skal kunne undertrykkes fuldkommen.

“Svarene fra Enhedslisten blafrer i vinden som en protestsang, der kalder til handling, men som ingen efterlever i praksis.”

Vi er stolte af, at vores parti støtter fuldtonet op om Ukraine og forsvaret for friheden i Europa, som kan trues af et aggressivt, autokratisk Rusland. Truslen består i øvrigt ikke nødvendigvis i bomber eller militær invasion. Den kan meget vel bestå i destabilisering. I undergravning af demokrati. I at presse USA til ikke at ville leve op til artikel 5 om at forsvare andre NATO-lande, hvis de bliver angrebet. Den kunne bestå i systematisk misinformation, spionage eller i cyberangreb. Fortsæt selv listen. I vores verden er det også trusler.

Svarene fra Enhedslisten blafrer i vinden som en protestsang, der kalder til handling, men som ingen efterlever i praksis. At være venstreorienteret er for os ikke at nøjes med at synge. Venstreorientering skal kendes på handlinger: At man er så overbevist om sine idealer om frihed, lighed og fællesskab, at man vil gå hele vejen for at forsvare og realisere dem. Under en blodig storm er det ikke nok at tænde stearinlys. Man må gå ind i sin tid og vie sig til strid. Sådan gjaldt det tidligere generationers forsvar mod fascisme og imperialisme, og sådan gælder det i dag.