Pave Leo XIV – en ny pave i en ny, gammel tid

Pave Frans’ død og det forbavsende hurtige valg af den nye pave, den peruviansk-amerikanske Leo XIV, fik en bemærkelsesværdig omfattende dækning i de danske medier.

Der er naturligvis en vis nyhedsinteresse, som skal tilgodeses. Men det var alligevel opsigtsvækkende, når man medtænker, at vi her i Danmark som protestanter for længst har brudt med den katolske kirke og vel nærmest er at betragte som antipapister.

Mange herhjemme har givet også undret sig over, at midnatsgudstjenesten juleaften i mange år er blevet sendt fra Peterskirken i Rom og ikke fra en dansk folkekirke. Det er, som om danskerne har taget paven til sig uden rigtigt at forstå, hvad det er han repræsenterer.

Forklaringen er ligetil. Det er godt TV, når den katolske kirke viser sig frem. Det opulente opbud af billeder, der fanger opmærksomheden, har altid udgjort kernen i kirkens appel.

Til sammenligning har den protestantiske kirke kun afsavn og hvidkalkede vægge at byde på. Med sine spektakulære ritualer og storslåede kirkerum har den katolske kirke nogle indlysende fordele i det moderne skuespilsamfund, som den franske, marxistiske filosof Guy Debord kaldte det allerede tilbage i 1967.

Paven – vor tids største influencer (eller hvad?)

Der var endda en TV-kommentator, som kaldte paven vor tids største influencer. Det var åbenbart det ord, der lige faldt for, hvad der vel egentlig blot afslørede vor tids fattigdom på ord, når verden omkring os skal analyseres.

Uanset hvad man måtte mene om paven og den katolske kirke, forekommer det umiddelbart noget af en kortslutning at reducere pavens budskaber til influencerens letkøbte markedsføring – og reelt tømme budskaberne for det indhold, der er skabt igennem kirkens lange kulturhistorie.

Det ligner umiddelbart et eksempel på, hvad man kunne kalde en kognitiv forkortelse: Det komplekse og ukendte bliver forsimplet og gjort mere bekendt ud fra en idé om, at det letter forståelsen. Ingen vil afvise, at der kan være god pædagogik i det. Men i dette tilfælde skaber det snarere grobund for almindelig fejlinformation og desorientering.

Hele den verdensforståelse, som et vidt forgrenet kirkeligt apparat forkynder ud i verdens fjerneste afkroge, bliver slet og ret sammenlignet med tilfældige internet-personligheders flygtige meninger, der har det med at forsvinde i infosfærens store, tomme rum lige så hurtigt, som de fremsættes. Tilbage er en selvoptaget nutid, der opfatter sig selv som al tids målestok og nivellerer alle kulturhistoriske forskelle mellem fortid og nutid.

Der kan derfor være god grund til at vurdere paveudnævnelsen på dens egne præmisser. Det er aldrig tilfældigt, når en nyvalgt pave navngives. Pave Frans valgte bevidst helt at udelade den vanlige nummerering og kalde sig Frans I – for på den måde at signalere et slægtskab med Middelalderens Frans af Assisis nøjsomhedsidealer.

Han flyttede da også ind i en mere ydmyg lejlighed i Vatikanet og ønskede med denne gestus at lægge afstand til den dynastiske tanke, der associerer kirken til historiens mange kongerækker og dermed til noget så prosaisk som jordisk magt.

Den ny pave har derimod ønsket at vende tilbage til traditionen ved at kalde sig Leo XIV. Derved vedgår han den uomgængelige kendsgerning, at kirken også er en ganske jordnær magtfaktor, også selv om den for længst har mistet sin egen Kirkestat og toppede som et egentligt teokrati med Modreformationen og reaktionen på Luthers brud med kirken i Rom i 1517.

Navnet Leo XIV bringer umiddelbart den forrige pave med det navn, Leo XIII, i erindring. Der er næppe tilfældigt. Så lad os se lidt nærmere på, hvem den forrige Leo var, der sad på den hellige stol i 25 år frem til 1903, og hvorfor han måske kan sige os noget om de også geopolitiske perspektiver, som den seneste Leo må definere sin mission ind i.

