Oprøreren fra underklassen klarede skærene

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfayes ambitioner lå ellers inden for skiven. Og var tilmed rosværdige. Det handlede både om de unges læselyst og om at rette op på den tydelige underepræsentation af kvindelige forfattere på forgængeren for denne litterære spiseseddel.

Til gengæld var det svært at forstå, at ministeren opfattede den nye kanon som udtryk for åndelig oprustning, mens en af de væsentligste litterære kilder til en del af vores kulturarv blev vist ud af bagdøren; nemlig den del, der dækker den store omvæltning af det danske samfund, som de fleste af os har rødder i. Overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund. Vandringen fra land til by. Og kølhalingen af tidligere tiders økonomiske og politiske magtstrukturer.

Den del af vores kulturarv, som på så fornem vis er beskrevet af forfatteren Martin Andersen Nexø.

Heldigvis valgte ministeren at klappe hesten lige på målstregen: “Jeg har derfor tænkt mig grundigt om og kan ikke leve med at være den minister, der er ansvarlig for, at Martin Andersen Nexø tages ud af kanonen. Man skal have hjertet med i politik. Og jeg kan ikke se mig selv i spejlet, hvis jeg fjerner Nexø fra danskkanonen. Der skal fortsat være plads til oprøreren fra underklassen.”

Stor ros til Mattias for dét. Dermed bragte han sig i overensstemmelse med sin tid som socialdemokratisk folketingsmedlem med benene solidt plantet i lønmodtagernes verden, hvor han for otte år siden skrev et glimrende forord til Nexøs af gymnasieverdenens litterære ekspertise detroniserede “Pelle Erobreren”:

“Martin Andersen Nexø er en mand med en mission. Tilværelsen er uretfærdig, men den er ikke vilkårlig. Fremtiden kan påvirkes, samfundet kan forandres. Men kun hvis det sker i fællesskab med andre. Gennem Pelle argumenterer han for, at vi først rigtig forstår os selv, når vi lærer vores omgivelser at kende. At ingen finder lykken alene – og at ethvert menneskes lykke derfor er betinget af, at andre mennesker også får realiseret deres drømme … Det afgørende er ikke de utallige akademiske tekstanalyser og medfølende hattedamer, der altid følger efter litteraturen fra underklassen. Det afgørende er budskabet – tag godt imod det, vi bør stadig lade os erobre.”

Nexø og fagbevægelsen

Det var tilløb til de samme tanker, der gik gennem mit hoved, da jeg i min skoletid læste “Pelle Erobreren” skjult bag de forskellige fags autoriserede lærebøger. Siden kombineret med forundring over Nexøs formidable evne til dybtgående at skildre sin samtid.

Og efter at have tilbragt en stor del af mit arbejdsliv i fagbevægelsen er forundringen vokset. På den positive måde. Nexø havde praktisk taget ingen personlige erfaringer fra det arbejdsmarked, som fagbevægelsen opstod på og førte sine mange kampe ud fra.

Han havde ganske vist efter eget udsagn været med til at stifte den første fagforening på Bornholm for skomagere. Til gengæld havde han også nedkaldt socialdemokratisk vrede over sit hoved med en artikel om korruption i en københavnsk fagforening.

Måske lagde han i sit forfatterskab snarere ud med et knap så positivt syn på den fagbevægelse, som kom til at spille en central rolle i den roman, der havde rumlet i hans hoved i ganske mange år: “Pelle er for så vidt en elefantunge, jeg gik drægtig med stoffet i mange år og føjede bid til bid.”

Da han over for Gyldendals direktør Peter Nansen forelagde en ide om en ny roman i fire bind, reagerede forlagets direktør skarpt: “En bog med en proletar som helt, oven i købet i fire bind – det kan man ikke byde publikum!”

Alligevel skrev Nexø kontrakt om bogprojektet året efter.

Forhåbentligt var det ikke den samme tankegang, der førte til Nexøs diskvalifikation i 2025.

Nexø og samfundsudviklingen

En urimelig tanke? Måske, men det er i det mindste for mig svært ikke at se udelukkelsen i første omgang af Nexø fra gymnasiets menukort i sammenhæng med tidens tern eller rette i lyset af den aktuelle samfundsudvikling.

Nexøs hovedværker er litteratur, der bygger på fællesskab og kamp for de svageste, og måske afspejler den undervisningsmæssige nedprioritering, at vi er ved at udskifte fællesskabet som ideal med det grænseløse individ. Så at sige at de internationale strømninger går i retning af at udskifte Folkevognsrugbrødet med Tesla og erstatte Pelle og Ditte med Elon Musk.

Det er i det mindste en nærliggende tanke, når den kollektive dannelsesroman ikke fandt nåde i en tid med et udviklingssyn, hvor individ og øget ulighed er vejen frem for de kapable med den økonomiske baggrund i orden.

Op til 100-året for Nexøs fødsel i 1969 foreslog Martin Andersen Nexø Fonden forlaget Gyldendal et samarbejde om en fælles markering ved at påbegynde en “samlet udgave af Nexø arbejder, hvor hvert enkelt arbejde var ført tilbage til sin oprindelige skikkelse…”

Gyldendal svarede dog telefonisk tilbage, at det var tvivlsomt, om en samlet udgave var det rigtige, og fondens formand Børge Houmann noterede sig derefter et forlagsargument om, at “for meget vil næppe kunne tåle dagens lys”.

Her spillede Nexøs politisk holdning tydeligvis en rolle for vurderingen af hans samlede produktion. Har den slags overvejelser om Nexøs politiske holdninger spillet ind i beslutningen om, at han var godt på vej til at måtte tage sit forfatterskab under armen og bruge exit-udgangen?

