Oligarkernes kup

Oprindeligt bragt i tidsskriftet Ny Politik Nr.1 2025 https://www.ny-politik.dk/NP-1-2025/1-2-25.html

“I dag danner der sig i Amerika et oligarki, hvis ekstreme rigdom, magt og indflydelse faktisk truer selve vores demokrati, vores fundamentale rettigheder og frihed og enhvers rimelige mulighed for at klare sig” 1)

Han gik i det følgende tættere på, hvori faren består og pegede især på den digitale platformsøkonomi (the tech-industrial complex), der vil kunne “frembyde reelle farer for vores land:
Amerikanerne begraves under en lavine af misinformation og desinformation, der gør magtmisbrug muligt. […] Sandheden kvæles af løgne, der fortælles for magt og for profit. Vi må holde de sociale platforme ansvarlige for at beskytte vores børn, vores familier og selve vores demokrati mod dette magtbrug”.

Det var tydeligvis ikke et nemt budskab at aflevere, for advarslen stod i højrøstet modsætning til hans forsikring nogle få minutter forinden om, at amerikansk demokrati stod stærkt: “I de sidste fire år har vores demokrati holdt sig stærkt”. Et ejendommeligt udsagn, al den stund, at det fremvoksende oligarki jo efter Bidens eget udsagn truer “selve vores demokrati”. Men den oligarkiske trussel var jo modnet på hans vagt (både mens han var vicepræsident under Obama fra 2009 til 2017 og igen mens han selv var præsident fra 2021). Men den fare, de dermed udgjorde, kunne han åbenbart først få sig selv til at indse, da det for hans vedkommende var for sent at gøre noget. Med en så svag vilje til at se faren i øjnene er det indlysende svært at inddæmme endsige afværge den. Hans regering havde da ikke gjort synderligt for at svække det oligarki, der var under dannelse. Milliardærernes samlede formue voksede endda med 50% i hans regeringstid, dvs. med samme rate som under Trump.

Trods USAs angiveligt ‘stærke demokrati’ gik der ikke mange dage, før det viste sig, at Bidens forudanelser kun var alt for sande. Oligarkiet havde vokset sig stærkt og tog over, da signalet lød.

Oligarkernes indtog
Oligarkernes indtog blev markeret, så det var umisforståeligt, ved Trumps tiltrædelse, hvor de ledende oligarker fra den digitale platformsindustri i USA bivånede og velsignede magtovertagelsen, siddende på VIP-pladserne bag Trump: Mark Zuckerberg fra Meta (Facebook, Instagram, WhatsApp); Jeff Bezos fra Amazon; Sundar Pichai og Sergey Brin fra Alphabet (Google); Elon Musk fra Tesla (og SpaceX, Starlink, Twitter); Sam Altman fra OpenAI og Tim Cook fra Apple. Dertil kommer nogle mediemoguler og en håndfuld af den slags mangemilliardærer, der med et pænt ord er kendt som ‘politiske donorer’. Alt i alt var kapital på henved 2 billioner eller 2.000 milliarder dollars repræsenteret ved et dusin mænd og et par kvinder i VIP-boksen bag præsidenten.2)

Oligarkerne var placeret i første parket for alle at se, fordi de tidligere havde været erklærede modstandere af Trump eller som minimum skeptiske. Scenografien skulle demonstrere, at Silicon Valley nu er med på holdet (eller omvendt, at Trump nu er på deres). Derimod var de oligarker fra Silicon Valley, der som Peter Thiel (hovedaktionær i Palantir Technologies) havde støttet Trump siden begyndelsen i 2016, ikke at se i VIP-boksen. Det var ikke nødvendigt. Thiel havde ikke blot støttet Trump, han havde været velynder og mentor for J.D. Vance, Trumps vicepræsident. Broen mellem oligarkerne fra platformsindustrien og MAGA var beseglet i og med personalunionen Thiel-Vance.3) Den blev fejret særskilt og stillet til skue ved den ekstravagante fest med J.D. Vance som æresgæst, som Thiel afholdt i sit palæ i Washington i weekenden før tiltrædelsesceremonien.4)

Oligarkerne i første parket ved Trumps indvielse 20 januar 2025. Fra venstre: Mark Zuckerberg, Lauren Sánchez, Jeff Bezos, Sundar Pichai, and Elon Musk. De fire herrer har tilsammen en formue på 1000 milliarder dollars. (Foto: Julia Demaree Nikhinson via AP).

Men det var kun ouverturen. Noget af det første, Trump gjorde efter at have sat sig i stolen den 20 januar, var at udstede en forordning 5) om oprettelse af en ny styrelse direkte under Det Hvide Hus, DOGE, der med Elon Musk som fungerende chef har som erklæret mission at beskære det føderale budget med ‘mindst 2 billioner’ dollars.6) Tallet skal ses i forhold til, at de samlede føderale udgifter beløber sig til 6,75 billioner dollars, hvoraf godt 4 billioner er lovbundne udgifter til social sikkerhed og sundhedsforsikring, og af de resterende godt 2 billioner går halvdelen til forsvaret.

Der er tale om en administrativ neutronbombe. DOGE skal nå målet ved at effektivisere forvaltningen med digitale teknologier (et punkt hvor USA er langt bagud: lønninger og ydelser udbetales stadig med checks), men også — som det fremgår af målets størrelsesorden — ved at beskære styrelser og organisationer til ukendelighed eller helt nedlægge dem, afskedige medarbejdere i hobetal osv. Det forslår dog næppe. Hvis målet om billion-nedskæringer skal nås i et synligt omfang, bliver det for Trump og hans DOGE nødvendigt at beskære den lovbestemte socialsikring og sundhedsforsikring, der er kernen i den (ikke overvældende) amerikanske velfærdsstat.

Midlerne er lige så revolutionære som målet. Det er et kup, der er under udfoldelse. Det adskiller sig radikalt fra det kaotiske kup, som Trump i rasende afmagt kastede sig ud i efter nederlaget ved valget i november i 2020, i første omgang ved at forsøge at omgøre resultatet, og i anden da tusinder af hans tilhængere den 6. januar 2021 stormede Kongressen for at afbryde den ceremoni, hvor valgresultatet konfirmeres, og med det mål for øje jagtede vicepræsident Pence for at hænge ham. Det adskiller sig også fra traditionelle og (om jeg så må sige) mere professionelle statskup, hvor kupmagerne stationerer kampvogne og infanteri i taktisk vigtige gadekryds og bemægtiger sig telefoncentraler og radiostationer med indsats af faldskærmstropper. Det nu igangværende kup er både topmoderne og (efter MAGA-standard) systematisk. I stedet for at storme statslige bygninger eller indsætte kamptropper har det centrale element i strategien været at overtage kontrollen med forbundsregeringens digitale infrastruktur. DOGE har i henhold til Trumps forordning placeret teams af dataingeniører flankeret af skarpslebne jurister i samtlige forbundsregeringens styrelser, hvor de har overtager det overordnede tilsyn. Som det første indsatte Musk sine kadrer i strategiske forvaltningsenheder som forbundsregeringens Personalestyrelse og Finans- og Økonomiministeriet (Treasury). Med kontrol over denne infrastruktur kunne DOGE-operatørerne opsuge og filtrere enorme datamængder om amerikanske borgeres og firmaers forhold, lige som de kunne blokere udbetalinger, udsende opsigelser osv.

