Ny roman placerer fæstebonden midt i Danmarkshistorien: Anmeldelse af “Rasmus Nielsøn”

På Samsø i slutningen af 1500-tallet udspiller sig et drama mellem fæstebonden Rasmus Nielsøn, havfruen Ibrant og hofdigteren Erasmus Lætus.

Dramaet kan ændre Danmarkshistorien, for Ibrant har spået, at det barn, dronningen bærer, skal bringe landet i fare og fordærv med sin utæmmede krigslyst. Der er selvfølgelig tale om Christian IV. Ibrant udvælger Rasmus Nielsøn til at overbringe sin profeti til kongen – men hvad er chancerne for, at hoffet lytter til en fæstebonde?

Udsatte i Christian IV’s Danmark

Rasmus Nielsøn er Rasmus Daugbjergs (f. 1993) tredje roman. Som i Trold (2022) og Rygtet (2021) trækker Daugbjerg i Rasmus Nielsøn på det folkeeventyrlige dyb. Derudover baserer Daugbjergs roman sig løst på virkelighedens Erasmus Lætus’ Skrift om Christian IV’s Fødsel og Dåb fra 1577, hvor både Ibrant og Rasmus Nielsøn også optræder.

Jeg er virkelig begejstret for Rasmus Nielsøn. Den er skrevet i et poetisk nøjagtigt sprog og har et tætstrikket plot. Daugbjergs karakterer bobler levende op fra den korte romans sider:

Rasmus Nielsøn, hans dystre far, den lille havfrue og hofdigteren er alle utilpassede og ensomme. De bevæger sig unaturligt, som nogen der lige har spottet deres spejlbillede i en butiksrude, og nu ikke helt ved, hvilken vej deres kæbe skal sidde på. Deres lemmer er stive, akavede og ”tunge som våd uld.” Det gælder selv for en tjenestepige ved hoffet, der ”løftede begge sine øjenbryn, som om hun aldrig havde prøvet det før.”

Dyndet der gjorde far dyster

Engang da Rasmus Nielsøn var lille, legede han og faren en leg: Rasmus var en bi, der jagede far. Men far kom til at træde ned i dyndet, så hans sokker blev våde og smattede af det. Far tog aldrig de våde sokker af igen, og snart blev hele far fedtet, grøn og sløv som dyndet selv: ”Det ville noget, dyndet, det gjorde far syg.”

I dag ville vi nok sige, at Rasmus’ far led af en depression. Dybest set er ingen af betegnelserne helt rammende, hverken det kliniske ’depression’ eller Daugbjergs troldske version, hvor dyndet mærker faren.

Netop fordi det vel sagtens er umuligt at komme på det perfekte ord for farens dystre tilstand, er det så værdifuldt, når Daugbjerg bringer nye udtryksformer for melankolien til bordet. I romanens univers ville det være helt absurd at råde Rasmus’ far til at komme udenfor eller tænke positive tanker; melankolikeren har ingen magt mod dyndets forbandelse.

En havfrue og en bonde med knust hjerte

Fast-forward: Rasmus Nielsøn har taget en mark i fæste ud til fjorden på Samsø. I en lille hytte lever han af sild og søbekål. Han har ingen kontakt med samfundet; selv herremanden har opgivet at inddrive skatter fra ham. Om natten tænker han, at ”det måtte være selve livet, som havde glemt ham.” 

Det er sådan, Ibrant finder denne fæstebonde, der lidt som Forrest Gump formår at blande sig i Danmarkshistorien. En lidt tarvelig havfrue med to korte ben og en koket udspilet mave. Om dagen leger de, at de høster Rasmus Nielsøns golde mark, om natten sover de sammen i slagbænken.

Sådan en som Rasmus Nielsøn vil gøre alt for en ven, og Ibrant har brug for, at han overbringer profetien til kongen. Til dette noble formål udnytter hun Rasmus Nielssøn. Da hun forlader ham og løgnagtigt lover at komme tilbage, tænker læseren, at det nok var al den kærlighed, der var udmålt til Rasmus Nielsøn i dette liv.

Rasmus Nielsøns tragiske skæbne er at være en lille mand i historiens vingesus. Han går frem og tilbage på stranden og venter på hende: ”Han gik ligesom hende, efterlignede hende så godt han kunne. Rasmus gik et par cirkler på stranden sådan. Her kommer vi, sagde han.” Og det var nok Rasmus Nielsøns sidste ’os’. Hjerteskærende. 

Hofdigteren mod verden

Da hofdigter Erasmus Lætus (e’et i fornavnet blev tilføjet, da han flyttede til København) får nys om den samsøske bonde – der er kommet til hoffet for at berette om en havfrues profeti – løber hans fantasi af med ham. I Rasmus Nielsøn står hofdigteren for et slags kolonialistisk mindset: Han både begærer og afskyer Ibrant, som for ham bliver en slags Pocahontas, en erotisk og utæmmet skabning.

Han drømmer om, at kongen skal kløve hende over på midten med sit sværd, så alt igen ender i de rette kasser: Fiskehale her, pigeoverkrop der – han forestiller sig selvfølgelig, at Ibrant både er meget ung og har en fiskehale i stedet for ben.

Men i Rasmus Nielsøn bliver hofdigterens projekt latterligt, og det rationelle projekt fremstår hysterisk, hovmodigt og indbildsk. Daugbjerg udøver hermed en slags modernitetskritik ved at parodiere den latterlige rationalist i modernitetens spæde år.

Hvad var det for en vanvittig tid, Rasmus levede i?

Hoffet ville som bekendt ikke lytte til en fæstebonde. Christian IV gik i krig, og Jylland blev besat, som Ibrant havde forudsagt. ”Hvad var det for en vanvittig tid, Rasmus levede i?” spørger Rasmus Nielsøn sig selv – et åbent spørgsmål de fleste af os gentager i ny og næ.

I Daugbjergs univers er hoffets ’rationelle’ projekt både irrationelt og blodigt. Men det er også overfladisk. Lige meget hvilke sproglige tricks, der forsøges i storbyen, er Rasmus og (E)rasmus begge ubehjælpelige og kærlighedssyge små mænd, havfruerne vil altid gemme sig under havoverfladen.

Daugbjergs sprog er stærkt og vådt som hårdføre fiskenet. ”Et bondeliv er som en sæk,” observerer Erasmus Lætus på et tidspunkt og rynker på næsen. Men Rasmus Daugbjerg åbner denne sæk på vid gab, og ud strømmer et underfundigt og betydningsfuldt univers.

Rasmus Daugbjerg: Rasmus Nielsøn
Gutkind, 2026
160 sider
Vejledende pris: 230 kr.