Offentlig produktion – ikke understøttelse af medicinalindustriens superprofitter

Lægemiddelindustrien er præget af superprofitter. Det gælder f.eks. Danmarks største virksomhed Novo Nordisk, der først og fremmest producerer livsvigtig medicin til diabetikere. Børsværdien har netop rundet 1.000 mia kr., og aktiekursen har aldrig været højere. Den årlige nettoomsætning er på 112 mia. kr. (2018). Novo Nordisks insulinprodukter repræsenterer 80 % af virksomheden omsætning. De dækker ca. halvdelen af verdensmarkedet. 35 mia. kr. af de samlede indtægter blev i 2018 udbetalt til aktionærerne som aktieudbytte og aktietilbagekøb.

Godt 30 % af indtægterne går med andre ord til profit. Resten af indtægterne dækker produktionsomkostninger (16 pct.), forskning og udvikling (13 pct.), salgs- og distributionsomkostninger, hovedsagelig markedsføring og lobbyisme (26 pct.), administration (3,5 pct.), investeringer (9 pct.) eller går til andre formål. Den store profit forudsætter stor magt.

Den store magt og ekstraordinære indtjening får Novo Nordisk i kraft af en særlig cocktail:

– At man kan skrue prisen op på produkter, der er livsvigtig for patienterne.
– At patent- og eneretsregler gør, at man i høj grad har monopol på sine produkter, og at produktudviklingen i høj grad handler om at erobre markeder og billigst muligt at fastholde sine patenter.
– At brugernes medicinudgifter i Danmark og mange andre steder i høj grad finansieres af det offentlige.

Novo Nordisk er ikke et enestående eksempel på gigantiske profitter. Novo Nordisk tegner en generel tendens inden for lægemiddelindustrien. Branchen er i øvrigt berygtet for firmaer, der ikke skyr noget middel i jagten på den maksimale fortjeneste.

Økonomien i den offentligt finansierede sundhedssektor i Danmark har vanskeligt ved at følge med de stærkt stigende udgifter til velfærdsindustriens produkter. Medicin på recept betales i vidt omfang af det offentlige. På sygehuset er medicin gratis for patienterne. Alene sygehusenes årlige udgifter til medicin er vokset fra 5 mia. kr. til mere end 8 mia. kr. i perioden 2008-2017. Det handler naturligvis ikke kun om stigende priser, men også et øget antal borgere under behandling, nye behandlingsformer og ny medicin.

Den danske velfærdsstat har været med til at understøtte en betydelig eksportsektor gennem en offentlige efterspørgsel, men behøver den at segne under trykket fra dyre indkøb? Behøver den offentlige sektor at bidrage til de multinationale lægemiddelfirmaers superprofitter?

Der findes forskellige udveje.

Medicinalkapitalen har som beskrevet stor magt på markedet takket være en monopollignende situation. Den er det vanskeligt at hamle op med, men skal bedst muligt imødegås af den offentlige sektors forbrugermagt.

Der findes et medicinråd (etableret i 2017 af Danske Regioner), som rådgiver om indkøb og prioriteringer. Der eksisterer også en art forbrugerorganisering. Interessentskabet Amgros er ejet af regionerne og ledet af en politisk valgt bestyrelse. Amgros har til formål at sikre en god og billig forsyning af lægemidler og høreapparater til de offentlige sygehuse og høreklinikker. Det handler bl.a. om at opnå rabatter. I samarbejde med Regionernes Fællesindkøb arbejder Amgros også med indkøb af medicinsk udstyr. Den årlige omsætning er på 8,7 mia. kr. (2018/19). En effektiv organisering på nordisk, europæisk (især i forhold til EU) og globalt plan vil kunne styrke positionen.

Den danske lægemiddelstyrelse servicerer medicinalindustrien med rådgivning, sagsbehandling og godkendelsesprocedurer. Det sker ganske vist i en eller anden udstrækning i konkurrence med andre landes sundhedsmyndigheder. Men det betyder, de danske myndigheder har en indsigt, som der i vid udstrækning bør være offentlighed omkring, og som konkurrenter f.eks. i form af en offentlig medicinproduktion bør kunne trække på.

Den medicinske forskning foregår i høj grad i medicinalindustrien og i offentlige samarbejder, finansieret eller medfinansieret af medicinalindustrien. Det betyder, at den medicinske forskning i for høj grad er underlagt medicinalindustriens interesser, altså hvad der giver profit. Det bliver i for høj grad bestemmende for udviklingen og prioriteringer inden for sundhedsområdet. Overordnet set prioriteres behandling på bekostning af pleje.

Derfor skal den medicinske og øvrige sundhedsvidenskabelige forskning i offentligt regi styrkes. Den offentlige forskning er ifølge den anerkendte innovationsforsker Mariana Mazzucato også bedst til at være banebrydende. Den private sektor fortrækker billigst mulig forskning og udvikling. Medicinindustrien bruger ganske vist mange penge på forskning, Novo Nordisk således 14,8 mia. kr. eller 13 pct. af sin indtjening, men mindre end til henholdsvis markedsføring og lobbyisme og til profit.