Således strategisk placeret er DOGE samtidig gået systematisk til værks over for styrelser, der har været billedet på amerikansk velfærdspolitik. Agenturet for amerikansk ulandshjælp (USAID) er blevet decimeret. Aktiviteterne er suspenderet i tre måneder, herunder fødevarehjælp og akut medicinsk behandling, og agenturets resterende opgaver underlagt Udenrigsministeriet, så enhver professionel autonomi kan inddæmmes og kvæles. Undervisningsministeriet og Forskningsstyrelsen NSF får en omgang politisk vask og rulning, mens Forbundspolitiet FBI, efterretningsvæsenerne og de væbnede styrker blot udsættes for politisk rens og pres.

Hele offensiven er åbenlyst i strid med et bjerg af love, forvaltningsprincipper og retskendelser samt selvfølgelig overenskomster og aftaler. Formelt er forfatningen ikke sat ud af kraft og der er ikke indført undtagelsestilstand. Men de dømte voldsmænd fra kuppet 6 januar 2021 er blevet benådet og sat på fri fod, og viljen til vold er således stillet til skue. Og under alle omstændigheder gennemføres angrebet på institutionerne med en hast og en konsekvens, der har lammet embedsværket og Kongressen. Så hurtigt og hovedløst fares der frem, at man ganske symptomatisk fik nedlagt det agentur, der vedligeholder og kontrollerer statens arsenal af kernevåben, ligesom man fik standset indsatsen mod ebola.

Om domstolene formår at standse kuppet, før det er for sent, er endnu uklart. Endnu mere tvivlsomt er det, om nogen af de føderale politimyndigheder (især US Marshals Service) vil eksekvere domstolenes stævninger og kendelser, da de jo som led i den udøvende magt henhører under Justitsministeriet, der, som landet ligger, har svoret Trump huld og troskab.

Et kup synes altså godt undervejs i et af verdens største demokratier. Hvordan kunne det ske? Hvordan skal vi forstå det? Det korte svar er, at en klike af mangemilliardærer har taget magten med en falleret kasinoejer og tugthuskandidat som frontmand. Det lange svar er, at det er noget mere kompliceret. At det kunne ske, skyldes grundlæggende, at den økonomiske ulighed i USA er blevet ekstrem over de seneste årtier. Der er skabt en klasse af mangemilliardærer, der har tilegnet sig en meget stor del af landets ressourcer. Og inden for denne klasse er der udkrystalliseret en klike af oligarker, der har opbygget enorme formuer i den digitale platformsindustri. Samme klike har samtidig foretaget risikable investeringer i kunstig intelligens, fordi de forventer at de med denne teknologi vil kunne forvandle deres digitale platforme til en kilde til uhørt rigdom og magt, hvis de blot kan slippe for demokratisk kontrol og regulering. Så ikke blot er uligheden blevet ekstrem og har skabt forudsætningerne for et oligarki, men inden for oligarkiet er der dannet en kerne med både motiv og evne til samordnet politisk intervention.

Alt dette er dog kun den nødvendige, ikke den tilstrækkelige forudsætning. Den brede befolknings økonomiske vilkår har stagneret i årtier, og samtidig har amerikanerne kunnet se, at deres land i vid udstrækning er blevet afindustrialiseret. Hele landsdele ligger tilbage som ørkener af rustne fabrikker. For mange er det et ydmygende tegn på, at landet er i forfald, og at dets internationale plads som ‘den strålende by på bakken’ er ved at blive overtaget af de andre – af det ‘socialistiske’ Europa og ikke mindst det ‘kommunistiske’ Kina. Det har skabt en dyb vrede, som centrum-venstre i USA ikke har fornemmet endsige haft troværdige svar på. Om denne vrede i sig selv havde været nok til, at Trump kunne genvinde magten, er selvfølgelig uvist, men at oligarkerne kastede deres lod (og en halv milliard dollars) i MAGA-bevægelsen, har formentlig gjort udslaget.

At give en fyldestgørende forklaring på kuppet ligger uden for rammerne af en artikel, men også hinsides mine ambitioner. Men nogle centrale brikker af væsentlig politisk betydning må og kan identificeres. Den brik, jeg vil fremhæve som den centrale, er den store omvæltning i forholdet mellem klasserne i det amerikanske samfund, der er sket over de seneste årtier. Det er virkelig voldsomme forandringer, der er sket. Uligheden har nået en størrelse, som truer selve demokratiet. I tilføjelse til dette vil vi se lidt nærmere på den ultrarige klike i oligarkiet, der har sin base i computerindustrien i Silicon Valley. Den befinder sig øjensynligt — dens fabelagtige rigdom og ophøjede selvopfattelse til trods —i en ømtålelig finansiel situation, som kan være dens motiv for at sætte alt på ét bræt.

Den oligarkiske udfordring

Lad os allerførst slå fast, at fremkomsten af oligarkiske elementer ikke er noget særsyn i demokratiske stater med kapitalistisk produktion. Kapitalistisk akkumulation fører alene i kraft af stordriftsfordelen til kapitalkoncentration og fører dermed — i sin tendens og i fraværet af modgående bevægelser — til ophobning af rigdom på den ene pol. Det er et konstant pres i stil med tyngdekraften. Repræsentanter for store kapitalkoncentrationer, det være sig ejere eller de af ejerne indsatte forvaltere, vil derfor uvægerligt øve indflydelse på den førte politik, i demokratier som i autokratier, alene af den grund, at de repræsenterer betydelige samfundsøkonomiske ressourcer, og fordi politiske beslutningstagere derfor har interesse i at have kendskab til deres overvejelser og påtænkte dispositioner og vil opsøge eller lytte til dem. Heri er der ikke nødvendigvis noget odiøst, for det samme vil i velfungerende demokratier gælde for repræsentanter for fagbevægelsen, landbrugerorganisationer osv., for så vidt som de jo også repræsenterer betydelige samfundsressourcer.

Men besiddere af store personlige formuer føler sig typisk udsatte. Deres formuer stikker i øjnene (for så vidt som de er kendt af offentligheden) og kan blive gjort til genstand for en beskatning, der forekommer smålig og i sin konsekvens katastrofal. Formuebeskatning og arvebeskatning er selvsagt den største frygt, da den kan tære på hovedstolen eller i praksis eliminere den; men indkomstbeskatning kan have en tilsvarende virkning, hvis den tapper effektivt af kilden til formuens opretholdelse og vækst. Oligarker in spe har gode grunde til at have store reservationer over for det demokrati, der gør det muligt for den arbejdende befolknings brede lag at pålægge de mere opulente indtægter og formuer progressiv beskatning og dermed spærre oligarkiske aspiranter vejen til stjernerne.

