Paris 1871: Kommunen der rystede Europas magthavere

Fantasten Napoléon 3. af Frankrig startede krigen mod det mægtige Preussen 19. juli 1870 for at genoprette kejserrigets fallerede prestige ved hjælp en hurtig militær sejr. De franske magthavere håbede på, at en sådan sejr ville udløse en royalistisk sympatibølge, der kunne dæmpe den voksende republikanske stemning i landet.

Krigen fik dog det modsatte resultat. Efter to måneder var det franske militærs nederlag en kendsgerning. General MacMahon måtte kapitulere 1. september 1870. Napoleon 3. blev taget til fange og abdicerede to dage senere. 

Den tyske militærledelse under general Moltke svarede med at kræve provinsen Elsass-Lothringen. Efter at den franske Rhinarmé havde kapituleret, trængte de preussiske tropper frem til det indre Frankrig og drog i retning af Paris.

Gadens parlament

3.september 1870 indtog befolkningen i Paris byens gader. Medlemmerne af det monarkistisk dominerede lovgivende kammer i Paris vidste kun alt for godt, hvad sådan en kæmpemæssig folkemobilisering kunne føre med sig og hasteindkaldte derfor under ledelse af kanonproducenten Schneider alle parlamentsmedlemmer til møde i Palais Bourbon ved Seinens bred i Paris.

Så snart mødet var gået i gang, rejste Jules Favre fra den moderate borgerlige fløj sig og krævede omgående afsættelse af kejseren og hans familie. I al hast blev dette vedtaget af et stort flertal i håb om, at man dermed kunne forhindre værre ting i at ske. Mange af de borgerlige delegerede frygtede en storm på parlamentet og det som var værre: et decideret magtskifte.

“Bonapartismens historiske skopudsere”

De som havde overtaget ledelsen af republikken og gav sig selv navnet ” Regeringen af det nationale forsvar”, bestod overvejende af gamle håndlangere fra den fallerede bonapartisme.

Karl Marx betegnede i sit berømte skrift ”Borgerkrigen i Frankrig” disse politikere som ”Bonarpartismens historiske skopudsere”, hvis største interesse var at beskyttte det franske borgerskabs rettigheder frem for landets forsvar mod den preussiske invasion. 

Den vigtigste politiske repræsentant for ”burgøjserrepublikken” (citat: Marx) var LouisAdolphe Thiers. Han havde været ministerpræsident fra 1836 til 1840 og var forhadt som slagteren af det parisiske proletariats revolte i 1848, som han lod knuse med store brutalitet. Han overgik senere dette ved at drukne Pariserkommunardernes selvforvaltede bysamfund i et ubeskrivligt blodbad.

Pariserne bevæbnes

Under den preussiske belejring fra september 1870 til januar 1871 voksede de sociale spændinger pga. arbejdsløshed, sult, kulde og krig. Den 28.december 1870 startede den preussiske hær beskydningen af Paris. Karl Marx kommenterede det således:

”Paris i våben, det var ensbetydende med revolution i våben! Paris’ sejr over de angribende preussiske tropper ville have været ensbetydende med de franske arbejderes sejr over den franske kapitalisme og dens statsparasitter. I dette spændingsfelt mellem national pligtopfyldelse og klasseinteresser tøvede ”Regeringen af det nationale forsvar” ikke et øjeblik, den forandrede sig til en regering af det nationale forræderi.”

De politiske klubber

Under den preussiske belejring af byen slækkedes kontrol og censurvirksomhed over for befolkningens aktiviteter, og der opstod et utal af aviser og politiske klubber.

Det var helt åbenlyst, at den borgerlige dominerede regering frygtede dens indre opposition – Paris’ arbejdere og dele af småborgerskabet, som repræsenteredes af radikale jakobiner, republikanere, anarkister og socialister.

Den social utilfredshed havde længe gæret blandt de fattige i Paris. Den hastige industrialisering medførte en proletarisering af brede lag – særlig i Paris, hvor småhandelen og håndværket endnu var fremherskende. Arbejderne havde ikke fået meget del i den økonomiske vækst under kejserstyret.

På trods af de generelle bedre levevilkår efter 1848-oprøret oplevede de en social deklassering i forhold til de andre samfundsgrupper.

Preusserne i Paris

27. februar 1871 bekendtgjorde plakater på Paris’ mure, at våbenhvilen var forlænget, og byen ville blive besat af 30.000 preussiske soldater. Thiers havde direkte bedt om en preussisk besættelse af visse parisiske bydele.

