Per Clausen: Dragsted har åbnet for en vigtig debat. Men demokrati på arbejdspladserne er ikke tilstrækkeligt

Pelle Dragsteds bog ”Nordisk Socialisme” bringer socialisme og socialistiske løsninger ind i den aktuelle debat. Det er hårdt tiltrængt. Vi har længe savnet konkrete bud på, hvordan vi skaber sammenhæng mellem vores aktuelle kortsigtede krav og kampe, og vores langsigtede socialistiske mål. Alt for ofte reduceres det sidste til abstrakte proklamationer, eller udelades helt. Ingen af delene er holdbart. Pelle kommer også med sit konkrete forslag til indholdet af et offensivt reformprogram, som rykker ved kapitalismens dominans. Det er efter min opfattelse et vigtigt bidrag til den socialistiske strategi, men kan ikke stå alene. Derfor er det godt, at Dragsteds bog har åbnet for en debat om socialismens muligheder og socialistisk strategi.

Kapitalismen er (stadig) problemet

Pelle Dragsteds udgangspunkt er en omfattende, præcis kritik af kapitalismen. Det er kapitalismen i sig selv, som skaber stigende ulighed både i livsvilkår og i indflydelse og magt. I sidste instans bestemmer investorerne, hvad de vil investere i  – og har derfor enestående muligheder for at påvirke både den statslige og den kommunale politik og administration.

Han påpeger også, at løsningen af klima- og biodiversitetskrisen forudsætter et opgør med kapitalismens grundlæggende økonomiske styringsmekanismer. Perioden fra 1945 – 1975 udgør en undtagelse i kapitalismen, påpeger han – ikke den normaltilstand, mange troede. Derfor er socialisme og socialistiske løsninger nødvendige og aktuelle – i modsætning til den socialdemokratiske drøm om den “regulerede sunde kapitalisme”.

“Selvfølgelig vil der være kapitalistiske elementer i et socialistisk samfund – ligesom der er socialistiske i et kapitalistisk samfund. Men der er også grundlæggende forskelle.”

Pelle dropper endemålet, og stiller sig hermed historisk set på Eduard Bernsteins side i den debat, det tyske socialdemokrati havde omkring 1900-tallet. Her stod han i begyndelsen af århundredet i opposition til både Rosa Luxemburg og Karl Kautsky, der stod fast på, at der var brug for et endemål, hvis man ikke ville ende i borgerlig reformpolitik.

Det er naturligvis ikke i sig selv noget argument. Men for mig er det helt utilstrækkeligt at have en vision om “mere demokrati”, og at demokratiet også “udvides til økonomien og arbejdspladserne”. For mig er det afgørende, at vi fastholder frigørelsen som målet for vores politiske arbejde. Målet er ikke mere demokrati – men at frisætte mennesket. Vi vil frigøre mennesket fra al undertrykkelse og udbytning. Mennesket skal have frihed til at udfolde sig. Frihedsbudskabet er for mig kernen i det socialistiske budskab. Hermed bliver tvangen til lønarbejde også noget af det, der skal gøres op med.

Et kapitalistisk samfund med socialistiske kim

Pelle Dragsted rejser også spørgsmålet om, hvorvidt Donald Trump og Bernie Sanders har ret i, at vi har socialisme i Danmark. Han svarer delvist bekræftende på spørgsmålet – og selv om han har ret i, at der findes socialistiske elementer i Danmark og at der aldrig har eksisteret samfund, hvor en produktionsmåde har været enerådende, mener jeg, at svaret på dette spørgsmål ikke er ja, men nej.

Vi har ikke et samfund, hvor de socialistiske elementer konkurrer på lige vilkår med kapitalistiske. Kapitalismen, kapitalakkumulation, profitkrav sætter også rammen for demokratisk ejede virksomheders ageren. Pensionskassers vigtigste formål er at skaffe penge til vores pension – altså profit.

Det betyder ikke, at kampen om pensionskassernes investeringer og i andre demokratisk ejede virksomheder ikke er vigtige. Det er en demokratisk skole – og virksomheder kan ledes og drives forskelligt – der kan investeres i i forskellige mere eller mindre fornuftige formål. Kapitalismens grænser kan flyttes og vi lærer kun konkret om dem ved at udfordre dem.

Kapitalismen sætter også nogle rammer for den offentlige sektors rolle. Det var også en af den græske sociolog Nicos Poulantzas’ pointer. Derfor talte han om “statens relative autonomi.”

Alle institutioner i Danmark understøtter kapitalismen på en eller anden måde. Daginstitutioner og skoler socialiserer og uddanner børn med henblik på at de kan indgå som lønarbejdere i det kapitalistiske samfund. Sorteringsmekanismer, test og eksamener er ikke opstået ved en tilfældighed. Børnene skal disciplineres til lønarbejde, som vi sagde i gamle dage.  Der er masser af vigtig politisk kamp om, hvordan dette konkret sker og man kan som lærer og pædagog også understøtte udviklingen af kritisk bevidsthed, men præmissen er klar, skoler og daginstitutioner eksisterer for at uddanne børn til at indgå i samfundet som lønarbejdere.

