Omar El Akkad: One Day, Everyone Will Have Always Been Against This

Jeg elsker titlen på denne bog, den siger det hele, og den kørte i mit hoved, da jeg hørte statsministerens tale den 4. maj i Mindelunden, for ja, en dag vil alle altid have været imod det, der foregår i Gaza. Men desværre for de hundredtusinder, der er blevet myrdet, fordrevet og lemlæstet på krop og sjæl kommer det for sent, og det gør det desværre også for Danmark og for hele den vestlige verden, hvis hykleriske dobbeltmoral er blevet skrevet med flammeskrift. Som der stod på en plakat et sted: På hvilken side ville du have været under holocaust? – det ved du nu!

I bogen fortæller forfatteren om sit eget liv med en barndom i Cairo og Qatar og en ungdom i Canada og nu et liv i USA. Han fortæller med skarpt lune, hvordan han prøver at tilpasse sig en verden, hvor såvel hans navn som hans udseende skaber frygt, han kunne jo være en af de terrorister, som man som muslim aldrig kan tage nok afstand fra.

Men ud fra alle parametre er hans liv en succes, først som journalist på en af de store aviser i Canada, The Globe and Mail, som reporter i både Afghanistan og Irak og senere som prisvindende forfatter i USA. Dertil kommer kone og børn med hvem han nu har slået sig ned i børnenes første, men hans eget 16. eller 17. hjem. Til trods for alt det befinder han sig mentalt og følelsesmæssigt hos ofrene i Gaza, og bogen er spækket med fremstillinger af katastrofen, der alle fortjener at blive gengivet, fordi de rammer så præcist med såvel deres skarphed som den sorg, der lyser ud af dem. Bogen synes at være skrevet færdig for et år siden, og alligevel mærker man den tiltagende frustration og sorg, så man tør ikke tænke på, hvordan han har det i dag.

Selv læste jeg de sidste sider i bogen samtidig med nyheden om, at en kvindelig børnelæge i Gaza fik meddelelse om, at 9 af hendes 10 børn var blevet udslettet af et missil, det 10. barn er hårdt såret og det samme er hendes mand, der også er læge. Det er langt fra det første tilfælde, hvor Israel har udslettet en hel familie, men på en eller anden måde gjorde dette et så voldsomt indtryk, fordi der kom navne og ansigter på.

Det er som om sproget ikke længere slår til, når det handler om Gaza, alle ordene er blevet brugt og opbrugt: historisk, folkemord, sadisme, tortur, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser, barbari, udsultning; ja, og hvad så? De ord har vi jo brugt om så meget andet, der ikke kommer i nærheden af denne orkestrerede ondskab. Så når også jeg bliver ved med at bruge sproget til at beskrive situationen i Gaza, er det ren egoisme, ren terapi for mig selv, fordi det ellers ikke er til at holde ud at være i. Omar El Akkad synes at have det på samme måde, så han har fundet et lille sted i en nærliggende skov, hvor han kan gå hen med sin sorg, så den ikke også vælter familien.

Som alle forfattere og ikke mindst flersprogede forfattere er El Akkad meget bevidst om og fokuseret på sproget:

Også imperiet er spundet ind i sin egen sproglige fæstning – et sprog gennem hvis prisme bygninger aldrig bliver ødelagt men snarere antændes spontant…og folk dræbes som om det at blive dræbt er det eneste naturlige og den rette orden for deres eksistens. Som om det at leve var en afvigelse. Og dette sprog kan beskytte imperiets mest blodtørstige og yderliggående gruppe, men den gruppe har ikke brug for sproglig uredelighed. Det er derimod midten, den liberale velmenende midte, der let bliver oprørt, som har desperat brug for den beskyttelse som denne form for sprog yder. Fordi det er imperiets midte, der skal se på dette og sige: Ja, det er tragisk, men nødvendigt, fordi alternativet er barbari. Alternativet til de utallige dræbte og lemlæstede og børn der er gjort forældreløse og står uden hjem, uden skole og uden hospital, og skrigene der stiger op fra ruinerne og ligene, der bliver ædt op af gribbe og hunde, og de daggamle babyer der bliver overladt til skrig og sult, er barbari(s. 5)