Det var heller ingen tilfældighed, at Thiers efterlod nationalgardens kanoner i netop disse kvarterer. Hvis ikke Paris’ befolkning og nationalgarden havde bragt kanonerne i sikkerhed, ville de som planlagt af Thiers være faldet i hænderne på den preussiske besættelseshær.

1.marts 1870 marcherede preussiske tropper med trommer og musik til Place d’Ètoile og Champs Elysées og videre til Place de la Concorde. Her gjorde de ophold. De turde simpelhen ikke fortsætte videre, da de frygtede befolkningens kollektive vredesudbrud.

I de 48 timer preusserne holdt denne del af den kæmpestore by besat, kunne de ifølge øjenvidnet kommunarden Prosper Lissagarays beretning ikke rigtig nyde deres magtdemonstration:

”Byen var igen helt i folkets hænder, det var ikke længere junkernes eller storborgerskabets Paris fra 1815. Sorte faner vejede overalt ud af husene, gaderne var tomme, butikkerne lukket, springvandet var bragt til ophør, monumenterne på Place de la Concorde var blevet overdækket og gadelanternerne var uden lys. Det hele lignede en død by (…) Der var kun en enkelt herre fra forstaden Saint Germain, som stillede sit hus til rådighed for preusserne.”   

Friedrich Engels havde denne kommentar til preussernes besættelse af Paris: 

”Men Nationalgarden beholdt sine våben og kanoner og trådte kun i våbenstilstand med sejrherren. Preusserne vovede ikke at drage ind i Paris i triumftog. Kun et lille hjørne af Paris, som tilmed for en stor del bestod af offentlige parker, turde de at besætte, og det kun et par dage.

I den tid var de, der havde holdt Paris omringet i 132 dage, selv omringet af de bevæbnede arbejdere, der omhyggeligt vågede over, at ingen ”preusser” overskred de snævre grænser, der var trukket omkring den krog, som var overladt til de fremmede erobrere. En sådan respekt indgød pariserarbejderne den hær, som kejserdømmets hære havde strakt våben for. De preussiske junkere, der var kommet for at tage hævn ved revolutionens arnested, måtte ærbødigt blive stående og salutere for netop denne bevæbnede revolution.” 

Denne korte besættelse forløb næsten uden hændelser.   

Nationalforsamlingens sidste dekret før dens flugt til Versailles

De fleste våbenføre parisere var på dette tidspunkt gået ind i nationalgarden, som nu i alt talte 194.291 mænd, deriblandt 1725 internationalister fra Belgien, Italien, Polen, Rusland og Ungarn.

Paris’ venstrefløj opfordrede til folkekrig mod preusserne. Thiers-regeringen ignorerede kravet og blev af de revolutionære anklaget for svigefuld passivitet. Men to væbnede forsøg på at vælte regeringen – 31. oktober 1870 og 22. januar 1871 – var blevet slået ned. De revolutionære havde endnu ikke tilstrækkelig aktiv støtte i befolkningen.

Men den ensidige fredsaftale 28. januar og den korte preussiske besættelse af Paris’ centrum forstærkede parisernes følelse af at være blevet bedraget af regeringen og forandrede styrkeforholdet til fordel for venstrefløjen. 

Thiers-regeringens politiske afskedsgave til befolkningen i Paris

Med den tyske rigskansler Bismarcks velvillige holdning bag sig, forberedte Thiers-regeringen sig nu på en jernhård undertrykkelse af Paris’ arbejderbefolkning. Som indledende skridt besluttede et flertal i nationalforsamlingen 11. marts 1871 at ophæve de betalingsudsættelser på husleje og kreditter, der tidligere var blevet vedtaget i november 1870.

For titusinder af småhandlende var dette ensbetydende med økonomisk fallit, da den økonomiske aktivitet under belejringen var gået helt i stå, og de fleste ikke rådede over nogen pengebeholdning.

De nye huslejebestemmelser betød, at omkring 300.000 arbejdere, offentligt ansatte, håndværkere og fattige studerende omgående skulle betale de udestående huslejerestancer. De var nu akut truet med at blive kastet på gaden. Derudover vedtog nationalforsamlingen at standse udbetalingen af lønninger til en stor del af nationalgarden, hvilket betød at mange familier mistede deres eneste indtægtskilde.

Likvideringen af general Lecombe – “bødlen fra 1848”

Oprøret blev udløst af, at Thiers-regeringen ville afvæbne Paris’ befolkning ved at beslaglægge kanonerne, som nationalgarden havde anskaffet sig for egne midler.

Regeringstropper forsøgte forgæves at beslaglægge kanonerne og slå oprøret ned. Da general Lecomte gav soldaterne ordre til at skyde på folk – først og fremmest aktive kvinder – der strømmede til for at forhindre soldaterne i at transportere kanonerne væk fra Montmartre, nægtede soldaterne at adlyde denne ordre.