Den foretrukne modforholdsregel hos de meget rige mod at blive berøvet, hvad der retmæssigt tilkommer dem i deres ophøjede stilling, er at associere sig med formueforvaltere, der kan placere hele eller dele af formuen på en sådan måde, at beskatning reduceres eller helt undgås. Når den således forvaltede formue skjules for at blive unddraget beskatning, er der selvsagt tale om omgåelse af loven med berigelse for øje, og i den udstrækning, som det er systematisk og endda faciliteres af finansielle institutter og stiltiende accepteres af myndighederne, er der tale om en kleptokratisk trafik.7) Nyere økonomisk forskning vurderer, at omfanget af denne elementære form for kleptokrati på verdensplan beløber sig til omk. 10% af husholdningernes formuer.8)

Den systematiske skatteunddragelse øger uligheden markant. Det er forbundet med betydelige faste omkostninger at forvalte og skjule formuer, nemlig ved at placere porteføljen i jurisdiktioner med udstrakt finansiel fortrolighed, investere og forvalte den via fx skuffeselskaber, hvidvaske formuen igen for at kunne nyde godt af den eller lade den gå i arv uden at påkalde sig myndighedernes opmærksomhed, samt sikre, ved hjælp af sikkerhedstjenester, at forvalterne ikke begunstiger sig selv. Så trafikken vil forstærke den allerede eksisterende tendens til ekstrem rigdom på samfundets ene pol.9) Oligarkier ledsages således ofte af kleptokratisk forhold,10) ligesom kleptokratier i postkoloniale og i postsovjetiske stater omvendt har ført til fremkomsten af oligarker og oligarkisk styre.11) Opkomsten af kleptokratiske regimer i postkoloniale stater efter selvstændigheden bidrog i væsentligt omfang til udviklingen af det transnationale finanssystem (offshore finance) efter Anden Verdenskrig,12) som Sovjetunionen senere kunne bruge til at placere indtægter fra salg af olie og gas i skjul i Vesten og kanalisere penge til kommunistpartier og terrororganisationer i andre lande, og som KGB senere igen, da det forestående sammenbrud stod klart, kunne bruge til at bortlede og skjule Sovjetstatens gigantiske formuer til benefice for den sovjetiske elite (’nomenklaturaen’), der derved forvandledes til den nye klasse af oligarker.13) Oligarki og kleptokrati vandrer til hobe.

Den sammenfaldende interesse i at vedligeholde det transnationale finanssystem, hinsides statsligt opsyn, må — sammen med den intense modvilje mod beskatning og mod statslig regulering og enhver demokratisk indblanding i det hele taget — ses som et væsentlig del af årsagen til, at oligarker i alle lande har så let til at finde hinanden og forbrødres, som levende beskrevet af historikeren Anne Applebaum.14

Oligarkiets lange march

Figur 2. Indkomstfordelingen i USA fra 1917 til 2017: Andelen før og efter skat af den nationale indkomst hos den øverste decil, dvs. den tiendedel af befolkningen, der har den højeste indkomst. (Piketty, Saez & Zucman, 2018).

Som vist i Figur 2 og 3 er der sket store omvæltninger i klassernes stilling i USA i løbet af det 20. århundrede. I de første årtier af århundredet var uligheden markant. Som det fremgår af Figur 2 tilegnede den bedst aflagte tiendedel af befolkningen sig næsten halvdelen af den nationale indkomst; de resterende 90% måtte deles om resten. Dette forhold ændrede sig ikke under Depressionen fra 1929, på trods af Roosevelts New Deal (1933), der dog nok forhindrede en øget ulighed. Men med udbruddet af Anden Verdenskrig i 1939 og USAs inddragelse fra december 1941 faldt den øverste tiendedels andel markant (fra 45% til 30-35%). Det skyldtes, at den blev pålagt væsentlig højere indkomstskatter (i årene efter krigen var marginalskatten på over 90%). Den relativt lave ulighed nåede et lavpunkt sidst i 1960erne og i 1970erne, men i 1980erne voksede en modvilje frem hos den halvdel af befolkningen, der i USA deltager i demokratiet og stemmer ved valgene (mellem 40% og 60%). Det er typisk de registrerede vælgere i middelklassen.

Figur 3. Indkomstfordelingen i USA fra 1917 til 2017: Andelen før og efter skat af den nationale indkomst hos den øverste percentil (hundredel). (Piketty, Saez & Zucman, 2018).

Men også inden for den velstående øverste tiendedel af befolkningen (der ud over den højere middelklasse omfatter de klasser, man i socialistisk litteratur ofte kalder ‘bourgeoisiet’) er uligheden steget markant (Figur 3). Den øverste decil, i 2014 en gruppe med en gennemsnitlig årsindkomst på $304.000 (mindst $119.000), udgjorde i alt 23,4 millioner personer. Denne klasse har siden 1980 øget sin andel af befolkningens samlede indkomst med en tredjedel (fra 30% til knap 40% efter skat). Dette er i sig selv en kolossal omvæltning. Men samtidig har den øverste ene procent af befolkningen (den øverste percentil), der i 2014 udgjorde 2,3 millioner personer med en gennemsnitlig årsindkomst på $1.310.000 (mindst $458.000), fordoblet sin andel. De meget rige i den øverste ene procent har således haft stor gavn af, at den højere middelklasse i sin modvilje mod indkomstskat siden 1980erne er gået i brechen for skattenedsættelser, især beskæring af marginalskatten, og har givet middelklassen baghjul.

Denne udvikling er ikke en ‘nødvendig’ eller ‘naturlig’ følge af ‘udviklingen’ eller overgangen til ‘det postindustrielle samfund’, eller hvad man ellers måtte foreslå. Det ses tydeligt, hvis man sammenligner den oven for beskrevne udvikling i indkomstfordelingen for det øverste decil i USA med den tilsvarende i Frankrig (Figur 4). Den U-formede kurve, vi ser i USA, ses ikke i Frankrig, hvor marginalskatterne ikke er blevet beskåret så kraftigt efter 1970erne. Faktisk er uligheden efter skat rekordlav i Frankrig. Som Piketty m.fl. bemærker, ‘For Frankrigs vedkommende er uligheden efter skat i dag nær ved at være den laveste nogensinde’. Forholdet mellem den øverste decil og de nederste fem decilers andel af nationalindkomsten er i dag 1:17. Dette forhold er betydeligt højere end i Europa (fra 1:6 til 1:10).

Figur 4. Indkomstfordelingen i USA og Frankrig fra 1910 til 2018. Andelen før og efter skat af den nationale indkomst hos den øverste decil. (Piketty, Saez & Zucman, 2022)

Den markante stigning i uligheden er en manifestation af den politik, der har været forfulgt ret konsekvent siden 1980ere, og som har bestået af en cocktail af deregulering, privatisering, manipulation med valgdistrikter, øget adgang til donationer til kandidaters valgkampe, reduktion af progressionen i beskatningen (topskat!) samt en tilbagegang for organisering i fagforeninger. Det har alt i alt og i kombination bidraget til en ‘formidabel stigning’ i den andel af indkomsten, der tilfalder de øverste 10%. Den er steget fra 34% i 1980 til 45% i 2021, mens den nederste halvdels andel er faldet fra 19% til 13%. 16) Det amerikanske bourgeoisi har rent ud sagt ført klassekamp med den højere middelklasse som allieret.

