Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
28. januar. 2025

Om at organisere anarkister i Ukraine – som en lokal aktivist ser det

Ukrainske anarkister er blandt de mest aktive på landets venstrefløj. I dette interview fortæller Ksusha fra Kyiv, hvad krigen har betydet for både hende og for bevægelsen, og om fremtidsudsigterne for et frit Ukraine

Frihed for Ukraine. 2022, det år Putin satte sig op på tigerens ryg. Illustration: Per Johan Svendsen

Først vil jeg fortælle om min baggrund og mig selv. Jeg hedder Ksusha og er anarkist fra Ukraine. Jeg bor for tiden i Kyiv, hvor jeg er aktiv i Solidarity Collectives. Min interesse for anarkistiske ideer opstod under Maidan-opstanden i 2013 og 2014 i Kharkiv, hvor jeg er født og boede på det tidspunkt.

I perioden efter Maidan, da Rusland angreb Luhansk og Donetsk – og som svar på den første bølge af flygtninge fra regionen – gik anarkister i Kharkiv i gang med at gøre en besat bygning til en et midlertidigt opholdssted for nogle af flygtningene. Målet var at hjælpe dem med at komme på fode igen og hurtigt at kunne tilbyde en bolig.

En ven, der var medlem af et anarkistisk kollektiv, inviterede mig til at deltage i renoveringen af bygningen. Det var på den måde, jeg blev involveret i anarkistiske aktiviteter. Fra da af deltog jeg løbende i anarkistiske projekter og i forskellige aktioner og demonstrationer mod politistaten. Jeg blev også medlem af en øko-anarkistisk gruppe, der arbejdede mod byggeprojekter og skovrydning, deltog i aktioner mod pelsproduktion og organiserede gratis-loppemarkeder.

Sådan gik de næste seks år. Derefter flyttede jeg til Kyiv, og min anarkistiske aktivitet ebbede ud, fordi jeg ikke kunne finde et passende kollektiv. Da fuldskala-krigen begyndte i 2022, havde jeg stadig ingen aktive forbindelser med lokale anarkister. Først omkring en måned senere kom jeg i kontakt med en fyr, der introducerede mig til et initiativ organiseret af anarkister ved navn Operation Solidarity. Meningen var at støtte kammerater, der drog til fronten.

Personerne, vi støttede, tilhørte bredt set den anti-autoritære venstrefløj, herunder socialister, anarkister, punks, antifascister, feminister – alle med progressive, venstreorienterede holdninger. Det var starten på mit aktive arbejde i kollektivet. Senere blev Operation Solidarity splittet i to, men de fleste aktivister omgrupperede sig hurtigt som Solidarity Collectives.

Støtte til anti-autoritære og fagligt aktive ved fronten

Jeg vil nu fortælle lidt mere om gruppen Solidarity Collectives og dens aktiviteter. Solidarity Collectives består hovedsageligt af anarkister, og aktiviteterne er opdelt i tre hovedområder.

Det første område fokuserer på militær støtte til anti-autoritære personer, der er ved fronten. Vi skaffer tøj, taktisk førstehjælpsudstyr, teknologi som walkie-talkies og natkikkerter, samt tablets, laptops, biler og endda dyre fly og droner – kort sagt alt, hvad der er nødvendigt for soldater, men som hæren ikke kan levere.

Hæren har stadig store mangler i forsyningen til soldater, og en meget stor del af det nødvendige basisudstyr kommer fra civile frivillige. Mennesker, der støtter deres venner, familie, bekendte og kolleger, som deltager i krigen, har skabt et omfattende netværk for gensidig hjælp.

Solidarity Collectives er en del af dette netværk, men med den forskel at vi udelukkende støtter anti-autoritære personer. I øjeblikket støtter vi 80-100 personer, herunder anarkister, antifascister, punks, øko-anarkister, feminister, BZere, LGBTQ+-personer og fagforeningsaktivister. Antallet af kammerater, vi støtter, er på denne måde vokset betydeligt undervejs.

Det andet område er humanitær hjælp. Vi støtter mennesker, der lider under krigens direkte konsekvenser: dem der har mistet deres hjem, eller som ikke modtager hjælp fra staten til deres basale behov, som medicin eller det tekniske udstyr, de har brug for.