Lægemiddelindustrien foretager derfor i stor udstrækning mindre ændringer i de eksisterende produkter for billigst muligt at fastholde patenter. Det offentlige er mere banebrydende. Inden for medicin taler man om udviklingen af “nye molekylære enheder”. Resultaterne af den offentlige forskning og udvikling skal naturligvis være offentlig ejendom.

Det er uanset prisen naturligvis vanskeligt at nægte patienter virkningsfuld eller ligefrem livsvigtig behandling og medicin, når muligheden eksisterer. Det giver udbyderen en stor magt i forhold til den offentlige efterspørger. Og patientforeningerne og forskende læger bliver let deres naturlige alliancepartnere. Den klemme skal vi ud af. Hvordan kommer vi det?

Vi skal fremme ikke mindst den tværvidenskabelige offentlige forskning, for kuren mod sygdom og helbredsproblemer er ikke altid eller udelukkende et spørgsmål om medicin. Udgangspunktet for forskningen skal være menneskenes behov og en prioritering af disse. For der vil aldrig være ressourcer til alt.

Der bør derfor oprettes et offentligt institut for teknologivurdering af alle relevante sundhedsteknologier, altså ikke kun af lægemidler. Det er således noget mere og andet end Medicinrådet. Vurderingerne skal også omfatte bl.a. plejemetoder, hjælpemidler, samtaleterapier m.m. i forbindelse med bl.a. psykisk sygdom og forebyggelse. Formålet er at forbedre beslutningsgrundlaget for behandling og pleje, prioritering og planlægning inden for hele sundhedsområdet. Vurderingerne er både beregnet for de politiske beslutningstagere, planlæggere og administratorer samt læger og andre former for behandlere samt interessenter. Vurderingerne skal være en modvægt til medicinalvare-industriens reklameindsats i forhold til behandlerne m.fl.

Der bør ligeledes nedsættes et nationalt prioriteringsråd. Opgaven er at rådgive Folketinget, regering, regioner og kommuner om principper for og etikken bag prioriteringer inden for sundhedssektoren, at informere og skabe debat i offentligheden. Rådet bør være bredt sammensat af politikere, repræsentanter for patientforeninger o.lign., sundhedspersonalet, ekspertise inden for det lægefaglige område, sundhedsøkonomi og etik.

Institut og råd er en vej til at gøre udviklingen af sundhedsteknologierne og sundhedssektoren som helhed mere demokratisk. Hvordan vi får opprioriteret de mindst privilegeredes behov, er det røde sociale aspekt. Det handler bl.a. om forebyggelse, behandling og pleje i relation til en række livsstilssygdomme og arbejdsbetingede lidelser. Psykiatrien er også her et vigtigt felt. Grøn bæredygtighed bør også indgå i arbejdet.

Udviklingsretningen inden for sundhedsteknologierne kan på samme måde, som vi har set inden for energi (fra fossil og kernekraft til vedvarende energiproduktion), drejes i forskellig retning. Udviklingsretningen er ikke givet på forhånd, hvilket den begyndende åbenhed over for alternativ behandling og medicin viser. Et enkelt eksempel er dygtiggørelsen indenfor og udbredelsen af akupunkturbehandling.

De danske storbanker er på grund af deres størrelse og rolle som vital infrastruktur samfundsfarlige. Danske Bank og fem andre er bedømt til at være for fede til at falde. Samfundet bliver nødt til at træde til og redde dem, hvis de truer med at gå fallit. Derfor bør de splittes op i mindre enheder. De store multinationale medicinalvirksomheder er ikke på samme måde samfundsfarlige, men en måde at stække deres monopollignende magt på er en opsplitning, således at vi får en friere konkurrence.

Udviklingsretningen inden for sundhedsteknologierne kan på samme måde, som vi har set inden for energi (fra fossil og kernekraft til vedvarende energiproduktion), drejes i forskellig retning. Udviklingsretningen er ikke givet på forhånd.

Derefter gælder det om at holde skarpt øje med, at der ikke indgås prisaftaler, aftaler om opdeling af markedet m.m. Anti-monopollovgivningen er et godt instrument. Inden ny patentering og ny medicin kommer på markedet er produktet naturligvis kontrolleret og afprøvet gennem et uafhængigt offentligt system. Et uafhængigt offentligt system bør ligeledes kontrollere, om prisen for produktet står i et rimeligt forhold til produktions-, udviklings- og forskningsomkostningerne. Et radikalt systemoverskridende krav er, at koncernerne helt eller delvis bliver samfundsejet.