Generalens 88. linjebataljon gik over på befolkningens side, afvæbnede officererne og anholdt general Lecomte, også blev kaldt ”bødlen fra 1848”. De vrede menneskemasser trak ham ind i en baggård og skød ham. En sen hævn for de mange oprørere, generalen lod henrette i 1848-oprøret.

Efter at Thiers fik besked om, at den planlagte beslaglæggelse af kanonerne var mislykkedes, besluttede han at rømme Paris. Hans regering og de få regeringstro tropper forlod byen og flyttede i al hast til Versailles. 

“Kommunen leve”

18. marts 1871 rejste befolkningen i Paris sig imod den foragtede og forhadte regering og proklamerede et uafhængigt, frit og selvstændigt bysamfund. Den russiske anarkist Pjotr Kropotkin, hvis tilhængere kæmpede på byens barrikader, beskrev denne begivenhed således:

”Da det bevæbnede folk kom ud på gaderne, flygtede de herskende, og tropperne forlod byen. De civile embedsmænd trak sig hastigt tilbage til Versailles og bragte alt det med sig de kunne. Regeringen forduftede som vandpytter i en forårsbrise, og 19. marts vågnede Paris op, befriet af det snavs, som havde besudlet byen.

Med den forandring, der nu var gennemført, begyndte en ny æra i den lange serie af revolutioner, som udgør folkets march til frihed. Under navnet Pariserkommunen var der født en ny ide, som skulle blive udgangspunkt for fremtidens revolutioner.” 

Den røde fane på Paris’ rådhus

Nationalgardens centralkomité havde i mellemtiden afholdt et par møder, og efterhånden som de fik styr på begivenhedernes forløb, besluttede de at besætte byens vigtigste strategiske punkter samt offentlige bygninger. Inden for få timer blev kaserner, politipræsidiet, justitspaladset og byens rådhus, hvor den røde fane allerede vejede fra taget, overtaget af folkemilitsen.

Besættelserne foregik dog ikke uden tøven og visse undtagelser. Således undlod centralkomitéen at besætte hovedpostkontoret og nationalbanken. Dette skulle senere vise sig at være en katastrofal beslutning. De politiske årsager til disse skæbnesvangre undladelser var ”Proudhonisternes” stærke indflydelse i nationalgardens centralkomite.

Proudhonisterne, som var en anarkistisk strømning inspireret af Pierre Joseph Proudhon (1809-1865), afviste ethvert indgreb i den private ejendomsret til produktionsmidlerne.

Efter Paris fulgte lignende oprør i de republikanske bastioner Marseille og Lyon – der havde erklæret republikken for oprettet før Paris – og i Narbonne, Toulouse, Limoges, Bordeaux, Saint Etienne, Le Creusot, Rouen, m.fl. Alle disse oprør blev hurtigt slået ned, og Paris stod alene overfor styret i Versailles.

De venstreorienterede strømninger bag Kommunen

Den politisk engagerede venstrefløj i Frankrig var i midten af 1800-tallet præget af markante ideologiske splittelser. 

• Jakobinerne. Den talmæssigt stærkeste gruppering var de radikale republikanere og jakobinere. Deres samfundspolitiske forestillinger var stadig væk forbundet med den franske revolution af 1789, og de så Konventet og dets centralistisk organiserede velfærdsudvalg som en model for den ideelle styreform.
  
  De havde kun ringe forståelse for de nye sociale og økonomiske forhold og forholdt sig stort set ikke til de nye klassestrukturer anno 1870. De gik ind for et folkestyre baseret på privat ejendomsret. Deres indflydelse rakte langt ind i Paris’ proletariat.
  
  
• Blanquisterne. Langt mere konkrete forestillinger om de fremtidige klassekampe havde tilhængerne af Louis Auguste Blanqui (1805 – 1881). Dette var en kommunistisk strømning, der forestillede sig revolutionen som en velorganiseret gennemført aktion, udført af grupper af viljestærke, lidenskablige revolutionære. De skulle overtage magten og ved deres eksempel inspirere og mobilisere folket for revolutionen: ”Et Frankrig, som er behersket af væbnede arbejdermilitser, det vil være socialismens fødsel.”
  