Leo XIII

Vincenzo Gioacchino Pecci var Leo XIII’s oprindelige navn. Familien Pecci var adelig og stammede fra den lille by Carpineto, syd for Rom.

Denne sociale baggrund fulgte på mange måder den procedure, som kirken altid havde fulgt, når der skulle rekrutteres en ny pave. Men de historiske og politiske kontekster havde ændret sig ved indgangen til det 20. århundrede. Det forstod Leo XIII, der er kendt for to latinsk-sprogede rundskrivelser eller encyklikaer: Immortale Dei (1885) og Rerum Novarum (1891).

De ændrede vilkår skyldtes, at Italien nogle årtier forinden var blevet samlet til én nationalstat, og at samlingens arkitekt Camillo Cavour havde proklameret, at den nye stat skulle hvile på et princip om en fri religion i en fri stat. Disse forventninger blev dog langtfra indfriet. Allerede i artikel 1 i det samlede Italiens grundlov stod der, at den katolske religion var den eneste statsreligion, mens andre religioner skulle tolereres.

Desuagtet blev kirken presset af de sekulære tendenser i de moderne nationalstater, der var opstået i kølvandet på Oplysningen og Den Franske Revolution.

Det var dog især de voksende arbejderbevægelser med deres socialistiske fagforeninger og partier, der måtte udfordre kirkens hidtidige monopol på sjælepleje og velgørenhed blandt de udsatte. I dette regi dukkede der nogle andre teorier op om årsagerne til, at store dele af en befolkning led nød. De lå ikke i arvesynden, men skulle findes i kapitalismens indbyggede tendens til at ekskludere og skabe ulighed.

Dette grundtræk kunne alene modvirkes, hvis det blev anskuet som et resultat af bestemte styrkeforhold og interesseforskelle mellem de sociale klasser. Disse vilkårs historiske og politiske karakter gjorde så også, at de kunne ændres ved at gennemføre nogle strukturelle reformer af det økonomiske fundament og konvertere kirkens pastorale omsorg for menigheden til almene velfærdsydelser.

Det var i denne skærpede kulturkamp, at de to rundskrivelser blev til og leverede et stærkt vidnesbyrd om kirkens opfattelse af, hvad en stat er, og dernæst af hvordan det sociale spørgsmål inden for en sådan stat skal håndteres vis-a-vis den socialistiske verdensforståelse.

Immortale Dei – kirken og staten

Immortale Dei sammenfatter kirkens gængse statsopfattelse. Der er to regimenter med hver deres øvrighed eller autoritet: det kirkelige, der tager sig af det guddommelige anliggende, og det civile, der varetager det menneskelige anliggende. Det er dog ikke tilfældet, at de to autoriteter er sidestillet. Encyklikaen belægger sine ord ved at henvise til Paulus’ Brev til romerne, der siger:

• Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig; thi der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud, og de, som findes, er indsat af Gud,

• så den, som sætter sig op imod øvrigheden, står Guds ordning imod; og de, som står den imod, vil pådrage sig selv dom.

• De styrende er ikke til for at skræmme dem, som gør det gode, men dem, som gør det onde. Vil du være fri for at frygte øvrigheden, da gør det gode; så skal du få ros af den (13. kapitel, vers 1-3).

Der opereres her med en klar hierarkisering mellem de to øvrighedsniveauer. Det bliver også understreget af Leo XIII, når kirken tildeles en ‘absolut og autonom autoritet’, og det i øvrigt beklages, at denne status anfægtes af den verdslige politiske filosofi, der alene refererer til de jordiske ‘fyrster’ som øverste instans.

Det er da også lydighed for enhver pris, der tæller, uanset hvilken styreform der definerer øvrigheden (demokrati eller diktatur), mens magt- og religionskritik må bøje af.

Man finder i kirkens statsopfattelse mange af de argumenter, der legitimerede de aftaler (de såkaldte Konkordater), kirken indgik med Mussolini i Italien og Hitler i Tyskland i perioden mellem de to verdenskrige. Håbet var, at kirken med disse aftaler kunne bevare sin autonomi og overhøjhed på det religiøse område.

