På søndag går Brasilien til skæbnevalg

Søndag 2. oktober blev der afholdt 1. runde af præsidentvalget i Brasilien. Lula fra arbejderpartiet PT vandt første omgang, men den siddende præsident – den ekstreme højrefløjspolitiker Bolsonaro – er ikke færdig.

Meningsmålingerne tydede på en sikker sejr til Lula – måske allerede i første runde, men i hvert fald en solid sejr med kun sølle 35 % til Bolsonaro. Indtrykket var, at Bolsonaro efterhånden var blevet meget upopulær i den brasilianske befolkning som helhed. I Brasilien måler man også hvor mange, der er direkte modvillige over for kandidaterne, og her viste målingerne en langt højere modvillighed mod Bolsonaro end Lula. Ca. 35 % af befolkningen var således imod ham som præsident – uanset hvem modkandidaten var.

Derfor var det en overraskelse, at Bolsonaro klarede sig så forholdsvist godt i første valgrunde. I lang tid mens stemmerne blev talt op, lå han tilmed højere end Lula. Resultatet blev dog en pæn føring til Lula, som endte med de forventede omkring halvdelen af stemmerne – 48,5 %. Det overraskende var Bolsonaros opbakning, som blev ca. 43 % – altså 7 procentpoint højere end forudsagt, og kun 5 procentpoint mindre end Lula. Resultatet betyder, at Lula skal ud i en omkamp med Bolsonaro ved præsidentvalgets 2. runde søndag 30. oktober.

Det ekstreme højre klarede sig også godt til kongres- og guvernørvalget. Bolsonaros parti vandt den vigtige guvernørpost i delstaten Rio i første runde foruden en del mindre guvernørposter og et antal kongresmedlemmer. Men også Lulas parti, Partido dos Trabalhadores (Arbejdernes Parti, PT, red.) og venstrefløjen har klaret sig godt. De fleste delstater i Nordøstbrasilien valgte en ’petista’ (medlem af PT, red.) til guvernør allerede i første runde, og PT har også øget sin andel af valgte i kongressen. PSOL – et venstrefløjsparti meget lig Enhedslisten – har ligeledes øget deres antal i kongressen. Tendensen fra valget for fire år siden fortsætter således: De store gamle borgerlige partier er fortsat svækkede, mens både venstrefløjen og det ekstreme højre står stærkt.

Lula foreløbig favorit

Med 48,5 % af stemmerne, og med opfordringer til at stemme på Lula fra de to kandidater, der kom ud af første valgrunde som nr. 3 og 4 (med i alt ca. 6 pct. af stemmerne), ser det umiddelbart lyst ud for Lula ved det endelige valg 30. oktober.  

De første reaktioner var da også optimistiske fra ledende PT-medlemmer. Lulas forhenværende udenrigsminister, den ledende kraft bag etableringen af det internationale samarbejde, der er kendt som BRICS, Celso Amorim, sagde således på et seminar afholdt af Rosa Luxemburg Stiftung, at han ikke er bekymret for 2. valgrunde, men regner det for overvejende sandsynligt, at Lula vil vinde. Den samme opfattelse deles også af mange andre debattører på venstrefløjen, som dog også pointerer, at det er nødvendigt at arbejde hårdt for at nå målet.

Hvis man går ud fra, at ingen ændrer mening, er det også en naturlig konklusion – Lula skal blot overbevise en mindre del af de øvrige vælgere om at følge, hvad deres foretrukne kandidat anbefaler, så har han de godt 1,5 procentpoint han mangler for at have et flertal – mens Bolsonaro skal hente ca. 7 procentpoint. Det er heller ikke sket før i Brasilien, at den kandidat, der fik flest stemmer i første runde, efterfølgende har tabt i anden runde.

Bolsonaros mulige modtræk

Der er tre forhold, som kan ændre dette.

For det første er Bolsonaro siddende præsident, og har som sådan en vis kontrol over statsapparatet, samt den status det giver at være ”præsidenten”. Som i USA er det også i Brasilien almindeligt, at en siddende præsident bliver genvalgt. Det er faktisk ikke sket endnu i Brasiliens korte historie med demokrati, at en siddende præsident ikke er blevet genvalgt. I USA er det dog sket enkelte gange – senest med Trump, og tidligere da Carter tabte til Reagan i 1980.

For det andet har Bolsonaro vundet nogle væsentlige sejre ved guvernør- og kongres-valget. Eksempelvis i ”svingstaten” Minas Gerais. Her vandt Lula et lille flertal ved afstemningen til præsidentvalget, men Bolsonaro-støtten Zema fra partiet Novo blev valgt til guvernør for staten med komfortable 56 % af stemmerne i første valgrunde, og han har allerede opfordret sine vælgere til at stemme på Bolsonaro ved 2. valgrunde. I Brasilien – hvor de fleste orienterer sig mere mod personer end mod partier og politik – har den slags betydning.

Det bør også bemærkes, at venstrefløjen generelt stod relativt samlet om Lulas kandidatur ved valget. Både Psol og PCdoB – de to væsentligste partier til venstre for PT – undlod at opstille kandidater til præsidentposten, mens de fleste borgerlige partier havde hver deres kandidat. Hvis man alene går ud fra vælgernes stemmehensigt som afgørende, kan man altså sige, at venstrefløjen allerede har høstet de fleste af de stemmer, de kan få – og derfor skal vinde moderat borgerlige vælgere over på sin side, hvis de sidste par procent skal nås.

Omvendt skal det også bemærkes, at ganske væsentlige, ledende skikkelser fra samme borgerlighed nu anbefaler deres støtter at stemme på Lula – fx den tidligere præsident Fernando Henriques Cardoso (FHC), berømt for sin anti-inflationsplan og den eneste i Brasilien der har vundet magten i første valgrunde – samt som nævnt de to centrum-højre kandidater ved første valgrunde.

Kan Lula-koalitionen mobilisere PTs bagland?

For det tredje er der situationen på gaden og den politiske mobilisering af især PTs base. Her spiller flere forhold ind.

Siden Lula vandt første gang i 2002, er især højreradikale, kristne bevægelser – som er naturlige allierede med Bolsonaro – blevet styrket. Det er en tendens, som har været i gang i lang tid, hvor konservative kristne, især evangeliske bevægelser har formået at skabe stor tilslutning til protestantiske, anti-venstrefløjsideologier i dele af den brasilianske befolkning, og som med Bolsonaros valg har fået yderligere momentum.

Hvor den brede befolkning i PT’s dage som aktivistisk masseparti ofte var i kontakt med aktivister fra PT eller fra en af de mange sociale bevægelser, som sammen med PT udgjorde en slags progressivt netværk, så er denne mobilisering i dag langt svagere. Det skyldes blandt andet selv samme PT og Lulas strategi med at skabe governabilidade, eller regeringsduelighed på dansk, da Lula vandt første gang i 2002. Det betyder, at brasilianerne ikke længere i samme grad møder aktivister, som kan bidrage med alternative tolkninger af begivenheder og modargumenter til de mængder af fake news, som især højrefløjen serverer gennem de dominerende elektroniske medier som fx TV Globo og gennem Whatsapp. Disse kampagner gennem fake news er allerede i gang.

Samtidig er PT’s stærke base i arbejderklassen svækket – dels fordi PT har ”sejret ad helvede til” ved at skabe velstand, så dele af arbejderklassen nu har fået middelklasse-interesser, dels fordi de store industrier i fx São Paulo har outsourcet dele af produktionen til mindre underleverandører. Det betyder, at mange som tidligere var med i et stærkt fagligt fællesskab, nu er spredt på mange mindre arbejdspladser, hvor den faglige identitet ikke er lige så stærk.

Resultatet er, at befolkningen er mere modtagelig over for fake news, som fx at Lula vil lukke kirker, at Fernando Haddad (PT’s præsidentkandidat for 4 år siden, red.) uddelte ”kit gay”, dvs. opfordring til homoseksualitet i folkeskolen, at Lula er for fri abort, og at han er bundkorrupt og en tyveknægt, der stjæler af de offentlige kasser. Samtidig er der ingen, som oplyser dem om, at når kriminaliteten og mordraterne gennem mange år faldt, når deres børn nu har adgang til en bedre uddannelse end de selv havde, og når de selv har fået bedre levevilkår og fx kan få hjælp til at starte en virksomhed osv. – så skyldes det hverken Gud eller ‘udviklingen’, men er resultatet af programmer, etableret af Lulas og Dilmas regeringer.

Der er altså al mulig god grund til, at venstrefløjens aktivister ikke læner sig tilbage og tænker ”den er hjemme”, men følger PSOL’s eksempel. 9. oktober annoncerede venstrefløjspartiet, at de vil øge deres mobilisering af medlemmer og støtter for at få Lula valgt i anden valgrunde.

Hvad kan vi forvente, hvis Lula bliver valgt?