  August Blanqui var meget populær i befolkningens nederste lag. Han var blevet fængslet 17. marts 1871 af Thiers’ tropper og befandt sig siden da i et fængsel uden for Paris. Pariserkommunen foreslog forgæves at få ham udvekslet med samtlige tilfangetagne embedsmænd og officerer, inklusive deres fange af højeste rang: ærkebiskoppen af Paris. Auguste Blanqui var et karismatisk radikalt symbol på revolutionær ukuelighed og derfor nægtede Thiers at udveksle ham med Pariserkommunes fanger.
  
  
• Anarkisterne. Den tredje store ideologiske strømning var stærkt påvirket af anarkisten Pierre Joseph Proudhon.
  
  Hans tilhængere var for størstedelens vedkommende håndværkersvende og ejere af små familievirksomheder. Proudhon kæmpede hele sit politisk aktive liv for et samfund, som tillader producenterne at bytte deres produkter på basis af deres arbejdsværdi. Han gik ind for at skabe arbejderkooperativer, som skulle være centraler for en fælles produktudveksling. Proudhon var fortaler for, at man med fredelige midler afskaffede enhver form for tvangsordning. 

De overordnede stridspunkter

Hovedmodsætningerne bland kommunardernes ideologiske fløje gik mellem internationalisterne og flertallet af radikaldemokratiske republikanere, jakobinere på den ene side og socialistiske blanquister på den anden. Konflikten udkrystalliserede sig i spørgsmålet om, hvorvidt man som tilbage i 1794 skulle skabe en Velfærdskomité med ”udvidede beføjelser” for at imødegå truslen fra Versailles. 

Flertallet var villige til at gribe til diktatoriske midler for en autoritær samfundsomvæltning. Mindretallet – de anarkistiske medlemmer af 1. Internationale, betragtede Kommunen som et skridt på vejen mod et antiautoritært forbund af autonome selvforvaltede kommuner i stedet for en centralistisk statsmagt.

Den fælles militære kamp for at forsvare Paris mod Thiers’ fremrykkende Versailles-hær hindrede imidlertid debattens fortsættelse.

Kommunens organisationsstruktur

19. marts 1871 udskrev nationalgardens centralkomité valg til kommunens folkevalgte råd, kaldet ”Kommunen”. Valget fandt sted 26. marts 1871. Proudhonisternes anti-feminisme prægede på dette tidspunkt mange mandlige kommunarder og var grunden til, at kvinderne ikke fik stemmeret eller sæde i Kommunen.

Af 485.569 registrerede mandlige (!) vælgere, stemte 229.167 mandlige borgere. For hver 20.000 indbyggere skulle der sendes en rådsdelegeret til Kommunens øverste ledelse. I arbejderkvartererne var valgdeltagelsen væsentligt højere end i de velhavendes kvarterer. Dagen efter valget festede over 100.000 mennesker på pladsen foran rådhuset at det nye kommuneråd nu var indsat.

28. marts 1871 offentliggjorde Kommunen sin nye sociale sammensætning: Af i alt 82 valgte rådsmedlemmer var omkring 32 procent arbejdere, 15 procent offentlige ansatte, 15 procent små forretningsdrivende, og 38 procent bestod af lærere, advokater, officerer, osv. Politisk set var fordelingen således:

 – FLERTALSBLOKKEN bestod af: 13 repræsentanter fra nationalgardens centralkomité, 7 medlemmer af blanquistiske grupperinger, 9 repræsentanter fra den radikale republikanske presse, 21 repræsentanter fra de radikaldemokratiske klubber (jakobinere og republikanere).

– MINDRETALSBLOKKEN bestod af: 15 medlemmer af moderate og borgerlige partier og 17 medlemmer fra 1.Internationale.

I alt var omkring 30 medlemmer af 1. Internationale repræsenteret i Kommunens forskellige udvalg. Mange af dem var tilhænger af Proudhon eller Bakunin, kun et lille mindretal var erklærede marxister.

Nogle omvalg 16. april 1871 ændrede ikke stort på resultaterne.

Fagforeninger

Ved Kommunens fødsel 18. marts 1871 eksisterede der 75 fagforeninger i Paris. Der var dog tale om meget små organisationer, som yderligere blev svækket under den fransk-preussiske krig. Derfor spillede de ved Kommunens tilblivelse ingen vigtig rolle, men meldte dog klart ud, at deres sympati var på Kommunens side.

Det resulterede i, at mange arbejdere stillede deres arbejdskraft til rådighed for Kommunen. Det var første gang, at Paris’ fagforeninger arbejdede sammen for en fælles sag, og det var et stort skridt fremad i udviklingen af fagbevægelsen.

De demokratiske klubber

Foruden de faglige organisationer og Internationalens sektioner havde ’klubberne’ siden september 1870 været hovedorganisator af de politiske sammenslutninger i Paris’ befolkning. Siden oktober 1870 propaganderede klubberne ideen om dannelse af en revolutionær kommune i Paris.

