Orban-Tusk-Trump-EU: Europæisk magtkamp i opløsningens skygge

Forholdet mellem USA og EU befinder sig på et historisk lavpunkt. Samtidig kæmper EU internt med en række politiske konflikter, der udfordrer unionens sammenhængskraft.

Hvor EU tidligere præsenterede sig som et samlet politisk projekt, fremstår det i dag som en løs konstruktion af skiftende samarbejder, hvor medlemslandene vælger deres partnere efter egne interesser. Denne udvikling bliver særligt tydelig i den politiske akse mellem Viktor Orbán, Donald Tusk og Donald Trump.

Trumps aftryk på europæisk politik

Donald Trumps engagement i europæisk politik fortsætter med at skabe splittelser, især i Centraleuropa. Hans åbne støtte til Karol Nawrocki ved det polske præsidentvalg blev modtaget med stor irritation i Bruxelles, der så det som en direkte indblanding i et EU-lands demokratiske proces.

Valget endte med en kneben sejr til Nawrocki. Uden Trumps indflydelse kunne det have udløst et omvalg, eftersom oppositionen anklagede myndighederne for fejl i stemmeoptællingen.

Hermed står Polen tilbage med en præsident Nawrocki og en regeringschef, Donald Tusk, der befinder sig i åben konflikt – et politisk drama, der dagligt sætter sit præg på landets retning. Forholdet til USA er anspændt; Tusk er uønsket i Det Hvide Hus, fordi han anses for at være alt for tæt forbundet med EU-systemet.

Fra allierede til rivaler: Polen og Ungarn i åben konflikt

Hvor Polen og Ungarn tidligere udgjorde en stærk EU-skeptisk, fælles front, er relationen nu præget af dyb mistillid. Uenigheder om Ukraine-krigen og forholdet til Rusland har brudt alliancen mellem Warszawa og Budapest.

Viktor Orbán har yderligere forværret forholdet ved at tilbyde politisk beskyttelse til tidligere polske ministre fra Kaczyński-årene, som Tusk-regeringen søger retsforfulgt. Det tidligere polske parlamentsmedlem Marcin Romanowski har fået politisk asyl i Ungarn i en sag om brug af Pegasus-spyware. Tidligere justitsminister Zbigniew Ziobro opholder sig ligeledes i Ungarn, hvor han forsøger at undgå 26 separate anklager om magtmisbrug.

Retorikken i polsk politik er benhård, og Tusk bliver i dele af oppositionen omtalt som en ”forbryderkonge”. Orbán fremstår samtidig som EU’s mest markante kritiker og en central skikkelse i kampen for øget national suverænitet på bekostning af EU’s institutioner.

Ungarn på vej mod skæbnevalg

Samtidig er Orbáns egen magtbase under pres. Ungarn går til valg i april 2026, og meningsmålingerne antyder, at hans parti Fidesz kan miste grebet om regeringsmagten til Péter Magyars nyoprettede parti TISZA.

Magyar, tidligere Fidesz-medlem, tilbyder en politisk platform, der på overfladen minder om Orbáns, men som forsøger at appellere til vælgere, der er trætte af økonomisk stagnation, korrupte magtstrukturer og Ungarns voksende isolation i EU.

Den økonomiske situation spiller en central rolle. EU har indefrosset 18 milliarder euro på grund af Ungarns brud på retsstatsprincipperne, og den ungarske økonomi skranter med langt lavere vækst end forventet og en inflation, der fortsat ligger højt. Det gør valgkampen mere uforudsigelig end tidligere og sætter Orbán under pres for at sikre sig økonomisk støtte andre steder fra.

Orbán i Washington

Orbáns nylige besøg hos Donald Trump i Washington er et eksempel på denne strategi. For Orbán var mødet en politisk triumf, som han brugte i hjemlandet til at signalere international opbakning. For Det Hvide Hus var derimod blot tale om et uformelt frokostmøde, uden nogen egentlige diplomatiske forpligtelser.

Ifølge Orbán har Trump lovet at støtte en udsættelse af EU’s planlagte stop for import af russisk olie og gas – et stop, der vil kunne ramme Ungarn hårdt. Udsættelsen får dog en pris: Ungarn forpligter sig til store indkøb af amerikansk LNG, flydende naturgas, samt brændsel til det russiskbyggede atomkraftværk i den lille by Paks. Trumps tilgang er velkendt: internationale aftaler skal have en klar modydelse til gavn for USA.

Russisk energi splitter Europa

Striden om russisk energi rækker langt ud over Ungarns grænser. Også Bulgarien og Rumænien er dybt afhængige af russiske selskaber som Lukoil og Rosneft og tøver med at støtte et totalt stop for import.

I Bruxelles vækker Orbáns aftaler med Trump og opbakningen til fortsat russisk energi stor frustration, fordi de underminerer EU’s bestræbelser på at holde en samlet linje over for Moskva.

Samtidig øger aftalerne USA’s indflydelse i regionen, ofte på bekostning af EU, og skaber et magtpolitisk tomrum, som unionen har svært ved at udfylde.

En union i indre og ydre krise

Resultatet er et EU, der fremstår dybt splittet, både indadtil og i sine eksterne relationer. Stridigheder mellem medlemslande, pres fra USA og Kina, og uenighed om centrale spørgsmål som energipolitik og Ukraine-krigen understreger, hvor udfordret den europæiske politiske arkitektur er.

Relationerne mellem Orbán, Tusk og Trump afspejler en bredere udvikling: EU bevæger sig væk fra visionen om en samlet politisk enhed og hen imod et Europa præget af parallelle alliancer, nationale særinteresser og ulmende konflikter.

Det store spørgsmål er, hvor længe unionen kan fortsætte ad denne vej – og hvem der i sidste ende kommer til at sætte den nye retning.