Forfatterens familie flyttede rundt på grund af ufriheden i de arabiske lande og kom som så mange før dem til Vesten, som de havde set som frihedens fyrtårn. Men det har ændret sig totalt, efter at de under krigen i Gaza erfarede, at den høflige progressive vesterlænding, der når det kom til denne menneskeskabte tragedie, ikke repræsenterer noget som helst. Hvordan en præsident (Biden) kan græde over ikke-eksisterende billeder af halshuggede babier, men ikke røres af billeder af tusinder af virkelige lemlæstede børn, hvoraf nogle af lægerne får mærkatet WCNSF – Wounded Child, No Surviving Family.I 2014, under en af de tidligere krige i Gaza, omtalte en israelsk avis i sin leder de palæstinensiske børn som ”fremtidens sprængstof” (s. 54). I medierne begynder historien altid med et barbarisk terrorangreb, som den civiliserede verden naturligvis må svare på. Også i Danmark fortsætter bl.a. statsministeren med at begrunde de hundredtusinder af døde og lemlæstede i Gaza med Hamas’ angreb den 7. oktober 2023, og på den endnu mere fascistoide side af Folketinget opfordres Netanyahu til at gøre arbejdet færdigt.

I morgen vil flere palæstinensere dø, men det usagte er, at det er i orden, fordi det er det, de folk gør, de dør. Lad være med så meget som et øjeblik at tro, at denne særlige gruppe folk er menneskelige.(S. 55)

Og

Når fortiden bliver til fortid, vil man opdage, at den døde ikke havde nogen andel i drabet på sig. De familier der krøb sammen i hospitalets gange vil ikke have bundet deres hænder bag på ryggen, stillet sig selv op i rækker langs væggen, skudt sig selv i hovedet og derefter af egen fri vilje hoppet ned i massegrave. Fangerne i torturlejrene vil ikke have gennemboret sig selv med elektriske stave. Børnene vil ikke have hevet deres egne lemmer af og strøet dem over hele den improviserede fodboldbane. Babyerne har ikke selv valgt udsultning.

Når fortid bliver fortid. Men for nu: hvem kan sige at de ikke gjorde det? Hvem kan med sandhed være sikker, undtagen morderne og den døde? (s. 63)

Magtens privilegium at kunne beskrive tingene vagt, ufuldstændigt og uærligt er uadskilleligt fra privilegiet at se væk, måske trække på skuldrene og sige, ja, det er forfærdeligt, men det er alt sammen så kompliceret. El Akkad skelner imellem imperiets ofre og dem, der er ofre for imperiet; førstnævnte begræder vi, de er blevet myrdet og udsat for noget forfærdeligt, deres mordere er slagtere og terrorister. De der er ofre for imperiet dør ikke, de ophører blot med at eksistere, de fordufter som tåge, og morderen forsvinder ud af billedet, som i The Guardians overskrift ”Palæstinensisk journalist ramt i hovedet af en kugle under en razzia mod en terrormistænkts hjem”. (s. 70)

Men Når den allersidste palæstinensiske journalist er blevet dræbt, så vil der måske aldrig have været nogen palæstinensiske journalister. Måske har de alle være terrorister eller terrorsympatisører eller hvilket vedhæng til terror der er tilstrækkeligt til at afskrække dem, der hvis de er i besiddelse af noget, der minder om en sjæl, ellers ville betragte et sådant åbenbart mord og sige: Dette er forkert.(s. 74)

Alt imens forfatteren fortæller om sit liv, herunder nogle af hans otte reportagebesøg i Guantanamo, som fortælles med bidende ironi, så hænger krigen i Gaza oven over det hele, og hvert kapitel indledes da også med nogle af hans reflektioner over netop det, som fx kapitel fem Resistance:

