Pleje, omsorg, menneskerettigheder, klima

Det handler om det helt basale spørgsmål om, hvorvidt pleje og omsorg skal være en menneskeret.

Det nye skud på stammen stammer fra Den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol, som sidste sommer kom med en opsigtsvækkende såkaldt rådgivende udtalelse om retten til både at modtage og yde omsorg og pleje til andre og drage omsorg for sig selv.

Jeg er ikke tidligere stødt på en så markant tilkendegivelse af, at omsorg bør betragtes som en selvstændig menneskeret. Det er første gang, at en international domstol udtaler, at alle personer indenfor domstolens område har ret til at modtage omsorg og til at yde omsorg under værdige forhold.

I FN-sammenhæng fik Den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstols udtalelse en særdeles positiv modtagelse, og blev betegnet som “en voksende regional forpligtelse til omsorg som en søjle for lighed og social retfærdighed inden for det interamerikanske system, hvilket markerer et paradigmeskift i, hvordan samfund værdsætter og organiserer omsorg, og skaber præcedens for lignende initiativer i andre regioner”.

Den Interamerikanske Menneskerettighedskommission blev skabt i Costa Rica 1969 som en integreret del af Den Amerikanske Konvention om Menneskerettigheder.

24 af 35 medlemsstaterne har tiltrådt konventionen. USA har ikke fuldført tiltrædelsen, og Canada har afvist konventionen.

Efterfølgende forpligtede den latinamerikanske og caribiske region sig til over de næste ti år at opbygge omsorgssamfund.

En ny klimavinkel

Sideløbende er der så småt tilløb til internationalt at anerkende både investering i omsorg som en forudsætning for bæredygtig udvikling og en for mig ny vinkel om pleje og sundhed som afgørende for et samfunds evne til at komme gennem kriser og store klimachok.

Et citat fra en opsummering af de seneste fem års debatter på internationale møder om bæredygtig udvikling giver et meget godt billede af en debat, som flytter sig ret hurtigt i disse år:

“Omsorg er klimainfrastruktur. Omsorgsarbejdere er afgørende for en retfærdig omstilling. Forskning tyder på, at klimaforandringer forværrer plejebyrderne og svækker plejesystemerne, samtidig med at det viser, hvordan robuste plejesystemer kan forbedre klimamodstandsdygtighed og tilpasning.”

Public Services International (PSI) – verdensorganisationen for ansatte indenfor offentlig service, der verden over repræsenterer plejearbejdere – har kastet sig ind i en kampagne for at skabe en bred global koalition, der skal lægge kræfter i at opnå anerkendelse af omsorg og pleje som en menneskerettighed. Samtidig skal der sættes fokus på plejepersonalets rettigheder, og omsorg og pleje skal knyttes til andre menneskerettigheder og til værdighed, lighed og ikke-diskrimination:

“Vi er de arbejdere, der leverer disse plejeydelser verden over, og vi er også de arbejdere, der i øjeblikket kæmper tilbage mod angreb på demokrati og arbejdstagerrettigheder. … Vi er nødt til at anerkende pleje som en menneskerettighed; omfordele plejebyrden fra familier til offentlige tjenester; generobre statens grundlæggende offentlige rolle; [og] belønne offentlige plejearbejdere med anstændigt arbejde og sikre, at de er repræsenteret gennem deres uafhængige fagforeninger … Vi skal sikre, at profit aldrig underminerer rettigheder. Adgang til pleje må ikke afhænge af betalingsevnen. Vi skal finde måder at føre debatten ud over de lande, hvor Den Interamerikanske Domstol har jurisdiktion.”

299 millioner nye plejejobs på verdensplan

Og op til topmødet for verdens 20 største og hurtigst voksende økonomier – G20-landene – i Sydafrika i slutningen af 2025 offentliggjordes et strategipapir, der peger på, at investeringer i pleje har betydelige økonomiske fordele:

“Pleje understøtter al økonomisk aktivitet, men er fortsat undervurderet, underbetalt og underfinansieret – på trods af at ulønnet omsorgsarbejde tegner sig for 9 % af det globale BNP. Hver dollar investeret i børnepasning kan give 3,76 dollar i globale BNP-gevinster, hvilket gør det til en offentlig investering med højt afkast.”

Analyser fra Den Internationale Arbejdsorganisation – ILO – viser samtidig, at en udvidelse af adgangen til børnepasning og langtidspleje og omsorg på verdensplan kan skabe op til 299 millioner fuldtidsjob inden for de næste ti år, samtidig med at “investeringer i pleje reducerer fattigdom, styrker modstandsdygtigheden og øger produktiviteten gennem bedre sundheds- og uddannelsesresultater, hvilket fungerer som en social udligningsfaktor og en inkluderende, bæredygtig vækstmotor.”

