Ortega-Murillo-diktaturet er stærkt svækket

3. april var otte-årsdagen for en stor skovbrand i Indio Maíz-regnskoven i Nicaragua. Det blev en gnist til starten på et folkeligt oprør i det fattige, mellemamerikanske land.

Halvanden måned senere gik over 1/2 million mennesker på gaden (ud af en befolkning på seks millioner) med krav om den sandinistiske præsident Daniel Ortegas afgang.

Men oprøret blev slået ned, mange døde, og endnu flere blev politiske fanger eller måtte flygte ud af landet.

I dag er over 5.000 civilsamfundsorganisationer forbudt, katolske påskeprocessioner er forbudte, en fri presse er ikke-eksisterende, og befolkningen overvåges både fysisk og virtuelt.

Det er virkelig trist.

Men meget tyder dog på, at Ortega-Murillo-diktaturet vakler. Ortegas hustru og vicepræsident, den magtsyge Rosario Murillo, er bange for Daniel Ortegas svigtende helbred og alle, der kan true hendes magtposition. Så hun er nu begyndt at fængsle flere af Ortegas faste støtter for at opretholde sig magt.

Den fremtrædende politolog, Oscar René Vargas, skrev 4. april med denne analyse:

Nicaragua: Regimets skrøbelighed

I dag er det 72 år siden, at mange modstandere af Anastasio Somoza Garcías diktatur blev myrdet. Denne tekst er en hyldest til minde om dem.

I Nicaragua er en asymmetrisk sociopolitiske kamp gået ind i en kritisk fase, hvor gamle sandheder bryder sammen, og regimets strategiske skrøbelighed træder stadig tydeligere frem.

Nylige oplysninger afslører en voksende bekymring, selv inden for magtens inderkreds, hvor man ikke længere tror, at dynastiets blot kan overdrage magten til Murillo eller på et automatisk nederlag for den interne og eksterne opposition.

Regimet er gået ind i en fase, hvor det mister kontrol over både den politiske udvikling og den langvarige udmattelse, som har drænet det på både på det politiske, økonomiske og diplomatiske plan.

Mens Murillo håber at kontrollere hele det politiske landskab, er den reelle dynamik en helt anden. Det er ikke blot den folkelige modstand mod regimet, der fortsætter, men indefra er termitter også i gang med at gnave i diktaturets bærende søjler.

Termitterne er en direkte trussel mod dynastiets arvefølge.

Scenariet gør den sociopolitiske kamp til en tikkende bombe af uforudsigelighed. Det centrale problem for Murillo-Ortega er tydeligt: Der findes ingen nemme udveje ud af de kriser, der er under opsejling.

Diktaturet står over for et strategisk dilemma. Enten kan det intensivere den interne undertrykkelse, der kan udløse en katastrofal eskalering af det internationale pres. Eller også kan det forsøge at finde en politisk-diplomatisk udvej, men uden udsigt til gunstige resultater. Det kan af magtkredsene tolkes som et nederlag, der vil øge mængden af krudt i den tikkende bombe..

Virkeligheden er ubarmhjertig: Tiden arbejder ikke til Murillos fordel. Den styrker tværtimod regimets svaghed.

Oppositionen bør være bevidst om netop det og forsøge at underminere regimet gennem udmattelse. Den bør pege på undertrykkelsen for at forstærke diktaturets isolation og påpege den økonomiske politiks fiasko og de stigende uligheder (mindre beskæftigelse, mere fattigdom, lave lønninger osv.).

Jo længere den asymmetriske sociopolitiske kamp varer, desto større bliver presset på Murillo. Enhver politisk aftale vil kræve indrømmelser. Og netop det er svært at acceptere for et diktatur, der er vant til at stille betingelser.

Kort sagt er den asymmetriske sociopolitiske kamp nu nået til et stadie, hvor Ortega-Murillo-diktaturet kan bringes til fald. På kort sigt er der ikke tegn på konsolidering, men snarere en forværring af ustabiliteten med stor sandsynlighed for, at regimet vil bryde sammen – en udvikling, der ikke længere er en hypotese, men en reel og overhængende trussel.

Óscar René Vargas er historiker og politolog. Han deltog i 1970’erne i kampen mod Somoza-diktaturet og var efter revolutionen i 1979 politisk rådgiver for Sandinistfronten. Senest har han været fængslet i et år fra 2022. Han er i lighed med mange andre i oppositionen frataget sit statsborgerskab for ”forræderi mod fædrelandet” og lever nu (som 80-årig) i eksil.

Teksten er oversat af Charlotte Valløe.