Fra kirkens side var man dog opmærksom på, at de totalitære regimers autoritetsstrukturer i sig havde tendenser til at blive, hvad den tyske politiske filosof, Eric Voegelin, allerede i 1930’erne kaldte en ‘politisk religion’. Set fra kirkens synspunkt lå der allerede i selve helliggørelsen af førerskikkelsen som øverste retlige og moralske instans en åben trussel.

Alligevel afholdt kirken sig fra at tage direkte afstand fra de to regimers uhyrligheder, hvilket givet havde sin forklaring i, at der langt ind i kirken – men også i fascistiske kredse – kunne spores en ‘klerikal fascisme’, der så for sig, at det var kirkens konservative kristne værdier, der ville gøre udslaget også i den fortsatte kamp om regimernes etisk-politiske indhold.  

Rerum novarum – kirkens sociale samvittighed?

Det sociale spørgsmål, emnet i den efterfølgende Rerum Novarum, blev aktuelt for kirken, fordi der i den civile stat var dukket nogle nye sociale og politiske kræfter op. Den socialistiske arbejderbevægelse var ikke uden videre indstillet på at indordne sig under den allerede eksisterende civile autoritet – og slet ikke, at denne var underlagt pavens absolutte autoritet.

Socialismen med dens marxistiske undertoner anfægtede den civile stats autoritet, der blev anset for alene at tilgodese borgerskabets kapitalinteresser og hindre de nye sociale klasser i at få indflydelse og andel i den samfundsskabte rigdom. Sagde Marx ikke, at religion er opium for folket? Kirken så derimod et oprør mod princippet om, at ‘de autoriteter, der findes, er indsat af Gud og derfor skal respekteres’, som Romerbrevet foreskrev.

Rundskrivelsen fra 1891 lægger hårdt ud med at anklage socialisterne for at skabe social uro ved at yppe til klassehad mod de rige og for at ville bruge statsmagten til at ekspropriere den private ejendomsret og dernæst ved at miskreditere familien som samfundets grundenhed.

Retten til ejendom er i dette ræsonnement en naturlig ret, der udtrykker en naturlig forlængelse af det enkelte individ og i sidste instans er givet af Gud. Den ulighed, som ejendomsretten skaber, fordi den giver nogle bedre muligheder for at berige sig og øge, hvad de i forvejen ejer, kan kun afbødes. Den kan ikke fjernes, da den er en naturlig følge af køns- og aldersforskelle og af forskelle i talent og begavelse.

Det er her, at kirken kommer med sit alternative bud på en styrkelse af statens værdigrundlag. Den kristne næstekærlighed (caritas) tjener det formål, fordi den binder familien sammen ved at modsætte sig skilsmisse, abort og homoseksualitet – og dernæst fordi den omfatter en mere generel omsorg for de fattige og udsatte i underklassen.

Men næstekærligheden lægger også op til, at staten skal minimere den rene liberalistiske markedsøkonomis værste excesser og sætte ind over for de nihilistiske tendenser i den moderne verdens ultra-individualisme, som efter kirkens opfattelse kun skaber rådvildhed og misnøje.

Den politiserende kirke

Der lå i dette tankegods mange af de idéer, der fik kirken til mere direkte at blande sig i politik. Den nye linje banede vejen for Europas kristeligdemokratiske partier, der fik stor indflydelse på den politiske og sociale udvikling i efterkrigstidens Italien og Tyskland.

På mange måder udgjorde disse partier et alternativ til de socialdemokratiske partier i Nordeuropa frem til begyndelsen af 1990’erne, da de hidtidige samfundskontrakter brød sammen i kølvandet på Murens Fald og Sovjetunionens opløsning. Med den neoliberalistiske vending i disse år gik kapitalismen ind i en mere brutal fase. Velfærdsstaternes principper om social retfærdighed blev svækket, og den offentlige udgiftspolitik blev sat under pres.

Det var næppe tilfældigt, at pave Johannes Paul II i 1991, i hundredåret for Rerum Novarum, rundsendte sin encyklika Centesimus Annus, der i samme grad tog det sociale spørgsmål op igen – men nu i en ny geopolitisk kontekst.

Det kaldte på et fortsat men opdateret opgør med kirkens gamle fjender. Kommunismen havde med stagnationen i Østblokken mistet enhver historisk fremdrift, og den aggressive markedsøkonomi havde afsløret et stort etisk-politisk tomrum i Vesten, som den verdslige kultur havde svært ved at fylde ud.

