Arbejdere fra Politiken klar til kamp i Arbejdsgiverretten. Foto:
12 min. læsetid

De grafiske arbejdere skabte en form for solidarisk arbejdermagt i en privatkapitalistisk virksomhed. Adam Johansen fortæller om en usædvanlig arbejdsplads fra 1960erne og frem til 2008.


Af Adam Johansen

Politiken bliver stadig trykt på papir og har i dag en kapital på 1 mia. kr. i ryggen. I 2004 lukkede Politikens Hus trykkeriet på Rådhuspladsen – og fik sat en stopper for de arbejdsforhold og den magt, trykkerne havde opbygget gennem 30 år fra slutningen af 1960erne. I trykkeriet skabte typograferne et usædvanligt selvstyre for, hvordan deres arbejde skulle foregå. De kæmpede for at opbygge et demokratisk sammenhold og for at opnå aftaler og opretholde normer og værdier, det fortsat er værd at blive inspireret af. Fx rekruttering af kvinder og af arbejdsløse, afskaffelse af hierarki i organiseringen af arbejdet, 100 % organisering i fagforening og arbejdspladsklub, og en uskreven norm om at man aldrig gik til ledelsen uden en tillidsrepræsentant. De skabte en form for solidarisk arbejdermagt i en privatkapitalistisk virksomhed. Der blev taget fagpolitiske stormskridt fx for ansættelse af de arbejdsløse – og der blev selvfølgelig begået fejl.

Men – det kan være anderledes at gå på arbejde, og at være sammen om at slås for og opnå solidaritet. Solidaritet bringer her den anden af tre artikler, som ikke er historiske, men slår ned på udvalgte temaer. Artiklerne bygger på samtaler med tidligere trykker-tillidsrepræsentanter og klubformænd, Poul Kent og Peer Sture, og med tidligere talsmand Stine Andersen og listefører Johnna Mortensen. Den første artikel beskrev nogle af årsagerne til trykkernes styrkeposition. Denne artikel beskriver, hvordan de arbejdsløse var en del af fællesskabet. Den sidste kommer til at handle om, hvordan opløsningen af værdier og normer gjorde det umuligt at tage en konflikt mod det endelige opgør i 2008.


Arbejdspladsdemokrati

Et vigtigt forhandlings- og konflikt-tema var i alle årene at opnå bedre bemandingsaftaler. De sikrede, at der var nok på arbejde til at trykke avisen, og at den blev trykt, så kvaliteten var i orden. Trykkerne havde en høj faglig stolthed, og var der problemer undervejs med trykningen, satte de en ære i, at avisen kom ud til tiden. Bemandingsaftalerne banede også vejen for at indfri målet om, at ingen af de arbejdsløse trykkere i fagforeningen Dansk Typograf Forbund skulle miste deres ret til dagpenge. Det byggede på et vidtgående demokrati og på en kollektiv og håndhævet disciplin.

Når tillidsrepræsentanterne var valgt, havde de stor autoritet, også internt i trykkergruppen. ”Når der skulle være konflikt, skulle det være TR, der styrede det,” siger Poul. Trykkerne havde fuld selvbestemmelse over alt arbejde i trykkeriet og over, hvem der var på arbejde hvornår. Ifølge Stine var der fuld tillid til listeførere, TR og talsmænd for de enkelte skift – og også kontrol nedefra. Trykkergruppen holdt mange møder og tog beslutninger om store og små spørgsmål, fx om rengøring af maskinen.

“Den bærende ide var, at alle skulle være ligestillede. Alle kunne se, hvordan arbejde og fritid var fordelt. Det var kontrol nedefra. Idealerne om demokrati, selvbestemmelsen, og fraværet af ledere, stillede store krav til den interne disciplin.”

+

Der blev holdt mange møder. Det var op til tillidsrepræsentanterne (TR), hvad de ville involvere kollegerne i, og om de var åbne for kritik.

”Det er klart, at når man er TR, har man mere magt end folk på gulvet,” siger Johnna, ”for som TR har man mere viden om, hvad der foregår, fx i forhandlinger.” ”Og,” tilføjer Johnna, ”det er ikke rettet mod dig, Poul, men derfor synes jeg ideen om at rotere på tillidsposter efter en vis årrække er god.”