En offentlig medicinproduktion er også en udvej for at undvige medicinal-monopolernes magt og høje priser. Et udgangspunkt er sygehusapotekerne.

Et sygehusapotek er en afdeling på et sygehus, der indkøber og fremstiller en række specielle lægemidler til sygehusene og deres patienter. Desuden fungerer de som sygehusets rådgiver i håndtering, opbevaring og administration af lægemidler. I 1960’erne havde de udviklet sig til medicinalfabrikker, og i 1965 havde sygehusapotekerne leverancen til omtrent halvdelen af landets 30.000 egentlige sygehussenge. Deres lægemiddelproduktion gik derefter tilbage.

Frem til 2014 producerede sygehusene således selv et koffeincitrat til at stimulere for tidligt fødte spædbørns vejrtrækning. Det er derfor livsvigtig medicin for dem. Men så fik et italiensk medicinalfirma eneret på det ret simple produkt i en periode på 10 år, selvom det ikke var dem selv, der havde udviklet det. De hævder dog, at firmaet havde ændret det. Konsekvensen er, at prisen gik 4000 % op.

Det er åbenlyst urimeligt, at et medicinalfirma kan få eneret på et produkt, det ikke selv har udviklet, og kan tage en pris, der ikke står mål med deres udviklingsomkostninger. Det er ligeledes urimeligt, at hvis det italienske firma faktisk har et andet produkt, som det har eneret på, at sygehusene så ikke kan fortsætte med at anvende deres eget produkt. Det er ligeledes urimeligt, at et medicinalfirma kan udtage et nyt patent ved udløbet af et gammelt ved mindre ændringer af produktet. Løsningen er, at sygehusapotekerne fortsætter produktionen af nyttige lægemidler, når patenter løber ud, og medicinalindustrien mister interessen for dem.

Lægemidler godkendes ofte på baggrund af meget få fase I og fase II-forsøg, som er lavet af industrien selv. Meget ofte er disse forsøg ikke dokumenteret ret godt, sandsynligvis fordi effekten af det nye middel er mikroskopisk bedre end et allerede eksisterende middel.

Vi betaler direkte for videreudviklingen af nye lægemidler, som industrien udvikler, og får så lov til stadig at betale absurd høje priser for samme lægemiddel, når det først er godkendt.

Fase II og fase-III-forsøg foretages meget ofte på danske, offentlige sygehuse. Vi har et fantastisk sundhedsvæsen med velbeskrevne patienter, hvis data helt gratis stilles til rådighed af det offentlige. Vi betaler altså direkte for udviklingen af nye lægemidler, som industrien udvikler, og får så lov til stadig at betale absurd høje priser for samme lægemiddel, når det først er godkendt.

Læren er, at tjenstvilligheden, patentering og eneretsbestemmelserne er gået al for vidt. Kravet er, at de skal laves om, og der åbnes op for en større offentlig medicinproduktion meget gerne med udgangspunkt i sygehusapotekerne og en fællesorganisation for disse i stil med Amgros. Man kan også her forestille sig overbygninger på nordisk, europæisk og globalt plan.

Der sættes især ind inden for områder, hvor superprofitterne er størst. Kravet er endvidere, at de danske sygehusapoteker indtil videre må gå sammen for at føre sager, hævde eneret og udtage patenter på truede produkter. Kravet er endvidere, at sygehusenes og den øvrige offentlige forskning retter sig mod et samarbejde med sygehusapotekerne, hvor det overhovedet er formålstjenligt.

Fordelen ved udviklingen af en offentlig medicinproduktion med udgangspunkt i sygehusapotekerne må være:
– At den kan være tæt knyttet til patienternes behov og personalets erfaringer
– At informationerne er uvildige, idet afsætningen af produktet ikke er det centrale
– At et samfundsøkonomisk hensyn kan indgå

Et andet historisk udgangspunkt for offentlig produktion er Statens Serum Institut. Statens Serum Institut (SSI) har bl.a. som opgave at overvåge, forebygge og intervenere i forhold til infektionssygdomme og biologiske trusler, sikre forsyningen af vacciner m.m. til vaccinationsprogrammer og beredskab og forske i styrkelse af overvågning, diagnostik, behandling og forebyggelse.

Tidligere havde SSI’ en væsentlig rolle i forskning og produktionen af sera og vacciner. Bl.a. var det førende i verden inden for produktion af tuberkulosetests og vacciner, vacciner mod polio, m.m.. I 2016-2017 blev vaccineproduktionen m.m. solgt til udenlandske kapitalfonde, altså privatiseret. SSI bør igen blive en produktionsvirksomhed med udgangspunkt i de funktioner, instituttet varetager.

Uddrag fra bogen: “Hvad skal vi leve af – på vejen mod socialismen? Et bidrag til kritikken af konkurrencestaten og til udviklingen af en demokratisk, rød-grøn omstillingspolitik”. Kan købes på Solidaritets forlag.