Per Holm – principfast, men ikke fanatiker. En realistisk revolutionær

Per Holm Pedersen har hjertet med sig. Når han fortæller mig om borgerkrigen på Haiti i 2003, hvor han var vidne til, at folk blev kastet op i brændende olietønder, kniber han en tåre og fortæller, at han var glad for, at USA og Frankrig greb ind og lukkede ned for volden. Selvom de ikke er en socialists venner.

Altid uddannelse

Per har altid beskæftiget sig med uddannelse – lige siden læretiden som værktøjsmager på LK Nes i 1980’erne, hvor han og de 30 andre lærlinge fik gennemtrumfet, at de ikke skulle arbejde, når svendene strejkede. Det var endda med opbakning fra Grethe Berg, fællestillidskvinde på LK Nes. Når det kunne ske – stik imod det fagretslige bødesystems forskrifter – tænker Per, at det nok var fordi, han var den søn, hun aldrig fik.

Per gik ikke skolevejen, for som han siger: ”Folkeskolen er institutionen til åndelig forkvakling af sindet. Skolen skulle hellere rykke ud i naturen, ud på arbejdspladserne, ud på stranden – i stedet for at spærre børn inde i lukkede rum på mindre plads end svin.” Men Per lærte da at sidde ned og se ud på fuglene. Senere blev han faglærer og har siddet i mange uddannelsesudvalg for fagbevægelsen.

De seneste år har Per været ansat i 3F København, som til forskel fra de fleste andre 3F afdelinger ikke oplever medlemstilbagegang. 3F København har 14.000 medlemmer. Per ser det som en svaghed, at en fagforening med så mange medlemmer mister nærheden til dem. Men størrelsen giver også den styrke, at man kan overføre resultater fra en arbejdsplads til en anden.

3F København har formået at hamle op med den største gamechanger inden for fagforeningens område, for de danske medlemmer er blevet den største minoritet i fagforeningen, og 3F København er med succes i gang med at organisere de områder, hvor folk fra en række etniske minoriteter er de fleste, og hvor forholdene er de dårligste. Inden for rengøring, i hotel- og restaurationsbranchen, ja selv på Rigshospitalet er nogle rengøringsfolk ansat på nultimers-kontrakter.

Uddannelse er vejen til organisering, siger Per: ”Kunsten er at finde nogle folk blandt de ansatte, der selv kan tage teten og lave noget informationsmateriale sammen med dem. De skal skabe forandringen – de er små revolutionære. Fx har en tillidsrepræsentant i Just Eat fået andre bude til at komme ind i fagforeningen, hvor de kan holde møde – og så blive hjulpet videre til at lære dansk. Og komme videre på forberedende voksenuddannelse, lære matematik, lære engelsk, IT. Og værne om den internationale solidaritet, fx har 3F et kontor i Bangladesh.”

”Så når de bliver udsat for en hetz om, at de stjæler arbejde fra danskerne, når de kommer her som studerende, forsvarer vi dem og forklarer dem, at når vi er i Bangladesh og kæmper for dem der, skal de kæmpe sammen med os her, organisere sig hos os.”

Flere af minoriteterne har organiseret sig i klubber i 3F København. Der er fx den græske klub og den rumænske klub.

Ordblinde er tit superintelligente

Inden for de ufaglærtes, de korttidsuddannedes område er der mange ordblinde. I 3F København var havnearbejderne de første til at sætte ord på det. Per fatter ikke, at en ordblind havnearbejder har overblik og kan styre, hvor 350 containere står i havnen, og hvordan skræverne (de firbenede container-kraner) skal flytte rundt på dem. ”De må have nogle hjernecentre, vi ikke har fået øje på.”

Der er i dag 62 havnearbejdere i CMP Frihavnen. Per har været med til at videreudvikle den uddannelse, de fik indført i 1990erne. Havnearbejderne gennemfører en erhvervsuddannelse ligesom i fx håndværkerfag. Men der sker hele tiden en teknologisk udvikling, som gør, at arbejdere igen må uddanne sig videre.

”Arbejdsprocesserne bliver mere komplicerede, og det skal arbejderne kunne overleve,” fortæller Per: ”I Københavns havn har arbejderne – efter først at have vægret sig – lært at blive mellemledere. Det har givet dem større overblik, og det har skabt større produktivitet og effektivitet – men også været et alternativ til at blive fyret, til at blive overflødiggjort.”

