Illustration: Corporate Europe Observatory
12 min. læsetid

Kenneth Haar fra Corporate Europe Observatory mener, at der “er god grund til at frygte for demokratiet i Europa i de kommende år. Nogle af de største trusler kommer nemlig “fra det allerinderste i EU-systemet.”

Solidaritet bringer som optakt til EP-valget en række kronikker af kandidater fra de fire forskellige partier til venstre for midten. Hvis du er interesseret i at deltage i debatten, er du velkommen til at skrive til vores debatredaktion


Af Kenneth Haar

Det yderste højre viser muskler op til valget til Europa-Parlamentet. Tendensen er klar i Frankrig, Italien, Sverige, Tyskland, Holland og Storbritannien. I Tjekkiet, Ungarn og Polen står konservative kræfter med et stedmoderligt forhold til borgerrettigheder stærkt. Der er god grund til at frygte for både menneskerettigheder og demokrati i Europa.

Men i EU-systemet er der ikke umiddelbart grund til at tro, det yderste højre vil gøre en stor forskel på mellemlang sigt. Det får de næppe styrken til. Derimod er der andre mere konkrete trusler, og de kommer fra den allerinderste kerne af institutionerne. I de næste fem år vil de toneangivende kræfter forsøge at ’fuldende’ eller ’færdiggøre’ de to store projekter i EU’s kerne – det indre marked og Den Økonomiske og Monetære Union – og for arkitekterne bag de hidtidige planer på de to felter står demokrati ikke øverst på ønskesedlen, snarere tværtimod.

i EU-systemet er der ikke umiddelbart grund til at tro, det yderste højre vil gøre en stor forskel på mellemlang sigt. Det får de næppe styrken til. Derimod er der andre mere konkrete trusler, og de kommer fra den allerinderste kerne af institutionerne

Det handler om at håndhæve det indre marked mere effektivt – det kan koste det lokale demokrati dyrt. Og det handler om at sikre en stram økonomisk politik og arbejdsmarkedsreformer efter retningslinjer udstukket af EU-kommissionen. I begge tilfælde er der lagt op til tovtrækkeri om hvor langt EU’s domæne skal række. Og de forslag, som hidtil er bragt på bane er i mere end én forstand grænseoverskridende.

Selvom truslen fra det ekstreme højre er stigende, advarer Kenneth Haar om, at det er den interne motor i EU, der lige nu undergraver demokratiet mest. Lobbyisme er en af de afgørende betingelser for, at medlemslandenes befolkninger bliver sat udenfor reel indflydelse. Illustration: transparency.eu

Motoren i EU

Baggrunden skal bl.a. findes i EU-traktaten selv. Denne motor i unionen er mere end et sæt regler, den er også en slags arbejdsprogram. EU-kommissionen, som er den eneste institution, der fremsætter forslag med juridisk gyldighed, har til opgave at sikre en stadig mere integreret union, og selvom EU er langt mere sammenkittet end for 20 år siden, er der faktisk langt igen. Også inden for EU’s økonomiske kerneområder er der masser af plads i traktaten til yderligere integration, og selvom den kommende periode vil bringe en del blæst om en stærkere militær dimension med en EU-hær, så vil prestigeprojekterne være økonomiske og vil centrere sig omkring det indre marked og ØMU’en.

 I begge tilfælde har der længe været planer om de næste skridt, men i den forgangne valgperiode er det gået langsomt. Det skyldes ikke inerti eller mangel på effektivitet, men politiske forviklinger og uenigheder. Og så skyldes det, at de næste skridt på den økonomiske integrations vej, vil pille ved kernen i demokratiet på lokalt og nationalt plan. Det er kompliceret og nogle gange står alt i stampe – men retningen er givet.

Derfor en friskfyragtig tese: Om fem år er EU endnu mere udemokratisk. Det er jo svært at spå om fremtiden, men omvendt vil det være galt at overse de strømpile, som titter frem gennem de ambitiøse planer for yderligere EU-integration.

Bolkesteins dystopi

Og de planer er ikke småting. Inden for det indre marked har EU-kommissionen f.eks. formået at sætte spørgsmålstegn ved værdien af det lokale demokrati. Normalt er enigheden stor, men nogle af de idéer, som EU-kommissionen har lagt på bordet, har skabt dønninger. Det handler om tjenesteydelser – alt hvad man kan tjene penge på, men ikke tabe over foden.

Lige siden 2004 har det stået klart, at indenfor tjenesteydelse står der en kamp om demokrati og sociale rettigheder. Det var da Kommissionen præsenterede sit første udkast til servicedirektivet, et direktiv som skulle gælde for hele serviceområdet – alt man kan tjene penge på, men ikke tabe over foden – minus nogle få sektorer (sundhed, transport, finansområdet m.m.). Direktivet, som fik tilnavnet Bolkestein-direktivet efter den ansvarlige EU-kommissær, bragte sindene i kog i hele Europa. Det grundlæggende koncept var ’oprindelseslandsprincippet’ ifølge hvilket en servicevirksomhed alene kunne pålægges at følge reglerne i sit hjemland, ikke i værtslandet. Så når f.eks. en virksomhed inden for byggeriet udførte arbejde i et andet EU-land, ville det f.eks. være lønnen i hjemlandet som gjaldt. Forbrugerettigheder, kvalitetssikring, regler for kvalifikationer og licenser ville alle blive underlagt EU-regler, som ville føre til et ’ræs mod bunden’.