Det er alt sammen en alarmerende udvikling. Men formuefordelingen er i dag endnu mere grel (Figur 5-7). Den nederste halvdels andel af den samlede formue er blot 1,5%, mens den øverste tiendedels andel er oppe på godt 70%, og den øverste percentil har formået at tilegne sig godt en tredjedel eller 35%.17) Men af endnu større betydning for at forstå det amerikanske demokratis nu synlige deroute, er, at det fra 1980 til 2020 lykkedes de omk. 200 mennesker i den øverste milliontedel (0,00001%) at tidoble deres andel af formuen (Figur 7).18)

Figur 5. Udviklingen i formueuligheden i USA, 1962-2023: De 40%, der udgør middelklassen, har siden 2000 tabt terræn til de superrige øverste 1%. Den nederste halvdel har ikke vundet noget. (World Inequality Database, https://wid.world/country/usa/).

Figur 6. Udviklingen i formuefordelingen i USA, 1913-2012. Den øverste promilles andel af formuen i USA. (Saez & Zucman, 2016).

Figur 7. Udviklingen i formuefordeling i USA, 1980-2020: Den rigeste milliontedels andel af den samlede private formue. Analyseenheden er husholdningernes finansielle og ikke-finansielle formue korrigeret for gæld og ikke-finansierede pensionstilsagn. Toppen omkring år 2000 afspejler doc-com-boblen og det følgende krak. (Saez & Zucman, 2020).

Med Saez og Zucmans ord: ‘I enhver målestok har perioden fra 1980 til 2020 været en epoke karakteriseret ved enestående akkumulation af formue hos de rige i De Forenede Stater. 19) Det er denne enestående akkumulation af formue, der er grundlaget for, at det oligarki, der er vokset frem de seneste år i USA, nu er ved at etablere sig som et herskende oligarki. Fremvæksten af oligarkiske lag med en så ekstrem økonomisk magt vil bringe ethvert demokrati i fare.

Oligarkernes forretningsmodel
Vi har siden den industrielle revolution været vidne til opkomsten af industrimagnater i spidsen for store kapitalkoncentrationer; navnlig efter, at kreditkapital i form af fx aktieselskaber blev legaliseret. De store investeringer, der var nødvendige ved produktion af stål og olie og anlæggelse og drift af jernbane- og telegrafsystemer førte over alt i de nye industrisamfund til fremkomsten af tycoons og robber barons, finansfyrster og industrimagnater, typisk af stærkt konservativ observans, som kunne opnå ikke ubetydelig politisk indflydelse, i nogle tilfælde ved at ultrarige mænd er gået ind i lovgivningsarbejdet, i andre ved lobbyisme. Det er heller ikke nyt, at industrimagnater har finansieret og ydet bistand til omstyrtelse af den forfatningsmæssige orden (som fx Fritz Thyssen, der diskret bidrog til Hitlers magtovertagelse med råd og dåd og store pengebeløb). For så vidt er der ikke noget nyt. Det nye er, at ultrarige mænd nu tilslutter sig og endda sætter sig i spidsen for en populistisk bevægelse med revolutionære træk og endda deltager aktivt i selve udøvelsen af politiske magt. Det er det, der nu er sket i USA. Trump-styret har åbenlys oligarkisk karakter.

Så hvad motiverer en klike af amerikanske mangemilliardærer med ekstremt store formuer, som vil kunne leve et liv i luksus med at sætte børn i verden og drømme om interplanetarisk kolonisering, til at slutte sig til og endda skyde store penge (henved to milliarder danske kroner) i at bringe Trump og hans forhutlede skare af antivaxxere, voldsfetichistiske militser, kristne fundamentalister, drukmåse og allehånde skøre kugler til magten? Hvad driver dem ud over den sædvanlige modvilje mod omfordeling via staten?

For at forstå kuppet må vi forstå, hvad der plager oligarkerne og hvad de håber at opnå. Jeg anbefaler, at vi som det første ser på den industri, de repræsenterer, dens særlige logik, om man vil. Jeg nævnte tidligere i forbifarten, at kapitalkoncentration er en direkte manifestation af stordriftsfordelen. Hermed menes, at fremstillingsomkostningerne per styk (fx per avis, der trykkes, eller per stålprofil, der udstanses) falder desto flere styk, der fremstilles, eftersom omkostningerne ved udvikling, test, design, tilvirkning af værktøj, opstilling osv. fordeles over det samlede antal produkter af samme dessin. Ved masseproduktion er produktionsprisen for den sidste enhed således typisk kun en brøkdel af, hvad den ville have været, hvis der kun blev produceret et enkelt styk.

Ved softwareproduktion er denne regel skærpet i det ekstreme. Hvor en konventionel maskine (en spindemaskine) består af tandhjul, plejlstænger osv., består en softwaremaskine af elektroniske kredse (i en computers arbejdslager). Det betyder, at dens operation kræver uforholdsmæssigt meget mindre energi og er tilsvarende hurtigere. Men ud over det, adskiller produktionen af software sig også radikalt fra produktionen af konventionelle maskiner. Det program, programmøren konstruerer, kan sammenlignes med en tegning af en maskine. Men i stedet for at overdrage designet som en tegning til værkstedets maskinsmede og montører, der så laver komponenterne og samler maskinen, bliver et program forvandlet til en maskine ved en automatisk proces; et særligt computerprogram (en compiler) transformerer designet til en kode, der i computeren bliver til det ønskede system af elektroniske kredse. De tekniske detaljer er ligegyldige her. Pointen er, at produktionen af softwaremaskiner er højautomatisk, og nok så vigtigt i vores sammenhæng, når først programmet er konstrueret (’kodet’), testet og rettet for fejl, koster det i praksis intet at producere og kopiere det: nogle millisekunders CPU-tid, måske.

Dette giver enorme skalafordele. Ved udvikling og implementering af et system af programmer, der arbejder sammen på tværs af mange digitale enheder, som tilfældet er ved store it-systemer som banksystemer, offentlige forvaltningssystemer osv., der typisk er særdeles komplekse, er de initiale omkostninger ofte betydelige. Men er systemet først i luften og i stabil drift, er omkostningerne ved at opskalere systemet til flere brugere derimod forsvindende. Og eftersom brugerkredsen er kendt og brugerne tvangsindlagt til at anvende systemet, skulle afskrivning og forrentning af investeringen normalt ikke frembyde noget problem. Historien er dog fyldt med skandaler om netop det, men usikkerheden er principielt overkommelig.

Ved ‘digitale platforme’ derimod er problemet af en ganske anden beskaffenhed. Det drejer sig om softwaresystemer baseret på åbne kommunikationsstandarder (samlet kendt som World Wide Web), der gør det økonomisk ligetil at bygge fleksible netværk mellem digitale enheder så som servere, laptop-computere og mobile enheder på tværs af sprog og landegrænser. På dette fundament er der på kort tid opbygget mere eller mindre globale softwaresystemer som fx reklamebårne ‘sociale medier’ (fx Facebook, Twitter/X, Snapchat, Instagram, TikTok), søgemaskiner (fx Google, bing, Yahoo!), betalingssystemer (fx PayPal, MobilePay) og online-handel (fx Amazon, eBay, Alibaba), reservationssystemer (fx Booking.com, Airbnb, Uber) osv. Udfordringen er igen at opnå, at systemet opnår ‘kritisk masse’, altså anvendes i en skala, der gør det muligt at få afskrevet og forrentet de initiale investeringer og mere til. Men det har man som investor, ude i det åbne rum, ikke synderlig herredømme over. Usikkerheden er betragtelig. For håbefulde nytilkomne konkurrenter er udfordringen, at de skal mobilisere kapital af en sammenlignelig størrelse, men samtidig opnå kritisk masse i et marked, hvor der allerede er etablerede spillere, der kan udvide forretningen uden nævneværdige omkostninger. Som regel dør de fleste nytilkomne, før de kommer over larvestadiet.

