Nyt håb for kurdere og tyrkere?

Lederen af det Kurdiske Arbejderparti (PKK), Abdullah Öcalan, har nu siddet indespærret i mere end 25 år. I 1999 blev han bortført fra den græske ambassade i Kenya og udsat for en skueproces af en retssag i Tyrkiet. 

Han har været fængslet i længere tid end den legendariske leder af ANC, Nelson Mandela, der sad på Robben Island i Sydafrika. 

Mange af de aktiviteter, der i dag gør det muligt for blandt andet EU og Danmark at lukke øjnene for den kurdiske leders skæbne, er handlinger, som ikke i væsentlig grad adskiller sig fra dem, der blev begået af ANC i Sydafrika under apartheid. 

Men dengang var det muligt at skabe forståelse for, at der sker fejl, og at det kan være nødvendigt ikke altid at vende den anden kind til, når undertrykkelsen koster liv og frihed. 

Det er ganske mange år siden, PKK besluttede alene at kæmpe mod undertrykkernes direkte repræsentanter. Alligevel kunne bare en mistanke om, at en kurdisk TV-kanal – TV-ROJ i Danmark, der muligvis valgte at se tingene fra en vinkel, som lignede PKK’s – være nok til en hysterisk heksejagt, der endte med, at kanalen blev lukket, og Danmark kunne sætte sin daværende statsminister i stolen som generalsekretær for NATO.

Opfordring til at lade Öcalan tale i det tyrkiske parlament

Men historiens hjul står aldrig stille. For nyligt foreslog Devlet Bahceli, som er leder af det tyrkiske ultra-nationalistparti, MHP, at man skulle give Öcalan en mulighed for at tale i det tyrkiske parlament, så man kunne komme i gang med en dialog med kurderne. 

Når det har betydning, skyldes det, dels at MHP er i alliance med Erdogans islamiske parti, AKP, og dels at Bahceli nyder stor personlig respekt som statsretslig ekspert.

Öcalan har opfordret til, at PKK nedlægges og ikke mindst, at kurderne stopper brug af våben. Det er blevet fulgt op af kurdiske tropper, hvor flere ceremonier er blevet vist på nettet med afbrænding af våben – en måde at vise, at man ikke er besejret eller har overgivet sig, men at man af egen kraft lægger våbnene fra sig!

Parlamentarikere vil møde Öcalan

I starten af juli mødtes en gruppe nuværende og forhenværende parlamentarikere og menneskerettighedseksperter så i Istanbul for at kræve at få ret til at møde Öcalan – om nødvendigt på fængselsøen, hvor han stadig sidder i isolation. 

Vi kom fra det meste af EU – fra Danmark deltog jeg. Mere end 40 personer skrev under på henvendelsen til de tyrkiske myndigheder om muligheden for at gennemføre et sådan besøg. Og til vores store glæde var der allerede næste dag en respons – ikke fra myndighederne, men fra Öcalan selv. 

Så isolationen er lige nu mindre skærpet end på andre tidspunkter. Muligvis på grund af Bahcelis initiativ og de forhandlinger, der nu finder sted gennem blandt andet den fængslede, tidligere medformand for det venstreorienterede kurdiske parti, HPD, Selahattin Demirtas. 

Öcalan understregede, at det var vigtigt, der kom en fredsaftale mellem kurderne og den tyrkiske regering, så ingen skulle sidde fængslet af politiske grunde. Og at det var vigtigere end hans personlige forhold.

Jeg har aldrig været en stor tilhænger af persondyrkelse. Der er naturligvis personer, der træder i relief med et særligt mod eller en særlig evne til at komme med en skarp analyse – som fx Mandela eller Hanna Ahrendt. Og jeg fik også stor respekt for kurdernes leder, da han – efter at have siddet indespærret i så mange år – var i stand til først og fremmest at tænke på det principielle og politiske – ikke kun på det personlige.

DEM-partiet, et venstreorienteret grønt parti, var værter for arrangementet. Partiet, som ser lyst på fremtiden, er det nuværende kurdiske parti i det tyrkiske parlament. Det er fuld af forhåbninger og er villig til at gennemføre de opfordringer, der kommer fra Öcalan om at opgive væbnet kamp, nedlægge våbnene og opløse det terrorstemplede PKK. 

Det gav en del debat og uro blandt de repræsentanter, som især gennem de seneste år har fulgt tættere med i situationen omkring kurderne og de politiske fanger i Tyrkiet – herunder Öcalan. 

Jeg skal ikke her trække nogen organisationer eller personer frem. Men det var min oplevelse, at enkelte havde det svært med, at den revolutionære kamp stod over for at gå ind i en mere parlamentarisk fase. 

I hvert fald faldt der en del spørgsmål om, hvorvidt det nu også var helt gennemtænkt at nedlægge våbnene. Jeg tænker, at et folk og de organisationer – som har lagt ryg til undertrykkelse og tab af frihedsrettigheder og liv gennem generationer – tænker ganske dybt over, hvorvidt det er klogt at tage sådan et skridt. 

Ingen kan jo forudsige Erdogan eller historiens gang, men det er i hvert fald ikke altid, man ser tingene skarpere udefra.

Kurdernes kamp fylder ikke meget i dansk debat

Der havde ganske sikkert været et meget anderledes Mellemøsten, hvis ikke kurdernes militser havde sat Islamistisk Stat på porten.

Og mens mange har travlt med at fremhæve Israel som Mellemøstens eneste demokrati – hvilket i mine øjne er rent nonsens, så længe landet er en besættelsesmagt med to sæt rettigheder som under apartheid – så overser man ofte fuldstændig den kamp for kvinders rettigheder, som foregår i mange kurdiske organisationer. 

Det var helt klart kvinderne i de kurdiske styrker, YPD, der førte an i bekæmpelsen af Islamisk Stat. 

I den sidste tid har enkelt danske aviser taget kurdernes nedlæggelse af våben op, og omtalt den fængslede Öcalan. Men der er nok et stykke vej endnu, før Danmark anerkender den selvstyrende region Rojava – som Catalonien har gjort det for nyligt. Eller udnævner Öcalan til æresborger, som Palermo har gjort. 

Det bliver en spændende tid. Kommer der et gennembrud i forhandlingerne mellem Öcalan og den tyrkiske regering, står ikke bare kurderne, men alle tyrkere over for en ny tid, hvor der er mulighed for at få demokrati og menneskerettigheder sat i højsædet.