”Nogle tillidsrepræsentanter kunne ikke tåle at blive sagt imod,” fortæller Johnna. ”Men der var du en virkelig god tillidsmand, Peer, det har jeg tænkt på mange gange.”

Peer reagerer med at sige, ”på et tidspunkt mistede jeg gejsten for at skulle stå op for alle kolleger, uanset hvad de kunne finde på. Det gik jo ikke, og så gik jeg af.” Peer besluttede at gå af – inden han risikerede at vende sin irritation mod sine kolleger. Og det kom som en overraskelse for alle. Det er sjældent set i fagbevægelsen, at en TR uopfordret træder tilbage.

Listeførere bemandede maskinerne

Det var også en tillidspost at blive valgt til listefører. Listeførere blev valgt til at bemande maskinerne ud fra bemandingsaftalerne. Listeførerne kontrollerede også folks lønsedler. Det var et stort arbejde, og de måtte typisk udarbejde listerne i deres fritid. Det krævede overblik og nogle gange rygrad til at stå imod kollegers brok over at føle sig forfordelt: ”Det var en stor fordel, at vi altid vidste, at vi havde tillidsrepræsentanterne i ryggen,” fortæller Johnna, der i mange år var valgt til listefører.

Sangen om den unge arbejder

Født i en krigstid,
født til mistillid,
født af en arbejders skød.
Født til at slave
for den som har magten,
født til at bukke for mit brød.
Syv år i skole jeg gik,
bud i en mælkebutik.
I skolen der tog jeg en lur,
jeg sku’ passe min morgentur.

Jeg kom i lære,
se, det var en ære.
De sagde min lykke var gjort.
Blot jeg hørte efter
og bukkede for mester,
og sprængte de andres akkord.
Til sidst jeg mit svendebrev fik,
mester mig blot gav et nik.
Der stod jeg som arbejdsløs svend,
jeg ku’ begynde forfra igen.

Jeg kom ind på et dagblad,
med store maskiner,
med støj og men’sker som jeg.
De viste mig fjenden,
fortalte om kampen
og var solidarisk med mig.
Jeg sidder som hjemsendt i dag,
med venner og vi kæmper for vor sag
for klassekamp, frihed mod nød.
Jeg er glad for jeg endelig blev rød.

– Tekst og melodi af Peer Sture. Gengivet på omslag til plade, Teatergruppen SKIFTEHOLDET, sange fra Hvor blev avisen af?
Forlaget Tiden 1974

+

Der var valgt tre listeførere på hvert hold, A- og B-holdet. Listeførerne havde mandat til at sætte folk i afspadsering. De skulle også holde regnskab med, at alle fastansatte fik lige mange timer på hverdage – og på de dage der gav afspadsering og tillæg. De sørgede også for, at førsteret til at lægge ferie gik på skift over årene. ”De nærmeste ledere, faktorerne, anede ikke, hvordan det fungerede,” som Johnna siger. Selvom bemandingen var helt i trykkernes hænder, var det også en fordel for ledelsen – for det fungerede. I 1990erne, hvor der var flest ansatte i trykkeriet, var der aftalt næsten 50 stillinger med Huset, men takket være meget fordelagtige aftaler om afspadsering, kunne næsten det dobbelte antal folk deles om jobbene.

Listerne blev slået op i udhængsskabe, så alle kunne følge med. De rakte 13 uger frem, og hvis nogen følte sig forfordelt, reagerede de øjeblikkeligt. Den bærende ide var, at alle skulle være ligestillede. Alle kunne se, hvordan arbejde og fritid var fordelt. Det var kontrol nedefra. Idealerne om demokrati, selvbestemmelsen, og fraværet af ledere, stillede store krav til den interne disciplin.

Ud fra bemandingsaftalerne kunne listeførerne også planlægge, hvornår arbejdsløse fra fagforeningen skulle kaldes ind som afløsere.