Jeg tror det næppe.

Ganske vist tillagde Mattias Tesfaye ved præsentationen af den nye litteraturkanon noget overraskende en ambition mere; nemlig et ønske inspireret af de aktuelle europæiske krigstrommer: “Med denne litteraturkanon suppleres den militære oprustning også med åndelig oprustning i dansk og nordisk kultur”.

Nexø og kommunismen

“Pelle Erobreren” er tilegnet “Mesteren Pontoppidan”.

Før “Pelle Erobreren” placerede forfatteren Henrik Pontoppidan sig med novellesamlingerne ”Fra hytterne” og “Skyer” ganske solidt i det begyndende litterære fokus på de voldsomme sociale uretfærdigheder i det danske samfund.

Tilsvarende kom forfatteren Jeppe Aakjær med romanen “Vredens børn – En tyendes saga” til at skabe omfattende debat om tyendets kummerlige vilkår på landet.

Og forfatteren Johan Skjoldborg blev i høj grad den, der satte de fattige og ofte jordløse husmænd på Danmarkskortet.

Nexø følte sig da også særligt beslægtet med Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg: “Aakjær er socialist, Skjoldborg anarkist og jeg kommunist – vi er tre afskygninger indenfor underklassebevægelsen. Anarkismen er imidlertid ved at forsvinde, socialismen er der gået svind i – fremtiden ligger i kommunismen.”

Og rigtigt er det, at Nexø i sit liv bevægede sig fra Den Radikale Klub i omegnen af Georg Brandes, til Socialdemokratiet efter Pelle, videre til Socialistisk Arbejderparti oven på den revolutionære bølge i kølvandet på den russiske revolution i 1917. Det blev siden til Danmarks Kommunistiske Parti for så at vende tilbage til Socialdemokratiet og ende hos kommunisterne i 1937.

Der var dog næppe nogen af partierne, der fandt ham nem at tøjle med partidisciplin og partiprogrammer.

I dag ser den litterære verden ud til at se bort fra Nexøs produktion ud over “Pelle Erobreren”, “Ditte Menneskebarn”, erindringerne og nogle af novellerne. I stedet betragtes den øvrige del som agitation eller propaganda. Men vi har ikke i Danmark – som eksempelvist aktuelt i USA – tradition for at udstyre kunstnere med et partistempel i panden, når den pågældendes kunstneriske virke skal vurderes.

Til gengæld er Martin Andersen Nexø gennem årene i høj grad skiftevis blevet fejret for sine værker og skældt voldsomt ud for sine holdninger i politiske sammenhænge – ikke mindst under den kolde krig.

Nexø oplevede dog også sammenblandingen af forfatterskab og politiske holdninger, da hans værker blev brændt af flere steder i landet, da han støttede Sovjetunionens angreb på Finland i 1939.

Nexø, Tesfaye og erobreren

Forfatteren Tom Kristensen håndterede i Politiken ved Nexøs død i 1954 på forbilledlig vis dét at vurdere litteratur uden at lade egen opfattelse af forfatterens politiske holdning være styrende:

“Martin Andersen Nexø er død, og i dag vil det vides over hele kloden, så stor var han. Om man var enig eller uenig med ham, er i dette øjeblik underordnet, for der findes vist næppe i Danmark et menneske, han ikke med sin kunst har vakt til uro, til fornyet overvejelse og til fornyet ansvarsfølelse overfor sine fattige medmennesker, og ud over verden findes der skarer, der ikke uberettigede betragter ham som Maxim Gorkis afløser.

Det kan synes tilfældigt, at denne verdensberømte fortolker af fattigdommen og talsmand for de fattige var dansker, og det mente han da også selv, uden at tænke over, at så var det også tilfældigt, at H.C. Andersen var dansker … Lige som Pelle bor i “Arken”, bor Ditte i “Skadereden”. De er to fløjbilleder på fattigdommens alter.

Med disse to skikkelser står Martin Andersen Nexø solidt i verdenslitteraturen. Der er varme og offersind i dem. Der er godhed. Og de står ikke alene. De står midt i hver sin verden af fattige mennesker, som alle er en del af dem, ikke fordi de er gode eller onde, men fordi de alle lider under den ulykke, som burde udryddes fra klodens overflade, og som Martin Andersen Nexø mener kan og skal udryddes, fattigdommen.”

Mattias Tesfaye fastslog ved præsentationen af de litteraturkyndiges Litteraturkanon, at han ikke kommer til “at ændre et komma i udvalgets forslag.”

Udgangspunktet om at lade kyndige anvende deres professionelle kompetencer, er jeg – i det mindste enig i et godt stykke ad vejen – enig i, selvom vi lever i et folkevalgt demokrati, men …

… men Mattias, som var med til at sætte de kloge hænder på dagsordenen i et Danmark, der i stigende grad domineres af højtuddannede og højtlønnede, fortæller i sit forord til Pelle Erobreren om, hvordan han støvsugede de københavnske antikvariater for brugte eksemplarer til kursusbrug i fagforeningen, fordi bogen ikke kun skal være et anliggende for “akademiske tekstanalyser”, men fordi bogen også har noget at sige til almindelige mennesker, og fordi “det afgørende er budskabet – tag godt imod det, vi bør stadig lade os erobre.”

Nexø kom ikke med i litteraturkanonens obligatoriske del, men hans forfatterskab er dog fortsat en del af anbefalingerne til de unge, som er på vej mod de højere uddannelser, af kulturarv, de kan lade sig erobre af.

---

Dennis Kristensen er formand for Martin Andersen Nexø Fonden.