Platformsøkonomiens prekære vilkår blev vist med traumatiserende tydelighed sidst i 1990erne, da dot-com boblen svulmede op og brast i 2000. På kort tid steg investeringerne i den nye branche med 800%, aktiekurserne nåede toppen den 10. marts 2000, for så at falde igen endnu mere brat. Fra toppen i marts 2000 til december samme år mistede ‘Internet-firmaer’ samlet 428 milliarder dollars, og da den heraf udløste recession sluttede i 2002 havde de amerikanske aktiemarkeder mistet 5.000 milliarder dollars (se Figur 7 ovenfor).
De digitale platforme har rejst sig efter dette første stød og har i de forløbne 25 år antaget globalt omfang. De digitale platforme skønnes i dag at repræsentere en akkumuleret kapital på 6-7 billioner dollars og formidle en omsætning i størrelsesordenen 60 billioner dollars eller en tredjedel af det globale BNP.20) Udgifterne til opskalering til dette niveau er overkommelige, eftersom omkostningerne ved modifikation af softwaremaskiner er forsvindende i sammenligning med fx gearkasser, kopiering er som sagt reelt gratis og selv investeringer i datacentre overkommelige, da prisen for computerkapacitet halveres hvert andet år (‘Moores lov’).

Kort sagt er digital platformsindustri en maskine til produktion af, hvad økonomerne kalder ‘ressourcerente’, dvs. indtjeningen, efter at produktionsomkostninger og normalforrentning af den investerede kapital er trukket fra. Man kan også kalde det monopolprofit. Den efterlader traditionelle kilder til jordrente som olie og gas og sjældne metaller i støvet. Udsigten til denne ressourcerente, eller rettere forventningerne i markedet om den, bliver så også kapitaliseret, så investorernes formuer langt overstiger, hvad de ville kunne opnå ved normale kapitalindkomster som dividende, honorarer og bonusser. Den digitale platformsindustri er derfor en branche, hvor de heldige overlevende investorer ikke blot bliver dollarmilliardærer, de bliver mangemilliardærer i samme møntsort.

Oligarkernes politiske aspirationer

Før han blev valgt til senator for Ohio i 2022, havde Vance i en periode arbejdet i Silicon Valley, hvor han havde etableret tætte kontakter til Peter Thiel og andre platformsmilliardærer, så tætte, at Thiel m.fl. kastede et rekordstort beløb ind i valgkampen i Ohio til fordel for Vance. To år senere, i juni 2024, fløj Vance igen til San Francisco, denne gang, nu som senator, for at afholde en indsamling til fordel for Trumps kamp for at blive genvalgt. Efterfølgende blev der afholdt middag hos David Sacks i dennes palæ med Trump som æresgæst. En snes centrale personer fra PayPal Mafiaen og andre topchefer og investorer fra platformsindustrien deltog (kuvertprisen var $300.000). Under middagen forhørte Trump sig hos de tilstedeværende om, hvem de mente, han skulle vælge som sin vicepræsident. Sacks og de øvrige gav samme svar: ‘Pick Mr. Vance’, anbefalede de. Det gjorde han så.

Det bør understreges, at intet af alt dette stod skrevet i stjernerne. De ubændige ambitioner var der ikke fra starten, i hvert fald ikke hos alle. Hvor Thiel (der lige som Musk og Sacks har sine rødder i apartheidstyret) har forfægtet decideret reaktionære holdninger siden sin ungdom og har været en mangeårig Trump-støtte, er appetitten for reaktionær politik for andres vedkommende først kommet med spisningen. Deres vækkelse er indtruffet efterhånden, som de er blevet konfronteret med politiske krav og udfordringer og samtidig har opdaget deres politiske magt. Det nok bedste eksempel er Facebooks Mark Zuckerberg. Ifølge Sarah Wynn-Williams, der som direktør for ‘policy’ hos Facebook siden 2011 var direkte involveret i at få Facebook til at tage sit ansvar som international medieplatform på sig, udviste Zuckerberg decideret modvilje mod at tale med statsledere og politikere i øvrigt, indtil Trumps valgsejr i 2016.24) To dage efter Trumps valgsejr i 2016 afviste han således vredt anklager om, at Facebook skulle have været afgørende for udfaldet: ‘Personligt mener jeg, at ideen om, at desinformation [fake news] på Facebook, som udgør en meget lille mængde, på nogen måde influerede på valget, er en ret skør idé’25) Vreden blev ikke mindre, da rubrikken til en artikel i New York Times konstaterede, at ’Zuckerberg er i benægtelse’.26) Men under en lang flyvetur forklarede hans nærmeste medarbejdere ham i detaljer, at ansatte ved Facebook havde været ‘indlejret‘ i Trumps kampagnestab og sammen med den havde medvirket til at udvikle ’en ny måde at føre politisk kamp på’, hvor man samkørte Trump-kampagnens database indeholdende 220 millioner vælgerprofiler med Facebooks enorme databeholdning over brugernes udtrykte holdninger og synspunkter, og at man på grundlag af de således berigede profiler havde kunnet udsætte vælgerne for individuelt målrettet misinformation og inflammatorisk agitation. Zuckerberg lyttede, først tøvende, men siden nysgerrigt spørgende. Wynn-Willims beskriver, at det overhovedet ikke syntes at bekymre ham, at platformen blev brugt på denne måde: ‘Der er snarere tale om beundring for opfindsomheden.’ Zuckerberg var vakt. Otte år senere sad han på første parket ved Trumps genkomst.

Oligarkernes ophøjethed
Oligarker kan vanskeligt opfatte deres enorme rigdom som andet end velfortjent. De har investeret og løbet risici. De har satset på det, de andre ikke troede på, og som viste sig at være en kilde til rigdom. Held er jo altid ens egen fortjeneste. Det gælder især, når man falder over en guldåre.

Lige som besiddere af store personlige formuer ofte føler sig udsatte, føler de sig også typisk ophøjede. Sociologen Brooke Harrington beretter således, på basis af mangeårige etnografiske feltstudier af formueforvaltning i den transnationale finanssektor, at formueforvaltere igen og igen betroede sig til hende om deres arbejde og om deres klienters habitus. En formueforvalter fortalte for eksempel Brooke Harrington, at hans klienter ‘tror, at de nedstammer fra faraoerne, og at de er bestemt til at arve jorden.’ 27)

Platformsoligarkerne er pengemænd, professionelle investorer, ikke ideologer. De udtrykker sig sjældent i sammenhængende prosa. Vi får dog lidt indblik i platformsoligarkernes forestillingsverden ved at se nærmere på Peter Thiel. Han er af den udtrykte mening, at ‘frihed og demokrati er uforenelige størrelser’. Ordene faldt, da Thiel i 2009 sagde farvel til de libertære kredse, han havde tilhørt:

“Jeg tror ikke længere, at frihed og demokrati går i spænd. […] Jeg tror ikke længere, at politik rummer alle fremtider for vores verden. I vores tid er den store opgave for libertære at finde en udvej fra politikken i alle dens former — fra de totalitære og fundamentalistiske katastrofer til den tankeløse almue [demos], der styrer det såkaldte ”sociale demokrati”.”28)

