Ny politisk litteratur og utopien som vagthund i krisetider – Anmeldelse af “Fælles Liv: Utopiske modbilleder til velfærdsstaten i ny dansk litteratur”

Med Fælles liv revitaliserer Nexø begrebet utopi og utopisk tænkning som en ledetråd i sine analyser, hvor det bruges til at forstå den måde at tale om politik, han finder i den nyere litteratur. I modsætning til andre tiders forståelse af utopien, som planer for nye samfund eller radikale science fiction-fremtidsscenarier, så følger Nexø en mere eller mindre glemt strømning af utopisk tænkning, der stammer tilbage fra utopi-begrebets opfinder – den engelske forfatter Thomas More og hans bog Utopia fra 1516 – som har et fokus på hverdagen.

En strømning der er blevet glemt gennem koldkrigsretorik og anden anti-utopisk agitation, hvor utopien ideologisk er blevet placeret i samme båd som totalitaristiske regimer fra det 20. århundrede. Et velkendt eksempel på sådan en historie er videnskabsteoretikeren Karl Poppers tobinds-værk Det åbne samfund og dets fjender.

Nexø optegner nemlig en anden historie med hjælp fra tænkere som de franske filosoffer Miguel Abensour og Pierre Macherey. Han argumenterer for, at utopien lige så meget skal findes i skildringen af en hverdag, der står i radikal opposition til det eksisterende – dvs. en “anden socialitet”, som han skriver – end helstøbte planer. Selvom Nexø også tager, måske unødvendigt, forbehold for at introducere begrebet i indledningen, så er det en af bogens store styrker, at han formidler den glemte tradition af utopisk tænkning, som mest har levet i fransk-, tysk- og engelsksproget forskning og aktualiserer den i en dansk kontekst.

Den utopiske impuls i nyere dansk litteratur skal altså findes i skildringen af hverdagsmodstand – eller det han kalder utopiske modbilleder (selvom det er litteratur, vi har med at gøre) af en anden måde at leve på. På den måde er grundargumentet, at utopien mere er et navn med en historisk tyngde, man giver til ønsket om at forestille sig en anden verden, end navnet på en plan for et nyt samfund. Og at utopiske tendenser kan findes mange steder end i erklæret utopiske tekster. Om aktualiteten i at genvinde utopien lige nu skriver Nexø:

“Lad mig i stedet foreslå, at det utopiskes forbindelse til hverdagen er særligt relevant i det øjeblik, man mener at stå i en samtid, der er præget af reproduktive kriser – dvs. synes ude af stand til at kunne opretholde sig selv”.

Utopien og den utopiske tænkning bliver på den måde Nexøs indgang til at beskrive det politiske potentiale, han finder i bøgerne. Forfattere nævnes i flæng, men bogens hovedpersoner er Asta Oliva Nordenhof, Luka Holmegaard, Jonas Eika og Malte Tellerup. Derudover får forfattere som Nanna Storr-Hansen, Cecilie Lind, Caspar Eric, Shekufë Tadayoni Heiberg og Charlotte Weitze også plads i analysen.

Netop mængden af og den tydelige viden om dansk samtidslitteratur er en af bogens andre store styrker – både for kendere af den danske litteraturscene og udenforstående. Der er måske ikke mange andre end Nexø – med hans mangeårige virke som litteraturanmelder ved Dagbladet Information – der har fulgt tendenserne i dansk litteratur mere tæt. Og vigtigst af alt, der har engageret sig i scenen på en åben måde.

Farvel til velfærdsstaten

Fælles liv er opfølgeren til Nexøs bog Vidnesbyrd fra velfærdsstaten fra 2016. Det fælles for de to bøger er Nexøs interesse i samfundets udvikling fra velfærdsstat til konkurrencestat, som politologen Ove Kaj Pedersen har formuleret det, og som Nexø læner sig op ad. Vidnesbyrd fra velfærdsstaten kortlagde den rolle, den nedslidte velfærdsstat spillede for det, han kalder litteraturens sociale vending hos danske forfattere i perioden fra 1996 frem til 2016.

Fælles liv fortsætter arbejdet fra Vidnesbyrd med at kortlægge, hvordan danske forfattere forholder sig til spørgsmålet om det sociale, dog nu ud fra den tese at generationen af nyere danske forfattere ikke længere er interesseret i at reformere velfærdssystemet, men i stedet er optaget af at undersøge andre måder at indgå i sociale forbindelser på.

Som han skriver i indledningen, er de nye stemmer kendetegnet ved at skrive fra en marginaliseret position, der oplever, at velfærdsstaten ikke kan reproducere sin egen socialitet. Det giver udfordringer for de mennesker, der er afhængige af den sikkerhed – nu og på sigt. Credoet for de nye forfattere, i modsætning til tidligere kritikere af velfærdsstaten, er, at “Det kan godt være, at kommunen er del af de liv, de skriver om, men de er ikke kommunen”.

Nexø fremhæver to dominerende tematikker, som fylder for de nyere forfattere, og som også udgør bogens to analysekapitler: Det Nexø beskriver som postvelfærdslitteratur, der beskriver ungdommens anstrengte forhold til velfærdsstaten i dens aktuelle liberaliserede og konkurrenceprægede form, hvor borgeren står til rådighed for staten og ikke omvendt.

