Pernille Frahm: Hvorfor kunne venstrefløjen ikke levere et bedre resultat?
Det lykkedes ikke venstrefløjen at overbevise borgerne om, at der findes et alternativ til vækst og racisme. Og det på trods af, at modstanderne er en dømt kriminel, og folk der vil afvikle velfærdsstaten, skriver Pernille Frahm

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Så sluttede en valgkamp, der føltes uendelig. Og til sidste optællingssted var spændingen total: Med eller uden Lars Løkke?? De må have følt presset ude på Rådmandsgades Skole. Nu ligger der så et resultat, som skal analyseres i små bitte stykker i den kommende tid. Jeg vil her tage fat på nogle enkelte aspekter.
Først og fremmest er jeg enormt forundret over, at den socialdemokratiske valgmaskine ikke var i stand til at levere et bedre resultat. Ja, faktisk er jeg dybt forundret over den samlede venstrefløjs resultat 1. november. I en tid, der råber på fælles løsninger og fælles ansvar, lykkes det en Tik-Tok mester – der vil afvikle staten – at vinde stort. Det lykkes en dømt kriminel, som har overtrådt Grundloven, og som siger, hun vil gøre det igen, at storme ind med en blanding af frustrerede tidligere DF’ere og gamle venner, som med frygt og bæven skal bese de københavnske saloner. Det lykkes Manden, som om nogen har ansvaret for velfærdsstatens enorme problemer, at bilde 16-17 pct. af vælgerne ind, at han også har forstand på løsningen af de problemer, han selv har skabt.
Det lykkedes ikke at vise alternativer til vækst og racisme
Det lykkedes ikke for venstrefløjen, at få vælgerne til at påtage sig et ansvar for klimaudfordringerne. Det lykkedes ikke at få forklaret, at vi hvert år bruger mere end én klodes ressourcer, og at det faktisk ikke kan lade sig gøre i længden.
Det lykkedes ikke at få stoppet blødningen fra vores fælles ejendom til det private og til de mest velhavendes bundløse lommer.
Det lykkedes ikke for venstrefløjen at gøre opmærksom på, at der er et alternativ til vækst, racisme, overforbrug i det private og evige sparerunder i det offentlige.
Vi vandt en kneben sejr i går, og det burde have været en walk-over. Mette Frederiksen fortalte på valgnatten, hvad vores mandater skal bruges til: En regering hen over midten – uanset hvilket flertal hun har fået. Der blev helt stille til Socialdemokraternes valgfest, da det gik op for de glade socialdemokrater, at Mette Frederiksen heller ikke tror på, at hun kan overbevise nogen, og at hun måske heller ikke selv er helt overbevist. Nu skal der bygges bro og laves kompromisser, som det hedder.
Vi gjorde en indsats, vi vandt en kneben sejr. Hvad den bliver brugt til, kan man nu spekulere på i de sene nattetimer.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER