Pakistan: Militæret sætter demokratiet i fængsel

En tidligere folkevalgt premierminister sidder nu bag tremmer på tredje år. Imran Khan – cricketlegenden, der blev Pakistans regeringsleder i 2018 – afsoner en dom på 14 års fængsel. Han blev dømt i sager, de fleste uafhængige iagttagere betegner som fabrikerede og politisk motiverede. Hans “forbrydelse” synes at være, at han udfordrede landets magtfulde militær og insisterede på folkets ret til selv at vælge deres ledere. 

Frihed og retssikkerhed er sat på pause. Khan nægtes kaution, han stævnes i sag efter sag – fra terrorisme til angiveligt at have afsløret statshemmeligheder – alt imens han selv og internationale menneskerettighedseksperter kalder anklagerne et skalkeskjul for politisk forfølgelse.

En FN-arbejdsgruppe har endda vurderet, at Khans fængsling krænker international lov, hvilket understreger sagens principielle alvor. Imran Khans skæbne er ikke blot et personligt drama, men et symbol på en bredere krise, hvor demokratiet selv er kommet i håndjern i Pakistan.

Autoritær deroute under militæret

Khans fængsling er et symptom på en autoritær udvikling, hvor Pakistans militær som en stat i staten systematisk undergraver demokratiske institutioner og retssystemet. Siden et mistillidsvotum – orkestreret af hans tidligere allierede og militæret – i 2022 væltede Khan fra magten, har landets magthavere gjort alt for at forhindre hans politiske comeback.

Domstolene er blevet et redskab i magtspillet frem for en uafhængig garant for retssikkerhed. Fx blev Khans parti PTI frataget sit valgsymbol af en kontroversiel Højesteretskendelse for en teknikalitet, hvilket effektivt forhindrede partiet i at stille op under eget navn. Samtidig meldes der om, at dommere – der har udvist uafhængighed til fordel for forfatningen – er blevet presset eller tilsidesat.

Militærets indflydelse ses alle vegne. Kritiske medier er lukket ned eller censureret, fredelige protester mødes med hårdhændet repression, og der tales nu åbent om de facto undtagelsestilstand under den nuværende hærchef. Når folkelig repræsentation truer generalernes greb om magten, træder de uden tøven på både forfatningen og domstolenes integritet for at bevare status quo.

Et valg uden folkets stemme

Kulminationen på denne antidemokratiske kurs kom med valget i februar 2024. Valget skulle have været en ny start, men endte som en farce. Udadtil fik pakistanerne lov at stemme, men reelt var spillereglerne skævvredet fra start.

Imran Khan sad bag tremmer og var udelukket fra at stille op. Hundredvis af hans kandidater var enten fængslet, intimideret eller lokket til at forlade hans parti. Selv PTI’s navn og symbol var fraværende på stemmesedlen. Alligevel stemte millioner af borgere på uafhængige kandidater med loyalitet til Khan – så mange, at disse kandidater vandt flest mandater af alle.

Men folkets vilje blev systematisk tilsidesat, da valgkommissionen og magteliten fandt måder at holde Khans bevægelse ude af magtens korridorer. Observatører fra EU og Commonwealth konstaterede “mangel på lige vilkår”, og medier verden over beskrev valget som svindel.

Selv Pakistans egne aviser rapporterede om omfattende valgmanipulation, fra partisk fordeling af reserverede mandater til direkte stemmefusk, alt sammen designet til at begunstige den gamle magtelite omkring Sharif-familien og Bhutto-klanen på bekostning af Khans reformbevægelse.

Resultatet blev da også, at Khans rivaler slog sig sammen i en opportunistisk koalition, der holdt ham ude af regeringskontorerne, trods hans bevægelses tydelige folkelige mandat. Et valg var blevet afholdt, ja, men det pakistanske folks stemme blev kuet, ikke hyldet.

Undertrykkelse og menneskerettighedsbrud

Parallelt med det politiske spil er en mere dyster udrensning i gang på gadeplan. Tusindvis af fredelige demonstranter, oppositionsaktivister og almindelige borgere er blevet arresteret siden maj 2023.

Deres “forbrydelse” var at protestere mod et regime, der tæver demokrati og frihedsrettigheder tilbage i mørket. Ifølge Amnesty International og Human Rights Watch er massefængslingerne og den hårdhændede behandling af Khans tilhængere en skrigende krænkelse af grundlæggende menneskerettigheder. 