Det er her relevant at nævne, at Thiels udsagn 29) om statens bortdøen faldt, da han som en af de for ham mest betydningsfulde bøger fremhævede en bog med titlen The Sovereign Individual: How to Survive and Thrive During the Collapse of the Welfare State.30) Bogen er et ulideligt opkog af svulstig cyberspace-lirumlarum fra 1990erne, men læser man alligevel i bogen, vil man se, at Davidson og Rees-Mogg klart udtrykker, hvordan cyberspace-oligarkerne ser sig selv og deres ophøjede plads i verden:

“Informationsalderen vil være en tidsalder præget af opadgående mobilitet. […] De mest intelligente, de mest succesfulde og ambitiøse blandt disse vil fremtræde som sande Suveræne Individer. På det højeste niveau af produktivitet vil disse Suveræne Individer konkurrere og interagere på en måde, der giver mindelser om relationerne mellem de græske guder. […] Det nye Suveræne Individ vil som de mytiske guder fungere i samme fysiske omverden som almindelige undersåtlige borgere, men i en særligt domæne i politisk forstand. I besiddelse af større ressourcer og hævet over mange former for tvang, vil det Suveræne Individ i det nye årtusinde omskabe staterne og omforme økonomierne. De fulde konsekvenser heraf kan man næsten ikke forestille sig.”31)

‘Tekno-libertære’ eller ‘cyber-libertære’ forestillinger som disse (liberalistisk retorik befriet for begreb om lighedens institutioner) er gennemgående i platformsoligarkernes programmatiske udtalelser og skriverier.

Oligarkernes mareridt
Femogtyve år efter, at dot-com-boblen bristede, var den forgyldte gruppe, der ikke blot blev meget rige, men mangemilliardærer, stort set alle til stede ved festlighederne i Washington DC ved Trumps tiltrædelse. De var der af grunde, der har samme rod som dot-com-boblen. De balancerer i disse år på en knivsæg: på den ene side udsigt til at opnå endnu større rigdom, på den anden side udsigt til at blive høvlet ned i niveau.

De digitale platforme er, siden dot-com-boblen bristede, blevet en rugekasse for den nye brede familie af software-teknologi, der kaldes ‘kunstig intelligens’ (artificial intelligence eller AI). Der er mange teknologier i denne store skuffe, men den basale er her den kategori, der hedder ‘maskinel læring’ (ML). Den er karakteriseret ved den måde, hvorpå programmet (softwaremaskinen) bygges. I stedet for, at programmørerne skriver programmet, linje for line, den ene kommando efter den anden, programmeres det ved, at en statistisk algoritme (et program, der foreslår løsninger på spørgsmål baseret på beregnet sandsynlighed) modificeres, raffineres og udbygges trin for trin ved at blive udsat for opgaver, som den får positive point for at løse eller i modsat fald negative point. Når man fx begynder at bruge Siri på en iPhone (eller tilsvarende talte kommandoer), skal man først sige ‘Hej Siri’. Programmet bruger så de karakteristiske træk ved ens stemme til at modificere den indbyggede model af den menneskelige stemme (med dansk udtale) til at forsøge at genkende følgende kommandoer. Efterhånden bliver genkendelsen rimeligt god. Den samme teknologi kan anvendes til stavekontrol, til at kontrollere, at en bil ikke bakker ind i et træ, eller endda styre en drone mod et bevægeligt mål.

Men alt det er AI i småtingsafdelingen. Det er nyttigt men ikke revolutionerende. Men med maskinel læring kan et digitalt system ‘trænes’ i at registrere statistiske mønstre i de gigantiske datamængder, digitale platforme opsamler, og kan dermed forvandles til en ret generel model af en del af verden, eller rettere, en model af vores viden om verden, som denne er repræsenteret i de databaser, det har tygget sig igennem (ofte benævnt ‘sprogmodel’, Large Language Model, LLM). Og en sådan model kan anvendes til at generere svar på nye spørgsmål (inden for modellens grænser, naturligvis). Denne teknologi, kaldet ‘generativ AI’, er ny under solen (den første blev præsenteret offentligt i 2023) og vil — tror og håber man — kunne udnyttes i stor skala. Banksystemer vil kunne gennemtrawles for at afdække økonomiske adfærdsmønstre. Data om transaktioner hos online-detailhandel vil kunne afdække forbrugsvaner og deres udvikling over tid. Debatfora på sociale medier vil kunne kulegraves for at følge meningsdannelsen i vælgerhavet. Og så fremdeles. Og hvis man kan undgå at blive begrænset i sin virketrang af myndighedernes værn om borgernes privatliv, deres ejendomsret og almindelige økonomiske autonomi, ligger sundhedssektorens elektroniske patientjournaler, virksomhedernes produktionsstyringssystemer osv. åbne for kreativ udnyttelse. Og endelig, hvis man kombinerer den herved erhvervede indsigt, har man fundet krukken med guld for enden af regnbuen, tror man og håber man.

At denne drøm er forbundet med enorme tekniske og praktiske problemer, er ikke specielt relevant lige her; pointen er, at det er, hvad oligarkerne og deres håndgangne mænd tror og håber. Firmaerne bag generativ AI har allerede ‘trænet’ sprogmodellerne på data, der ligger tilgængeligt på World Wide Web, og Peter Thiels Palantir Technologies er strategisk placeret ved at have specialiseret sig i udvikling af netop ‘platforme’ til analyse af store datamængder (i første række til militære og efterretningsmæssige formål).

Med udsigt til at finde en krukke med guld for enden af regnbuen er der det seneste tiår investeret beløb i størrelsesordenen en billion dollars i udviklingen af AI (Figur 8), og der er udsigt til yderligere investeringer i samme størrelsesorden i løbet af de næste få år. Men nervøsiteten for, at det hele falder på gulvet med et gigantisk brag, der vil overstige rystelserne fra dot-com-krakket for 15 år siden, er udtalt, selv hos de mest højstemte af oligarkerne i Silicon Valley. Marc Andreessen, en platformsoligark fra Silicon Valley, manden bag de første kommercielle browsere (Mosaic fra 1993 og Netscape Navigator fra 1994), offentliggjorde i 2023 intet mindre end et ‘tekno-optimistisk manifest’. På den ene side bekendte han sin tro på AI som intet mindre end vores ‘alkymi’, ‘De Vises Sten’ (med den pinlige tilføjelse, at ‘vi får bogstavelig talt sten til at tænke’), men på den anden udråbte han — som ‘vores fjende’ — et sammensurium af idiosynkrasier som fx ‘statslighed’, ‘kollektivisme’, ‘central planlægning’, ‘socialisme’, ‘bureaukrati’, ‘Forsigtighedsprincippet’ samt, ikke mindst:

“Vi tror, at enhver opbremsning af AI vil koste liv”.32)

Slutningsrækken følger gamle spor: lige netop denne teknologiske udviklingsvej antages at være forudbestemt, enhver modstand er omsonst og vil kun have katastrofale følger.
Følelserne er tydeligvis på højkant. Det har sine grunde. Der er kun få og svage indikationer på, at investeringerne i AI vil blive rentable.33) AI er stadig langt fra at have bevist sin praktiske nytte, i stor skala, i produktion, sundhedsvæsen, undervisning, ældreforsorg og administration.34) Nobelpristager i økonomi Daron Acemoglu fra MIT når således i et nyt studie frem til, at de makroøkonomiske gevinster ved udviklingen af AI formentlig vil være meget beskedne. Produktiviteten (’totalfaktorproduktiviteten’) kan kun forventes at stige med sølle 0,53% over 10 år i kraft af AI.35) Blandt investorer diskuterer man klogeligt (nogle med bævende læber), om det hele er en boble.36) Det er højt spil.