Den nederlandske politiker Frits Bolkestein (tv.), der lagde navn til det såkaldte Bolkestein-direktiv fra 2004. Det indebar blandt andet, at en virksomhed, der udførte arbejde i et andet EU-land, kun skulle overholde reglerne i sit hjemland, ikke i værtslandet. Det har efter Kenneth Haars vurdering ført til et “ræs mod bunden”. Foto: Wiki Commons

Et smallere servicedirektiv

De to år der fulgte var stormombruste for EU-kommissionen. Demonstrationer bragte flere hundredetusinder på gaderne, og i sidste ende måtte Kommissionen give sig på flere punkter. Oprindelseslandsprincippet blev reduceret, og flere sektorer og områder blev helt undtaget for direktivets rækkevidde.

Men direktivet havde stadig tænder – masser af tænder. En sag i Holland viste, at regler for byplanlægning kan underkendes af EU, f.eks. hvis reglerne begrænser opførelsen af storcentre for at beskytte småhandlende. En sag i Island viser, at direktivet gør det vanskeligt at beskytte naturressourcer mod udenlandske selskabers rovdrift. Og selvom den endelige version af direktivet eksplicit går uden om faglige rettigheder og arbejdsmarkedspolitik, så er det ikke til hinder for, at regler som skal hindre social dumping kan ende med at blive underkendt. Det viser en sag, EU-kommissionen har åbnet mod det danske RUT-register.

EU-kommissionens vetoret

Set fra EU-kommissionens side og fra erhvervslivets organisationer, særligt store virksomheder på serviceområdet, har der dog været et problem fra dag ét: Mange medlemslande vurderer, at servicedirektivet giver en del fleksibilitet, og Kommissionen har af den grund længe klaget over mangelfuld gennemførelse af direktivet.

Det problem søgte Kommissionen i januar 2017 at løse med et overraskende forslag. Ifølge forslaget skal udkast til beslutninger på serviceområdet sendes til godkendelse hos Kommissionen mindst tre måneder før den endelige behandling i kommunalbestyrelser, regionsråd eller parlamenter. Finder Kommissionen noget, den mener er i strid med det indre markeds regler, skal forslaget ændres inden vedtagelse. Og sidst men ikke mindst; hvis forslaget alligevel vedtages uændret, kan Kommissionen udstede en ordre på at annullere beslutningen.

Krisen ramte meget skævt internt i EU, hvor særligt de sydlige lande måtte holde hårdest for, forklarer Kenneth Haar Fra Corporate Europe Observatory.

Modreaktion i begge retninger

Det er klart, at et krav om vetoret indenfor områder som børnepasning, affaldshåndtering, vandforsyning, byplanlægning, boligpolitik og andre politisk følsomme områder, ikke uden videre glider let ned i alle medlemslande. Mens et flertal af medlemslande bakkede op, herunder Danmark, blev det ikke så godt modtaget i de tyske og franske parlamenter. Og det skulle vise sig umuligt for EU’s ministerråd at blive enige i den indeværende valgperiode.

Men for EU-kommissionen er dette ikke hvilken som helst sag. Bolkestein-sagen er principiel. Set fra EU-kommissionens side – og med den alle de relevante spillere i erhvervslivet – handler den om at gøre det arbejde færdigt, som ligger indbygget i traktaten, og som langt hen ad vejen blot er en videreførelse af det, Kommissionen allerede kan gøre på vareområdet. Markedslogikken skal presses igennem på det gigantiske serviceområde, og selvom der nok skal blive plads til undtagelser hist og her, så er forslaget om en vetoret til Kommissionen en alvorlig udfordring af den måde beslutninger tages på området i dag.

… for EU-kommissionen er dette ikke hvilken som helst sag. Bolkestein-sagen er principiel. Set fra EU-kommissionens side handler den om at gøre det arbejde færdigt, som ligger indbygget i traktaten, og som langt hen ad vejen blot er en videreførelse af det, Kommissionen allerede kan gøre på vareområdet.

Økonomisk politik i fastere rammer

Det andet område, hvor der længe har været lagt op til store skridt ad EU-integrationens vej, er inden for Den Økonomiske og Monetære Union. Siden eurokrisen tog fart i 2010 er reglerne for medlemslandenes finanspolitik og økonomiske politik strammet mærkbart. Set fra den dominerende optik handlede eurokrisen om dårlig håndtering af offentlige budgetter og slap arbejdsmarkedspolitik –  altså en borgerlig forståelse af krisens oprindelse. Op mod et dusin vidtgående forordninger og direktiver er derfor vedtaget for at sikre en stram økonomisk politik. Herhjemme kendes det fænomen bedst fra Finanspagten, der førte til den danske budgetlov, mest kendt for at hindre investeringer i velfærd i mange kommuner.

