Plads til omsorg: Skovmåren taler ikke magtens sprog

Hvad er skovmåren værd? Og hvad er vores omsorg for både den og hinanden værd? En omsorg, som millioner af især kvinder hver dag holder samfundet oppe med?

I vores samfund er svaret ofte det samme: for lidt. Ikke fordi de mangler betydning, men fordi de ikke taler det sprog, magten forstår. Det økonomiske.

Den herskende økonomiske logik har gjort os blinde for værdier, der ikke umiddelbart kan omsættes til vækst, produktivitet og profit. Resultatet er et samfund, der driver rovdrift på både mennesker og natur – på bekostning af trivsel, relationer og økosystemer.

Jeg mærkede selv konsekvenserne af den logik i 2014, da jeg fik en alvorlig hjernerystelse efter et relativt lille slag. Når kroppen i årevis presses til kanten, skal der ikke meget til, før den siger stop. Det blev en personlig påmindelse om noget, der også gælder naturen og samfundet: Ressourcer er ikke uendelige.

Noget af det, der hjalp mig i helingen, var naturen. Roen. Fraværet af krav. Omsorgen.

Det burde ikke være en privat erkendelse. Det burde være et politisk udgangspunkt.

Naturkrisen er en værdikrise

Klima- og biodiversitetskrisen er ikke opstået i uvidenhed. Vi har haft advarsler i årtier. Vi ved, hvad der forårsager krisen, og vi ved, hvad der skal til for at begrænse den. Alligevel fortsætter vi.

Ikke fordi løsningerne er umulige, men fordi de udfordrer den måde, vi har valgt at måle værdi på.

Reel klimahandling kræver, at vi erkender, vi ikke kan fortsætte, som vi plejer. Det har konsekvenser for produktion og forbrug. Men endnu vigtigere kræver det, at vi politisk tager stilling til, hvilke værdier vi vil indrette samfundet efter.

Indtil videre har svaret været klart: Naturens værdi vejer mindre end den økonomiske værdi, der kan udvindes af den.

Som Emma Holten skriver i sin bog Underskud: ”Økonomi er politikkens modersmål. Det er magtens sprog.”

Problemet er, at hverken naturen eller omsorgen taler dette sprog.

Skovmåren og de gamle træer

Skovmåren er lysebrun, på størrelse med en kat og lever i store, gamle skove, hvor den finder hule træer at yngle i. De færreste har set den. Den er aktiv om natten, sky – og truet. Skovmåren er totalfredet i Danmark og beskyttet af EU’s naturbeskyttelsesdirektiv. Alligevel er både dens bestand og udvikling angivet som ukendt. Vi ved reelt ikke, hvordan det går skovmåren.

Det er ikke, fordi vi mangler regler. Det er, fordi vi mangler vilje.

De gamle træer, som skovmåren er afhængig af, fældes stadig. De må vige for aktiviteter, der skaber målbar økonomisk værdi. Landskaber, der kan give afkast til nogle få, prioriteres over natur, der er livsnødvendig for os alle.

Skovmåren er ikke et særtilfælde. Den er et symbol på noget dybt meningsfuldt – uden økonomisk værdi.

Omsorgens blinde plet

Den samme økonomiske logik, der reducerer naturen til råstof, reducerer også omsorg til en udgift. Omsorgsarbejde – madlavning, rengøring, pasning af børn, syge og ældre – er fundamentet for ethvert samfund. Alligevel er det systematisk blevet undervurderet, fordi det ikke direkte skaber økonomisk profit.

Omsorgsarbejde udføres stadig overvejende af kvinder, både i hjemmet og på arbejdsmarkedet. Konsekvenserne er velkendte: lavere løn, ringere status og et konstant pres på velfærdsprofessionerne.

Feministiske økonomer pegede allerede i 1970’erne på, at dette arbejde gør al anden samfundsmæssig aktivitet mulig. Men erkendelsen er stadig ikke omsat til politiske prioriteringer.

Omsorg som politisk princip

Min hjernerystelse lærte mig, at det er en illusion, at vi kan presse ressourcer – menneskelige eller naturlige – uden konsekvenser. Det gælder individet. Og det gælder samfundet og naturen.

Den amerikanske filosof Judith Butler formulerer et princip om ikkevold: at de beslutninger, vi træffer, ikke må skade mennesker, natur eller livsgrundlag. Ser vi ærligt på vores kurs i dag, er svaret tydeligt: Vi udøver vold mod naturen, klimaet – og mod os selv.

Alternativet er et politisk skifte i prioriteringer. Vi må vælge omsorgen som styrende logik.

Det betyder at genskabe og udlægge mere urørt skov, beskytte den natur, vi har tilbage, lukke svinefabrikkerne, der både er mishandling af dyr og ødelæggelse af natur, arbejde for kortere arbejdstid og sikre ordentlige vilkår for dem, der udfører omsorgsarbejde.

Skovmåren taler ikke magtens sprog. Det gør omsorgen heller ikke. Men uden begge dele får vi hverken et sundt samfund eller en beboelig planet. Det er på tide, at politikken lærer et nyt sprog.