På vers: Uddrag af “Atomernes oprør”

Alle atomer i verden forlanger at sættes i frihed.
Jeg besværger jer, ilende masser som omslynger jorden,
Stormenes forbund og ilden! Og vandet! Og alle atomer
Indoptagne i kræfternes spænding eller i vækstliv,
Alle lys- og lyd-elementer og Eders forbundne,
Hav på hav af atomer … Jeg beder: vis nåde mod kloden!
Ligeledes besværger jeg pesten og krigen og kvinden,
(alle atomer i verden forlanger at sættes i frihed)
Hver som kan skade vort jordliv: at vise nåde mod kloden.

Denne planet var en gang så tykskallet, søvnig og tunghør,
Opfyldt af duftende sumpe og hovedpine og lykke,
Dagen var lang som en uge, og måneden slæbte som året,
Alle folk havde tid, og dog kom de dovne bagefter.

Nu er trafikken sat op og tempoet ganske forstyrret,
Hele kuglen kan trådløst omspændes med levende tale:
Hvad den britiske statsmand udslynger i parlamentet
Når til Australiens byer, før helt det slår gennem salen.
Vor planet bliver lydhør og tynd som en bristende boble.
Jeg er ræd, at en dag den forgår, blot et trylleord nævnes,
En formular i kemi, som er udtryk for vand, eller luftgas,
Eller et ukendt stof, ubeskrivelig stærkt som guddom.
Ak det er formlernes formel! Pas på, hvad du ser i dit fangnet.

Jeg besværger hvert dyr, hvert atom ej at ophidse jorden:
Slangen som fristede Eva og ravnen som opholdt Elias,
Ørnen i luften på vagt og løverne i deres huler,
Lotusblomsten på Ganges og Indiens fryd, elefanten
Bærende Buddha så blidt som et vand en vidunderlig lotus,
Ørken-kamelen, Arabiens båd, som befordred’ profeten,
Æslet, som hjalp på sin ryg Gudsmoder og søn til Ægypten,
Samt under palmer det føl, der traved’ med lille messias,
(mindre anselige gangere vist … Men skønne for hjertet.)

Endelig ber’ jeg om nåde hos påskelammet og fisken,
At de ikke for stærkt hos herren forklager vor klode,
Før vi har fundet vor vej og vist os svangre med vilje:
Han kunne brænde den op eller sætte den helt ud af omløb.

Alle atomer i verden forlanger at sættes i frihed,
Alle nationer vil strides og alle forbundne vil skilles.
Jeg, et atom under solen, jeg anråber lande og bølger.
Træer og sten og metaller, dyr og fugle som ånder,
Strømmen i havenes dyb og ilden i bjergenes indre:
Dersom vor stjerne kan frelses, da lad os ej volde den skade.

Dette er et uddrag af det længere digt “Atomernes oprør” fra 1925. Stykket er udvalgt og givet mere moderne retskrivning af Sidsel Dorthea Vedel.