Ret beset er det slående så langt dette projekt er nået. Bag det store slag om forringelserne af overenskomstsystemet i Frankrig, lå f.eks. et markant pres fra både EU’s ministerråd og EU-kommissionen, der med trusler om to forskellige bøder pressede først præsident Hollande og siden Macron, til at køre projektet igennem. Og den årlige tilsynsprocedure om medlemslandenes finanslove, det såkaldte ’Europæiske halvår’, har bragt EU langt ind i beslutninger og forhandlinger om det kommende års statsbudget.

Corporate Europe Observatory arbejder for at afdække og udfordre de multinationale selskabers magt. Følg organisationens arbejde her og på Facebook.

De næste skridt for ØMUen

Men nok er ikke nok endnu. Der er enighed blandt beslutningstagerne i regeringerne og EU-kommissionen om, at flere skridt er nødvendige for at sikre en stabil møntunion. Blandt forslagene er arbejdsgiverorganisationen BusinessEuropes idé om, at de årlige anbefalinger til medlemslandenes finanslove og økonomiske politik i stedet skal være pålæg, d.v.s. obligatoriske. Et andet er den tyske regerings forslag om at lade en ’super-kommissær’ godkende eller afvise forslag til finanslove. Og et tredje kommer fra det nok afgørende dokument i debatten om ’fuldendelsen af Den Økonomiske og Monetære Union’, nemlig ’De fem formænds rapport’ fra 2015. Ifølge rapporten bør EU indføre en række juridisk bindende indikatorer for den økonomiske politik, som binder landene til ”den bedste optræden og den bedste praksis i Europa”.

Det er ganske vist endnu ikke er præciseret, hvordan de skal se ud, men dette er en reminiscens af Kansler Merkels krav om at alle bør gennemføre reformer i stil med forringelserne af den tyske velfærd, de fleste kender som Hartz IV reformerne. Så stødretningen i hele forslaget er, at beslutningstagning om økonomisk politik skal tages centralt i EU-institutionerne, og lægge bånd på udskejelser inden for velfærd og arbejdsmarkedspolitik, der i de fem formænds øjne kan skabe ustabilitet.

Demokrati som hindring

Så hvis vi lægger tingene sammen, så verserer der i EU-systemet planer, som bringer beslutninger på også lokalt og regionalt plan ind i en ny æra – en æra, hvor selv en borgmester i en ganske lille kommune skal spørge Kommissionen før han tager store skridt på serviceområdet. Vi vil også se en fornyet debat om, hvordan medlemslandenes finanslove bliver skruet sammen, så de passer EU’s overordnede strategi. Selvom det næppe bliver den tyske model med en Kommissær med retten til at stoppe en finanslov han eller hun ikke kan lide, så vil den centrale styring af finanslovene blive strammet. På samme måde vil vi se et fornyet forsøg på at gennemtvinge ’strukturreformer’, ikke mindst inden for arbejdsmarkedspolitikken og pensionsområdet.

Som med alle andre forsøg på at skue ind i fremtiden, er der dog masser af usikkerheder. Og der er især to politiske brikker, der skal falde på plads før dette scenario kan udfolde sig. Den ene er på regeringsplan. For at bære isør ØMU-reformerne igennem, har EU brug for et lokomotiv, og det kan kun være Frankrig og Tyskland. Dette lokomotiv har lidt under, at Frankrig har været i den økonomiske skammekrog, og under Merkels vanskeligheder på hjemmefronten. Den anden er partipolitisk. Her forventer EU-kommissionen en vis nølen fra den socialdemokratiske strømning, som givetvis vil have en modydelse for at skrive under på et projekt, som i bund og grund handler om cementering af borgerlig økonomisk politik i EU. Derfor er der lagt op til udvikling af den såkaldte ’sociale søjle’, der er en række vagt formulerede sociale rettigheder – hidtil med meget lidt substans. Det er Kommissionens håb, at de kan bruges til at bane vejen for en dybere ØMU gennem en slags kompromis med socialdemokraterne.

Tovtrækkeri de kommende år

Begge dele er undervejs, og begge brikker kan falde på plads inden for de næste par år. De kommende fem år vil altså byde på udfordringer for demokratiet på flere niveauer. En videreudvikling af det den daværende danske nationalbankdirektør Nils Bernstein kaldte ’bureaukratisering af den økonomiske politik’ på en konference i 2012.

Det betyder, at den måske vigtigste frontlinje i EU-kampen i de kommende år ikke bare vil udspille sig i Europa-Parlamentet. Der vil være afgørende politiske udfordringer, som vil afhænge af foregå herhjemme – helt fra den lille kommune til det store Folketing.

Læs også:

Rina Ronja Kari: Derfor må EU-modstanden være tværpolitisk

Rasmus Nordqvist: Venstrefløjen bør omfavne internationalt samarbejde

Peter Westermann: Progressive i alle lande, foren jer!

Jeppe Studtmund: Enhedslisten blæser til kamp imod unionens kulsorte ræs


Kenneth Haar har arbejdet for Corporate Observatory Europe, der kæmper for transparens og afdækning af de multinationale virksomheders enorme indflydelse. Følg organisationen her.