Nationalromantikkens umage børn: Zionismen og den europæiske nationalisme

For at forstå zionismen og dens rolle i Mellemøstkonflikten er det nødvendigt at kende dens historiske og ideologiske rødder. Vide, at den udsprang af den antisemitisme og usikkerhed, der herskede i Europa i sidste del af 1800-tallet.

Zionismen bygger på forestillingen om, at jøder kun kan overleve som folk i egen stat. Dét har præget Israels selvforståelse frem til i dag og betyder, at enhver palæstinensisk modstand, selv den blotte fysiske tilstedeværelse, opfattes som en trussel mod Israels overlevelse.

Fra den tidlige middelalder og frem til Holocaust har jødiske samfund været udsat for hyppige, ofte langvarige trusler mod deres eksistens: Massakrer, tvangsomvendelser, udvisninger kulminerende i Holocaust. Det har skabt en kollektiv erfaring: At fysisk udryddelse altid er en reel risiko.

Få jødiske samfund gjorde væbnet modstand, de fleste måtte bøje sig for overmagten. Bedre blev det ikke af, at jøderne var spredt ud over et område, der strakte sig fra Baltikum over Ukraine til Sortehavet, samt ud over Vesteuropa, og at den indbyrdes kommunikation var ringe.

Først emancipation, siden antisemitisme

Omkring 1860 fik tyske jøder borgerrettigheder, og rykkede gradvist ind til byerne, hvor de søgte uddannelser og markerede sig inden for handel, finans, medier og politik.

Snart hed det sig, at jøderne dominerede. Smædeskriftet ”Jøden er vores ulykke,” vandt udbredelse i Tyskland og Østrig. Antisemitiske foreninger og partier dukkede op, hjulpet på vej af langvarige økonomiske kriser, forårsaget af spekulation og børskrak.

I takt med at den organiserede antisemitisme fik medvind i de fleste europæiske lande, stod det klart for mange jøder, at den ligestilling, de havde fået et årti tidligere, ikke betød reel accept.

Angsten lurede. Hvornår brød den næste pogrom ud? Det gjorde den omkring 1880, hvor jøder i tusindvis blev massakreret i zarens Rusland. Sidst i 1880’erne kom Dreyfus-affæren i Frankrig, og blev et wake-up call: Hvis nogle af de mest civiliserede og kultiverede lande i Europa kunne fostre en sådan antisemitisme, så var assimilation måske en blindgyde.

Sidste del af 1800-tallets kultur og tænkning var fortsat præget af nationalstaternes fødsel (Italien 1861, Tyskland 1871), romantikken og dens krav om, at mennesker med samme sprog, kultur, ånd og historie skulle afgrænse sig inden for et givent landområde.

Begreber som den tyske stamme og race – og etno-nationalismen (völkisch) vandt indpas. Tanker, som intellektuelle jøder blev inspireret af. Troskab mod den jord man boede på, passede godt til de spirende tanker om, at jøder måtte have deres eget land.

Såvel völkische tænkere som zionister tog afstand fra den liberale tanke, at jøderne skulle assimileres i majoritetssamfundet. Det førte imidlertid snart til, at jøder af völkische tyskere blev udpeget som “fremmede”, der ikke hørte hjemme i en tysk sammenhæng. Den völkische tænkning ekskluderede alle, der ikke var som stammen, og her blev især jøderne ramt.

Zionister tolkede det naturligt nok som, at de ikke var tålte, og at de derfor skulle stræbe efter eget hjemland. Både for at overleve, men også for at bevare den jødiske identitet, kultur og ånd.

Antisemitismen blev søgt biologisk-funderet i en “videnskab”, der skulle legitimere, at man havde at gøre med en laverestående race, der ikke måtte blandes med tyskerne. De, der ikke hørte til ”folket,” var ikke alene ”volksfremd” – de blev snart også smædet med det racistiske ”artsfremd.”

Hvor den völkische nationalisme var nostalgisk og dybt reaktionær, pegede zionismen fremad mod etableringen af moderne, selvforsynende bondesamfund i Palæstina. Om det religiøse indhold var der dog stor uenighed.

At hævde, at zionismen var et “barn” af det völkische, er en grov forenkling. Men det er heller ikke muligt at se bort fra, at der er tydelige ide- og tidsmæssige relationer, hvor zionismen har ”lånt” af det völkische, og at de deler grundbegreber som folk, nation, jord, ånd og kultur.

Der var dog fortsat jøder i Vest- og Centraleuropa, der ville leve som andre borgere. Nogle var indstillet på at lade sig assimilere, og så stort på om det skete på bekostning af deres jødiske identitet. Dét blev af rabbinere, og siden af Ben-Gurion, betegnet som den “stille udryddelse.”

Dobbeltfrygten

Mange jøder befandt sig i en kronisk, dobbelt frygt: Gå til grunde som kultur, eller blive konfronteret med antisemitismen overalt – voldelige angreb, hadforbrydelser, konspirationsteorier osv.

Ud af denne dobbeltfrygt voksende zionismen og ønsket om eget hjemland, hvor jøder kunne være trygge og bevare deres identitet. For mange stod det klart, at der kun var et at gøre: Udvandre til Palæstina.

I den første udvandringsbølge (1882–1903) havde tyske jøder en vigtig ideologisk rolle, om end rumænske jøder var de første der etablerede sig som agerdyrkere i Palæstina, som på det tidspunkt havde en jødisk befolkning på 50.000.