I de nordiske velfærdssamfund er pleje og omsorg formaliseret og udbredt på et helt andet niveau end fx i Pakistan, hvor FOA sammen med de øvrige nordiske søsterforbund har støttet et græsrodsinitiativ – Lady Health Workers – som på det tidspunkt i mere end tyve år havde beskæftiger 125.000 kvinder i den uformelle sundhedssektor, der bringer sundhed og forebyggelse ud i landsbyerne og ind i slumkvartererne.

Og som kæmpede en sej kamp for officiel anerkendelse i tre af Pakistans fire provinser for dermed at sikre de nødvendige reguleringer af arbejdet, så disse jobmuligheder i gråzonen rundt om arbejdsmarkedet bliver til regulære jobs på anstændige vilkår.

Tilsvarende er den ikke-geografiske afstand mellem ældrepleje i Ghana og Danmark voldsom.

En afstand, som Colin Mensah satte sig for at forkorte, da han på sosu-uddannelsen for alvor blev klar over, at de ældre med en afvigende opførsel i hans landsby i Ghana, som blev frygtet og udstødt, nok i virkeligheden var ramt af demenslidelser.

Det satte ham i gang med at forsøge at skabe en egentlig ældrepleje i Ghana med hjælp fra Aarhus Social- og Sundhedsskole samt i første omgang FOA i først Aarhus og senere på landsplan.

Eksemplerne illustrerer, at spørgsmålet om at modtage, og yde pleje og omsorg som en menneskeret mange steder i verden handler om at få et redskab til at bygge velfærd op, mens det i en del udviklede velfærdssamfund i stedet handler om et redskab til at afværge velfærdens nedrivning.

Vi har mange velfærdsrettigheder – men ældreplejen halter bagefter

Velfærdsrettigheder er ikke et ukendt fænomen i den danske pleje-, omsorgs- og sundhedssektor.

Vi har kendt til både frit sygehusvalg på tværs af amtsgrænser og behandlingsgarantier siden 1990’erne, og til behandlingsgaranti for livstruende sygdomme siden 2001.

Og til behandlingsgaranti med adgang til private sygehuse ved garantiens overskridelse fra 2002, en behandlingsgaranti i psykiatrien fra 2010, og endelig en udredningsgaranti i det somatiske og psykiatriske siden henholdsvis 2013 og 2014.

Og selvom garantierne har givet anledning til mange debatter om forgyldning af privathospitaler, manglende prioriteringer af alvorlige lidelser, overbehandling og manglende plads til lægefaglige skøn, så har vi i snart fire årtier kendt til patientrettigheder. Og i den sidste del af perioden også rettigheder, der så at sige lader pengene følge patienten over til privathospitalerne.

Med BUPL som den drivende kraft blev landspolitikerne med stigende styrke gennem det sidste par årtier optaget af tanken om minimumsnormeringer i daginstitutioner, og i 2024 blev dette udtryk for velfærdsrettigheder indført i 2024.

Helt anderledes ser det ud i den danske ældrepleje, hvor der ganske vist indførtes frit valg mellem offentlig og privat leverandør i 2003.

Retten handlede dog ikke om pleje og omsorg, men om at markedsgøre ældreplejen – eller som professor Tine Rostgaard har udtrykt det: “Det var et ideologisk valg, som handlede om at bryde det offentlige monopol og indføre øget konkurrenceudsættelse. Helt i tråd med de på den tid så populære New Public Mangement-styringsparadigmer.”

I modsætning til sygehusvæsenet er der ikke mange lovbestemte udgifter i ældreplejen.

Og med kun få lovbestemte poster peger pilen uforholdsmæssigt ofte på ældreplejen, når økonomisk desperate kommunalpolitikere skal have budgetender til at nå sammen og kigger på de største kommunale udgiftsområder.

På samme tid presser flere ældre, der lever længere, og har større forventninger, skatteforskrækkede politikere.

Siden Socialdemokratiet i 2007 til min store tilfredshed krævede indførelse af nye velfærdsrettigheder, herunder i ældreplejen, har de fleste partier meldt hus forbi, når det gælder nye rettigheder til ældre, der modtager visiteret pleje og omsorg.

Som statsminister vendte Helle Thorning-Schmidt på en tallerken og skød efterfølgende al snak om minimumsrettigheder ned, da Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance krævede “juridisk bindende regler for, hvor ofte vores ældre skal tilbydes et bad, have gjort rent og skiftet sengetøj”.

Der er dog undtagelser, som forsøger at indføre rettigheder i ældreplejen. Fx Rødovre Kommune, som i 2019 indførte ret til et dagligt bad til alle ældre, der blev visiteret til personlig pleje. Og Dansk Folkeparti, som i sommeren 2025 foreslog en række rettigheder til ældre. Men de hører til undtagelserne.

Derfor er det interamerikanske skridt mod pleje og omsorg som en menneskeret også interessant trods alle forskelle i forhold til en dansk sammenhæng.