Så mange som muligt skulle i arbejde

Bemandingsaftalerne var en slags ‘bruttoaftaler’, fordi der var flere jobs i aftalerne end det antal, der var nødvendigt. Nogle eksempler viser, hvor gode aftalerne var. Da fx det øvrige arbejdsmarked fik nedsat arbejdstiden fra 41 ¾ timers uge til 40 timer i 1976, fik de grafiske arbejdere på Politiken forhandlet sig frem til at få tilskrevet ekstra 108 afspadseringstimer om året, dvs. godt to timers mere fritid om ugen. Selvom de allerede havde en mere end 10 timer kortere arbejdsuge end andre, ville de også nyde godt af den generelle arbejdstidsnedsættelse. Til gengæld for den korte arbejdstid og aftaler om afspadsering var trykkerne forpligtet til at køre avisen færdig – og det uanset hvor problemerne var opstået.   

Politikens Hus led ingen nød. Selvfølgelig var det ikke en gavebod. Bruttobemandingen, som muliggjorde gode arbejdstidsaftaler og megen fri tid, blev konstant og mere og mere i de senere år forsøgt forringet af ledelsen. Fx tilbød Huset engang at udbetale vores afspadseringstimer, men det blev afvist, også hvis det kom som forslag fra kolleger. Fri tid for den enkelte og solidariteten med de arbejdsløse var vigtig.

De arbejdsløse undgik kontanthjælp

Typograferne i Politikens trykkeri havde styrken til at inkludere de arbejdsløse i deres fællesskab og fastholde dem i faget. Den arbejdsplads-styrede inklusion omfattede også de såkaldt ’skæve’ og ’tunge’, sådan som de i dag ofte omtales på Jobcentrene. De arbejdsløse i Dansk Typograf Forbund (DTF) var kontingent-fri, og de – der var i arbejde – finansierede en supplements-understøttelse, så de arbejdsløse alt i alt havde en betydelig bedre indkomst end andre arbejdsløse.

Når en arbejdsløs i Københavnsafdelingen af DTF var ved at falde for datidens grænse for retten til arbejdsløshedsdagpenge, sørgede trykkerne for, at han eller hun blev ansat i mindst den periode, der skulle til – for at de igen kunne blive berettigede til understøttelse. Dengang var det 26 uger. De nyudlærte på dimittendsats blev også tilgodeset. Hvem det var, der blev ansat, eller hvad de hed, vidste ledelsen ikke noget om – før medarbejderne skulle have løn.

Listeførerne fik jævnligt en opgørelse fra Forbundet over de arbejdsløse, der var tæt på at falde. Eller listeførerne henvendte sig ved akut behov. De arbejdsløse fik besked om, at de skulle holde sig til – og med kort varsel kunne de så blive indkaldt som afløsere. Det kunne kun lade sig gøre på grund af bemandings- og afspadserings-aftalerne – og fordi kollegerne var villige til at gå på afspadsering, når det var nødvendigt for at hente en arbejdsløs ind.

Fastansatte kunne også få et vink om at melde sig syge, eller: ”Engang da jeg fik afgangsseddel, tog Sorte-Kurt – som jeg var på hold med – en skarp trykplade og holdt den op foran sig og trak tommelfingeren ned langs kanten, så blodet løb. Så var han nødt til at melde sig syg, og jeg kunne blive inde,” som Stine fortæller.

“De arbejdsløse fik besked om, at de skulle holde sig til – og med kort varsel kunne de så blive indkaldt som afløsere. Det kunne kun lade sig gøre på grund af bemandings- og afspadserings-aftalerne – og fordi kollegerne var villige til at gå på afspadsering, når det var nødvendigt for at hente en arbejdsløs ind.”

+

Selvom folk fx reelt var ukvalificerede til at udføre arbejdet, havde en speciel personlighed eller var alkoholikere og meget andet, fik de en chance for som minimum at bevare deres dagpenge og undgå kontanthjælp og udmeldelse af fagforeningen. Som Stine siger: ”Nogen ville have haft svært ved at gebærde sig andre steder. Var der nogen, der havde svært ved at udføre arbejdet på maskinen, indgik de alligevel på holdet. De indgik på lige vilkår. De bidrog til arbejdspladsens liv på godt og ondt, fx kunne de være gode til at fortælle historier. På den måde var vi virkelig en social arbejdsplads.”

