På vers: Maj
Poesi er ikke nødvendigvis politisk, men politik kan godt være poetisk. Derfor vil Solidaritet fra tid til anden bringe et digt, der på den ene eller anden måde sætter politiske, kulturelle eller sociale forhold på vers
Maj
Jeg er født i maj.
Forår i Danmark.
Fortid i Gaza.
Kølige parker.
Brændte minder.
Maj
En seksårig pige
løber barfodet,
varmt sand mellem tæerne.
Øjnene blanke.
Hjertet sidder højt,
rammer halsen.
En teenage-dreng
på æselryg.
Bag sig: støv.
Foran: uvished.
På vej mod vest.
Mod havet.
Væk fra markerne,
væk fra høsten.
Maj –
Nakbaens vugge.
Mine forældre blev flygtninge
fra barnsben;
jorden trukket
væk under dem.
Et telt.
Et nummer.
Et navn på en liste.
Et FN-flag, der blafrede
over en fremtid,
ingen turde tro på.
En madkupon –
det, jeg arvede.
Søndag, 7. maj 2023.
Jeg cykler i København,
et opkald fra Gaza:
Din mor åndede ud,
81 år på ryggen,
og mange flere i sjælen.
Med årene
visnede hendes fortællelyst,
blad for blad.
En brønd, der tørrede ud.
Jeg skriver,
fordi tavshed gør ondt,
fordi minderne blomstrer i sproget,
i såret.
Og jeg savner hendes stemme ved min pude.
Maj i Norden:
grill i parkerne,
festivaler i gaderne.
Sådan lærte jeg maj igen –
men med et savn
under huden.
Der er altid eksamener i maj.
Maj –
hvor sommerplanerne fastlægges,
Nakbaens minder presser sig på.
En splittet måned,
Mellem skoleklokker
og kanonslagene,
ser jeg min mors blik bag hegnet.
Hvisker:
“Vi vender tilbage, inshallah.”
Maj –
et ekko.
Ikke i datoer –
men i drømme.
I børn,
der løber
uden at vide hvorfor,
eller hvorhen.
Jeg ser dem i nyhederne –
de samme blikke.
De samme bare fødder.
De samme støvveje.
Jeg hører min mors stemme
i deres skrig.
Maj
tændte lys i vinduerne,
et hav af flammer
mod mørket.
Jeg cykler på Amagerbro.
Glæden vokser i mig:
Der vil komme en ende
på ondskaben.
Det har historien lært os.
Maj –
min mors blik
bor i mig.
Min fars tavshed
runger i mine ører.
Og jeg savner
duften af stegte tomater
og min fars salat –
dryppet med tahini.
Maj –
midt på året,
midt i såret.
1945: Befrielse.
1948: Fordrivelse.
Her spirer håbet –
uden tilladelse,
uden kort.
Maj
Få skridt i Mindelunden, Ryvangen –
mit hjerte rammer halsen.
Smerten er spredt
som en mælkebøtte,
der rammes af vinden –
frø for frø,
landflygtige.
Maj –
hele menneskeheden til eksamen.
Vandmelonernes fremkomst.
Kornets snarlige høst.
I marken mod øst.
Maj
i Gaza
er fortabt.
Marker flået åbne
som sår i landskabet.
Brødet brændt før det blev bagt.
Frugten sprængt før den blev plukket.
Intet at høste.
Intet at så.
Intet at vende hjem til.
Kun et folk,
der bærer deres årstider
på ryggen –
og går.
Maj
44 år på min ryg.
Solen skinner,
som om den intet ved.
Men jeg ved –
at maj ikke er én ting.
Maj –
et smertefuldt håb,
der blomstrer
hvert år.
Om skribenten
Nidal Abu Arif
Jeg voksede op i en appelsinlund i Gaza og bor nu på Amager med min kone og to børn. Siden 2005 har jeg beskæftiget mig med formidling og kommunikation mellem den arabisktalende verden og Danmark – både som kommunikatør, projektleder, journalist og konsulent. Læs mereKære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER