Økonomisk krise i Cuba – men det lysner måske i horisonten

I løbet af Donald Trumps sidste dage som præsident i USA placerede han atter Cuba på USA’s liste over lande, der ifølge USA støtter international terrorisme. Udenrigsminister Mike Pompeo tilføjede, at Trump-administrationen også ”holdt Cuba ansvarlig for dets ondartede indblanding i Venezuela og resten af den vestlige halvkugle.”

Cubas placering på USA’s terrorliste har fået mange udenlandske banker og virksomheder til at holde sig væk fra Cuba af frygt for sanktioner fra USA. Cubas vice-premierminister Ricardo Cabrisas har forklaret, at Cuba gennemgår en af de sværeste tider i revolutionens 64-årige historie – ikke mindst som konsekvens af USA’s sanktioner mod landet.

Det er en af flere grunde til, at den cubanske økonomi har oplevet store udfordringer gennem de seneste år. Men vi skal starte et andet sted for at forstå, hvorfor den lokale cubanske peso i de sidste to år, dels er devalueret kraftigt, dels er ramt af en kraftig inflation.

Varerne er blevet dyrere og pengene mindre værd

I skrivende stund er den officielle bankkurs på amerikanske dollars (USD) 123 Pesos (CUP), men samtidig handles den på gaden til 195 CUP. I forhold til euro’en er den officielle bankkurs 1:136 CUP – men 1:200 CUP på gaden.

Vi skal huske på, at for blot lidt over to år siden var USD kursen blot 24 CUP, hvor den havde ligget stabilt i mange år, og der var ingen, som vekslede på gaden. Nu oplever man folk overalt, der vil veksle til USD/Euro, så de enten kan bruge dem, når de rejser væk fra Cuba, eller til at handle i de nye MLC-butikker, hvor turister og andre kan købe varer for udenlandsk valuta.

Samtidig følger fødevarepriser på det private marked (grøntsagsmarkeder, visse kødmarkeder, private restauranter o.l.) gadekurserne på USD/Euro, og der hamstres, hvor der kan på det statslige marked, hvorefter varerne sælges til ågerpriser på parallelmarkedet. Derfor opleves der udover en kraftig devaluering af den cubanske Peso også en kraftig inflation.

Har man derfor kun sin folkepension eller statsløn uden adgang til udenlandsk valuta i form af pengeforsendelser o.l. er livet blevet rigtig vanskeligt, fordi alt ud over rationeringsvarerne koster rigtig mange penge.

USA’s nye sanktioner straffer cubanerne

Forklaringerne til denne redelighed er mange. En af de mest oplagte grunde er naturligvis Trumps 243 sanktioner mod Cuba, der lukkede næsten helt ned for det ellers stærkt stigende antal amerikanere, der efter 50 års forbud mod at besøge landet med stor interesse begyndte at besøge øen, efter tidligere præsident Barack Obama havde åbnet op over for Cuba.

De amerikanske turister ville finde ud af, hvad det var, der havde været så farligt, at Kennedy havde brudt med alle USA’s frihedsidealer for at holde den almindelige amerikaner væk fra ”djævle-øen”, som sågar var en del af den såkaldte ”ondskabens akse” ifølge George Bush Jr.

Præsident Obama gav ”visse” grupper i det amerikanske samfund lov til at besøge Cuba, men under meget strenge restriktioner. Det betød, at der begyndte en stadig stigende turisme fra USA; det væltede ind med turister fra de krydstogtskibe, der ikke havde kunnet besøge Cuba i årevis, og europæiske politiske ledere fik travlt med at besøge Cuba af frygt for, at USA vil udkonkurrere europæiske virksomheder i Cuba, når amerikanerne åbnede helt op.

Med Trump blev det atter forbudt krydstogtsskibene at lægge til i cubanske havne. Udenlandske firmaer måtte ikke handle, investere eller opholde sig på områder, som før revolutionen var amerikansk-ejede; Cuba blev atter forbudt at bruge USD på verdensmarkedet, hvor størstedelen af verdenshandlen – indtil krigen i Ukraine – foregår i USD.

Derved blev statens valutareserver i USD værdiløse, og de cubanske banker måtte stoppe med at veksle USD-kontanter, fordi de for staten reelt set ikke længere var mere værd end toiletpapir.

Tillige blev pengeforsendelser fra USA i Trumps sidste dage forbudt, så over 400 Western Union-afdelinger over hele øen måtte dreje nøglen om, og cubanere med familie/venner i USA kunne ikke længere modtage økonomisk støtte herfra.

Trumps udenrigsminister, Mike Pompeo skræmte livet af mange lande i den tredje verden, der modtog hjælp fra de berømte cubanske sundhedsmissioner, som siden den cubanske revolution har hjulpet – og stadig hjælper – 165 lande.

Pompeo advarede de respektive lande om, at hvis de ikke straks ophørte med at modtage de cubanske sundhedsmissioner, ville USA sanktionere landene ved at fjerne økonomisk og militær støtte. Sundhedsmissionerne er en vigtig indtægtskilde i det cubanske statsbudget, og det vidste Pompeo alt for godt! Joe Biden lovede siden i sin præsidentvalgkampagne at vende USA’s Cuba-politik tilbage til dagene fra Obama-tiden, men løftet blev aldrig efterlevet.

Det blev ikke bedre af, at verden samtidig blev ramt af corona-pandemien, hvor verdenssamfundet gik i stå, og specielt tredje verdenslande blev hårdt ramt. Dette gjaldt også Cuba, hvor de vigtige indtægter fra turistindustrien forsvandt som dug for solen.

Vestens sanktioner mod Rusland i forbindelse med Ukraine-konflikten har samtidig betydet øgede energi- og brændstofpriser samt stigende priser på mange importvarer som en konsekvens af manglende hvede-eksport fra Ukraine og Rusland.