Per mener, at ud over de to ugers ret til selvvalgt uddannelse, der er kommet ind i overenskomsterne, skal fagbevægelsen arbejde for yderligere to ugers aftalt, obligatorisk uddannelse. Per kritiserer 3F København for stadig at hænge fast i den traditionelle ’ufaglærte kultur’: ”Når fagforeningens kerne bliver diskuteret, nævnes uddannelse ikke.”

I fagforeningen er man bange for medlemmernes modstand, folk er med Pers udtryk blevet voldpulet i folkeskolen. Og medlemmerne kan være stædige. De løber skrigende væk, når de ser et whiteboard. Man skal finde ud af, hvad medlemmerne har lyst til at lære – og når de først har prøvet det, er det let. Folk tror, de er dumme, fordi de ikke har skolepapirer, men uddannelse vil ifølge Per afsløre, hvor meget de kan: ”Mange er jo pissedygtige i deres job. De skal, hvad skal jeg sige, det lyder næsten halvfascistisk, gøres selv-inkluderende i stedet for selv-ekskluderende.”

3F København mangler ifølge Per at se potentialet i uddannelse som organiseringsværktøj: ”Folk vil gerne lære noget, og arbejdsgiverne har også fordel af det. På lageret AO Johansen er der lavet et uddannelseshjul, så folk uddanner sig i perioder, hvor der er mindre at lave. Det har betydet, at ca. 30 vikarer er blevet fastansat. Ledelsen har fået øje på, at de skal betale til ’alles’ uddannelse, AUB, og på, at det er dyrere at ansætte vikarer.” Den model så Per gerne udbredt til mange arbejdspladser: ”Derfor bør der også være en pligt til aftalt uddannelse i alle overenskomster.”

Født til at blive revolutionær

Skal arbejderklassen tage magten over deres egne job og forandre verden, mener Per, at de skal uddanne sig og blive klogere, for vi er jo oppe imod heavy ting:

”Min far var den sidste revolutionære syndikalist i Danmark, er jeg ved at tro, så da jeg voksede op i Viborg og sad inde under bordet og lyttede til den lille gruppe af syndikalister, fik jeg lært, at fagbevægelsen skulle tage magten og styre alt. Men der er brug for et eller flere partier, for der er brug for mange former for demokrati. Nogen skal samle trådene, være et serviceorgan for bevægelserne, nogle gange være lige med, nogle gange være foran – men ikke længere foran, end at den bagerste togvogn følger med,” fortæller Per og fortsætter:

”Enhedslisten er blevet parlamentsfikseret og prioriterer ikke bevægelserne, ja de underminerer endda bevægelserne. Det gælder både i solidaritetsbevægelsen med palæstinenserne, hvor partiet ikke ville gå med fra starten, og i forhold til Ukraine, hvor partiet dagen før sprang fra en demonstration foran USA’s ambassade, fordi Rusland alene skulle have skylden.

Enhedslisten stirrer sig blind på datoer – for Hamas’ angreb og for Putins invasion – i stedet for at holde fast i en historisk analyse. Der er flere former for virkeligheder. Partiet skal gå bag overfladen og afsløre bagsiden, gå op imod den manglende information vi bliver snydt for. Jeg er glad for den grundskoling i politik, i Marx, jeg fik som ung i SFU i Viborg, senere i Rådskommunistisk gruppe i VS i Odense og i Revolutionære Socialister i København,” fortæller Per.

Hvad betyder Pers revolutionære overbevisning for hans arbejde? Hans svar er, at han ikke bestiller andet end at skabe overblik og billeder for medlemmerne.

Per har undgået at blive en fagbureaukrat. Han er selv ordblind. Han arbejdede engang på Hald Ege i Viborg og skulle hjælpe en kvinde, der var udviklingshæmmet, med at vaske sig, fordi hun blødte. Men Per kunne ikke skrive menstruation i journalen. Han skrev, at hun var startet på de røde dage, og det gav en advarsel.

En mand der har udrettet meget for fagbevægelsen – både i strejker og i uddannelse – forlader nu 3F København.