I 2002 søgte Lula tydeligvis at berolige offentligheden om, at han ikke var en radikal socialist a la Hugo Chavez i Venezuela, blandt andet ved at vælge en erhvervsmand som vicepræsident. I 2018 tabte Lulas ”vikar”, Fernando Haddad knebent til Bolsonaro med en kommunist fra PCdoB på vicepræsidentposten. Med valget af Geraldo Alckmin fra det socialdemokratiske PSB som vicepræsidentkandidat er Lula vendt tilbage til ‘hen over midten’-strategien. Alckmin var i sin tid medstifter af det store borgerlige parti PSDB, og var desuden Lulas modkandidat ved præsidentvalget i 2006.

Analysen har tydeligvis været, at valget skal vindes ved at erobre vælgere fra den moderate borgerlige midte, ikke mindst hvis en anden valgrunde blev nødvendig. Lula har sikret sig, at han har ryggen fri hos de øvrige partier på venstrefløjen, der ser valget af Lula som afgørende for at bevare Brasilien som et demokratisk land. PSOL har fx valgt ikke at opstille den meget karismatiske Guilherme Boulos, og også det ene af Brasiliens to kommunistpartier, der i 2018 leverede vicepræsident-kandidaten, afstod fra at have en kandidat. På den måde håbede man at venstrefløjens stemmer ville samle sig om Lula så han kunne vinde allerede i 1. valgrunde.

Fakta: Brasiliens valgsystem

• Brasiliens demokrati er et præsidentielt system, meget lig den model man har i Frankrig. Præsidenten vælges ved simpelt flertal blandt et antal kandidater fra en lang række partier. Hvis ingen opnår mere end 50 % af stemmerne, går de to der fik flest stemmer videre til anden valgrunde.

• Samtidig vælges en guvernør for hver delstat efter samme model. Og der vælges et antal deputerede og senatorer til et parlament, som består af to kamre.

• Valgperioden er 4 år, og der er stemmepligt for alle brasilianere. Man kan dog vælge at stemme blankt.

+

Strategien gør det svært at forestille sig, at en kommende Lula-regering vil føre andet end en moderat progressiv kurs. Det er oplagt, at man vil forsøge at genetablere og genoprette de progressive reformer, som blev skabt i de 14 år, PT havde magten. Det kunne være ting som at reservere en del af de videregående uddannelsespladser til unge, som har gennemført grundskolen og gymnasiet i de offentlige i stedet for private skoler; og sociale programmer som programmet Bolsa Familia hvor de fattigste familier støttes økonomisk, hvis blot deres børn passer skolen i stedet for at arbejde, m.v. Det er også sandsynligt, at det statslige organ der overvågede udviklingen i Amazonas vil blive genetableret, og at skovrydningen vil mindskes. 

Derimod er det nok mindre sandsynligt, at en ny regering Lula vil have styrke til at tage et opgør med de strukturelle magtforhold, der var med til at muliggøre begivenhederne (kuppene) i 2016 og 2018, fx ved at gribe ind over for den private mediedominans, der med en slet skjult kampagnejournalistik var med til at gøre kuppene mulige.

Kritik fra venstre

Strategien er blevet kritiseret af andre på venstrefløjen, og også inden for PTs egne rækker. Ingen af disse var begejstrede for, at Lula og PTs ledelse valgte Alckmin som sin vicepræsidentkandidat. Men nogle går også videre og peger på, at hele samarbejds-strategien kan være en fejl, fordi den overlader stemmerne fra alle dem, som oplever sig marginaliserede både økonomisk og politisk, til en politiker som Bolsonaro. Der kommer til at mangle et klart venstreorienteret udtryk for den frustration og vrede, som mange i Brasilien med god grund føler mod det etablerede politiske og økonomiske system.

En, som deler denne analyse, er den kendte amerikanske forsker, Noam Chomsky, som i et interview med BBC sammenligner valget af Bolsonaro med valget af Trump i USA.  På samme måde som mange amerikanere har svært ved at se nogen større forskel mellem de to store partier i USA, så risikerer man, at en alliance mellem Lula og centrum-højre kræfter som Alckmin kan have en lignende effekt i Brasilien. Argumentet her er, at Lula med en mere klar venstreorienteret profil nok ville miste nogle af centrum-vælgerne – men også at nogle ville blive på grund af modvilje mod Bolsonaro og frygt for demokratisk nedsmeltning, hvis han fortsætter.

Samtidig ville han hente stemmer hos nogle af dem, som med god grund er utilfredse, men som i dag er tiltrukket af Bolsonaros anti-system retorik, fordi der ikke er et klart folkeligt og venstreorienteret alternativ. Det ville i så fald ligne situationen i USA i 2016, da meningsmålingerne viste, at Bernie Sanders havde større chance for at vinde over Trump end Hillary Clinton.