1990’ernes krise om igen?

Med en pension på 1600 CUP om måneden er det tydeligt, at pengene ikke rækker ret langt. En god gennemsnitsløn kan ligge på omkring 4500 CUP, og havde dollarkursen fortsat ligget på de 24 CUP, havde det svaret til næsten 200 USD pr. måned. Det er en klækkelig sum, når det medtænkes, at man ikke betaler husleje i Cuba, og at mange statslige services stadig er meget billige eller ligefrem gratis.

Men på grund af devaluering i gadekursen, er gennemsnitslønnen atter reduceret til cirka 22 USD, og blandet med inflationen gør det den økonomiske situation næsten umulig for mange borgere, specielt statsansatte og pensionister uden adgang til hård valuta.

Det har medført stigende tiggeri ude i de lokale kvarterer. Tiggeri er noget, man tidligere kun oplevede i turistkvarterer, hvor det var en ”god forretning” at tigge, og hvor tiggere ofte tjente meget mere end en almindelig arbejder. I gadebilledet synes prostitution også at være blevet mere synlig igen. Derudover opleves korruption i statsapparatet, da funktionærer tænker på at fylde egne tomme lommer fremfor at udføre deres arbejdsmæssige forpligtelser.

Selvom situationen minder om Cubas økonomiske krise i starten af 1990’erne, er Cuba på mange måder dog bedre forberedt denne gang. Landet har trods alt 30 års erfaring med, hvordan man som isoleret land har skullet kæmpe mod amerikanske præsidenters svingende sanktioner, og man har fået mange nye udenlandske kontakter og handelsforbindelser.

Alligevel er der nogle faktorer, der skiller sig kraftigt ud fra 90’erne: For det første er Fidel og Raul Castro, som var ophavsmænd til revolutionen og har en heltehistorie og respekt knyttet til deres navne, forsvundet fra den politiske scene (Raul er dog stadig menigt medlem af parlamentet).

Den nye præsident Miguel Diaz-Canel Bermudez, der er vokset op med revolutionen, må derfor kæmpe sig til folkets respekt via resultater, og det er svært i så alvorlig en krisetid.

For det andet er det en ny ungdomsgeneration, som vokser op. De kender kun Fidel og Raul perifert.  For det tredje udvides internettet lige så langsomt i disse år, og man kan nu købe datapakker direkte til mobiltelefoner, så man kan være på nettet hele tiden.

Det medfører stigende indflydelse fra sociale medier og amerikanske ”nyhedsbureauer”, hvis eneste formål er at sende tydeligt forvrængede nyheder til Cuba med henblik på – sammen med den økonomiske/finansielle blokade og vareknapheden – at skabe utilfredshed i det cubanske samfund.

Mange unge tænker på en anden måde. Forbrugssamfundet er begyndt at gøre sit indtog i det cubanske samfund, og mange søger væk fra Cuba.

Lyspunkter i horisonten?

I horisonten skimtes der dog forskellige lyspunkter, som burde arbejde til Cubas fordel. For eksempel har både Kina og Rusland udtrykt ønske om at hjælpe Cuba med at komme igennem den aktuelle krise.

Præsident Diaz-Canel besøgte Kina i november sidste år, hvor værtslandet blandt andet donerede 100 millioner USD til Cuba samt omstrukturerede den cubanske gæld til det asiatiske land. Fremtidige investeringer blev drøftet, og den kinesiske præsident Xi Jinping udtrykte stort ønske om at få løst Cubas problemer uafhængigt af landets gæld.

Derudover har en større russisk delegation været i Cuba, hvor der er blevet aftalt store russiske investeringer i landet inden for landbrug, industri og turisme samt lovning om brændstofforsyninger. De cubanske betalinger til Rusland er tillige aftalt at foregå i Rubel, hvorved USD elimineres, hvilket igen kan svække USA’s sanktionsmuligheder.

I april 2023 trådte den amerikanske senator og ultrakonservative republikaner Marco Rubio frem på TV og udtrykte sin dybe bekymring for, at der inden for få år “vil være så mange lande, der handler i andre valutaer end dollaren, at vi ikke vil have mulighed for at sanktionere dem.”

Krigen i Ukraine – samt Vestens sanktioner mod Rusland – har i det hele taget medført en svækkelse af USD som hård valuta på det internationale marked. BRICS-landene (Kina, Indien, Rusland, Sydafrika og Brasilien) taler sågar om at erstatte USD med en ny møntenhed, der skal fungere indenfor BRICS-landenes samhandel.

Det vil yderligere svække USD’s monopolstatus på det internationale marked, hvilket generelt vil være et positivt perspektiv for lande som Cuba, Venezuela, Nicaragua, Syrien, Iran, Nordkorea og Afghanistan. Her har USA i årevis har brugt dollarens monopolstatus til at føre en ’ukonventionel krig’ ved at indefryse landenes valutareserver og dermed forhindre landenes manøvrerum i den internationale økonomi.

Det skal også nævnes, at Cuba med observatørstatus netop har deltaget i et topmøde i den Euroasiatiske Økonomiske Union (Rusland, Hviderusland, Kazakhstán, Armenien og Kirgisistan). Unionen har til formål at sikre fri handel med varer, services, penge og arbejdskraft samt koordinering af landenes energi- og industripolitikker.

Dette samarbejde har et stort potentiale for Cuba inden for farmaceutisk industri, sundhed og turisme. Ligesom samarbejdet vil kunne tiltrække investeringer, skabe nye industriparker og fremfor alt give bedre adgang til nye udenlandske markeder.

Denne tekst er en forkortet udgave af en artikel, der tidligere er udgivet hos Dansk-Cubansk Forening.