Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
4. april. 2021

Pariserkommunen: En socialistisk styreform

Demokrati fra neden og radikale frihedsrettigheder. Den korte opstand i Paris lage fundamentet for en styreform, som kan erstatte den borgerlige parlamentarisme og sikre et socialistisk demokrati, skriver Nicolai Von Eggers.

Pariserkommunen: Et socialistisk eksempel til efterfølgelse? Illustration fra bogen “The Red Virgin”.
7 min. læsetid

Politik handler om indhold. Om fordeling af goder, om adgang til boliger, om skattesystemer, om udformning af uddannelse, om beskyttelse af miljø, om planlægning af infrastruktur og så videre. Men politik handler også om form. Om hvordan beslutninger tages, af hvem de tages, og hvordan de føres ud i livet.

Arven fra Pariserkommunen – den kortlivede, selvbestaltede regering af Paris i foråret 1871 – handler først og fremmest om dens form. Nok var der en række politikker af mere eller mindre socialistisk karakter, som blev indført. Men når Kommunen stadig spiller en rolle i dag, skyldes det først og fremmest den regeringsform, den eksperimenterede med.

“Pariserkommunen stod over for mange af de samme problemer som de franske revolutionære i 1790’erne. Der var både krig og borgerkrig, og en invasion af Paris stod for døren.”

Pariserkommunen anerkendte ikke Frankrigs nationale regering, som grundet krigen mod Tyskland i marts 1871 befandt sig i Bordeaux. I stedet udskrev man valg til en ny administration af Paris, og skitserede en plan for en ny styreform for Frankrig.

Kommunen selv skulle være en art parlament, som ville stå for at koordinere administrationen af Paris. Der skulle ikke være ministre, da man frygtede koncentrationen af magt blandt embeder, som kunne være svære at styre eller holde ansvarlige uden nogen øvre enhed. I stedet nedsatte man en række kommissioner – ni styk – med hver deres resort-område bestående af deputerede valgt til Kommunen.

Kommunens medlemmer blev valgt i Paris’ tyve arrondissementer, der hver havde deres egen lokale rådsforsamling. Deputerede ville ikke have frie mandater, således som vi kender det fra moderne repræsentative demokratier. De ville i stedet have imperative – dvs. bundne – mandater. De var med andre ord underlagt arrondissements-rådets myndighed og kunne tilbagekaldes, hvis det lokale arrondissement var utilfredse med deres ageren i Kommunen. Kvinder var ekskluderet både fra at stemme og fra at stille op.

Regering fra neden

Hvert arrondissement havde desuden en høj grad af autonomi, når det kom til forvaltningen af deres lokale bydel. Man afskaffede således politi-præfekten og søgte i høj grad at overlade policing til den lokale Nationalgarde. Garden var selv delt ind i enheder efter arrondissementer og tog ideelt set form af en borgermilits, hvor borgere i lokale arrondissementer således ’policede’ sig selv. Andre sagsområder såsom uddannelse var også i høj grad lagt under arrondissementernes egen administration.

Dette var en bottom-up snarere end en top-down tilgang til regering. Arrondissementerne havde en høj grad af kontrol over mandater i Kommunen, og meget af administrationen af livet i fællesskab skulle bestemmes og implementeres i de lokale arrondissementer selv. Dette byggede på og søgte at forstærke en lokal identitet, som ikke så meget handlede om hvem du var, men hvor du boede – og hvem du derfor boede sammen med, og skulle blive enig med.

Den større vision blev formuleret i skitseform i Deklarationen til det franske folk, 19. april 1871. Her taler man om ’kommunens absolutte autonomi’, det vil sige som den højeste instans i et nyt regeringssystem. Man erklærede desuden her, at det gælder for ’alle lokaliteter i Frankrig,’ hvilket var tiltænkt at sikre, “enhver franskmand frit at kunne udøve sine talenter og evner som menneske, borger og arbejder.”

Deklarationen giver ikke noget klart svar på, hvordan en sådan føderation af kommuner skal arbejde sammen. Den giver heller ikke noget svar på det præcise magtforhold mellem en national regering og de flere tusinde lokale kommuner, ligesom man heller ikke siger noget om forholdet mellem Kommunen og arrondissementerne i de store byer.

Ikke desto mindre er ambitionen klar: Man ønskede et alternativ til både det borgerlige demokrati (og imperiet) baseret på repræsentation og med magten centreret i et parlament (eller en præsident eller kejser), som har et frit mandat. I stedet bygges regeringen op nedefra med lokale råd, der sender bundne mandater til kommunale eller nationale råd, og som dermed fastholder både en tilbagekaldelses funktion samt en stor grad af autonomi, når det kommer til lokal regering.

Deklarationen til det franske folk udråbte blandt andet enhver franskmands ret til frit at kunne udøve sine talenter og evner som menneske, borger og arbejder. Den byggede på traditionen fra revolutionen i 1789. Foto: Wiki Commons

Arven fra 1789

De demokratiske ambitioner i Pariserkommunen byggede i den henseende på den radikale bevægelse i Den Franske Revolution (1789-94). Her havde man også lokale råd (kaldet sektionsforsamlinger, som der var 48 af), man insisterede på, at deputerede sendt til kommunen var bundne mandater, og man søgte en høj grad af self-policing, som var baseret på en lokal borgermilits. Communarderne i 1871 henviste konstant til denne periode, dens administrative praksisser og deres radikale fortalere. Man genindførte den revolutionære kalender, som startede i år 1 med udråbelsen af den franske republik (september 1792), hvorfor kommunen fandt sted i år 79. Og selve navnet Pariserkommunen blev indført som en direkte henvisning til kommunen i 1790’erne, som samlingspunktet for en radikal folkelig bevægelse.

Men Pariserkommunen stod også over for mange af de samme problemer som de franske revolutionære i 1790’erne. Der var både krig og borgerkrig, og en invasion af Paris stod for døren. Der var brug for græsrodsdemokrati til at skabe et bedre samfund, men der var også brug for effektiv regering og mobilisering, hvis krigen og muligheden for demokrati skulle vindes i første omgang. Der var således brug for enten en central instans med stor autoritet, eller en høj grad af effektiv koordinering. Pariserkommunen formåede ikke at skabe nogen af delene.

Det samme problem har gentaget sig siden. I 1918 fremlagde bolshevikkerne deres Rettighedserklæring, som proklamerede al magt til sovjetterne, at alle nationer igennem deres sovjetter kunne bestemme, om de ville være en del af en føderation af sovjetter og under hvilke vilkår. Lokale råd med andre ord, som ville fastholde en høj grad af autonomi, og som samtidig ville indgå i et større fællesskab. Der ville desuden være sovjetter for soldater, bønder og arbejdere. Men samtidig var der krig og borgerkrig, og arven fra bolshevikkerne blev ikke en regeringsform baseret på sovjetter, men en centralregering baseret på partiet.

I det hele taget blev det den primære politiske form for socialisme i det tyvende århundrede. Det var gennem partiet arbejderklassen organiserede sig politisk, og det var gennem partiet man kunne tage kampen op i og med det borgerlige-kapitalistiske system. Succesfuld socialisme – valgsejre i Europa, magtovertagelse andre steder i verden – var således funderet på partiet som sin politiske form.

Men selvom partiet har en vigtig funktion for, at socialister kan organisere sig i kapitalistiske samfund, er spørgsmålet i hvor høj grad det er brugbart som en socialistisk styreform.

Et levende eksperiment

Det er hér, arven fra Pariserkommunen stadig er levende. Pariserkommunen formåede ikke at vinde en krig. Men den formåede at eksperimentere med en politisk form, der pegede i retning af, hvordan en socialistisk styreform kan se ud. På spørgsmålet om hvordan beslutninger skal tages, og hvordan de føres ud i livet, svarer Pariserkommunen, at de skal formuleres og aktiveres gennem lokale råd, at de skal udvikles gennem føderationen af sådanne råd, og at deputerede i føderale forsamlinger skal stå til direkte ansvar over for deres lokale forsamlinger.

I de 72 dage, Kommunen regerede, var der en konstant strid mellem Kommunen og arrondissementerne om hvem der egentlig havde øverste myndighed over hvad, om hvad der var retfærdigt, og om hvad der var nødvendigt på grund af krigen. Der er ingen lette svar på disse spørgsmål – især i de pressede og konfliktfyldte situationer som eksperimenter med rådsdemokrati ofte opstår i. Bevægelserne i Chiapas og Rojava er mere nutidige eksempler, som melder sig tydeligst.

Ikke desto mindre synes Kommunen her 150 år senere – og desto klarere end nogensinde – at være den styreform, som bedst kan erstatte den borgerlige parlamentarisme og sikre et socialistisk demokrati.

Om skribenten

Nicolai Von Eggers

Nicolai Von Eggers

Ph.d. i idéhistorie med speciale i Den Franske Revolution. Post doc ved Det Danske Institut i Athen. Læs mere