Vi deltager i projekter, hvor vi reparerer huse, for eksempel i Kherson-regionen, hvor oversvømmelserne forårsagede enorme skader, efter de russiske styrker ødelagde Kakhovka-dæmningen. Vi hjælper skoler i krigszoner ved blandt andet at levere laptops til undervisningsbrug. Hver måned besøger vi områder tæt på fronten for at hjælpe beboerne på den ene eller anden måde.

Det tredje område er mediearbejde. Formålet med vores mediegruppe er at synliggøre de anti-autoritæres aktiviteter under krigen. I stedet for at blive marginaliseret ønsker vi at være en del af samfundet, kommunikere vores aktiviteter udadtil, være i kontakt med vores kammerater i Vesten og rapportere om vores arbejde.

Et aktionsnetværk for overlevelse

Solidarity Collectives er ikke en centraliseret enhed. Det har altid været vigtigt for os at fungere som et netværk. Vi arbejder med en bred vifte af mennesker.

Nogle har politisk potentiale og planer om at starte en organisation eller et projekt, mens andre allerede har igangværende politiske projekter. Nogle har tidligere været aktive, fx med at organisere demonstrationer og åbne sociale centre, men har i denne krigssituation valgt at fokusere på deres umiddelbare opgaver. Derfor har vi ikke den begrænsning, at vi kun støtter politisk aktive kammerater, som i øjeblikket bygger noget socialt.

Det, der er vigtigt for os, er decentraliseret handling, støtte til politiske projekter og en sund vilje til at hjælpe, men vi udelukker ikke dem, der ikke er politisk aktive lige nu eller planlægger noget for fremtiden. Det er vi blevet kritiseret for, men vores oprindelige prioritet var at hjælpe vores kammerater med at overleve denne krig.

Solidarity Collectives prøver at opnå resultater ved at samarbejde med fagforeninger. Det er et område, vi lægger særlig vægt på, fordi fagforeningsarbejde ikke er særlig populært i dag. Med de neoliberale reformer i Ukraine er hele bevægelsen i fare for at blive undertrykt, men vi forsøger at støtte de tilbageværende projekter og dem, der er fagligt aktive.

Vi har ikke ressourcer til andre former for samfundspolitiske aktiviteter. Dog kan alle vores handlinger betragtes som politiske. Når vi støtter fagligt aktive, så påvirker det kampen for arbejderes rettigheder og er en måde at lægge hindringer i vejen for de neoliberale reformer, der lige nu er de rådende i Ukraine. Men gensidig hjælp til kammerater ved fronten og støtte til lokalsamfund er bestemt også politisk.

Anarkister i hæren

Jeg vil nu forsøge at svare på spørgsmålet om organiseringen af anarkister i den ukrainske hær.

I begyndelsen af fuldskalakrigen gik flere kammerater ind i at få oprettet en samlet organisation, der kunne forene alle de kæmpende anti-autoritære personer i Ukraine i én enhed, hvad enten det blev en gruppe, et kompagni eller noget større. Disse drømme eksisterer stadig. Mindst én kammerat arbejder stadig aktivt på at realisere denne idé, og nogle andre anarkister håber også på det.

Efter at have talt med flere kammerater i hæren er jeg dog kommet til den konklusion, at det er langt mere bæredygtigt at have hundrede kammerater spredt ud over en tusind kilometer lang frontlinje. De har startet små projekter i forskellige enheder og lægger på denne måde kimen til anti-autoritære samarbejdsmetoder, der hvor de befinder sig.

Først og fremmest er dette meget sikrere. Hvis et anarkistisk hold på næsten 50 personer blev sendt til de mest intense kamphandlinger, ville det være meget sandsynligt, at hele holdet kunne blive udslettet.

Under alle omstændigheder ville kammeraternes egen enhed være en del af den ukrainske hær, da uafhængige enheder ikke kan eksistere i en krig af denne karakter, hvor vi forsvarer os mod en fuldskala-invasion. Det her er ikke en guerillakrig. Det er ikke muligt at være en væbnet styrke i denne krig uden at være underlagt den ukrainske hærs kontrol.

Selvfølgelig er jeg ikke principielt imod en anti-autoritær enhed – tværtimod så lyder det fantastisk. Men da enheden blev oprettet i løbet af fuldskala-krigens første måneder, havde de fleste anti-autoritære og anarkister kun erfaring fra det civile liv, og vi havde ingen militær træning.

