Kan fredsbevægelsen og venstrefløjen sameksistere?

Vores nuværende regering lever af frygt. Det eneste kort, Socialdemokratiet har på hånden, er at befolkningen er bange, bange for krig, bange for fremmede, bange for fremtiden. Hvis ikke vi er bange, kan de ikke slippe afsted med at afmontere vores velfærdssystem, indføre diskriminerende love, eller få os til at acceptere at de sætter klima og miljø sidst på agendaen.

De gør derfor meget for at indgyde os frygt, så vi bliver bange for at vælge en anden regering. Det skal vi naturligvis ikke lade os narre af. Vi ved, at kun når magten er styret af ægte progressive principper, kan det føre til retfærdighed og fred, både i Danmark og i verden.

Desværre lever vi i en tid, hvor der faktisk er stigende grund til at være bange: Uligheden stiger eksplosivt drevet af oligarkers grådighed, den internationale retsorden falder fra hinanden uden nogen klare alternativer, og fascisme, imperialisme og ekspansionisme er igen accepteret adfærd blandt stormagter.

Verden brænder omkring os på grund af de klimaforandringer, den uhæmmede kapitalisme har påført os. Venstrefløjen er derfor nødt til at have løsninger på de problemer. Løsninger der kan give håb om både retfærdighed og fred.

Fraværet af en funktionel international retsorden og stormagternes tiltagende militaristiske ekspansionisme betyder desværre, at vi ikke kan komme uden om at opruste militært, hvis vi ønsker retfærdighed og fred.

Når man står over for en imperialistisk stormagt, har man to valg, hvis man ønsker fred: Enten kan man give dem det, de vil have og dermed undgå, at de bruger militær magt mod én, eller også kan man opruste så meget, at de ved, at omkostningerne ved at bruge militær magt vil blive større end det, de kan opnå.

Den første løsning fører til uretfærdighed og undertrykkelse, fordi den viser stormagterne, at trussel om krig er vejen til, at de kan få, hvad de vil have. Den anden vej til fred, altså oprustning, er i sådan en situation den eneste, der kan føre til både fred og retfærdighed. Oprustning fører altså ikke nødvendigvis til krig, det kan også føre til fred, endda en fred hvor retfærdigheden bevares og beskyttes.

Fredsprojektet kan blive reaktionært

Fredsbevægelsen opstod som et logisk og fornuftigt svar på den kolde krigs polarisering og atomoprustning. I en verden mellem to ekspansionistiske stormagter var den en vigtig stemme for retfærdighed og for menneskets og livets grundlæggende ukrænkelighed.

Men i dag er det ikke længere en strid mellem to ekspansionistiske magtpoler, der truer mennesker. Det er den tiltagende fascisme. Kun få områder forsøger stadig at opretholde menneskerettigheder og retfærdighed, mens mange med vold og magt søger det modsatte. Når man står over for en uretfærdig magt, der ikke tøver med at bruge vold, kan et ensidigt fokus på fred hurtigt blive et reaktionært projekt.

For mig blev det første gang tydeligt under borgerkrigen Syrien, hvor fredsforskeren Jan Øberg gjorde sig selv til redskab for diktatoren og massemorderen Assads regime. Øberg modarbejdede kurdernes og syrernes kamp imod den undertrykkelse, de efter årtiers lidelse havde rejst sig imod.

Assads Syrien var måske et fredeligt land, men det var fredeligt, fordi tusindvis af Assads modstandere lå i massegrave eller sad i torturkældre – og resten levede i frygt for også at ende der. Fredsforskerens pointe var, at syrerne tålmodigt skulle fortsætte med at leve i undertrykkelse for at undgå det større onde – krigen. Da jeg så Øbergs pinlige forsvar for den rene ondskab, forstod jeg, at når man gør fred til det ultimative mål, bliver man reaktionær.

