Palæstina: Fra apartheid til et land for alle

I årtier har mantraet lydt, at vi støtter en to-statsløsning i Israel-Palæstina. Det bliver gentaget overalt fra FN til Ramallah til Christiansborg – og det til trods for at alle med et minimum af kendskab til situationen i området ved, at det tog for længst er kørt. Om ikke andet så fordi Israel aldrig har accepteret tanken.

Selv den i sine sidste år fredsstøttende Yitzhaq Rabin sagde, at det palæstinenserne i bedste fald var tiltænkt, var ’mindre end en stat’. Benyamin Netanyahu har for sin del alle dage bekæmpet idéen og gjort alt for at umuliggøre den ved – imod folkeretten – at bidrage til, at der i dag bor 700.000 israelske jøder i bosættelser overalt på Vestbredden. For ikke at tale om hans insisteren på den totale ødelæggelse af Gaza.

Apartheid i en-statsmodellen

To-statsmodellen har i vid udstrækning kunnet overleve, fordi der ikke har været fremlagt nogen alternativer, som har kunnet finde genklang i medierne og/eller regeringskontorerne.

Ingen af de steder har man gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i de efterhånden mange fremkomne forslag på en varig løsning. I stedet læner man sig op ad Trumps absurde planer for Gaza og ser igennem fingre med Netanyahus langsomme – dog ikke længere så langsomme – annektering af Vestbredden.

Et måske overraskende resultat af Hamas’ angreb på Israel 7. oktober 2023 og den efterfølgende totale krig imod Gazas befolkning, kultur og infrastruktur er, at der nu er kommet mere og mere litteratur om og opmærksomhed på alternativer til den for længst afdøde to-statsmodel.

Udgangspunktet for alle de alternative Hamas-modeller er en konstatering af, at realiteten i øjeblikket er en én-stat, idet Israel har total kontrol over hele det historiske Palæstina, from the river to the sea. Men desværre er denne én-stat en apartheidstat, hvor de to folk, der bebor området, lever under vidt forskellige betingelser og to forskellige retssystemer.

Et land for alle

En af de organisationer, der er vokset frem igennem de seneste 14 år, er den israelsk-palæstinensiske A Land for All: Two States, One Homeland. Den er grundlagt af israelske May Pundak (barnebarn af Herbert Pundik og datter af en af Oslo-aftalens fædre, Ron Pundak) og palæstinensiske Rula Hardal.

A Land for Alls programerklæring hedder ”Fra konflikt til forsoning” og tager udgangspunkt i ”to stater, et hjemland”, dvs. to demokratiske og suveræne stater – Israel og Palæstina – knyttet sammen i et forbund, hvor man efter inspiration fra EU sigter mod fri bevægelighed over grænserne med fælles institutioner, infrastruktur osv. – med henblik på at skabe et bæredygtigt samarbejde/partnerskab mellem de to stater.

Modellen tilbyder national selvbestemmelse uden dominans, et delt styre uden at udviske folkenes respektive identitet, og med sikkerhed uden at den ene part underkastes den anden. De skriver:

”Der er et dybt følelsesmæssigt behov for partnerskab i dette land. Når palæstinensere siger Palæstina, refererer de til hele området mellem Jordanfloden og Middelhavet; ligesom når israelere siger Eretz Yisrael, så refererer de til det samme område… Ingen internationale grænser kan ændre på disse forbindelser, denne identitet. Ingen internationale grænser kan afskære palæstinensernes bånd til Jaffa, Haifa eller Lydda, lige så lidt som de kan afskære jødiske bånd til Hebron, Nablus eller Betlehem.”

Derfor tager A Land for All også fat på et af de helt fundamentale problemer i konflikten, nemlig de palæstinensiske flygtninges skæbne.

Som udgangspunkt skal den palæstinensiske stat have ret til at give statsborgerskab til palæstinensiske flygtninge. Når de har opnået dette, får de mulighed for at rejse frit i begge lande som turister eller for at søge arbejde eller bosætte sig. Ligesom de andre indbyggere i Palæstina får de mulighed for at få opholdstilladelse i Israel, med hvad dertil hører af rettigheder, inklusive retten til at stemme til lokale valg.

For at undgå at Israel bliver oversvømmet af palæstinensiske flygtninge, vil man i første omgang udstede opholdstilladelser til et større, men begrænset, antal palæstinensiske flygtninge. Det er vigtigt at være opmærksom på, at flygtninges ret til at vende tilbage er en individuel ret, nedfældet i FN’s resolution 194 fra 1948, som ingen national eller international leder kan afstå, denne ret er utallige gange blevet bekræftet i FN.