23. januar 1871 blev klubberne forsøgt stækket med et absolut forsamlingsforbud. Først efter Thiers-regeringens flugt fra Paris og det borgerlige politiapparats sammenbrud, kunne klubberne atter genoptage deres politiske aktiviteter i offentligheden.

Klubberne udfoldede først og fremmest deres revolutionære engagement i de tæt bebyggede arbejderkvarterer. Også kvinderne deltog aktivt i debatterne og i klubbernes aktiviteter. Nogle kvindegrupper dannede deres egne klubber for at undgå mændenes dominans.

I de politiske og sociale krav var flertallet af klubberne langt forud for Kommunens politik. Mange klubber var lidenskabeligt engageret for Kommunens sag og samtidigt dens skarpeste kritiker.

Nationalgarden

Under krigen mod Preussen dannede Paris’ arbejdere egne væbnede militser i form af nationalgarden. Før 1870 var nationalgarden et borgerværn med omkring 21.000 frivillige. Dens medlemmer var mest folk fra ”det bedre borgerskab”, læger, advokater, embedsmænd osv.

Hver bataljon bestod af 800-1000 gardister. Disse bataljoner betegnedes som ”de gamle bataljoner”. De ”nye bataljoner” opstod i arbejderkvartererne og rekrutterede overvejende arbejdere og håndværkere. Snart voksede nationalgarden til i alt 350.000 væbnede mænd.

Thiers-regeringen så med mistro på nationalgardens udvikling og udstyrede udelukkende ”de gamle bataljoner” med moderne geværer, mens den overvejende del af de nye proletariske bataljoner enten kun fik forældede geværer eller slet ingen.

I starten af 1871 omorganiserede nationalgarden sig til en føderation med en centralkomité i spidsen. Bataljonerne valgte selv deres officerer. Soldaterlønnen var 1,50 franc om dagen og for mange arbejdsløse gardister var det den eneste indtægtskilde gennem længere perioder.

Sammen med Thiers forlod titusinder af velhavende borgere Paris, hvad der medførte en stærk svækkelse af de gamle regeringstro bataljoner i nationalgarden.

Kommunens finansielle situation

Da nationalforsamlingen fortrak til Versailles, tog de samtlige offentlige kasser med sig og overlod Kommunen det latterlige beløb af 4.658.000 Francs. Kommunens lønudgifter var omfattende.

Foruden finansiering af de løbende offentlige udgifter skulle der betales lønninger til omkring 170.000 nationalgardister. Dertil kom udgifterne i forbindelse med krigshandlingerne mod tropperne i Versailles. Dette kunne indtægterne via skat og diverse afgifter ikke udligne.

I denne prekære økonomiske situation ville det have været en logisk løsning at overtage nationalbankens pengebeholdning. Nogle få kommunarder i rådet krævede en sådan nationalisering. Dette blev som allerede tidligere nævnt blokeret af især Prodhounisterne.

Efter kommunens fald kom det frem, at bankdirektøren i al hemmelighed havde overbragt 258 millioner Francs til Thiers-regeringen, mens Kommunen kun formåede at afpresse banken et samlet beløb af 2,2 millioner Francs.

Sociale reformer

Efter valget 26. marts 1871 overgav nationalgardens centralkomité regeringsmagten til Kommunen. For at styrke sin magt afskaffede Kommunen den stående hær, og Nationalgarden (alle mænd mellem 19 og 40 år) blev den eneste bevæbnede magt.

rods de ideologiske modsætninger, endeløse ideologiske debatter og borgerkrigen gennemførte Kommunen en række vigtige reformer og symbolske handlinger. Oplysning, social lighed og uddannelse blev nøglen til frigørelse og et nyt samfund. Alle stillinger i forvaltningen, retsvæsenet og uddannelsesvæsenet blev besat via valg. De valgte var ansvarlige overfor deres vælgere, og kunne til enhver tid afsættes. Lønnen for offentligt ansatte måtte ikke overstige den gennemsnitlige arbejderløn. 

Med en række dekreter forbedrede Kommunen umiddelbart livsvilkårene for Paris’ befolkning.De vigtigste var tiltag var:

– Eftergivelse af huslejen fra oktober 1870 til april 1871
– Værksteder og fabrikker, der var forladt af ejerne, blev overgivet til dem, som arbejdede der
– Beslaglæggelse af borgerskabets forladte boliger
– Forbud mod natarbejde for bagersvende
– Afskaffelse af pantelånkontorer
– Fastsættelse af brødpriser
– Dekret om fastsættelse af mindsteløn

Mens disse beslutninger med Friedrich Engels’ ord havde ”en afgørende proletarisk karakter”, var der andre, der var rettet mod en radikal demokratisering af samfundet.

