Nu må der være sat prop i

På denne tid af året indleder Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk Industri (DI), Dansk Erhverv (DE) og sågar den borgerlige tænketank CEPOS deres årlige kampagne om, hvor mange ekstra hænder og millioner der kan skaffes til velfærden, det private arbejdsmarked eller skattelettelser – hvis man bare bringer sygefraværet blandt offentligt ansatte ned til niveauet i den private sektor.

Men i modsætning til tidligere tager de borgerlige bannerførere denne gang en del af mellemregningerne med. Ingen ringere end Dansk Industri står for en god nyhed, som dukker op længere nede i dette indlæg.

Det har kostet “blod, sved og tårer” – eller rettere gensvar på gensvar på gensvar til den uendelige strøm af sygefraværs-analyser og sammenligninger om afgørende forskelle på det private og det offentlige arbejdsmarked.

Grundlæggende handler det om et kønsopdelt arbejdsmarked

Forskellen i sygefravær kan findes i, at det private arbejdsmarked fortrinsvis er befolket af mænd, mens kvindeandelen i den offentlige sektor er særdeles høj. Ligeledes betyder alder noget for sygefraværet.

Op mod halvdelen af alle kvinder på det samlede arbejdsmarked er beskæftiget inden for offentlig administration, undervisning og sundhed, mens det samme kun gør sig gældende for godt 16 procent af mændene.

Den største forskel i kønsfordelingen er i bygge- og anlægsbranchen, hvor godt 90 procent af de ansatte er mænd, mens knap 72 procent af de ansatte inden for offentlig administration, undervisning og sundhed er kvinder. Det kan man læse i Beskæftigelsesministeriets rapport om kvinder og mænd på arbejdsmarkedet.

I 2020 var aldersgennemsnittet højest blandt de ansatte i kommunerne. Lidt højere end i staten og regionerne og en del højere end på det private arbejdsmarked. Også den forskel bidrager til forskelle i sygefravær.

Rengøring og arbejdet med mennesker

Det kræver næppe en universitetsgrad at indse, at fysisk og psykisk belastende arbejde giver en forøget risiko for sygefravær. Og arbejdet med mennesker slider både fysisk og psykisk og medfører derfor større sygefravær hos de ansatte end hos kontorarbejdende med lange uddannelser i rygsækken. Det gælder både på det private arbejdsmarked og i den offentlige sektor, hvor fraværet i kommunerne er størst for ufaglærte og erhvervsuddannede og i regionerne størst for erhvervsuddannede.

Der står så at sige rengøring, ældrepleje, psykiatriske afdelinger og bosteder samt sociale institutioner hen over Beskæftigelsesministeriets grafer. Og de områder er typiske kvindefag.

Er de grafer ikke tilstrækkeligt overbevisende, behøver man blot kigge på overvægten af kvinder blandt førtidspensionister over 40 år.

Med udgangspunkt i Cepos’ 2025-sygefraværskampagne siger professor ved Københavns Universitet Merete Labriola som kommentar til faldende sygefravær blandt SOSU’erne i halvdelen af kommunerne og SOSU’ernes fysiske arbejdsbyrde:

“Trivsel på arbejdspladsen er vigtig for, at man ikke bliver syg. Dét og så mødet mellem det fysiske og det psykosociale arbejde. Det vil sige, at hvis du har et hårdt fysisk arbejde, så kan det forværre trivslen, hvis du heller ikke bliver behandlet ordentligt.”

For de ansatte, der arbejder med mennesker, spiller smitterisiko en flydende rolle. Og smitterisikoen gælder begge veje. Både fra barn, elev, patient, ældre, socialt udsatte til ansatte og den modsatte vej fra ansatte til brugere.

Jeg kan ikke forestille mig en mere oplagt smitterisiko end den fra småbørn i daginstitutioner og dagpleje, som undersøger med munden og “låner” hinandens sutter.

Og tilsvarende med de øvrige faggrupper, der – i modsætning til den kontorarbejdende akademiker – arbejder ansigt til ansigt med velfærdens brugere.

I Dansk Erhvervs 2024-sygefraværskampagne opgøres antallet af sygefraværsdage i det offentlige til 14,1 pr. ansat mod 8,2 hos medarbejdere i private virksomheder og organisationer.

Det betyder ifølge DE’s administrerende direktør Brian Mikkelsen, at der er et enormt potentiale for flere arbejdstimer, hvis det offentlige sygefravær reduceres. “Flere hænder til at udføre arbejdet vil kunne forbedre kvaliteten af den offentlige service. Et lavere sygefravær vil gavne både vores fælles velfærd og virksomhedernes vækstmuligheder.”

Den gode nyhed

Og så til den gode nyhed, nemlig den dokumenterbare kønsbestemte forskel i sygdom blandt mænd og kvinder.

Det burde også her være indlysende, at den kvindelige del af arbejdsmarkedet har nogle sygdomsrisici, som mænd ikke har, eller kun er udsat for i meget begrænset omfang.

Denne væsentlige forudsætning for at kunne vurdere sygefravær mellem det private arbejdsmarked og den offentlige sektor har Dansk Industri taget til sig – eller måske delvist taget til sig.

Arbejdsgiverorganisationen fremlagde forleden et idekatalog til at nedbringe kvinders sygefravær og højne deres livskvalitet. Branchedirektør Peder Søgaard-Pedersen siger med udgangspunkt i, at kvinder lever en langt større del af deres liv med helbredsproblemer, og at danske kvinder kan forvente at få de færreste raske leveår i EU:

“Vi er et helt ufatteligt rigt land. Alligevel oplever vi, at halvdelen af befolkningen risikerer at leve med sygdomme og tilstande, som er oversete og underbehandlede.”

DI’s idekatalog lægger op til øget forskning i sygdom, der især rammer kvinder. Her kommer de forbi en lang række eksempler fra migræne, over fødselsdepression til følger af overgangsalder og meget mere:

“Listen over sygdomme der manifesterer sig anderledes eller hyppigere hos kvinder, men hvor forskningen primært er lavet på mænd, og behandlingen derfor er skræddersyet til mænd, er lang. Udover migræne gælder det for eksempel forskellige autoimmune sygdomme, hjerte-kar-sygdomme, depression og angst.”

DI lægger op til, at deres medlemsorganisationer og arbejdspladser tager problemerne alvorligt.

Det samme er der al mulig grund til at fagbevægelsen gør. Og ikke mindst i de kvindedominerede offentlige forbund.

I min tid var kvinders sygefravær en del af diskussionerne mellem de europæiske forbund for offentligt ansatte, hvor det ikke mindst var de svenske forbund, der var langt fremme i skoen, når drøftelserne gik på krav til overenskomster og politikere.

Det var ikke altid, at de mødte den store lydhørhed blandt alle de europæiske forbund.

Med DI’s udspil bør grunden være lagt til, at de danske forbund går lige så stærkt på banen som de svenske søsterforbund. Der er grund til at rose Dansk Industri for initiativerne.

Med DI’s bud på “oversete og underbehandlede” sygdomme og tilstande må arbejdsgiverne nu have sat prop i strømmen af sygefraværs-kampagner vendt mod de offentligt ansatte og især de kvindedominerede fag.

Alt andet ville være hykleri.