Næsten ingen af grundlæggerne af den anti-autoritære enhed havde erfaring i at samarbejde med den ukrainske hær eller med at organisere militære enheder og operationer. Der var ingen relationer til den form for strukturer. Alt i alt havde vi dårlige kort på hånden. Da krigen begyndte, var vi ikke klar til den.

Den anti-autoritære enhed kunne kun blive oprettet takket være en venligsindet kommandør, Yuri Samoilenko. Han havde forbindelser til Territorial Defense Forces, der organiserede frivillige som en del af de ukrainske væbnede styrker. Inden for disse styrker lykkedes det Samoilenko at organisere en slags underenhed.

Dog blev gruppen hæmmet på grund af holdningen fra den øverste ledelse i hæren. Gruppen kunne ikke udvikle sine færdigheder eller deltage i kampe, selvom flertallet ønskede det. Derfor begyndte folk at fordele sig ud på forskellige enheder.

Anti-autoritære spirer

Nu hvor det er to og et halvt år siden, at fuldskalakrigen begyndte, har vi omkring tre lovende projekter.

Jeg vil ikke gå nærmere ind på, hvor og hvordan de er dannet. Anti-autoritære kammerater har etableret sig i de enheder, de er med i. De har folk på forskellige niveauer i hæren, forbindelser, forståelse af krigsoperationer og viden om, hvordan man arbejder med folk i hæren. Der er opnået en forståelse af, hvad der kan udvikles, og hvad der kan være farligt. Samlet set er en kombination af forståelse og erfaring blevet opnået.

Projekterne udvikler sig gradvist, og anti-autoritære personer vil fremover tilslutte sig flere af dem, herunder fra udlandet. Projekterne er ikke lige så store, som grundlæggerne af den anti-autoritære enhed sigtede efter, men de er levedygtige under krigsforhold. Det er måder at organisere sig på, der skrider frem langsomt, men sikkert.

Som jeg ser det, er praksis vigtigere end en stor og forkromet politisk plan. Små projekter inden for hæren er noget, der er muligt for os, og vi kan udvikle dem med de kræfter, vi råder over.

Med hensyn til nuancerne i anarkistiske militære formationer i Ukraine skal man tage i betragtning, at Sovjetunionen i det sidste århundrede ødelagde hele den politiske anarkistiske kultur gennem undertrykkelse, terror og sult.

Derudover er ordet “venstreorienteret” i dagens Ukraine dæmoniseret. Venstreorienteret, rød, kommunist – alt bliver for mange forbundet med sovjetisk kommunisme. Så vores anarkistiske bevægelse er temmelig ung sammenlignet med for eksempel den spanske anarkistiske bevægelse eller befrielsesbevægelsen i Kurdistan.

Anarkistisk aktivitet er knyttet til den libertære venstrefløj, som i Ukraine kun er omkring 20-30 år gammel. Alt måtte begynde fra bunden, og det var ikke muligt at læne sig op ad nogen eksisterende baggrund eller institutioner, der havde fungeret i lang tid. Når vi starter projekter i militæret eller i civilsamfundet, møder vi dæmonisering af vores ideer. Der er mistro til os: “Venstreorienterede, det er kommunister. Kommunister, det er Sovjetunionen.” Og Sovjetunionen er et stort traume.

Det er en ganske god bedrift, at vi på trods af den slags forhindringer nu har hundrede mennesker i hæren. Det er ikke et stort antal, men de skaber og udvikler projekter der. Selvfølgelig er det projekter, der stadig er meget yngre end bevægelsen i sig selv, men jeg har tro på deres potentiale, fordi de har opnået styrke hurtigt. I løbet af to år har nogle få grupper udviklet sig lovende.

Hvad krigen har lært os

Jeg vil fortælle lidt om, hvad vi har lært fra tiden før krigen. Måske ligner det situationen i andre lande, der grænser op til Rusland eller Belarus – fx Finland, de baltiske lande og Polen.

Før starten på fuldskala-krigen var der ingen forståelse på samfundsniveau om, at vi kunne blive angrebet med så stor kraft. Ingen kunne forestille sig noget så stort og blodigt som det angreb, der begyndte i 2022.