Det er en litteratur præget af arbejdskritik og minoritetserfaringer om etnisk og psykisk sårbarhed. En litteratur, der stiller spørgsmålene: Hvad sker der, hvis man ikke vil arbejde, ikke vil være produktiv, eller hvis ens krop eller udseende ikke passer ind i samfundet? Her findes også en af de mest fyldestgørende analyser i Fælles liv, som er analysen af den danske forfatter Asta Olivia Nordenhofs gennembrudsdigtsamling det nemme og det ensomme fra 2014.

I den analyse viser Nexø, hvor god han er til at formidle en glæde ved sprogets poetiske kvaliteter – ligesom sin evne til at trække disse analyser ud igen og binde det op til bogens overordnede argument. Det ses blandt andet her, hvor Nexø diskuterer effekten af direkte henvendelse til læseren gennem sætningen “prøv at hør”:

“Som retorisk gestus åbner digtene for en øm, påvirkelig, afficeret mellemmenneskelighed, som læseren nødes til at føle sig tiltalt af og inkluderet i, og som digtene selv har præsenteret som langt mere attraktiv end deres alternativ.”

Det lyriske jeg tiltaler læseren på en måde, der er lige så politisk ladet, som f.eks. Tom Kristensens på sin vis utopiske digt “Landet Atlantis” fra samlingen Fribytterdrømme udgivet i 1920. Nexø begejstres over de her små detaljer, og han viser den tiltro, han på sin vis har til litteraturen som et politisk rum.

Det andet tema tager afsæt i ungdommens forhold til det igangværende klimakollaps, og hvordan det udfordrer og fordrer nye måder at indrette livet på. Her lokaliserer Nexø to former for økologiske utopier: Den ene handler om at skabe konkrete måder at indrette sin hverdag på i lyset af klimakrisen. Den anden, skriver Nexø, er mere ambivalent og spekulativ, og tager form som fiktioner, hvor grænsen mellem natur og menneske nedbrydes på forskellige måder. Begge er dog optaget af at finde handlinger og forestillinger, der kan agere svar på klimakrisens spørgsmål.

Netop i denne argumentation giver Nexø en smagsprøve på sin præcision. Økokritik og økolitteratur har været buzzwords i Danmark, måske særligt siden Theis Ørntofts digtsamling Digte 2014. Udefra kan man nemt komme til at skære disse tendenser over én kam.

Men Nexøs brug af Utopi-begrebet til at forstå de spekulative og de mere praksisorienterede værker giver et godt ordforråd til at tænke over, at politisk handling i klimakrisens tid kan tænkes på mange måder.

Lysten til at tænke litteraturen politisk

Fælles liv fortæller om, hvordan de nye danske forfatterstemmer kommer fra en generation, som oplever et misforhold mellem overleverede former for handling og de nye problematikker, de står overfor. Den fortæller om den litteratur, og hvilke ideer forfattere tiltrækkes af, når 68-generationens overleverede ordforråd ikke længere rækker. Eller måske er de blevet glemt – her tænker jeg særligt på, hvordan hverdagen, som Nexø skriver, spillede en stor rolle for 1970’ernes kvindebevægelser.

Fælles liv har mange ærinder, idet den både er en samtidsanalyse, en teoretisk udredning og præcisering af utopi-begrebet, litteræranalyse og litteraturhistorie. Alle disse perspektiver gør det til en meget interessant og indsigtsfuld bog, da Nexø ikke er bleg for at tage litteraturen seriøs som et sted, hvorfra der kan diskuteres politik.

For et bredere publikum er bogen et interessant eksempel på, hvordan litteratur kan spille en rolle i debatten om velfærd, der har været siden 1950’erne – og hvor den udvikling efterlader de mennesker, som af den ene eller anden grund falder udenfor systemets idé om det normale. Derudover stiller bogen et interessant spørgsmål om, hvordan fremtidens velfærdsstat skal imødekomme livet under trykket fra klimaforandringer.

For litteraturinteresserede tilbyder bogen samtidig et spændende, nysgerrigt og spørgende blik på, hvordan den danske politiske litteratur har set ud de seneste 10 år. Et forsøg der lytter til, hvad litteraturen er optaget af, men som samtidig har tunet lytteapparaterne med begrebet utopi – og på den måde introducerer de teoretiske og litteraturhistoriske diskussioner af det begreb, der ikke tidligere har været samlet på dansk.

Bogen fungerer godt på begge niveauer. Det er prisværdigt, at både den ikke-specialiserede læser og den litteraturinteresserede får noget ud af bogen. Mere specifikt er Nexøs fokus på en slags hverdagspolitik interessant, da det fremhæver behovet for at tænke forandring på forskellige måder i krisetider. Storpolitisk organisering kan være fint, men den skal også rumme en individuel agens formet af en lyst til og forestilling om forbindelser mellem mennesker.

Tue Andersen Nexø: Fælles liv: Utopiske modbilleder til velfærdsstaten i ny dansk litteratur.
Forlaget Arena
145 sider
Vejledende pris: 200 kr.