Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
6. maj. 2022

Årsmøde: Rivegilde i Enhedslisten?

Mister jeg uden-for-boblen-perspektivet, dilemmaforståelser og tolerance i forhold til mine allierede meningsmodstandere, så forsvinder den demokratiske relation til partifællerne, skriver tidligere skoleborgmester i København, Per Bregengaard.

Enhedslisten holder årsmøde i bededagsferien 13.-15. maj 2022. Her skal partiet blandt andet diskutere forholdet til EU. Foto: Enhedslisten.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Enhedslisten er sat under pres, og beskyldes – helt urimeligt – for at gå Putins ærinder, når det handler om synet på NATO og EU. Presset betyder, at lunten internt i Enhedslisten er blevet betydeligt kortere. Irettesættelser og kritik fyger gennem luften. Nogle – især uden for Enhedslisten, men også internt – ser gerne en partispaltning. ”Vi skal afklare os”, lyder det. Men er der egentlig noget at afklare?

De forenede dødsboer

Enhedslisten blev dannet for mere end 30 år siden af flere umage par. Partiet opstod gennem en sammensmeltning, og ikke ved en spaltning, hvilket er enestående i dansk politik. Mange troede ikke på ”de forenede dødsboers” levedygtighed. Ældre kommentatorers analyser af aktuelle stridigheder fører os ofte tilbage til forhistorien, hvis uenighed ikke gøres til et generationsspørgsmål. De puster til ilden for at skabe nyheder. Puster de forgæves?

Rivegilder er en uadskillelig del af politik inden for partier, mellem partier og i alle mulige andre sammenhænge. Generelt er det spild af politisk allieredes tid at fokusere på dét, man er enige om, med mindre der er tale om valgkamp. Man engagerer sig i dét, der er uenighed om.

At partifæller søger at rive hovederne af hinanden, er imidlertid ikke noget unikt for Enhedslisten. Det kan ses som et produkt af ethvert demokrati. Vi skal lære at leve med denne dysfunktionalitet ved at tæmme os selv med et rummeligt – og ikke med et autoritært disciplinerende – vi.

Den enkelte skal evne at hoppe ud af parti- eller andre bobler, og se på uenighederne udefra. Forekommer de her uenigheder meningsfulde eller alt for spidsfindige? Hvorfor skal Enhedslistens årsmøde f.eks. stemme om følgende formuleringer: A: EU’s historie er i høj grad historien om europæisk kapitalisme. B: EU’s historie viser, at EU er kapitalens projekt? Og så skal vi lære at se dilemmaer som dilemmaer.

Den demokratiske dysfunktionalitet er dybest set et sundhedstegn, men kan naturligvis gå for vidt, hvis vi ikke længere kan tolerere, som betyder at tåle. For politisk aktive går rundt med mere end ligeværdige synspunkter i en demokratisk debat. Lige gyldige synspunkter emmer af ligegyldighed. At afklare ved at snakke sig til rette, handler ofte også om at vinde en strid. Og dilemmaer skal vi ikke blot lade være i fred.

Vi engagerer os i at forfægte et synspunkt, fordi der er noget på spil. Men mister jeg uden-for-boblen-perspektivet, dilemmaforståelser og tolerance i forhold til mine allierede meningsmodstandere, så forsvinder al ligeværdighed og dermed den demokratiske relation til partifællerne. Eller tydeliggjort i en venstrefløjsfrase: Klasseforræderen skal nødig blive værre end klassefjenden.

EU deler vandene – men ikke særlig dybt

Aktuelt handler rivegildet om EU og NATO. Men hvad er problemet, når man ser på skarptskårne udtalelser – eller de forslag, som er til behandling på Enhedslistens årsmøde d. 13.-15. maj?

Alle er enige om, at EU’s traktatmæssige grundlag er markedsfundamentalistisk, og at EU’s indre marked først og fremmest er styret af en uhæmmet jagt på profit. Alle er enige om, at EU samtidig er en arena, hvor venstrefløjen kan vinde sejre og lide nederlag i den daglige politiske kamp.

“Det forekommer absurd, at holdningen til et ubekendt ja eller nej til udmeldelse af EU skulle være et dybt skel.”

EU er således ingen ligegyldighed. Det kræver, at vi engagerer os og samarbejder med ligesindede på tværs af landegrænser. At det ikke er let at vinde sejre handler både om, at det er tæt på umuligt at ændre traktaterne og den udemokratiske struktur, hvor de riges lobbyisme, EU-Kommissionen og EU-domstolen har uforholdsmæssig stor magt.

Det er en fælles vurdering, at institutionen EU er en bremseklods for en progressiv og socialistisk præget udvikling. EU kan realistisk set ikke reformeres til noget kvalitativt andet. Det kræver et institutionelt opbrud.

Der er således ingen vaklen i Enhedslistens geledder, når det handler om EU-modstanden defineret ved de afgørende elementer i traktaterne og strukturen. Og så kommer vi til, hvor vandene skilles:

På den ene side står synspunktet, at integrationen er nået så langt, at isoleret dansk udmeldelse i praksis er meningsløs. En udmeldelse vil blive en formel mere end reel frigørelse. Skelsættende politiske og økonomiske forandringer kan kun ske sammen med andre som resultat af en bredere bevægelse på tværs af alle eller i det mindste nogle lande.