Set i lyset heraf, er det derfor ikke korrekt at gøre forfatteren til Jødestaten, Theodor Herzl, til zionismens ”fadder.” Herzls indsats bestod i at formulere zionismen som ide og som statsbærende realitet.

En del zionister så Herzl som kontroversiel, fordi han ikke mente, at jødernes hjemland behøvede at være Palæstina, ligesom han også tog afstand fra, at den jødiske religion skulle have særstatus. Herzls eksempel viste – og det gælder fortsat – at der er flere tolkninger af zionismen.

I 1904 skrev ukraineren Vladimir Jabotinsky, grundlægger af Revisionismen og en forløber for Likud – Begins og Netanyahus parti – dokumentet “A Letter on Autonomy”. I brevet advarede han mod blandede ægteskaber:

“… thi det ville fortynde jødisk blod og føre til, at det jødiske folk gik til grunde. Zionismen forsøger at bevare status quo – en genfødsel af jødedommen. Det kan ikke ske i et majoritetssamfund, men kræver en jødisk stat uden krav fra omverden om assimilering. Gruppebevidstheden fastholdes bedst alene. I majoritetssamfund opstår en egoistisk individualisme, der skal overvindes af både en offentlig og kollektiv spiritualitet samt en vilje til at påtage sig ansvar.”

– Lenni Brenner, 51 Documents: Zionist Collaboration with the Nazis

Jabotinskys budskab, at “vores troskab mod den jødiske kultur og ånd beskytter os mod at blive rodløse individer,” vandt tilslutning blandt de første kolonisatorer. Hans idé om ansvarlighed bruges stadig i dag som et princip, der blandt andet retfærdiggør bred folkelig støtte til militæret – måske den eneste institution, der forener Israels ofte splittede befolkning.

Flere af tidens bevægelser delte disse tanker. Nationalkonservative partier, hvoraf nogle senere blev fascistiske, havde en lignende opfattelse af det patriotiske menneske.

Efter oprettelsen af staten Israel i 1948 indgik Holocaust i landets nationale identitet. Den jødiske sårbarhed og den eksistentielle trussel blev den bærende ide i fortællingen om, at Israel var omringet og truet af ydre fjender (arabiske naboer) og indre fjender (palæstinenserne). En forestilling, der med tiden – og med flittig brug af bibelske tekster – har legitimeret ekstremt voldelige, ofte uproportionelle handlinger.

Kombinationen af en etno-national følelse af at være ”Guds udvalgte folk” i en fjendtlig omverden, trængte ind i de forskellige grupper: Ultraortodokse jøder vs. verdslige, Askenazi vs. Mizrahim, nye immigranter vs. etablerede grupper. Spændingerne har dog ikke forhindret, at de er enige om at bekæmpe palæstinenserne og de arabiske naboer. Det konstante beredskab har skabt en kollektiv angst, og bidraget til, at samfundet generelt er blevet brutaliseret. Selv en zionist som Martin Krasnik medgiver i sin bog En smal bro over afgrunden, ”at Israel er et meget uvenligt sted.”  

Den kollektive angst har ifølge den israelske historiker Ilan Pappe gjort det muligt at fremstille fordrivelsen af palæstinenserne som “selvforsvar,” mens åbenlyse krigsforbrydelser rationaliseres som et led i en kamp for overlevelse og nationens sikkerhed.

En advarsel der blev ignoreret

Den jødisk-ortodokse tænker og kemiker Yeshayahu Leibowitz, der i 1930’erne var indvandret fra Baltikum, advokerede i 1968 i bogen The Territories for en streng adskillelse mellem det religiøse og statens verdslige anliggender.

Om Israels to første årtier hed det: “Vi havde friheden til at beslutte om krigens mål var forsvar eller erobring. Vi besluttede at gøre det til en erobringskrig med alt, hvad dette indebar. Det forandrede ikke bare statens karakter – det tilførte grundlaget for dens eksistens en helt ny dimension… Israel ophørte med at være det jødiske folks stat og blev et statsapparat for jøders tvangsherredømme over et andet folk.”

Om Vestbredden: “Araberne vil blive det arbejdende folk, og jøderne administratorer og sikkerhedspolitiet. En stat, der regerer over en fjendtlig befolkning på 1,5 – 2 mio. fremmede, vil udvikle sig til en politistat, med alt hvad dette indebærer for undervisning, talefrihed og demokrati. Den korruption, der karakteriserer ethvert kolonistyre, vil vinde indpas. Administrationen vil undertrykke arabiske opstande på den ene side, og fremelske arabiske quislinge på den anden…”

Den tilstræbte demokratiske lighed, som de første arbejder-zionister forsøgte at opbygge Israel på, er for længst fortid. Det er nok kun Vestens kustoder, der fortsat holder liv i myten.

Israelerne har – med blodbadet i Gaza in mente – reelt to fremtidsmuligheder: En religiøs messiansk stat for jøder, og med bantustans til palæstinenserne. Eller en demokratisk stat for alle, og med lige rettigheder og muligheder for jøder, palæstinensere, kristne og hvem ellers.

Stedse flere palæstinensere, især de yngre, kan ikke se andre muligheder. Det er Israels etnisk jødiske befolkning, det kniber med.