Figur 8. Selskabernes årlige investeringer i kunstig intelligens. (‘Annual global corporate investment in artificial intelligence, by type’, Our World in Data. https://ourworldindata.org/grapher/corporate-investment-in-artificial-intelligence-by-type)

Men hvad værre er, investorernes forhåbninger om at kunne høste data kvit og frit og tage dem i besiddelse er udfordret.37) Demokratiske stater kan dårligt acceptere, at nogle få hundrede multimilliardærer tilegner sig private borgernes og andre firmaers værdier ved at gennemtrawle data, de har skabt til andre formål.

Hvad platformsoligarkerne ser som den risikofaktor, der kan forhindre deres drømme i at gå i opfyldelse, er den regulering af digitale platforme, som retskafne lovgivere og myndigheder i demokratiske stater insisterer på: begrænsning af alt for åbenlyse forsøg på konkurrencebegrænsning og dannelse af de facto-monopoler, indhøstning og brug af private, fortrolige eller copyrightbeskyttede data. Det gør Kongressen i Washington DC, der tidligere har vist vilje til at begrænse denne udfoldelse, til en potentiel modstander. Men især udgør EU, der allerede fremstår som en modstander, en decideret fjende, med dens lighed og dens socialstater og med dens udtalte vilje til regulering af platformsindustrien og dens brug af AI.

For platformsoligarkerne er den store trussel — ud over progressiv indkomst- og formuebeskatning, som altid — hverken russisk revanchisme eller Kinas genrejsning, men noget så banalt som kontrollen med de digitale platforme.

På den ene side ser de en trussel i demokratisk kontrol med platformenes og algoritmernes prioritering af, hvem der kommer til orde og hvordan (det udlægges selvfølgelig som angreb på ‘ytringsfriheden’). Vicepræsident J.D. Vance truede således allerede under valgkampen (den 17. september 2024) USAs europæiske allierede med, at USA trækker sig ud af NATO, hvis EU insisterer på, at X/Twitter overholder europæisk lov. På den anden side ser de især en trussel i, at demokratiske landes myndigheder begrænser brugen af AI til at finkæmme tilgængelige data på sociale medier såvel som i alverdens databaser (sundhedsdata, lagerfortegnelser, bygningsdata, osv.). Det er i den henseende sigende, at OpenAI (kendt som firmaet bag ChatGPT, under ledelse af Sam Altman) den 13. marts appellerede til det nye styre i Washington om beskyttelse.38) Firmaet advarer i sit brev om, at hvis AI-modellerne ikke får adgang til data, der er beskyttet under gældende regler om oprethavsret (eller privat ejendomsret, om man vil), ‘er kapløbet om AI i praksis forbi’, og ’Amerika har tabt’. OpenAI opfordrer derfor regeringen til at forhindre, at ’mindre innovative lande’ (der menes EU) påfører amerikanske AI-firmaer ’deres juridiske regimer’. Sættes der en stopper for ekspropriation af ophavsretsbeskyttede data, vil guldpotten fordufte. Det er i høj grad derfor, oligarkerne har sluttet sig til Trump og hans bevægelse. Omvendt er OpenAI tydeligt chokeret over, at det kinesiske AI-firma DeepSeek har kunnet demonstrere, at deres sprogmodel kan matche OpenAIs ChatGPT. Det førte, som man vil erindre, til et lodret fald i kursen på AI-relaterede aktier i Wall Street den 27. januar. OpenAI trygler derfor vennerne i det Hvide Hus om, at deres kinesiske konkurrenter nægtes ’uhindret adgang’ til data på servere i USA (og i lande, der ønsker adgang til ‘demokratisk AI’).

Alt i alt er platformsoligarkernes og MAGAs fælles mål at rulle de institutioner tilbage, som arbejderbevægelsen og andre demokratiske folkelige bevægelser har skabt gennem to århundreder, i politiske og økonomiske kampe, i krige og borgerkrige. Alt er i spil.

( Afsluttet 22. marts 2025)

1)‘Remarks by President Biden in a Farewell Address to the Nation’, Oval Office, White House, 15 January 2025.

2) En dansk ‘billion’ må ikke forveksles med en amerikansk ‘billion’. En dansk billion er tusind gange en amerikansk. En amerikansk ‘billion’ er en dansk milliard, og en dansk ‘billion’ svarer til en amerikansk ‘trillion ’ , dvs. 1.000 milliarder eller 1012.

3) Pequeño, Antonio: ‘JD Vance And Peter Thiel: What To Know About The Relationship Between Trump’s VP Pick And The Billionaire’, Forbes, 16 July 2024.

4) Schleifer, Theodore & Alyson Krueger : ‘A Trump Party Hosted by Peter Thiel, With All of Silicon Valley’, New York Times, 18 January 2025. — Om den øvrige festivitas den weekend i Washington i anledning af oligarkernes og MAGAs forbrødring, se Berg, Madeline  and Sarah Jackson: ‘See the parties where Silicon Valley’s elite and DC insiders celebrated Trump’s inauguration’, Yahoo! News, 21 January 2025.

5) ‘Establishing and Implementing the President ’s “Department of Government Efficiency”’, Executive order, White House, 20 January 2025, https://www.whitehouse.gov/presidential-actions/2025/01/establishing-and-implementing-the-presidents-department-of-government-efficiency/.

6) ‘Ved et valgtræf for Trump i Madison Square Garden i oktober sagde Musk, at det føderale budget kunne blive reduceret med “mindst” to billioner dollars. Dette ambitiøse mål overstiger summen af ikke-lovbundne udgiftsposter [discretionary spending], forsvarsudgifterne iberegnet’ (‘Explainer: How Musk’s US government efficiency panel might work’, Reuters, 14 November 2024). Musk har senere trukket lidt i land, hvad måltallet angår; han har halveret det, men intentionen er klar nok (‘Elon Musk says DOGE probably won’t find $2 trillion in federal budget cuts’, NBC News, 9. januar 2025).

7) Se Brooke Harringtons studier af transnationale finansielle netværk (offshore finance), især hendes Capital Without Borders: Wealth Managers and the One Percent, Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 2016 og Offshore: Stealth Wealth and the New Colonialism, New York: W. W. Norton, 2024.

8) Zucman, Gabriel: ‘Global wealth inequality’. Annual Review of Economics. Vol. 11, no. 1, August 2019, pp. 109-138.

9) Zucman, Gabriel: The Hidden Wealth of Nations: The Scourge of Tax Havens. Chicago and London: University of Chicago Press, 2013 (Oversat til dansk under titlen Nationernes skjulte velstand: En undersøgelse af skattely, DJØFs Forlag, 2019).. — Se også  Alstadsæter, Annette; Niels Johannesen; and Gabriel Zucman: Who Owns the Wealth in Tax Havens? Macro Evidence and Implications for Global Inequality. Cambridge, Mass.: National Bureau of Economic Research, September 2017.