På den anden side er forestillingen om Danmark som et foregangsland. Vi træder ud, hvis det er et udtrykt folkeligt krav, og der er en samarbejdsaftale at tage stilling til. Begge positioner har indbygget en vurdering af en fremtidig situation og et skilsmissegrundlag, vi i dag ikke aner noget som helst om.

De vage aktuelle gisninger om fremtidsscenarier er i sagens natur luftige hvis’er i stil med, hvis EU stiller sig på tværs af vedtagne skelsættende rød-grønne reformer, vedtager traktatændringer i retning af større magtkoncentration og en egentlig EU-stat.

Det forekommer derfor absurd, at holdningen til et ubekendt ja eller nej til udmeldelse skulle være et dybt skel og ikke mindre, at gisningerne fortolkes ind i en abstrakt mere eller mindre positiv eller negativ holdning til EU.

Court of Justice of the European Union – eller på dansk bare EU-domstolen – er en demokratisk skændsel med uforholdsmæssigt stor magt. De fleste i Enhedslisten er enige om den overordnede kritik, men uenige om den konkrete modstand af EU, skriver Per Bregengaard. Foto: CJEU / LinkedIn

NATO-diskussionen er reel

Enhedslistens årsmøde skal også tage stilling til tre forskellige forslag til udtalelser vedrørende sikkerhedspolitik, Ruslands krig mod Ukraine og NATO. De bærer overskrifterne: ”Stop Ruslands imperialisme”, ”Imod krig og oprustning” og ”For en fredelig verden”. Overskrifterne er forskellige, men tilkendegivelserne går tydeligt igen i alle tre forslag.

De tre statements vil alle – også uden for Enhedslisten – være enige i. Hvis de skulle blive sat til folkeafstemning, kan vi bekræfte hinanden i det. Årsmødet kunne også godt vedtage alle tre forslag. Det vil sagtens kunne gå upåagtet hen uden for Enhedsliste-boblen. Det kræver nærmest Enhedsliste-kremlologi at øjne de forskelle, der er stridens kerne: ”Hellere ud af NATO i dag end i morgen”, som vel at mærke ikke er formuleret i nogen af udtalelserne.

“Solidarisk hjælp har det med at gøre krige til stedfortræderkrige, og gør dem under alle omstændigheder blodigere. Se blot på Syrien og Yemen. Vi er snart ved at kunne tilføje Ukraine.”

Enhedslisten har altid været imod NATO’s ageren og formål. NATO står for det modsatte af nedrustning, afspænding og fred. Det fastslår alle tre forslag til udtalelse. Alle vil arbejde for en ny sikkerhedsstruktur, som et alternativ til NATO, selvom det kun ligger implicit i det ene forslag. Derefter kan der forskes i skillelinjer:

A: ”Så længe et sådan alternativ (til NATO) ikke eksisterer, er det ikke aktuelt, at Danmark melder sig ud, men vil arbejde for, at NATO ikke bidrager til angrebskrige og rustningskapløb…”.
B. ”Men det (alternativet) forudsætter en konkret vurdering af den sikkerhedspolitiske situation og styrkelse af alternative samarbejdsformer”. Det skal man så arbejde for frem til næste årsmøde.
C. Nævner ikke noget eksplicit om et alternativ til NATO. Det nøjes med at fordømme alle stormagter: USA/Europa (NATO), Kina og Rusland. Det er vel her et: ”Hellere ud af NATO i dag end i morgen” gemmer sig?

”Hellere ud af NATO i dag end i morgen” og ”det er ikke aktuelt, at Danmark melder sig ud” er et reelt skel. På den anden side er det næppe oplagt, at Enhedslisten iværksætter kampagnen ”Ud af NATO – NU!” Når Rusland angriber et naboland, og NATO-alliancen er temmelig passiv.

Forslaget om begrænset militærhjælp til Ukraine berøres kun i C, hvor det fremgår, at Enhedslisten støtter ”befolkningers legitime modstand imod imperialistiske overgreb”. Det er fint, at Enhedslisten støtter befolkningens legitime modstand imod imperialistiske overgreb. Men støtten udgør samtidig et dilemma, fordi enhver krig har det med at udvikle sig til en stedfortræderkrig. For når en stormagt (inklusiv allierede) bidrager til at bevæbne en befolkning, der kæmper mod en anden stormagt, svækker det den konkurrerende stormagt.

Selvforsvar eller pacifisme?

Solidarisk hjælp til modstand bidrager på den måde uvilkårligt til global eller lokal stormagtsrivalisering og oprustningsspiralen. Solidarisk hjælp har det med at gøre krige til stedfortræderkrige, og gør dem under alle omstændigheder blodigere. Se blot på Syrien og Yemen. Vi er snart ved at kunne tilføje Ukraine.

Det konsekvent pacifistiske svar er: ”Ingen våbenhjælp”. ”Nedlæg våbnene og drag hjem til familien”. Den linje er bestemt en del af Enhedslisten. En anden er, at vi må vurdere den konkrete situation. Ukrainerne skal kunne forsvare sig.


Om skribenten

Per Bregengaard

Per Bregengaard

Medlem af Enhedslistens Politiske Økonomiske Udvalg og bogaktuel med "Hvad skal vi leve af - på vejen mod socialismen?   Læs mere