Efter min mening var den venstreorienterede bevægelse dengang delt i to lejre. Den ene forudså en vis form for militær optrapning, men ikke en krig i fuld skala. Man mente, at krigen i Luhansk og Donbass kunne udvide sig. Men jeg tror ikke, nogen forventede missilangreb, sabotage af infrastruktur og angreb fra alle retninger. De, der forventede en vis grad af optrapning, øvede taktiske færdigheder og mente, at samfundet burde investere i krigsforberedelse, og at folk burde forberede sig ved at tilegne sig militære og førstehjælps-færdigheder.

Den anden lejr så derimod på optrapning som usandsynlig og havde en ekstremt negativ holdning til ting, der så ud som militarisering. Som de så det, var beredskab og militære forberedelser en understøttelse af stærkt udemokratiske værdier. Denne mere pacifistiske lejr så autoritære træk i det at tilegne sig militære færdigheder. I deres øjne burde Ukraine ikke militariseres, da det i sig selv ville fremprovokere vold, og bevægelsen burde ikke orientere sig mod at kunne handle militært.

Denne lejr ønskede at fokusere på at løse Ukraines interne problemer – på kampen mod neoliberalismen og mod højreekstremismen.

På denne måde var bevægelsen præget af to forskellige fløje, indtil Putin offentliggjorde, at han ville bruge militær magt over for Ukraine. Det var dér, de to grupper gik sammen. Dagen før fuldskalainvasionen begyndte, blev der holdt fællesmøde om, hvordan de skulle gå videre i tilfælde af et angreb. Jeg må sige, at bevægelsen var ret sent ude med at forberede sig på den form for krig, vi stod overfor.

Både dem, der opfordrede til forberedelse, og dem, der var imod det, var uforberedte. Gruppen, der havde deltaget i øvelser, havde måske grundlæggende militære færdigheder, men de var ikke forberedte på luftangreb og artilleriild. Den viden, de muligvis havde, var mere egnet til guerillakrig.

På dette grundlag kan man måske konkludere, at i Ruslands europæiske nabostater, hvor man lige nu lever i fred, er det en nødvendig erkendelse, at Rusland er en imperialistisk stat – en aggressor, der forsøger at løse alt med magt frem for diplomati. Man bør ikke udelukke muligheden for, at det land, man bor i, kan blive udsat for samme terror, som Ukraine er blevet udsat for.

Venstreorienterede bør forberede sig

Det giver ingen mening at drømme om selvforsvar gennem demokrati og diplomatiske midler, når det drejer sig om en stat som Rusland. Fortællinger om pacifisme og fred og om at undgå at fremprovokere vold virker ikke, når man står over for en voldelig angriber.

Hvis der er nogen interesse i selvforsvar blandt kammerater i Finland, de baltiske lande eller Polen, vil jeg sige, at en form for praktisk forberedelse og tilegnelse af teoretisk viden kan have positive effekter. At øve førstehjælpsfærdigheder, deltage i offentlige forsvarskurser, bygge droner og mange andre civile aktiviteter kan skabe et godt grundlag for at være klar til at handle i tilfælde af et angreb.

De venstreorienterede aktivister i Ukraine, som øvede taktiske færdigheder og tog førstehjælpskurser, var bestemt ikke forberedte på det massive russiske angreb, men de havde alligevel en vis baggrund og parathed, som gav dem mulighed for at slutte sig til specialiserede militære enheder. De var et skridt foran dem, der sluttede sig til forsvaret uden nogen grundlæggende viden eller færdigheder.

Der var mange i sidstnævnte gruppe. Men nogle havde øvet taktiske færdigheder i forskellige slags terræn. Øvelser, der omfattede våbenhåndtering, bevægelsesteknikker, camouflage og andre grundlæggende færdigheder, der helt sikkert gav en fordel sammenlignet med ikke at have nogen viden om væbnet kamp.

En form for mental forberedelse kan også være nyttig. Hvis du ikke bare afviser muligheden for, at et angreb kan rettes mod dig, dine fællesskaber og dit land, kan du forberede dig på forhånd til at indtage en rolle, der ikke er offerets, flygtningens eller den passive modtagers, men derimod en person, der deltager i modstanden.

“Hvad gjorde du under krigen?”