Her i Mexico, hvor jeg skriver dette, kender alle Emiliano Zapata’s udsagn, da han ledte bønderne i delstaten Morelos til kamp mod præsident Diaz’ kapitalistiske undertrykkelse der havde gjort dem til udpinte livegne på deres egen jord. Zapata sagde: “Jeg vil hellere dø oprejst, end at leve på knæ” [Prefiero morir de pie, que vivir arrodillado]. Hvilken venstrefløj ville kritisere Zapata og zapatisternes beslutning om væbnet kamp mod undertrykkerne?

Hvad med Che Guevara og Fidel Castro, der forestod en militærinvasion af det fredelige land Cuba? Hvad med de frivillige, der rejste til Spanien for at kæmpe med våben i hånd mod franquisternes omstyrtning af et demokratisk valgt styre. Skal de fordømmes for ikke at søge freden? Hvad med de europæiske lande, der modstod Hitler med militær uden at tage hensyn til tyskernes behov for Lebensraum eller indgå i fredsforhandlinger med nazisterne?

Kamp er venstrefløjens eksistensberettigelse. Klassekamp, kamp for retfærdighed, kamp mod undertrykkelse. Heldigvis behøver kamp ikke altid at være med vold eller militær magt. De fleste kampe kan føres med fredelige midler, men i en verden, hvor ondskab trives og opruster, er en venstrefløj, som ikke kan eller vil forsvare sig mod militær magt og vold, en venstrefløj, der på forhånd har givet op over for ondskaben.

Hvordan skal venstrefløjen agere?

Vi står i en situation, hvor det er åbenlyst, at alle stormagterne arbejder for deres egne snævre nationalistiske eller kapitalistiske interesser uden at bekymre sig om at skabe en retfærdig verden, hvor fred kan trives.

Vi må derfor rykke sammen med de lande, der stadig har en vision om et retfærdigt verdenssamfund bygget på menneskers ukrænkelige ligeværd, universelle retsprincipper og demokrati. Primært vores nordiske nabolande og de af EU’s medlemslande der stadig opererer med de principper.

Vi er nødt til at acceptere, at militær oprustning ikke bare er foreneligt med et venstrefløjsprojekt; når man står over for en truende fascisme og imperialisme, kan oprustning være nødvendigt.

Vi skal ikke søge at forstå eller undskylde Putins ekspansionistiske imperialisme – eller for den sags skyld Trumps eller Xis. Vi skal derimod opbygge en europæisk forsvarskapacitet, der kan afskrække diktatorer fra at angribe Europa. Det er vejen til fred i Europa – og med tiden vil det med alliancer og samarbejde med retfærdige og demokratiske lande rundt om i verden kunne blive grundlag for håb om fred.

Det må være de stærkeste skuldre, der påtager sig den økonomiske byrde. Hvis det bliver den almindelige borger, der skal betale for oprustning med øgede skatter og nedskæringer i den grundlæggende velfærd, så vil vi se en opblomstring af utilfreds højreekstremisme og en tiltagende legitimitetskrise blandt de demokratiske stater, som ikke kan sørge for værdige liv for deres egne borgere, men prioriterer kapitalens ønsker om skattefrihed.

Vi må arbejde for, at EU vedtager politik der både imødekommer behovet for fælles oprustning, men også arbejder for at almindelige borgere føler, at staten tager deres grundlæggende behov og ønsker alvorligt. Det skal være selskabsskatter, formueskat og topskat, der betaler for vores fælles tryghed.

Vi må arbejde for, at neoliberalistiske principper om gældsgrænser og budgetregler skrottes – både i Danmark og i EU – så vi ikke ender i en økonomisk spændetrøje med deraf følgende udpining af den mindst velstillede del af befolkningen.

Og vi må modarbejde racisme, nationalisme og xenofobi – og sørge for at menneskerettigheder og ægte demokrati igen bliver de styrende principper. Her kommer vi til at kæmpe imod vores egen regering og imod stærke tendenser i Europa.

Men udviklingen i USA udgør et stærkt skræmmeeksempel på, hvor højredrejningen og racistisk nationalisme fører hen. Vi må vise socialdemokraterne og de andre midterpartier, der lefler for fremmedfjendskhed, at den vej fører til trumpistiske tilstande. Kun ved at insistere på alle menneskers ligeret og ligeværd kan vi opnå retfærdighed og fred.