For at bevare den civiliserede verdens værdier, er det nødvendigt at sætte ild til et bibliotek. Sprænge en moské i luften. Destruere oliventræer. Iføre sig undertøj tilhørende kvinder som flygtede og tage billeder af det. Jævne universiteter med jorden. Stjæle smykker, kunst, mad og plyndre banker. Arrestere børn for at plukke ukrudt. Skyde børn for at kaste med sten. Udstille fanger i deres undertøj. Brække en mands tænder og støde en toiletbørste ind i munden på ham. Slippe kamphunde løs på en mand med Downs syndrom og derefter efterlade ham til at dø. Ellers risikerer man, at den uciviliserede verden vinder.

Hvis man har fulgt med i denne livestreamede tragedie, ved man, at intet af ovenstående er opfundet, men forfatteren gør, som efterhånden mange andre med ham opmærksom på, at krigen i Gaza ikke kun er en krig imod det palæstinensiske folk, men en krig mod os alle, fordi vi bliver forledt til at dræbe dele af os selv, som under andre omstændigheder ville råbe op imod uretfærdighederne. Så: Glem medlidenhed, glem selv de døde hvis du skal, men kæmp i det mindste imod tyveriet af din sjæl. (s. 88)

Jeg kunne blive ved med at citere fra bogen, for hver side er kostbar, hver side er en hyldest til humanismen og et angreb på hykleriet, racismen og dobbeltmoralen. Det står så klart for os alle, men som der står i et digt af Marwa Helal, som han citerer (s. 106):

this is where the
poets will interject
they will say: show, don’t tell
but that
assumes most people
can see.

Under en protestdemonstration i Toronto klatrer et par mænd iført Spidermankostyme op på et stillads omkring Mount Sinai-hospitalet og svinger med det palæstinensiske flag. Inden for det følgende døgn udsteder Canadas premierminister, Torontos borgmester og flere andre politiske ledere fordømmende erklæringer, som anklager demonstranterne for antisemitisme og gør det klart, at hospitaler er ukrænkelige steder, lægende steder. Ingen af disse politikere har tidligere udstedt nogen fordømmelse af tilintetgørelsen af Gazas hospitaler. ’Jeg ønsker at leve i en verden, hvor det værst tænkelige er en protest i nærheden af et hospital’, skriver Omar El Akkad. En verden, hvor læger ikke bliver dræbt på operationsstuen og patienter ikke bliver jaget ud og senere fundet i en massegrav.

Det er så nemt at få øje på alle hyklerne, alle dem der vendte det blinde øje til og ikke sagde fra, men måske blot ’det er uheldigt at så mange dør, men…’ Men en dag vil mange indse, at historien ikke begyndte efter koloniseringen, men med koloniseringen, og heldigvis har der hele tiden været folk, der stod på den rigtige side af historien, og det er da også dem, El Assad hylder til sidst i bogen:

Den palæstinensiske læge, der ikke ville lade sine patienter i stikken selvom bomberne nærmede sig. Den islandske forfatter, der samlede penge ind for at få de forflyttede ud af Gaza. De amerikanske læger og sygeplejersker som risikerede deres liv for at behandle de sårede midt på slagmarken. Dukkemageren som såret og drevet ud af sit hjem blev ved med at lave dukker for at underholde børnene. Kongreskvinden som holdt stand til trods for censur og konstant bidende kritik og hendes kollegers ligegyldighed. Demonstranterne som opgav deres privilegier, deres job, som risikerede noget ved at tale åbent. De folk der filmede og fotograferede og dokumenterede alt dette, selvom det overgik dem, selv mens de begravede deres døde.

Og, vil jeg tilføje: Omar El Akkad. Han har med denne bog – alene dens titel – sat lys på vores verden, som aldrig bliver den samme igen.