Det blev således besluttet at adskille stat og kirke. Kirkens besiddelser overgik til staten, og alle statslige betalinger til kirken blev indstillet. Religiøse symboler, billeder, dogmer og bøn i skolerne blev forbudt. Guillotinen blev – offentligt og under stor jubel – brændt af en bataljon fra nationalgarden.

Kvinderne fra Paris

Kvindebevægelsen havde allerede gjort sig bemærket under den preussiske belejring af Paris. Kvinderne organiserede sig i bykvarterskomiteer. Nogle komiteer var kun åbne for kvinder. Kvinderne gik forrest i mange demonstrationer. De indledte således befrielsen af Paris, idet de forhindrede Thiers’ soldater i at fjerne nationalgardens kanoner fra arbejderkvartererne.

Ved Kommunens konstituering krævede kvinderne, at man rystede kirkens tyranni af sig, og de krævede en offentlig uddannelse for alle piger og kvinder. Dette anså Kommunens aktive kvinder som vigtig del af kvindernes frigørelsesproces. På eget initiativ og med Kommunens støtte oprettedes 4. april 1871 de første uddannelsessteder for kvinder. Samlivsformer, der tidligere havde været forbudt, såsom ”ikke lovligt legitimeret ægteskab”, blev nu lovliggjort.

Samtidigt afskaffede man forskelsbehandling mellem børn af ægteskab og børn af enlige mødre. Kvinder, hvis mand var faldet i krigen, modtog pension, uafhængigt af, om de var gift eller ikke. Disse to dekreter var af stor betydning, da over 26 procent af alle børn på dette tidspunkt stammede fra forhold ”uden for de ægteskabelige rammer”.

Fra 26. marts deltog kvinderne aktivt på forskellige måder i kampen mod nationalforsamlingen i Versailles. I Paris fandtes der så mange aktive kvinder under våben, at der dannedes det første kvindekompagni. I avisen Le Vengeur (Hævneren) kunne man i 1871 læse: ”Kvindernes entusiasme viser, at de anser revolutionen som deres – og forsvaret af den er et forsvar af deres egen fremtid.”

Anarkisten Louise Michel (1830-1905)

Louise Michel var uddannet lærer og ledte en kvindebataljon under Kommunen. I hendes erindringer fra 1886, fortalte hun om kommunarderne og kommunardinderne i “Comite de Vigilance” (overvågningskomitéerne):

“På Montmartre var der to ”Comités de Vigilance”, én for mænd og én for kvinder (..). Aldrig siden har jeg lært at kende så vedholdende, så ligefremme og ædle sjæle og mennesker med en så udpræget personlighed. (…) Hos borgerinderne var der det samme mod og bemærkelsesværdige personligheder. (…) Når det gjaldt pligt, bekymrede man sig næppe om hvilket køn, man tilhørte. (..)

Comité de Vigilance på Montmartre lod ikke nogen være uden opsyn, ingen uden brød. Der var man fire eller fem om at spise en sild. Når det hed: “Montmarte kommer”, gemte de reaktionære sig i deres huller, og som jagede dyr krøb de ned i deres skjul, hvor fødevarerne rådnede op, mens Paris døde af sult. Vi lo af fuld hals, når en af os, havde afsløret en eller anden stikker som vi have regnet for en god borger. (…)

Hvis de reaktionære havde haft lige så mange fjender blandt mændene som blandt kvinderne, var Versailles stødt på større vanskeligheder. Vi må medgive vores venner, at de er mere tilgængelige for medlidenhed, end vi er. Kvinderne, disse væsener med de angiveligt bløde hjerter, er bedre end mændene i stand til at sige: Det skal ske.

De gjorde det også selvom deres indre føltes sønderrevet, de forblev upåvirkede. Uden had, uden vrede, uden medlidenhed med sig selv eller med andre. Det skulle gøres, om så hjertet blødte eller ej. Sådan var Kommunens kvinder.”

Den borgerlige presse i Paris

Hverken begivenhederne 18. marts 1871 eller de samfundspolitiske forandringer, der fulgte efter, førte til, at den borgerlige presse i Paris indstillede sin virksomhed. Alt for sent forandrede Kommunen sin liberale holdning over for den borgerlige presse, der ikke bare var reaktionær men helt åbenlyst agiterede for Kommunens fald. For sent erkendte kommunarderne, at kampen mod deres fjende skulle føres på alle fronter.

Først 5. maj forbød Kommunen syv af de i alt 24 borgerlige aviser. 11. maj blev endnu seks borgerlige aviser forbudt, og så sent som 18. maj, få dage før Kommunens nederlag, blev de resterende 11 borgerlige aviser forbudt. Selv aviser, der blev produceret i Versailles og bragt til Paris blev i lang tid tolereret. På den anden side var publikationer fra Kommunen lige fra starten forbudt i Versailles.

Kommunens holdning overfor de borgerlige hetz-organer bidrog bl.a. til, at dele af småborgerskabet ikke eller kun tøvende deltog i forsvaret af Paris. Aviserne spredte permanente bagvaskelser, løgnehistorier og modløshed, idet de åbent krævede henrettelser af kommunarderne og deres hjælpere. Der fandtes imidlertid også talrige aviser og magasiner, der sympatiserede med Kommunen.

Kampen begynder – borgerskabets hævn

Kommunen, der var beskæftiget med udbygningen af de nye samfundsanliggender og forhold, manglede ressourcer og en klar vurdering af nationalforsamlingens planer i Versailles.

I stedet for – som bl.a. Vladimir Lenin analyserede årtier senere – at foretage en fortvivlet energisk og uomtvistelig offensiv – det vil sige “en march mod Versailles”, som en gang for alle ville fastskrive de samfundsmæssige forhold – så det ud til, at kommunarderne troede, at de kunne realisere et nyt samfund uden militære konflikter.

Versailles’ militære modoffensiv var dog uomgængelig. Allerede 2. april indledte Thiers’ tropper en udmattelseskrig mod den tapre, men ukoordinerede og i regulær krigsførelse uerfarne kommunardmilits bestående af nationalgardister. Appellerne til det franske folk på landet og i byerne om at støtte revolutionen trængte enten ikke igennem regeringstroppernes blokader eller de gav ikke de forventede resultater.

Regeringstropperne i Versailles forberedte sig til den store invasion af Paris. I takt med at Bismarck løslod de franske krigsfanger til formålet, voksede antallet af soldater i den regeringstro hær. 

2. april 1871 – Paris vækkes af kanoner

Denne gang var det ikke de preussiske invasorers kanoner, der tordnede, men de franske tropper under ledelse af Paris’ tidligere guvernør, general Vinoy. Thiers ”republikanske” regering tøvede ikke et sekund med at benytte sig af det kejserlige militærapparat for at nedkæmpe arbejdernes og de ægte republikaneres opstand. Allerede i de første dage af kampene, startede Versailles med summariske henrettelser af tilfangetagne kommunarder. 

Thiers’ militær startede hovedangrebet 21. maj. Gennem åbnede porte trængte de helt ind til centrum af Paris. I første omgang blev tropperne standset af den lidenskabelige modstand, de mødte fra barrikaderne. Men tropperne bed sig fast og bevægede sig under store tab langsomt fremad.

23. maj 1871 begyndte kampen om Montmartre. Barrikade for barrikade faldt. Det lykkedes for General MacMahon, som rettidigt var blevet løsladt fra tysk fangenskab, at bryde igennem kommunardernes stillinger med to armekorps. En stor del af Paris var herefter under Versailles troppernes kontrol.

“Alle på barikaderne!”

24. maj udkom det sidste nummer af ”Journal Officiel” med et sidste opråb fra Kommunen:

”Fjenden er ikke i kraft af dens styrke, men takket være forræderi, trængt ind i byen. Med mod og energi vil pariserne slå den tilbage! (…) Alle på barrikaderne! Lad alle klokker drøne og alle kanoner tordne, så længe der bare findes en eneste fjende i byen! Denne krig er grusom, fordi fjenden kender ingen nåde. (…)

Den fuldstændige sejr er vores eneste chance for at overleve denne ubarmhjertige fjende. Lad os tilkæmpe os sejren gennem enighed og offervilje! Måtte Paris i dag gøre sin pligt! I morgen vil hele Frankrig gøre det efter!”   

25. maj var den del af Paris, som stadig var under kommunardernes kontrol, skrumpet ind til få bydele. Imens gennemførte Versailles-tropperne i en ubeskrivelig blodrus massehenrettelser af tilfangetagne kommunarder, men også ikke-kæmpende civile.

Thiers fejrede sin blodhævn ude i Paris’ forstæder. Fra Versailles kunne man med det blotte øje se kampene, og foran den brændende by fejrede borgerskabet allerede sin sejr.

Kommunardernes kamp decentraliseres

26. maj havde kommunardernes modstand for alvor mistet sin organiserede form. Grupper og enkeltpersoner kæmpede med stort mod og beslutsomhed individuelt videre imod den militære overmagt.