Det lagde præmisserne for en af de mest centrale debatter i begyndelsen af det nye årtusinde. Alt efter indstilling kan man se det som et svaghedstegn eller som en styrke, når den ypperste eksponent for Europas oplysningstænkning, Jürgen Habermas, i 2004 valgte at gå ind i en dialog med den intellektuelt skarpe kardinal Joseph Ratzinger, den senere pave Benedikt XIV.

Omdrejningspunktet var det bekendte: Habermas stod fast på, at den civile stat fortsat var i stand til at generere sit eget værdigrundlag og tackle truslerne fra den øgede ulighed, den løbske teknologiudvikling og fra en stadig mere ukontrollabel klima- og miljøkrise, som en stadig mere magtesløs stat havde givet efter over for og ladet ske alt for længe.

Ratzinger var med sin kulturelle baggrund ikke uventet af den opfattelse, at alene kirken og de kristne værdier med deres lære om frelse kunne sikre staten en ‘åndelig’ sammenhængskraft.

Det skabte stor bestyrtelse tilbage i 2004, da EU’s udkast til en egentlig forfatning skrev de specifikke kristne værdier ud af præambelen. I stedet henviste udkastet rundhåndet til “Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv, […] grundlaget for udviklingen af de universelle værdier: det enkelte menneskes ukrænkelige og umistelige rettigheder samt frihed, demokrati, lighed og retsstaten”.

En sådan formulering giver udkastet en uomtvistelig hældning til de verdslige værdier, der blev skabt med Oplysningen og de store revolutions- og reformbølger.

Men hvad har alt dette med den nye pave Leo XIV at gøre? 

Leo XIV – mellem kristen moral og geopolitik

Når man følger den her fulgte tanketråd, fletter den sig ind i de mange tilspidsede konflikter, som kirken har måttet forholde sig til.

Leo XIII levede i en tid, der markerede overgangen fra den liberale minimalstat til det 20. århundredes socialstat, der inkluderede en større del af den arbejdende befolkning. Med Johannes Paul II og Ratzinger-Habermas disputten var man vidne til en også kirkelig reaktion på globaliseringen og undergravningen af efterkrigstidens socialstat.

Det store spørgsmål var så, om socialstaten fortsat ville kunne generere sit eget værdigrundlag, som Habermas stadig havde forhåbninger til, eller om de skulle suppleres eller erstattes af et kristent værdigrundlag, som Ratzinger plæderede for.

Den nye pave Leo XIV står i dag i en tilsvarende situation, der viser klare tegn på akut krise. Angrebskrige i Ukraine og Gaza melder om daglige tabstal på uskyldige civile.

Som en konsekvens af globaliseringens forringelse af livsvilkårene for store marginaliserede befolkningsgrupper har højrepopulistiske bevægelser fået vind i sejlene med deres slogans om national suverænitet og etnisk homogenitet.

I Donald Trumps USA har de fået de nye magthavere til at suspendere væsentlige dele af den amerikanske forfatning. Tilmed har den amerikanske højesteret foreløbigt tildelt præsidenten immunitet og legaliseret princippet om den stærkes ret til også at marginalisere dem, der ikke udviser tilstrækkelig loyalitet og derfor opfattes mere som fjender end som politiske modstandere.

Det er næppe tilfældigt, at højrepopulismens ledende eksponenter som Trump i USA eller Matteo Salvini i Italien tyr til de kristne værdier for at udfylde det etisk-politiske tomrum, som selv samme populisme har været med til at skabe ved at miskreditere demokratiets bærende fundamenter.

Trump så sig selv som det guddommelige forsyns mand efter et mislykket attentat og har ladet sig vise med biblen i hånden. Salvini bærer rundt på en rosenkrans og hylder tilhængerne af den højre-konservative bevægelse Pro Vita, der ikke skjuler deres åndelige fællesskab med putinismen og Østkirkens ortodoksi.

Italiens nuværende ministerpræsident Giorgia Meloni fører sig frem under slagordet ‘Gud, Fædreland og Familie’ og lægger i øvrigt ikke skjul på sin sympati for trumpismen.