Ifølge A Land for All skal Jerusalem være en forenet by, hovedstad for begge lande og med fri og uhindret adgang til de hellige steder. Hvert af de to lande må fastlægge sin egen politik for indvandring og statsborgerskab med udvidet mulighed for opholdstilladelse for indbyggerne i det andet land, inklusive israelske bosættere i Palæstina og palæstinensiske flygtninge i Israel.

A Land for All søger at vinde international støtte til sit projekt og er da også blevet positivt modtaget i mange kredse – herunder i EU. De fortjener ros for at tænke kreativt og holistisk og for netop at tage fat på de svære spørgsmål (som flygtninge og Jerusalem), som de fleste andre fredsforslag har forsømt, hvilket er en af grundene til, at de altid er slået fejl.

Fra apartheid til demokrati

Et andet bud på en fredelig fremtid i Mellemøsten foreligger i bogen From Apartheid to Democracy – a Blueprint for Peace in Israel-Palestine (University of California Press 2025) skrevet af Michael Schaeffer Omer-Man og Sarah Leah Whitson, begge ledere af den israelsk-palæstinensiske organisation DAWN (Democracy for the Arab World Now).

Michael Schaeffer er amerikansk journalist med israelsk statsborgerskab og har tidligere været redaktør på såvel The Jerusalem Post som på +972 Magazine. Sarah Leah Whitson er amerikansk advokat, som tidligere har været leder af Human Rights Watch’ afdeling for Mellemøsten og Nordafrika. Hendes mors familie er armeniere fra det armenske kvarter i Jerusalem. Tilsammen har de næsten 50 års erfaring fra området.

Som bogens titel siger, drejer det sig om en plan for, hvordan man kan bevæge sig fra det nuværende apartheidstyre til demokrati. Forfatterne lægger sig ikke fast på, om det skal udmøntes i én stat, to eller flere stater, men udgangspunktet er, at man ikke vil gentage tidligere forsøg – som ifølge forfatterne bl.a. slog fejl, fordi man prøvede at løse politiske ledelsesspørgsmål – før man satte en stopper for og fik rådet bod på Israels forbrydelser i hele området.

Bogen går meget systematisk og kronologisk til værks over en periode på tre år. På dag 1 skal FN’s Generalforsamling efter opdrag fra Sikkerhedsrådet udpege en særlig udsending, som skal tage initiativ til og føre opsyn med overgangen.

I de følgende tre uger skal vedkommende ansætte og sammensætte det personale, der skal støtte vedkommende samt organisere en Forsoningskonference med 50 deltagere i Jerusalem. I de følgende fire uger skal planen debatteres og tilpasses, og derefter skal der udpeges et forretningsministerium og et kabinet for de ministerier, der fastholdes.

Samtidig skal det Palæstinensiske Selvstyre opløses, uden at man opløser de fleste ministerier, funktioner og sikkerhedsstyrker. Dette er alt sammen forberedelser til Overgangsperioden, og derefter følger selve overgangen, hvor forretningsministeriet på dag 1 bl.a. skal udstede følgende erklæringer og ordrer:

• Bring det militære styre til ophør, ophæv nødretslovene, udstræk den civile straffelov til også at gælde for palæstinenserne.
• Tilbagekald regeringens betegnelse af Gaza som ”fjendtligt område” og erklær alle bufferzoner for afskaffet.
• Ophæv generelle forbud mod bevægelsesfrihed

Senere følger at den israelske Højesteret skal erstattes af en Højesteret for Overgangen med deltagelse af palæstinensiske, israelske og internationale dommere til at vogte over overgangen til demokrati.

Det kan tilføjes, at selvom israelere har demonstreret imod Netanyahus forsøg på at stække Højesteret, så har Højesteret aldrig forsvaret palæstinensernes rettigheder, men har tværtimod blåstemplet såvel besættelsen som overgrebene.

Derefter følger en omfattende proces med at tilbagekalde racistiske og diskriminerende love og erstatte dem med love, der lever op til projektets ledende principper.

Statsborgerskab og rettigheder skal udvides til at omfatte alle, der bor mellem Jordan-floden og Middelhavet. De israelske og palæstinensiske politistyrker skal integreres, og det skal være forbudt at sætte militæret ind i indenrigsoperationer, og alle militante grupper og sikkerhedstjenester skal afvæbnes og hjemsendes.

