Nytårsprotesten ved Amalienborg

Der er blevet skrevet og sagt meget om Nødbremsens nytårsprotest. Med det hele lidt på afstand vil jeg også byde ind.

Først og fremmest vil jeg prøve at sætte det hele i perspektiv. Der har været utrolig meget fokus på to sekunders ståen med et banner efter en nytårstale og et skub fra en garder. Hvem gjorde det rigtige? Samtidig er vores samfund bogstavelig talt truet på livet af vores regering. De hælder benzin på bålet.

Jeg tror på, at hvis vi om 50-100 år kigger tilbage – milliarder af mennesker er på flugt, millioner er døde – så tænker de fleste nok, at det var fjollet at bruge så meget energi på en episode med et banner i to sekunder. Vi skulle nok have gjort noget ved problemet i stedet.

Det er nærmest som om, at de politikere – der bruger så meget tid på en garders skub – har et aktivt ønske om ikke at tale om klimasammenbruddet. Mere om det senere.

Det vigtigste budskab

Jeg ved godt, at mange – inklusive folk jeg holder meget af – er trætte af at høre om klimasammenbruddet. Man føler sig magtesløs, man har hørt det før, og andre ting virker mere presserende. Heldigvis er virkeligheden, at vi ikke er magtesløse. Det er bare noget, vi er blevet fortalt og har valgt at tro på.

Der er ingen naturlov, som bestemmer, at vi ikke kan have et mere bæredygtigt og retfærdigt samfund. Det er noget, vi kan opnå, hvis vi samler kræfterne og tager en seriøs magtkamp med fossileliten. Det er det vigtigste budskab, jeg har fra protesten.

Men det har der ikke været den store interesse fra medierne og politikerne i at diskutere. De har været mere optaget af selve protesten og skubbet. Derfor vil jeg nu vie lidt tekst til alle de reaktioner, der er kommet. Før jeg kommer til de konkrete reaktioner, vil jeg først fortælle, hvad der skete.

Hvad skete der egentlig?

Efter kongens nytårstale var færdig, gik jeg sammen med to andre deltagere fra Nødbremsen med et banner, hvorpå der stod: “Klimakollaps – Træk Nødbremsen” – uden at krydse nogen afspærring ud foran publikum og kameraer og ønskede alle et godt nytår.

Efter et par sekunder blev jeg ført lidt til siden af en person fra militæret. Han slap mig efter et par meter, og jeg fortsatte min protest, der hvor jeg blev sluppet. Jeg kastede lidt konfetti – det var jo nytårsaften.

Efter et par sekunder blev jeg uden advarsel skubbet i ryggen af en garder, så jeg faldt til jorden. Jeg sundede mig lidt og rejste mig op og fortsatte med at stå med banneret. Efter et par sekunder blev jeg hevet til siden af nogle fra publikum. Jeg gik med dem, og en person hev mit banner ud af hænderne på mig. Så gav han mig en knytnæve i ansigtet, så jeg blødte fra læben.

Herfra var jeg lidt forvirret, men det næste der skete var, at to folk lavede en civil anholdelse på mig. Jeg blev ført til siden, og vi ventede fem minutter på, at der kom nogle betjente. Betjentene kom og sigtede mig for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Deres reaktion på at jeg var blevet slået i ansigtet, var at jeg måske skulle tage forbi skadestuen for en sikkerheds skyld. De forsøgte ikke at finde personen, der havde slået mig. Så blev jeg løsladt og cyklede tilbage til de andre fra protesten, og vi fortsatte vores nytårsaften.

Det er egentlig ikke de konkrete detaljer for aftenen, der er så vigtige for den følgende samtale. Men grunden til at jeg skriver dem er, at mange, der kommenterer episoden, har opfundet dele af historien. 

Steffen Larsen fra LA har skrevet at jeg har krydset en afspærring. Andre har skrevet, at jeg fik en advarsel, før jeg blev skubbet. De opfinder bare historien, så den bliver, så det passer dem. Det er en helt håbløs forudsætning for samtalen bagefter.

Hvem heppede på skubbet og hvorfor?

Det mest kradse ved hele seancen har været at se, hvor klar politikere fra hele højrefløjen – inklusive dele af Socialdemokratiet – har været på at heppe på den, der skubbede mig. Jeg tror, reaktionen skyldes, at de synes, det er ubehageligt at blive kaldt ud på, at de er i gang med at hive gulvtæppet væk under de næste 1000 generationer.