Fredelige protester mødes rutinemæssigt med tåregas, stokkeslag og masseanholdelser. Endnu værre har myndighederne i flere tilfælde helt valgt at omgå de civile domstole. Over 100 civile er blevet stillet for pakistanske militærdomstole anklaget for urolighederne efter Khans arrestation. At lade militære hemmelighedsfulde domstole dømme civile bag lukkede døre strider mod ethvert retsstatsprincip. 

FN’s Menneskerettighedskommissariat har fordømt denne praksis, og Amnesty kalder det et åbenlyst intimiderings-våben designet til at knuse enhver kritisk røst. Når unge studerende, ældre kvinder og folkevalgte parlamentarikere kan dømmes ved lynprocesser uden offentlig indsigt, er retssikkerheden sat ud af spil. Pakistan befinder sig i en menneskeretlig undtagelsestilstand, hvor forfatningsmæssige rettigheder kun gælder på papiret.

Vestens tavshed og ansvar

Man kunne forvente, at et så dramatisk anslag mod demokratiet i et land med over 240 millioner indbyggere ville udløse ramaskrig blandt verdens demokratier. Men responsen fra USA, Storbritannien og EU har været slående tam.

Vestlige ledere, der ellers ynder at prædike om demokrati og frihedsrettigheder, har nøjedes med halvhjertede erklæringer om “bekymring” over udviklingen i Pakistan. Da valget i 2024 blev afholdt under dybt unfair omstændigheder, opfordrede Washington og Bruxelles ganske vist til en undersøgelse af uregelmæssighederne. Og da militærdomstole sidste år idømte 25 civile flere års fængsel, kom der fordømmelser fra vestlige regeringer, som understregede at civile har ret til en fair rettergang.

Men disse ord er ikke blevet fulgt op af reel handling. Dobbeltmoralen er lammende tydelig. De samme vestlige regeringer har været hurtige til at sanktionere autoritære overgreb andre steder i verden, men i Pakistan, en strategisk allieret, virker principfastheden pludselig fleksibel.

USA fortsætter sit tætte sikkerhedssamarbejde med Pakistans militær, Storbritannien ruller den røde løber ud for landets elite, og EU nøler med at bruge sine økonomiske muskler, selv om Pakistans adgang til europæiske markeder kunne presses som løftestang for demokratiske reformer.

Ved at forholde sig næsten tavse eller nøjes med diplomatiske fraser svigter Vesten ikke blot de modige pakistanere, der sætter livet på spil for friheden, de underminerer også deres egen troværdighed. Når Vesten kun forsvarer demokratiske principper selektivt, svækker man det globale demokratiprojekt. Autoritære regimer verden over noterer sig, at “folkestyre” er et slagord, man kan omgå uden større konsekvens, så længe man holder sig på god fod med de store magter. 

Håb og krav om handling

Trods alt dette er Pakistans demokrati ikke dødt, det er såret, men lever i folkets hjerter. Millioner af pakistanere nægter at bøje nakken. De fortsætter med at samles fredeligt på trods af risikoen, insisterende på at deres stemme skal høres. Imran Khans vedholdende popularitet, selv bag tremmer, vidner om en folkelig sult efter forandring, retfærdighed og selvbestemmelsesret.

Historien har vist, at selv de mest brutale regimer ikke i længden kan kvæle et folks længsel efter frihed. Det internationale samfund må gøre sin del, for nu er tiden inde til handling frem for tavshed. Verdens demokratier bør klart og utvetydigt kræve, at Pakistan lever op til sine forpligtelser, løslader de politiske fanger, genopretter pressens og borgernes frihedsrettigheder og afholder reelt frie valg.

Der skal lægges konsekvent pres på militæret og dets politiske marionetter for at respektere forfatningen. Vestlige lande, der hævder at stå for demokrati, bør matche deres ord med handling, om nødvendigt ved at genoverveje militærbistand og handelsprivilegier, indtil der sker konkrete forbedringer.

Pakistan står ved et kritisk punkt mellem demokrati og diktatur. Valget vil ikke kun definere landets egen fremtid, men sende et signal til alle, der kæmper for frihed verden over. I sidste ende kan principfast international solidaritet og det pakistanske folks ukuelige håb blive det, der bryder lænkerne og lader demokratiet slippe fri igen. 

Demokrati, retssikkerhed og folkets stemme må sejre over frygtens politik. Det skylder vi ikke blot pakistanerne, men alle der tror på frihedens og rettens ukrænkelighed.