I begyndelsen af periodens femte til femtende uge skal alle administrativt fængslede og alle politiske fanger løslades.

Ved afslutningen af en periode på tre år skal der afholdes demokratiske valg, som dels skal føre til en repræsentativ regering, dels forberede en mulig folkeafstemning, hvor alle borgere kan beslutte, om de ønsker at forblive som én stat eller søge et alternativ, det være sig to stater, et forbund eller noget helt tredje.

Det kan virke utopisk, men der argumenteres grundigt og omhyggeligt for hvert skridt, og sammenlignet med de planer, der for øjeblikket florerer – for ikke at tale om virkeligheden på jorden – er bogen et interessant og konstruktivt oplæg til såvel diskussion som handling.

Judæa, Israel, Palæstina

Det samme er den israelske historiker Ilan Pappes seneste bog ”Israel på kanten – otte skridt mod en bedre fremtid”. (Klim 2025)

Ilan Pappe er kendt som en mangeårig tilhænger af én-statsmodellen, dvs. en demokratisk stat i hele det historiske Palæstina. Han lægger sig ikke fast på et navn, men som arbejdstitel kalder han det for post-Israel-Palæstina.

Ifølge Pappe er udgangspunktet, at staten Israel er ved at falde sammen, at den som titlen antyder, står på kanten af afgrunden, ikke mindst fordi landet i dag er splittet i det, han kalder staten Judæa og Israel.

Førstnævnte er en sammensmeltning af religiøs zionisme og ortodoks jødedom, som vandt valget i 2022. Kernen i denne gruppe er de voldelige bosættere på Vestbredden, hvis vold for øjeblikket kun er rettet imod palæstinenserne, men som også nærer et indædt had til de sekulære jøder i Israel. Derfor frygter flere og flere – ikke kun Ilan Pappe – at Israel risikerer borgerkrig.

Pappe mener, at de sekulære jøder kunne have udgjort et bolværk mod staten Judæa, hvis de havde allieret sig med palæstinenserne i Israel, men ”staten Israel er lige så racistisk som staten Judæa”.

Men selvom staten Judæa for øjeblikket synes at have overtaget, så mangler den de økonomiske og militære muskler, som er nødvendige for at sikre Israels overlevelse. (Israel på Kanten s. 48).

Skellet mellem staten Judæa og Israel er den første af de i alt syv sprækker som Pappe nævner som grundlaget for sin konklusion. Den anden sprække er den stærke internationale fordømmelse af Israel på grund af landets undertrykkelse af palæstinenserne og senest krigen i Gaza. Det passer ikke ind i den israelske selvforståelse, at landet i dag flere og flere steder bliver betragtet som en slyngelstat, hvis borgere får sværere og sværere vilkår som turister og forretningsdrivende i udlandet.

En tredje og meget væsentlig sprække er, at diaspora-jøder i stigende grad nægter at identificere sig med og bakke op om staten Israel. Det er en tendens, som er særligt fremtrædende i USA, som rummer det største antal jøder uden for Israel.

”Hvis støtten fra det globale jødiske samfund aftager, vil lobbyvirksomheden for Israel blive opretholdt af kristne zionister og stærkt højreorienterede republikanere i USA” … og … ”rundt omkring i verden (vil Israel) være afhængig af fascistiske og højrenationalistiske partier og bevægelser”. (Israel på Kanten s. 56)

Af andre sprækker kan nævnes den økonomiske udvikling, hærens svagheder og statens manglende evne til at leve op til befolkningens behov.

Ifølge Ilan Pappe har de hidtidige fredsforhandlinger hvilet på den præmis, at de to folk i det historiske Palæstina ikke kan leve sammen, af hensyn til deres egen sikkerhed skal de holdes adskilt. Det tror han ikke er rigtigt:

”Jeg tror på en fremtid, hvor alle er i stand til at leve frit, hvor israelske jøder og palæstinensere arbejder side om side for en bedre fremtid i et afkoloniseret og frit Palæstina, og kan opnå det. Det bliver ikke nemt, men det er muligt.” (Israel på Kanten s. 67)

En ny palæstinensisk nationalbevægelse

En vigtig forudsætning for på sigt at kunne skabe den demokratiske enhedsstat – eller fællesstat som nogle har kaldt den – er, at der sker en samling og ændring af den palæstinensiske nationalbevægelse.