10) Michel, Casey: American Kleptocracy: How the US Created the World’s Greatest Money Laundering Scheme in History. New York: St. Martin’s Press, 2021.

11) Åslund, Anders: Russia’s Crony Capitalism: The Path From Market Economy to Kleptocracy. New Haven and London: Yale University Press, 2019.

12) Bullough, Oliver: The rise of kleptocracy: The dark side of globalization. Journal of Democracy. Vol. 29, no. 1, January 2018, pp. 25-38.

13) Belton, Catherine: Putin’s People: How the KGB Took Back Russia and Then Took on the West. London: William Collins, 2020. — Om nomenklaturaens metamorfose, se også Snegovaya, Maria; and Kirill Petrov: ‘Long Soviet shadows: The nomenklatura ties of Putin elites’. Post-Soviet Affairs. Vol. 38, no. 4, 2022, pp. 329-348.

14) Applebaum, Anne. Autocracy, Inc: The Dictators Who Want to Run the World. London: Allen Lane, 2024. (Oversat til dansk med titlen Autokrati A/S, Kristeligt Dagblads Forlag, 2024).

15) Det drejer sig primært om følgende studier af uligheden i USA:

• Saez, Emmanuel; and Gabriel Zucman (2016). ‘Wealth inequality in the United States since 1913: Evidence from capitalized income tax data’. The Quarterly Journal of Economics. Vol. 131, no. 2, May 2016, pp. 519-578.
• Piketty, Thomas; Emmanuel Saez; and Gabriel Zucman (2018). ‘Distributional national accounts: methods and estimates for the United States’. The Quarterly Journal of Economics. Vol. 133, no. 2, May 2018, pp. 553-609.
• Saez, Emmanuel; and Gabriel Zucman (2020). ‘The rise of income and wealth inequality in America: Evidence from distributional macroeconomic accounts’. Journal of Economic Perspectives. Vol. 34, no. 4, Fall 2020, pp. 3-26.
• Piketty, Thomas; Emmanuel Saez; and Gabriel Zucman (2022). ‘Twenty years and counting: Thoughts about measuring the upper tail’. The Journal of Economic Inequality. Vol. 20, no. 1, pp. 255-264.

17) Chancel, Lucas; Thomas Piketty; Emmanuel Saez; and Gabriel Zucman (eds): World Inequality Report 2022: Country Sheets. (Paris: World Inequality Lab, 2022), p. 51.

18) Chancel; Piketty; Saez; and Zucman (eds): World Inequality Report 2022: Country Sheets; side 51.

19) Saez & Zucman. ‘The rise of income and wealth inequality in America: Evidence from distributional macroeconomic accounts’, p. 5.

20) Saez & Zucman. ‘The rise of income and wealth inequality in America: Evidence from distributional macroeconomic accounts’, p. 11.

21) De 176 største platformsselskaber skønnedes i 2016 at repræsentere en samlet aktiekapital på knap 5 billioner dollars (Evans, Peter C. & Annabelle Gawer: The Rise of the Platform Enterprise: A Global Survey, The Center for Global Enterprise, January 2016).. Den af disse platforme formidlede omsætning skønnes af McKinsey at udgøre op mod 60 billioner dollars, ifølge Global Business Outlook, ‘Rise of the platform economy’, 30 June 2023. — For et seriøst forsøg på at kortlægge platformsøkonomien, se Riso, Sara: Digital Age: Mapping the Contours of The Platform Economy (Eurofound Working Paper WPEF19060, 2019).

22) Forbes offentliggør hvert år en liste over de 400 rigeste i USA samt en liste over alverdens milliardærer.

23) For en meget informativ biografi om Peter Thiel, se Chafkin, Max: The Contrarian: Peter Thiel and Silicon Valley’s Pursuit of Power London: Bloomsbury, 2019.

24) Se også Mac, Ryan & Theodore Schleifer: ‘How a Network of Tech Billionaires Helped J.D. Vance Leap Into Power’, New York Times, 17 July 2024.

25) Wynn-Williams, Sarah (2025). Careless People: A Cautionary Tale of Power, Greed, and Lost Idealism. New York: Flatiron Books. —Facebook har forgæves forsøgt at få bogen standset.

26) Bemærkningen faldt på en konference den 10. november, to dage efter valget. (Matsakis, Louise: ‘Facebook says it’s not a media company, but it just bought a tool for publishers’, Mashable, 11 November 2016).

27) Tufekci, Zeynep: ‘Mark Zuckerberg Is in Denial’, New York Times, 15 November 2016.

28) Harrington, Brooke (2018). ‘The bad behavior of the richest: what I learned from wealth managers’, The Guardian, 19 October 2018.  Se også Harringtons opfølgende artikler om det nye amerikanske oligarki med base i Silicon Valley: ‘The Broligarchs Are Trying to Have Their Way’, The Atlantic, 4 August 2024; og ‘What the broligarchs want from Trump’, The Atlantic, 24 November 2024.

29) Thiel, Peter: ‘The education of a libertarian’, Cato Unbound. 13 April 2009.

30) The Week, 2 May 2016.

31) Davidson, James Dale; and William Rees-Mogg:. The Sovereign Individual: How to Survive and Thrive During the Collapse of the Welfare State. New York: Simon & Schuster, 1997.

32) Davidson & Rees-Mogg: The Sovereign Individual, pp. 15-17.

33) Andreessen, Marc: ‘The Techno-Optimist Manifesto’. Andreessen Horowitz, 16 October 2023.

34) Brynjolfsson, Erik; Daniel Rock; and Chad Syverson: ‘Artificial intelligence and the modern productivity paradox’. In A. Agrawal; J. Gans; and A. Goldfarb (eds): The Economics of Artificial Intelligence: An Agenda (Chicago: University of Chicago Press, 2019, pp. 23-60).

35) Filippucci, Francesco; Peter Gal; Cecilia Jona-Lasinio; Alvaro Leandro; and Giuseppe Nicoletti (2024). The impact of Artificial Intelligence on productivity, distribution and growth: Key mechanisms, initial evidence and policy challenges. Paris: OECD Publishing, April 2024.

36) Acemoglu, Daron: ‘The simple macroeconomics of AI’, Economic Policy. Vol. 40, no. 121, January 2025, pp. 13-58.

37) Nathan, Allison; Jenny Grimberg; and Ashley Rhodes (2024). ‘Gen AI: Too much spend, too little benefit?’. Top of Mind, no. 129. (Goldman Sachs, Global Macro Research, 25 June 2024). — Se også Floridi, Luciano: ‘Why the AI hype is another tech bubble’. Philosophy & Technology. Vol. 37, no. 4, 2024 , #128.

38) Filippucci, Francesco; Peter Gal; and Matthias Schief (2024). Miracle or Myth? Assessing the macroeconomic productivity gains from Artificial Intelligence. Paris: OECD Publishing, November 2024.

39) OpenAI to Office of Science and Technology Policy, 13 March 2025. — Office of Science and Technology Policy er det Hvide Hus’ rådgivende organ i spørgsmål om forskning og teknologi og koordinerer med Trumps ’AI tsar’, platformsoligarken David Sacks.