Norsk LO vedtager økonomisk boykot af Israel
Norges fagbevægelse har på en kongres vedtaget en økonomisk boykot mod Israel. LO – Norges svar på FH – vil nu kræve, at Norge fører an i en international boykotbevægelse. Beslutningen, som går imod Arbeiderpartiets linje, møder opbakning fra Norges venstrefløjspartier
Det norske LO – der svarer til det danske FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation) – har med et overvældende flertal på sin kongres 8. – 9. maj i Oslo vedtaget en økonomisk boykot mod Israel.
De delegerede på LO-kongressen, som repræsenterer LO’s en million medlemmer, trodsede både ledelsen og den norske regering og vedtog en international økonomisk boykot af Israel, og slog samtidig fast at Israels handlinger i Gaza er et folkedrab. Det rapporterer den norske avis Dagsavisen og NRK.
Stort flertal for boykot
Fredag 9. maj stemte LO-kongressen for flertalsindstillingen: “Hvis besættelsen ikke ophører inden september 2025, som FN’s Generalforsamling har krævet, vil LO arbejde for, at Norge tager initiativ til en international økonomisk boykot.”
Forslaget blev vedtaget med stort og markant flertal: 240 stemmer for og 69 imod. Det svarer til, at 88 procent af de delegerede stemte for. I vedtagelsen slår det norske LO tillige fast, at Israels handlinger i Gaza er et folkedrab.
LO kræver også, at Statens Pensjonsfond Utland (Oliefondet) samt norske selskaber og finansinstitutioner afstår fra handel og investeringer i virksomheder, der bidrager til opretholdelsen af den ulovlige israelske besættelse. LO ønsker desuden, at der vedtages en lov imod sådanne investeringer.
”Det her er en historisk beslutning,” siger en tilfreds forbundsleder Christopher Beckham fra Handel og Kontor, HK Norge, til Dagsavisen.
”Der er mange, som har gjort et stort arbejde for, at vi kunne få dette vedtaget. Vi har rykket kongressen og fået en klar vedtagelse om, at der foregår et folkedrab i Palæstina. Vi siger også, at vi vil have et lovforbud mod investeringer, der støtter besættelsen, og at Norge skal tage initiativ til en international økonomisk boykot, hvis Israel ikke overholder FN’s krav om at afslutte besættelsen inden den 13. september,” siger HK-forbundslederen Christopher Beckham til Dagsavisen.
Drivkraft bag international boykot
Beslutningen betyder, at LO nu i sidste ende ønsker, at Norge skal være drivkraften bag en international økonomisk boykot af Israel, trods modstand fra både LO-ledelsen, den norske statsminister Jonas Gahr Støre og udenrigsminister Espen Barth Eide fra Norges socialdemokratiske regeringsparti Arbeiderpartiet.
I et tidligere interview med NRK udtalte Steinar Krogstad, næstformand i LO, at fagbevægelsen ønsker, at Norges formuefond på 1,8 billioner dollars “trækker sig ud af de virksomheder, der har aktiviteter i de besatte palæstinensiske områder”.
Krogstad forklarede, at LO’s generelle politik er, at fonden – verdens største – ikke skal investere i virksomheder, der overtræder Folkeretten.” Det er et spørgsmål, der for alvor er kommet på dagsordenen nu … på grund af Israels politik, angreb og krig i Gaza og på Vestbredden,” sagde Krogstad.
Opbakning fra palæstinensiske grupper
Palæstinensiske modstandsgrupper hilste det norske LO’s skridt velkommen.
Både den Demokratiske Front for Palæstinas Befrielse (DFLP) og den Folkelige Front for Palæstinas Befrielse (PFLP) hilste kongresbeslutningen velkommen og opfordrede fagforeningerne til at optrappe boykotten.
DFLP opfordrede “pensionskasser, virksomheder og finansielle institutioner til at afstå fra at investere i firmaer, der er medskyldige i besættelse”, mens PFLP sagde, at skridtet “bekræfter den zionistiske enheds stigende internationale isolation efter dens folkedrabsforbrydelser i Gaza og på Vestbredden.”
De norske venstrefløjspartier Rødt, som er søsterparti til Enhedslisten, og SV, som er søsterparti til danske SF, har også hilst LO-kongressens beslutning velkommen. De to partier har meldt ud, at de i Stortinget vil lægge pres på den norske Arbeiderparti-regering for at bakke op om LO’s beslutning.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