Trykkerne fastansatte afløsere

Som afløser havde man en chance for at blive fastansat. Man kunne gå flere år som afløser. Når det blev aktuelt at fastansætte, mødtes trykkerne og besluttede hvem. Det gik som regel efter tur, men der var også folk, der havde optrådt usolidarisk – ved fx ikke at kunne tage imod en ordre fra en kvinde, når hun var førertrykker – eller de kunne være så alkoholiserede, at de blev forbigået. I den sammenhæng var det afgørende, hvor mange de fastansatte ønskede ind. Det kunne der være uenighed om, for nogen kunne tale for at fastansætte få – og hellere have en større gruppe af løsarbejdere – for at bevare de privilegier, der var forbundet med de dage og nætter, der gav særligt mange afspadseringstimer og løntillæg. Når antallet var vedtaget, blev der stemt om hvem – med navns nævnelse – der skulle fastansættes. Det var dilemmafyldt, men en del af arbejderdemokratiet.

Først til at ansætte kvinder

Stine blev ansat som den første kvindelige trykker i 1981. ”Det skete på initiativ fra trykkernes tillidsfolk,” fortæller Peer. Via kontrollen med ansættelser blev flere kvindelige trykkere hen over årene ansat i trykkeriet. Solidariteten rakte ud over egen næsetip, og efterhånden blev arbejdspladsen det bladhus, hvor der var ansat flest kvinder i trykkeriet. På fx Berlingske Tidende blev der ikke ansat kvinder i trykkeriet.

Der var dog nogen murren i krogene, da Stine startede. ’Trykkeriet var ikke en arbejdsplads for kvinder’, som der blev sagt blandt trykkeriarbejderne. De lod det ikke blive ved snakken. De sprængte papirbanen flere gange den først nat, Stine var på maskinen. I dette tilfælde var sprængning af papirbanen udtryk for en intern magtdemonstration fra trykkeriarbejdernes side overfor trykkerne (og de kom til at knokle, for det var deres opgave at trække papiret på gennem trykværkerne – og papirspændingen skal være meget nøjagtig), men typisk var obstruktion et kampskridt over for ledelsen.

Stine Andersens første nat som førertrykker, hvor hun bliver budt velkommen med ordene: ‘De første blev brændt på middelalderens bål. De næste blev borgerskabets kurtisaner. Så blev de mødre til valgret og håb! Deres døtre blev “rollens” partisaner. Kvinder er stærke. Hilsen mændene i rotationen.’ Foto: Ole Bjørn Kiilerich/EB/Ritzau Scanpix

Obstruktion

Ledelsen vidste, at papirbanen kunne blive sprængt, når der var konflikt om fx lønnen. En gang blev trykkerne trukket i Arbejdsretten med et krav om en million-erstatning, hvor det på mirakuløs vis lykkedes fagforeningens formand at overbevise retten om, at der ikke var tilstrækkelige beviser til, at trykkerne kunne dømmes.

Sprængning af papirbanen var altid et kollektivt kampskridt. Der var dog en gang, hvor en kollega sprængte papirbanen på eget initiativ. Han blev sendt hjem af tillidsrepræsentanten med besked om at melde sig syg. ”Og så fik vi sagen lukket,” som Peer fortæller. Tillidsfolkene stod op for folk, også når de kvajede sig.

Sprængning af papirbanen var led i en manifestation, et magtspil, og afspejlede det styrkeforhold mellem trykkere og ledelse, der eksisterede dengang. Trykkerne kunne endda tillade sig at håne ledelsen, når den prøvede at finde ud af, hvordan det foregik. Engang under en konflikt, da hele ledelsen troppede op for at tjekke, at trykkerne ikke saboterede påføringen af papirbanen, måtte de affinde sig med, at alle på maskinen sang: ”Så bare, bare tag det roligt og gi’ dig god tid, vi når det nok… ” som Peer fortæller, og fortsætter:

”De kunne ikke kontrollere, hvad vi lavede rundt omkring på maskinerne, så papirbanen kunne sagtens sprænges igen og igen – uden at ledelsen kunne fange os i det.”


Adam Johansen

Pensioneret lektor og tidligere litograf.

Læs mere af Adam Johansen