Polens brunkul-problem

Polens brug af brunkul truer ikke bare klimaet – det skaber også problemer lokalt i landet. Alligevel står en afvikling af kraftværkerne ikke lige for døren.

Af Søren Riishøj

Udvindingen af brunkul alene svarer til syv procent af al den energi, der forbruges i Polen i dag. Det skriver journalisten Adam Grzeszak i ugeskriftet »Polityka«, efter den polske regering i oktober 2019 besluttede fortsat at udvinde kul fra forekomster, der skønnes at have en »strategisk betydning« – og uden at følge bestemte, fastlagte procedurer. Brunkulsværkerne er placeret i et bælte i det centrale Polen, der strækker sig fra Bydgoszcz i nord og til syd for Lodz.

Ligesom i Tyskland er der således knyttet stærke fagforeningsinteresser til den fortsatte brug af kul som energikilde, og flere centrale ministre og politikere – som for eksempel de tidligere ministre Beata Szydlo og Antoni Macierewicz – er valgt i områder med stor kulproduktion. Værket i Belchatow nær Lodz, der kører på brunkul, har dog den tvivlsomme ære at være den største forurener i hele Europa. Belchatow-kraftværket udleder ikke mindre end 32 millioner tons CO₂ om året. Kuludvindingen har også skabt problemer i forholdt til Tjekkiet, der har præsenteret en lang klageliste. Frem for alt klages der over forureningen af luft og af vand.

En billig løsning

I de officielle planer er der udstedt garanti for fortsat udvinding af brunkul fra selskabet PGE frem til år 2030. Ifølge de nuværende planer skal kraftværket i Belchatow kunne producere helt frem til 2037/38. Selskabet PGE har dog problemer med finansieringen, for lånebehovet er sat til ikke mindre end 17 milliarder zloty (eller 26 milliarder kroner), hvilket er mere end PGE’s samlede værdi på børsen. Redningen for mange af brunkulsværkerne har været store statssubsidier, der for Belchatow-kraftværket værket svarer til 7-10 % af samtlige indtægter. Det gør det svært at opnå lån fra bankerne.

Selv om brunkul er billig at udvinde, betyder de skadelige udledninger af drivhusgasser imidlertid, at der skal betales CO₂-afgifter, hvilket lige nu udgør 26 euro per ton CO₂. Et tal som vil stige til 40, ja måske 50 euro. Det er desuden for dyrt at transportere kullet over lange afstande.

“Værket i Belchatow nær Lodz, der kører på brunkul, har den tvivlsomme ære – at være den største forurener i hele Europa. Belchatow-kraftværket udleder ikke mindre end 32 millioner tons CO₂ om året.”

Den fortsatte udvinding af brunkul har forståelig nok ført til mange protester lokalt. Bedre bliver det ikke af, at der indføres stigende mængder kul af tvivlsom kvalitet fra Rusland.

“En ny Molotov-Ribbentrop pagt”

Samtidig truer udvindingen af brunkul – der skal udvindes 340 meter nede eller 170 meter under havets overflade – grundvandet, og kræver selv et stort vandforbrug. Og det på et tidspunkt hvor der i forvejen er problemer med vandforsyningen i den centrale del af Polen.

Lokalstyret i byen Zloczewa er nok interesseret i at beholde det brunkuls-fyrede værk, fordi det skaffer penge. Omvendt er borgerne fortvivlede, ikke mindst over, at tusinder er blevet tvangsforflyttet.

I langtidsplanerne for energi indgår oprettelse af flere atomkraftværker, og fra 2025 skal mulighederne for at subsidiere værker, der udsteder mere end 550 kg CO2/MWh, ophøre. Ophør af subsidier vil uundgåeligt nedbringe – og udfase – produktionen fra kulfyrede værker.

Det er på den baggrund, vi skal se opførelsen af Baltic Pipe-ledningen via Danmark til de norske felter i Nordsøen – et projekt, der er blevet kaldt økonomisk tvivlsomt. Polen har i årtier importeret gas, olie og kul fra Rusland, men et fælles tysk-russisk projekt som Northstream II er polakkerne imod. Ja, den tidligere udenrigsminister Sikorski har ligefrem betegnet projektet som en ny »Molotov-Ribbentrop pagt«.

Men under den gamle kolde krig, og ikke alene i Willy Brandts tid som tysk kansler, holdt Europa fast i energisamarbejdet med Sovjetunionen uanset protester fra amerikansk side.

Polens udbygning med vedvarende energi halter lige nu efter EU’s planer. De seneste opgørelser viser endda faldende forbrug af vedvarende energi. Det kan betyde en yderligere økonomisk straf fra Unionen.

Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).