Kirken i en MAGA-tid

Der kan i dag spores en langsom og næsten molekylær forandring af demokratiet i retning af en anden styreform, som ikke længere kan kaldes et demokrati.

Rettigheder indskrænkes til fordel for lydighed eller servilitet. Når man ser rækken af udenlandske ledere defilere forbi Trump i Det Ovale Værelse i håb om at opnå potentatens ros og komme fri af frygten for at blive ydmyget, ligner denne adfærd umiddelbart et tilbagefald til forskrifterne i Paulus’ Brev til romerne.

Det er derfor ikke uinteressant her senest at følge den amerikanske vicepræsident J.D. Vances bejleri til paven. Vance, der erklærer sig som katolik, dukkede sammen med sin familie bogstaveligt talt op på pave Frans’ dødsleje. Mindre end et døgn efter besøget døde Frans. Vance har da heller ikke ladet lejligheden gå fra sig til at indynde sig hos den nye amerikanske pave. Trump har tilmed inviteret Leo XIV’s bror, en overbevist MAGA-tilhænger, til Det Hvide Hus.

Det stiller Leo XIV i en vanskelig situation, da han på den ene side ikke har lagt skjul på at ville fortsætte den reformvenlige indstilling hos forgængeren, som tog afstand fra trumpismens åbenlyse religiøse hykleri. På den anden side må han også tage bestik af den ændrede geopolitiske situation, som utvivlsomt har styrket kirkens konservative fløj.

Det vil næppe være ukorrekt at minde om, at pave Frans nok var vellidt langt uden for kirkens rækker, men han var også lidt af en ‘afvæbnet profet’, der havde svært ved at overbevise det tunge klerikale apparat.

Han måtte derfor ofte trække i land på eksempelvis det kønspolitiske område og fik aldrig opbakning til at ændre doktrinen og nogle af de træk ved selve organisationen, der ikke bare har tilladt de mange sager om seksuelt misbrug af mindreårige, men som også har bidraget til at dække over dem.

Hvad er vigtigst? Kristendom eller demokrati

Ret beset afspejler denne træghed blot, at kirken i sin lange historie altid har været underkastet et enevældigt teokratisk styre. Det blev rodfæstet med Modreformationen i det 16. århundrede og med den aldrig ophørte modstand mod Oplysningstraditionens sekularisme og radikale religionskritik.

Kirken har altid tilpasset sig de skiftende politiske styreformer, når blot de i sidste instans accepterede kirkens autonome ret til at varetage egne sager. Derfor kunne kirken leve med fascismen og nazismen, men ikke med den ateistiske kommunisme.

Så hvorfor skulle den ikke også finde en modus vivendi med de politiske højrekræfter, der tilsyneladende er mere end villige til at alliere sig med kirken og bredere med kristendommen for derfra at hente et moralsk kompas, de ikke selv kan tilvejebringe?

I Danmark har kirkeminister Morten Dahlin for nyligt i et interview til Berlingske Tidende ytret ønske om, at danske soldater skal kæmpe for kristendommen, hvis eller når de drager i krig – og ikke primært for demokratiet og retsstaten mod autokratiet.

Kirkens egen statsteori tilsiger ikke en naturlig disposition for demokratiet (heller ikke i egne rækker). Demokratiet udskiller sig da også ved at generere sine egne grundværdier og løbende diskutere deres egnethed til at overvinde tidens udfordringer. Det være sig den sociale ulighed, den geopolitiske ommøblering af verden, teknologiens ændringer af hvad viden og intelligens er, og klima- og miljøkrisen.

Man kan stille sagen på spidsen: Når de kristne værdier vægtes højere end de demokratiske, er det allerede et tegn på, at demokratiet er på vej et andet sted hen. At demokratiet ikke har kunnet indfri sine løfter, har i dag motiveret mange til at vende det ryggen og se frem til alternativer.

Det har givet kirken som en religiøst baseret moralsk kraft et nyt spillerum, som Leo XIV skal manøvrere i, og som demokratiets ‘fornyere’ skal være opmærksomme på i det nødvendige arbejde med at genrejse tilliden til demokratiet og dets sekulære kilder i Europas lange kulturhistorie.