Palæstina: Frihedskampen er legitim. Hamas’ angreb på civile israelere er forkastelige

Bare for at slå en ting fast. Hamas’ angreb skete med en umenneskelig brutalitet. Man kan ikke forsvare et massemord på over 200 mennesker på en musikfestival, som tilfældigvis lå i vejen, med at det er en del af en befrielseskamp. Det er blodtørst, massemord og krigsforbrydelser. Hvis man ikke kan se det, bør man søge hjælp med henblik på at styrke moral og empati.

Det bliver kun værre. Israels mere og mere højreradikale præsident Benjamin Netanyahu erklærede hurtigt, at Israel nu er i krig, og han lovede at slå hårdt tilbage. For at give et varsel om det, der nu vil komme, anbefalede han de civile i Gaza-striben at søge væk, for snart kommer Hamas’ gemmesteder til at ligge i ruiner.

Sammenligner man de civile og militære tabstal i krigene mellem Israel og Hamas, er der al mulig grund til at være bekymret. Krigen på Gazastriben i 2014 begyndte på en lignende måde. Hamas fyrede flere tusinde raketter mod Israel, og Israel svarede igen. Ifølge FN døde 71 israelere i løbet af krigen – herunder fem civile. Til sammenligning døde 2.131 palæstinensere, heraf 1.473 civile. Det er 30 (tredive!) gange flere palæstinensiske end israelske ofre.

Hamas’ angreb i weekenden var på en langt større skala og af en helt anden brutalitet end angrebene i 2014. I skrivende stund er over 800 israelere døde. Bruger man den samme skala til at udregne det endelige antal palæstinensiske ofre som ved krigen i 2014, bliver det for alvor uhyggeligt.

Også derfor er de etablerede mediers énsidige dækning af den blodige krig slående – konflikten ses langt overvejende med israelske øjne og interesser. Skal vi også se konflikten med palæstinensiske øjne? Glem det.

Indespærret bag Palæstinamur og Gazablokade

Det israelske styre er et apartheid-regime over for den palæstinensiske befolkning. De palæstinensere, som ikke er blevet slået ihjel i forbindelse med Israels dannelse og senere ekspansion over Palæstina, lever i høj grad i fængselslignende tilstande på Gaza og i Vestbredden. Fysiske mure og blokader begrænser palæstinensernes muligheder for at leve en rimelig tilværelse.

Denne situation er kun blevet værre i løbet af de seneste år, hvor Netanyahus regering har tilladt yderligere bosættelser på palæstinensernes områder.

Set i denne sammenhæng er det ikke underligt, at palæstinenserne gør modstand. Og når Hamas på det seneste har været den gruppe, som har stået for den stærkeste modstand mod Israels besættelser, er det på sin ubehagelige vis logisk, at de nyder opbakning i store dele af den palæstinensiske befolkning.

Det betyder bare ikke, at vi som venstreorienterede skal støtte Hamas. Og da slet ikke deres massemord og tilfangetagelser af tilfældige civile israelere. Det er ikke kun moralsk forkert – det er også en politisk fejlslutning.

Vist er palæstinensernes kamp retfærdig. Det betyder bare ikke, at alt, der bliver gjort i denne kamp, er legitimt.

Hamas og Hizbollah har det til fælles, at de finansieres af det reaktionære præsteregime i Iran. Sidst jeg tjekkede, var vi alle sammen enige om, at dette iranske præsteregime skal bekæmpes, og at oprøret mod det under kampråbet Kvinde, Liv, Frihed var en vigtig sag for alle progressive. Men der er hverken meget kvindefrigørelse, liv eller frihed over Hamas’ politik.

Stop højreskredet

Krigen vil kun gøre de i forvejen ringe udsigter for Israel og for Palæstina dårligere. Under beskydning fra Hamas er det heller ikke underligt, at mange israelere lader sig forføre af en endnu hårdere politik over for palæstinenserne. Den politik kan de finde hos Netanyahu og hans endnu mere rabiate støtter på den yderste højrefløj.

På den måde kommer krigen på et belejligt tidspunkt for præsident Netanyahu, som i lang tid har været presset af store folkelige protester mod hans regerings planer om at indskrænke demokratiet i Israel. Måske kan en succesfuld krig i Gaza lægge en dæmper på de mest højlydte protester.

I virkeligheden udgør Netanyahus politik en af de største risici for civile israeleres sikkerhed. Det er nu tydeligt, at Netanyahu-Israels fremfærd over for Palæstina øger risikoen for angreb på israelere. Også derfor er det i israelernes interesse at skille sig af med ham.

Når israelerne har fået svaret igen med overdreven brutalitet, vil palæstinenserne næppe heller lade sig lokke af ønsker om peace, love and understanding. I stedet lokker den kontante modstand hos de reaktionære og voldsrabiate fra Hamas.

Både Israel og Palæstina har brug for nye politikere. Politikere, som stopper skredet til højre og sætter hensynet til deres egne befolkninger forrest. Der er brug for nye kræfter til at finde en løsning på denne konflikt, som i år fylder 75 år. Og jeg ved godt, at det lyder naivt.