Nu kan man mene, at det skal en israeler ikke blande sig i, men Ilan Pappe har om nogen føling med, hvad der foregår i de palæstinensiske samfund såvel i Israel som i de besatte områder og i diasporaen, og overalt hylder de unge palæstinensere ham som en rockstjerne, fordi han i årtier har stået så urokkeligt fast på at forsvare deres rettigheder.

Det overordnede begreb til løsning af konflikten er retfærdighed, og her opererer Pappe med både overgangs- og genoprettende retfærdighed. Overgangsretfærdighed er forfølgelse af dem, der bærer ansvaret for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden med efterfølgende nedsættelse af en sandheds- og forsoningskommission à la den sydafrikanske model.

”Genoprettende retfærdighed er baseret på, at gerningspersoner indrømmer deres forbrydelser, og at de ved at lytte til de berørte ofre forstår den fulde virkning af dem, hvorefter ofre og gerningsmænd samarbejder om at finde en måde at råde bod på den skade, der er sket.” (Israel på Kanten s. 110)

Bosætter-kolonialisme og de palæstinensiske flygtninge

Ilan Pappe betragter Israel som et bosætter-kolonialistisk samfund, og det giver særlige vanskeligheder, fordi bosætter-kolonialister efter flere generationer også føler sig som ’indfødte’ og har svært ved at erkende deres meddelagtighed i for eksempel fordrivelsen af palæstinenserne i 1948.

Det fører frem til endnu et kardinalpunkt i Pappes planer for et demokratisk land, nemlig spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjemland, også selvom det ligger i det nuværende Israel. Implementeringen af denne ret er ”en forudsætning for en vellykket opbygning af et nyt post-Israel-Palæstina”.

Ifølge forfatteren er det praktisk muligt at gennemføre, når man tager udgangspunkt i den forskning, som palæstinenseren Abu Sitta har foretaget. Den viser, at de fleste af de landområder og besiddelser, tilhørende de palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere, stadig er relativt ubeboede, dvs. der bor kun ca. 200.000 jøder der. Resten benyttes af militæret eller er skov.

Det kan i den forbindelse være værd at notere sig, at Israel i sin argumentation for ikke at lade flygtningene vende tilbage aldrig har begrundet det med, at der ikke er plads. I så fald kunne Israel jo heller ikke tilskynde resten af verdens millioner af jøder at flytte dertil.

Et andet punkt, som Pappe vier megen opmærksomhed, er behovet for igen at knytte området fra floden til havet tæt sammen med resten af det østlige Middelhavsområde, Mashreq. Han drømmer om, at der igen kører tog mellem Gaza, Haifa, Beirut og Damaskus, sådan som der gjorde i baghaven til det hus, som han nu bor i uden for Haifa.

Den megen fokus på retfærdighed for palæstinenserne betyder ikke, at de israelske jøder er glemt i Pappes vision. Han er klar over, at mange israelske jøder vil have svært ved at se sig selv i en ligeværdig position med palæstinenserne, men han finder håb i bl.a. organisationer som Jewish Voice for Peace (JVP), som har formuleret sig således:

”Jøder har haft en lang og integreret historie i den arabiske verden og Nordafrika, hvor vi i tusinder af år levede med hinanden og delte fællesskaber, sprog og skikke med muslimer og kristne.” (Israel på Kanten, s. 195).

Sæt ord på fremtiden

Den sidste del af bogen Israel på kanten er en fiktiv beskrivelse af et post-Israel-Palæstina, hvor forfatteren som gammel mand med lune og kærlighed rejser rundt i landet. Nogle finder det måske lidt naivt og rosenrødt, men i virkeligheden gør Ilan Pappe det, som de fleste politikere forsømmer, nemlig at sætte ord og billeder på den fremtid, som han ønsker sig.

Fremtiden bliver næppe helt den, som nogen af disse forfattere forestiller sig, men deres bidrag er alle uendeligt værdifulde, for ingen kan efter den 7. oktober 2023 være i tvivl om, at det nuværende scenarie er uholdbart i det 21. århundrede.

Det giver hverken frihed eller sikkerhed til israelerne eller palæstinenserne, og i det lange løb kan intet samfund opretholdes ved undertrykkelse af et andet – og ingen mennesker kan i længden se sig selv i øjnene efter at have begået drab, tortur, ydmygelse og udrensning af andre mennesker.

Så det mest urealistiske er dét, der foregår nu og her.