Nogle kammerater retfærdiggør deres deltagelse i krigen ved at argumentere for, at det giver os sociale “point”, som vil ruste os bedre til fremtiden. Vi kan sige, at vi også deltog i krigen, og vi vil blive værdsat for det.

Vi antager, at krigen vil slutte en dag, og at tiden vil komme til at presse på for social forandring og starte sociale projekter. Vi vil blive spurgt: “Og hvad gjorde du under krigen? Hvad var dit bidrag?”

Det kan være, at der i samfundet efter krigen vil være ubehagelige tendenser, hvor de, der deltog i militære aktiviteter, kommer højere op i hierarkiet og bliver værdsat mere end civile og flygtninge.

Synspunktet, at vi deltager i krigen for at være synlige og vinde ret til at handle i et efterkrigssamfund, er baseret på en antagelse om, at Ukraine vil bevæge sig i en mere hierarkisk og militariseret retning. Jeg siger ikke, at det ikke vil ske, og jeg benægter ikke, at det at gå i krig, støtte soldater og hjælpe civile, der lider under krigen, så at sige kan give politiske point til fremtidige handlinger.

Men for mig, både personligt og som anarkist, er det praksis, der motiverer mig: Praksis i at skabe horisontale relationer, praksis i nuet. Jeg betragter selv gensidig hjælp – også i mindre skala – som en politisk aktivitet og en realisering af anarkismens filosofi. Jeg ønsker ikke at sidde fast i teorier og overvejelser om, hvad der er godt, og hvad der er dårligt at gøre i denne situation.

Når du føler behovet for at hjælpe dine kammerater og mennesker, der er ramt af krigen, er det i høj grad menneskeligt at ville deltage i støtteaktiviteter og beslutte at modarbejde de antihumane værdier, som det angribende regime repræsenterer.

Håb for fremtiden

Jeg vil hævde, at den lille virkelighed – Solidarity Collectives – som vi i øjeblikket skaber, og som selv har eksperimenteret undervejs, kan vokse og udvikle sig. Den kan give nye muligheder for kollektive projekter som dronekooperativer, rehabilitering af krigsskadede, kulturprojekter, besatte huse for flygtninge – dét er, hvad jeg drømmer om.

Det er drømme, der kan blive til virkelighed, fordi vi har et projekt, hvor de involverede mennesker lige nu yder en enorm indsats, og som jeg mener giver gode resultater. Som anarkist er dette mit centrale perspektiv for fremtiden.

Når det kommer til store politiske slogans, tendenser og projekter, vil jeg sige, at det aldrig har været en absolut værdi for mig at bygge en bevægelse. En bevægelse bliver skabt af sig selv, når der er aktivitet. Lige nu bliver den skabt på en meget decentraliseret måde, men med samarbejde på tværs. Så vidt jeg kan se, er der lige nu seks-syv venstreorienterede projekter i Ukraine.

Nogle er smågrupper på tre-fire personer, andre er større. En af grupperne ønsker at etablere et venstreorienteret parti i Ukraine. Så vi har ret forskellige værdier, men vi samarbejder stadig. Projekterne arbejder selvstændigt, men hjælper hinanden på den ene eller anden måde.

Processen med at bygge en bevægelse kan ikke fremskyndes med tvang, og nye ressourcer dukker ikke op ud af det blå. Man kan kun investere i et projekt og udvikle det på det stadie, hvor det befinder sig der og da.


Artiklen er oversat fra engelsk af Bjarke Friborg fra det finske netmagasin Takku. Den blev først offentliggjort på finsk i tidsskriftet Kapinatyöläinen nr. 61. Skribenten er anonym. Mellemrubrikkerne er redaktionens.


Vil du vide mere om de ukrainske anarkister og Solidarity Collectives? Så kan du møde nogle af dem i København, lørdag 8. februar 2025 kl. 18 i Folkets Hus café, Stengade 50, Nørrebro med præsentation af bogen ”Anarchists on the war in Ukraine”.

Om skribenten

Bjarke Friborg

Bjarke Friborg

Cand.mag i komparativ politik, master i socialt entreprenørskab og fagligt aktiv i DM. Skriver om arbejderbevægelsen, venstrefløjen og kollektiv organisering. Arbejder til daglig i PROSA – Forbundet af IT-professionelle.  Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER