Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
28. maj. 2021

Pariserkommunens melodi spiller stadig. Her er syv sange at mindes 150-året med!

Pariserkommunen er død. Længe leve Kommunen! Her er fem forslag til sange, du kan sætte på i anledning af 150-året.

Illustration: Jacques Tardi
Denne artikel tager cirka 4 minutter at læse.

Det er i dag 150 år siden, at reaktionens styrker overløb kommunardernes sidste barrikader i Belleville. Ofte bliver det symbolsk tilskrevet kampene ved Pere Lachaise-kirkegården i Paris, hvor de døde årligt mindes. Dermed sluttede det eksplosive eksperiment, der var Pariserkommunen. Men det betød ikke Kommunens død. I fortællinger, forestillinger og ikke mindst musik, overlevede Kommunen det blodbad, som den franske reaktion påførte den ved mordet på den parisiske arbejderklasse, der måtte tælle sine døde i titusinder.

For at holde Kommunen i live, bringer Solidaritet i dagens anledning et udvalg af sange, der opstod ud af Pariserkommunen. Knap en flaske fransk rødvin op, og nyd musikken.

Internationale: Forfattet af kommunarden Eugéne Pottier, og komponeret af den belgiske revolutionære, Pierre De Geyter. Sangen blev slagsang for den Internationale Arbejdersammenslutning (Første Internationale), Nationalsang for Sovjetunionen, og den nok mest oversatte sang i hele verden. Den kendes i dag af alle socialister og synges over hele verden. Her i den originale franske version

La Semaine Sanglante (Den Blodige Uge): Ligesom ‘Internationale’ blev denne sang skrevet af Pottier i Kommunens sidste, blodige uge. Den begræder massakrerne, men lover hævn over folkets udbyttere, når de fattige igen rejser sig. Her i en version af den franske sangerinde, socialist og antifascist Fransesca Solleville

La Commune n’est pas morte (Elle n’est pas morte) (Kommunen er ikke død): Endnu en sang komponeret af Eugéne Pottier. Den er samtidig en understregning og hyldest af, at det ikke er alt, der kan dræbes med kugler og repression. Her i en version af den kendte franske fortolker af anarkistiske og socialistiske sange, Marc Ogoret.

Communardes Communardes (Kommunarder, Kommunarder): Denne titel er ikke en henvisning til det britiske synthpop band af samme navn, men derimod en hyldestudgivelse fra det franske anarkistiske dubkollektiv DUBAMIX, som udsendte dette minialbum i anledningen af Kommunens 150-års jubilæum.

Les Temps des Cerises (Kirsebærtid): Denne sang er skrevet af digteren og socialisten, Jean-Baptiste Clément, der er enormt kendt i fransktalende lande. Sangen er en metafor for, hvordan livet vil være under socialismen, og forbindes bredt med Kommunen. Her er den gengivet af den fransk-italienske sanger og skuespiller, Yves Montand.

Les Femmes De La Commune de Paris (Pariserkommunens Kvinder): Louise Michel var en af kommunens mest kendte døtre. Efter revolutionens fald blev hun taget til fange, og den herskende klasse krævede dødsstraf for hende, som for så mange af hendes kammerater. Hun blev i stedet sendt i eksil i Ny Kaledonien. Sangen her er en moderne hyldest fra et album af Pauline Floury og Séverin Valière, der hylder kommunens kvinder.

La Marseillaise de la Commune (Kommunens Marseillaise): Skrevet på den franske revolutions slagssang og den franske nationalmelodi. La Marseillaise de la Commune var kommunens nationalmelodi, og beviset på, at den oprindelige Marseillaise aldrig burde være blevet forbundet med den franske imperialismes hærgen og undertrykkelse.

Om skribenten

Peter Saxtrup

Peter Saxtrup

Faglært bager, revolutionær socialist og klimaaktivist.
  Læs mere