De vil helt desperat ikke have samtalen til at handle om deres ødelæggelse af vores planet og liv. Så hellere fjerne dem der protesterer. Det er en ukonstruktiv og ubehagelig måde at reagere på problemer på, men det tydeliggør da deres prioriteter.

Venstre er gået endnu længere og vil afmontere retsstaten for denne sag. De har meldt ud på deres Facebookside, at garderen ikke skal straffes. Det er da helt galt, at et regeringsparti går ud og fælder dom i en sag, der alene er op til retsvæsenet at vurdere. Venstre vil nok allerhelst bare bestemme det hele, men sådan fungerer det ikke, og det er der heldigvis også folk fra deres bagland, der pointerer i kommentarsporet.

Hvis garderen har gjort noget ulovligt, kan det have konsekvenser, og hvis det var lovligt, så sker der ikke noget for ham. Det kan Danmarks Liberale Parti Venstre vel ikke have noget imod?

Kontakt med garderen

Jeg har gennem hele forløbet gerne villet i kontakt med garderen. Vi blev hovedpersonerne i en stor historie, som mange havde en mening om. Så det kunne være rart at vide, hvem han er. Måske er han glad for skubbet, måske fortryder han det? Jeg aner det ikke og vil ikke gisne om, hvordan han er, og hvad hans motiver var.

Jeg er slet ikke interesseret i, at konfliktlinjen bliver trukket op mellem mig og garderen. Jeg tror på, at vi bliver nødt til at tale sammen på kryds og tværs, og det gør man nu engang bedst ved at mødes, så det er ærgerligt, at det ikke er lykkedes indtil nu. Min indbakke er åben.

Derudover vil jeg også gøre op med misforståelsen om, at det er mig, der har anmeldt garderen. Det er det ikke. Det er en anonym borger. Men jeg tænker, at det er fint at få opklaret, hvilke beføjelser militæret har overfor almindelige borgere.

Kommentarsporet over for virkeligheden

Det har været foruroligende for mig at opleve, hvordan nogle af reaktionerne har været i kommentarsporene og i min indbakke. Mange har skrevet meget voldsomme ting. Blandt andet at jeg skulle være glad for, at jeg ikke blev skudt af garderen. Det er helt galt.

I min indbakke har der også indfundet sig en masse beskeder fra sure mænd og et par kvinder. Det er næsten en kliché at sige det, men Facebook, Instagram og de andre giganter gør intet godt for den offentlige samtale. Det har især været tydeligt, når jeg sammenligner det med reaktionerne i virkeligheden.

Da jeg var på arbejde 2. januar, fik en kunde overhørt, at jeg skulle i Go’ Aften Danmark samme dag. Vi havde en hyggelig snak, og hun ønskede mig held og lykke. Og jeg har ikke haft nogen ubehagelige oplevelser overhovedet.

Jeg tror også at, selv hvis jeg havde mødt folk, der var uenige i protesten, havde vi haft en meget bedre samtale, end det der foregår i kommentarsporene. Jeg var f.eks. på besøg hos Blå Bar i debat med en fra Konservativ Ungdom. Det var ikke en let samtale, og vi nåede ikke frem til meget enighed. Men der var i hvert fald ikke nogen trusler.

Det store billede

Vi skal passe på, at vi ikke mister kontakten til hinanden. Verden kan være alt for meget, men hvis vi mister evnen til at forstå hinanden, mister vi noget af os selv.

I det hele taget tror jeg ikke, at vi i Nødbremsen er så forskellige fra de fleste andre. Vi vil gerne have, at vores samfund er trygt og sikkert at bo i. Vi ønsker, at ingen skal blive tvunget ud af deres hjem på grund af andres rovdrift på naturen og krige om ressourcer, og vi ønsker, at det skal fortsætte sådan mange generationer fremad.

Tre dage efter protesten angreb USA Venezuela, så intensiverede truslerne mod Grønland sig, og nu er det iranske folk på gaden i massevis, kurderne er under angreb, og i USA bliver folk fortsat skudt på åben gade af staten.

Det er en helt absurd situation. Den næste tid bliver krævende for os alle, men det er sådan, det er. Med hinanden under armen kan vi mere, end vi tror. Fremad!

Kærlig hilsen
Oskar

Teksten er først udgivet på Oskar Kluges hjemmeside, Kombinationen.

Onsdag 18. februar besluttede Forsvarets Auditørkorps – forsvarets militære anklagemyndighed – at garderen, der skubbede Oskar Kluge, ikke skal sigtes. Oskar har ikke besluttet sig for, om han vil klage over afgørelsen.