Beskæftigelses- og socialforvaltningen spiller samme rolle. Hensynet til udsatte, syge og arbejdsløse mennesker underordnes behovet for at sikre virksomhederne adgang til arbejdskraft. De seneste år er det sket meget direkte og voldsomt, men det har altid været et underliggende formål.  

Grundlæggende er der brug for et brud med kapitalakkumulationen/profitmaksimeringen som det overordnede mål, og jeg her savner Pelle Dragsteds bud på, hvordan han forestiller sig dette brud. Eller på hvordan vi gennemfører en langsom, gradvis og styret proces, som kan føre til dette resultat. Selvfølgelig vil der være kapitalistiske elementer i et socialistisk samfund – ligesom der er socialistiske i et kapitalistisk samfund. Men der er også grundlæggende forskelle.

Alligevel kan man godt tale om socialistiske kim i Danmark. Når Bertel Haarder på et tidspunkt kom til at sige, at det var en særlig ”dansk” værdi, at vi ydede efter evne og nød efter behov, sagde han jo også noget om, hvordan vi har indrettet det danske velfærdssystem. Derfor giver vores forsvar for dette system god mening – også i et socialistisk perspektiv – og det giver god mening at fastholde at store dele af den offentlige sektor drives uden noget direkte profitmotiv. Man kan altså god producere værdi uden at være drevet af et profitmotiv.

Bruddet med kapitalismen er kun en overgang

Selvfølgelig påvirker eksistensen af en velfærdsstat, dagpenge og andre sociale ydelser kapitalismen. Dens konkrete udformning er en konsekvens af klassekampen og de politiske styrkeforhold.

På samme måde eksistere de fleste af de ejendomsformer, som forhåbentlig bliver dominerende under socialismen allerede nu i større eller mindre udstrækning. Ligesom der helt sikkert vil eksistere både privatejede virksomheder og et marked efter et revolutionært brud. Pelle har jo ret i, at kapitalismen aldrig har eksisteret i ren form – og det kommer socialismen – hvad det så end er – næppe heller ikke til at gøre.

Den erkendelse er der godt nok ikke noget nyt i. Den havde vi allerede med i principprogrammet i 2003, som i øvrigt langt hen ad vejen var inspireret at den eurokommunisme, som var meget ugleset blandt revolutionære i 70erne og 80erne.

“Vores mål er andet og mere end en omfordeling af ejendomsretten”

Både demokratiske ejendomsformer og eksistensen af en velfærdsstat er udtryk for en politisk kamp, hvor kapitalens råderum indskrænkes – spørgsmålet er så, om de demokratiske ejendomsformer og velfærdsstaten kan vokse sig så stærke, at de bliver dominerende – uden et revolutionært brud – det tvivler jeg på. I en verden domineret af storkapitalen, vil en sådan udvikling blive ramt af kapitalmarkedernes helt automatiske negative reaktion, bevidst økonomisk sabotage må man også forholde sig til – måske også andre interventionsformer.

Til gengæld vil der helt sikkert eksistere både privatejede virksomheder og et marked efter et sådan revolutionært brud. Udviklingen af socialismen vil tage meget lang tid. Historisk set har vi da heller ikke betragtet socialismen som et mål, men som noget som lå mellem kapitalismen og endemålet, som Marx definerede som det klasseløse samfund uden undertrykkelse, udbytning og tvang.

Offensiv reformpolitik

Uanset disse kritiske bemærkninger er jeg enig i, at vi har brug for at få sat fokus på reformer, som – hvis de blev gennemført – mere grundlæggende kan forandre vores samfund. Her synes jeg de fleste af Pelles forslag er gode. Jeg er skeptisk over for fondsmodellen, hvor vi over en lang årrække fratager de nuværende ejere ejendomsretten – og jeg savner en borgerløns-model, som kunne give mennesker mulighed for at frigøre sig for tvangen til lønarbejde. Hvis man synes, at borgerløn er at gå for vidt – hvad jeg ikke kan forstå – kunne man i det mindste foreslå en  omfattende orlovsmodel, hvor alle får ret til at forlade deres lønarbejde i kortere eller længere tid. Som alternativ til dette opstiller Pelle en model for, hvordan vi hele vores liv kan sikres retten og pligten til at udføre lønarbejde. Det synes jeg ikke er attraktivt.

Jeg håber, at Pelles bog kan medføre langt mere fokus i Enhedslisten på fremlæggelse af reformforslag, som reelt vil løse de store udfordringer, vi står overfor, og medføre/forudsætte store ændringer i styrkeforholdene. Det har vi brug for, så diskussionen om de socialistiske alternativer kan blive langt mere konkrete.

Udviklingen af dén politiske kraft, som skal skabe mulighederne for omfattende reformer og/eller et revolutionært brud, giver Pelle ikke noget konkret bud på, men det er jo en anden vigtig udfordring, vi står over for. Personligt mener jeg, at det også i den sammenhæng er vigtigt at fastholde frigørelses-perspektivet. Vores mål er andet og mere end en omfordeling af ejendomsretten.