Pave Frans er død: En pave med sympatiske udtalelser – men ændrede han noget?

Pave Frans kunne dårligt have valgt en mere symbolsk dag at dø. Mandag 21. april var både anden påskedag og den dag, Rom blev grundlagt for 2.777 år siden. Påskedag havde han givet en kort hilsen til påskemessen på Peterspladsen, og samme dag havde han mødt USA’s vicepræsident JD Vance.

Som altid når en pave dør, er det grund til stor opstandelse og ceremonier i den katolske kirke. Men denne gang er debatten om pavens betydning stor – og venstrefløjen tager større del i den. For Pave Frans er blevet set som noget så eksotisk som en venstreorienteret pave.

Var paven venstreorienteret?

Det er nemt at finde velegnede citater, hvis man gerne vil koble pave Frans til progressive dagsordener. Han har opfordret kristne og marxister til at stå sammen i kampen for fred og menneskerettigheder. I en juleprædiken harcelerede han mod arbejdsforhold, der er så kritisable, at arbejdere dør på arbejdspladsen. Han har været en vedholdende stemme for fred i Palæstina, og så har han tilmed omtalt det som en kristen pligt at kæmpe mod den igangværende klimakrise.

Kort efter han tiltrådte som pave, omtalte Frans homoseksualitet på en helt anden måde, end man er vant til at høre fra den katolske kirke: ”Hvem er jeg til at dømme?”, som han sagde i 2013 med en reference til Bjergprædikenen i Matthæus-evangeliets kapitel 7 vers 1.

Pave Frans fungerede som en vedvarende stemme for flygtninges rettigheder i en tid, hvor retorikken mod flygtninge blev hårdere og hårdere, og hvor titusindvis af flygtninge døde i synkefærdige både på Middelhavet.

Og lad os ikke glemme, at Frans som pave var i sin gode ret til at true alverdens mafiosi med, at hvis de ikke lagde deres liv om og angrede, så ville de komme i helvede.

Ingen reelle forbedringer

Men kigger man længere end de fine udtalelser, kan det være svært at finde nogen konkrete forbedringer i Frans’ tid som pave. Det har Informations chefredaktør Rune Lykkeberg sagt, og det har redaktøren for det italienske venstrefløjstidsskrift MicroMega, Cinzia Sciuto også sagt.

Med Sciutos ord skal man ikke cherry picke i pavens udtalelser, hvor sympatiske de end kan synes. Ifølge Cinzia Sciuto var Frans en ”dybt reaktionær og kvindehadende” pave. Han kaldte abort for mord, og på trods af den fine udtalelse om ikke at ville dømme homoseksuelle, var den katolske kirke blandt modstanderne af en lov, som skulle give homoseksuelle i Italien tiltrængt bedre vilkår.

Derfor skal en oplyst venstrefløj ikke hylde Franss tid som pave, konkluderer Cinzia Sciuto.

Frans som Obama

Jeg mener, at det er for negativ en fremstilling af Frans som pave. På tryg afstand i København kan det virke som irrelevant røgelse, men jeg boede i Rom, da Frans i foråret 2013 blev valgt til pave efter små ti år med den dybt reaktionære tyske stivstikker Joseph Ratzinger (Benedict XVI) som enevældig hersker for Vatikanstaten.

Frans blev – i det mindste i begyndelsen – set som et glimt af håb. Bare valget af hans pavenavn var ganske symbolsk. Han var den første pave med navnet Frans, som han havde taget fra middelalderens tiggermunk, den hellige Frans af Assisi.

Han droppede Vatikanets mest flamboyante boliger for at bo i en – efter pavelige standarder – ganske ydmyg gæstelejlighed, og han spiste i en kantine med selvbetjening i stedet for at lade sig opvarte. Når han rituelt vaskede folks fødder, som Jesus engang gjorde, vaskede han ikke tilrejsende prælaters fødder. I stedet besøgte han ungdomsfængsler for at vaske fødderne på de indsatte.

Der gik rygter om, at han ringede til ganske normale romerske borgere i Rom for at høre om den gennemsnitlige romers bekymringer i en hverdag i efterdønningerne af den store euro-krise i 2011-12.

Og så iværksatte Frans også en oprydning af Vatikanets bank IOR, som tidligere havde været genstand for ikke så få korruptions- og hvidvasknings-skandaler.

På den måde indgød Frans håb hos folk. Det kan godt være, at det forekommer irrelevant for en venstreorienteret nordeuropæer, men for mange mennesker i andre dele af verden var det endog meget relevant.

Man kan sammenligne Frans med Barack Obamas tid som præsident i USA. Obama talte stort og flot, men fik ikke gennemført meget af substans. Men tænker man tilbage på George W Bush’s tid som præsident inden Obama, fik man dog lejlighed til at håbe på noget bedre. Det glimt af håb synes ikke mindre, når man tænker på, hvad der sidenhen er sket.

Pavens kritikere

Andre ting tyder på, at Frans gjorde noget rigtigt. Det må være en god rettesnor i livet, at hvis de mest konservative kræfter i den katolske kirke kritiserer én – så er man på rette vej. Det skete også for Frans.

Den ultrakonservative amerikanske kardinal Raymond Burke kritiserede Frans, da han åbnede for, at fraskilte og gengifte katolikker måske skulle have lov til at modtage nadveren. Og den tyske kardinal Gerhard Müller kritiserede ligesom Burke pavens tilsyneladende åbning over for homoseksuelle.

Også reformerne af Vatikanets bank og økonomi blev mødt med kritik fra konservative kredse i den katolske kirke. Men som sagt skal kritik fra den fløj tages som et adelsmærke.

Ikke perfekt – men bedre end man kunne forvente

Som et sådan rimeligt progressivt menneske skal man ikke kigge til paven – og heller ikke pave Frans – for at finde alle de rigtige svar. Det ville også være underligt, hvis den katolske kirke af alle verdens institutioner skulle begynde at være et fyrtårn for retfærdighed.

Samtidig kan man godt anerkende, at pave Frans i sine tolv år i Peterskirken forbedrede tonen i sin rolle som åndeligt overhoved for halvanden milliard mennesker. Man kan godt anerkende, at verdens undertrykte – og særligt flygtningene fra det globale syd – i tolv år havde en fortaler, som takket være sin position som pave havde stor gennemslagskraft i medierne.

Frans havde styr på, hvor den katolske kirkes vækstgrundlag findes, og det er ikke i kirkens gamle kernelande i Europa. Det er i Asien og i Afrika – i det globale syd. Her er den konsekvente holdning til fordel for flygtninge en større vindersag, end den er det i Europa.

De mennesker har brug for håb. Det har vi alle. Pave Frans var langt fra perfekt, men han udgjorde dog et håb om, at tingene kan være bedre.