Palæstina og Roskilde Festival: En forsmag på, hvad der kommer

Hvis der er én ting, vi vil huske Roskilde Festival 2025 for, er det solidariteten med Palæstina. Den blev vist fra scenerne, i camps og blandt tusinder af festivalgæster – en befriende følelse, der samlede den unge generation.

Onsdag aften afsluttede det irske punkband Fontaines D.C. dets koncert på Orange Scene med “Free Palestine” på storskærmene. De delte scenen med aktivister, og titusinder af publikummer råbte kampråb for Palæstina i kor. Stemningen var rørende og håbefuld – et klart udtryk for den vrede og frustration, mange i Danmark føler over folkemordet. 

Lignende øjeblikke opstod ved flere koncerter under festivalen.

Men det varede ikke længe, før det borgerlige Danmark rasede mod Roskilde for at lade kunstnere tage politisk stilling. Som altid blev alle, der støttede Palæstina, beskyldt for at støtte terror og antisemitisme. Den slags reaktioner har vi også set i England, hvor kunstnere som Kneecap og Bob Vylan har mødt samme modstand.

Det er dybt hyklerisk. Det er de samme mennesker, som forsvarer folkemordet i Gaza – der har kostet mindst 60.000 livet – der nu græder snot over fredelige kampråb fra en festivalscene. De har ingen ret til at kalde os terrorsympatisører.

I virkeligheden forsøger de at fjerne fokus fra Gaza, fordi opbakningen til Palæstina nu er enorm – og det var tydeligt på Roskilde.

Borgerskabet frygter, at 20 måneders propaganda fra politikere og medier ikke har virket. Tværtimod har det kun radikaliseret unge yderligere. De frygter, at en hel generation af unge – og mange flere – er ved at miste tilliden til deres system. Og det har de god grund til. For det er præcis det, der er ved at ske.

Det, vi så på Roskilde, var noget særligt. Noget, vi ikke har oplevet i årtier. Det viser, at vreden mod magthaverne og deres system – kapitalismen – nu begynder at vise sig overalt i samfundet. Selv i kunsten. Og det vil kun vokse i den kommende tid.

Når den vrede bliver organiseret, har den herskende klasse langt mere at frygte end kampråb fra en festivalscene.

Artiklen er også bragt på hjemmesiden marxist.dk