Den moderate avis ”Le Siècle” beskrev 26. maj 1871 Versailles-troppernes myrderier på følgende måde: ”Det er et galoperende vanvid! Der gøres ingen forskel mellem skyldige og uskyldige. I alles øjne lurer mistanken. Denunciationen antager uanede højder. Borgernes liv hænger på et hår. På grund af et JA eller på grund af et NEJ, kan man blive anholdt og skudt.”

Kommunarderne svarede igen og skød sine fanger. På samme dag ”… blev Kommunens fanger hentet fra Roquett-fængslet og bragt til Rue Haxo. Det handler om 50 fanger, som blev ledsaget af kommunarderne gennem den brændende by. Da befolkningen ser dem, udbryder de i vredesråb mod fangerne, som gøres ansvarlige for Versailles-troppernes massakrer. Kommunarderne skyder fangerne uden nogen fælles beslutning eller rettergang. Det var svaret på de systematiske henrettelser af tilfangetagne kommunarder.” (Citat: Jacques Duelos ”Himmelstürmer”, Berlin 1963).

Kommunens fald

Kommunardernes områder blev mindre og mindre. På Paris’ berømte kirkegård Père-Lachaise kæmpede kommunarderne for deres liv. Eftersom kirkegårdens port var blevet sprængt af Versailles tropperne, kæmpedes der videre mellem gravsten og i de underjordiske katakomber.

På nogle af de sidste store barrikader kæmpede kommunens rådsmedlemmer Férre, Varlin, Ranvier og Jourde side om side. Ifølge nogle overlevende kommunarders beretninger var de alle sammen udmattede og blødte af talrige sår og kvæstelser, men kæmpede alligevel videre. De var klar over, at de ved en tilfangetagelse straks ville blevet henrettet.
Det engelske dagblad ”Times” beskrev 27. maj 1871 i en reportage Versailles-troppernes fremgangsmåde således:

 ”Dette ordensparti, hvis fejhed var årsagen til krigen, udmærker sig nu ved deres blodsudgydelse. Overalt bliver husene ransaget i søgen efter oprørere, og mange af dem, de finder, bliver skudt.”

Det franske dagblad ”Le Figaro”, der var lige så reaktionært, som det er i dag, skrev 28. maj 1871: ”Hvad er en republikaner? Et vildt dyr. Ethvert anstændigt menneske slår til for at udrydde dette demokratiske skadedyr!”

28. maj 1871, klokken 8 om morgenen, besatte Versailles-tropperne Rådhuset i Paris´ 20. arondissement. Ved 10-tiden var der kun få spredte modstandslommer tilbage. På nogle barrikader i det 11. arondissement blev der stadig væk kæmpet.

Det var Pariserkommunens sidste trækninger. Kommunarden og historikeren Prosper Lissagaray skildrede denne kamp med følgende ord:

”Omkring klokken ti om formiddagen har kommunarderne kun få kanoner tilbage, og de er omringet af to tredjedele af Versailles-hæren. Alligevel bliver de ved med at kæmpe. (…) Versaillestroppernes artilleri beskyder dem uafbrudt. Da kommunarderne ikke har mere ammunition, styrter de sig beskudt fra alle sider i bajonetterne, som omringer dem (…). Majdagens sidste barrikade er i Rue Ramponneau. Et helt kvarter bliver denne barrikade forsvaret af én eneste kommunard (…). Ved 11-tiden er alt forbi.”

Henrettelserne af kommunarder fortsatte langt ind i juni måned. 

Epilog

23. maj 1871 skrev den franske forfatter Emile Zola i dagbladet ”Le Sémaphore”:

”Jeg har foretaget en spadseretur gennem Paris. (…) Jeg vil kun fortælle Dem om den bunke af lig, som man har lagt under broerne i lag på lag oven på hinanden. Nej, aldrig vil jeg glemme, hvor forfærdeligt mit hjerte har krympet sig sammen, ved synet af det blodige menneskekød (…). Hoveder og legemsdele ligger grueligt i bunker. Fra bunken stirrer krampagtigt forvrængede ansigter frem (…) Der er døde, som ser ud, som om de er blevet skåret i to halvdele. Andre ligner nogen, der har fire ben og fire arme.”

Over 30.000 mennesker blev myrdet af den borgerlig regerings tropper i maj 1871. 40.000 – 60.000 kommunarder blev idømt til fængselsstraf, blev tvangsforflyttet til de franske kolonier eller blev drevet i eksil.    

---

Teksten er en redigeret udgave af en tekst fra Autonom Infoservice.