Politikerne er ikke i stand til at løse boligkrisen – og markedet slet ikke

Jeg er 20 år, går i 3.g og har – ligesom mange unge – en drøm om at flytte hjemmefra og bo centralt. Derfor bekymrer det mig, at politikerne i årevis har fortalt os, at hvis bare vi overlader boligmarkedet til markedskræfterne, skal det nok løse sig. Der blev bygget og bygget. Men sandheden er, at udbud og efterspørgsel ikke virker – uanset hvad borgerlige eksperter ynder at fortælle.

Boligforsker Martin Vinæs Larsen udtalte for eksempel i CEPOS’ podcast Regelstaten, at hvis der bygges mere, vil boligerne automatisk tilkomme dem med størst behov. Men det bygger på en fejlslutning: at boligmarkedet er indrettet efter borgernes behov. Det er det ikke.

Behov og profit

Der er 163.000 tomme boliger i Danmark ifølge Boligsiden, og ifølge analysecentret VIVE er der 5.989 hjemløse i Danmark. Det vil sige, at der er 27 gange så mange tomme boliger, som der er hjemløse. Hjemløse er dem, der efterspørger boliger mest – de har slet ikke et hjem. Men under kapitalismen måles efterspørgsel i købekraft, og hjemløse har næsten ingen købekraft.

Markedet ignorerer dem derfor systematisk. Hjemløse udgør et latent marked: de har et reelt behov, men ikke den købekraft, der aktiverer et marked. For kapitalismen eksisterer de derfor ikke som forbrugere. Det er ikke en fejl i systemet. Det er systemet.

Det viser, at markedet er indrettet efter profit. Men man kan planlægge efter behov. Store ejendomsselskaber, banker og kommunale forvaltninger har i dag præcise statistikker over ventelister, boligmangel og folks indkomster. De ved præcis, hvor mange studerende, børnefamilier og hjemløse der mangler et hjem. En langsigtet boligplan kunne tage højde for konjunkturudsving og justeres løbende. Det er ikke en utopi – det er administration.

Boligkrisen kan hverken løses gennem mere regulering eller mere konkurrence, fordi kapitalismen kræver, at boligpriserne stiger. Det skaber en tvungen produktivitet, når vi unge tager enorme boliglån; det cementerer nemlig de unges klassetilhørsforhold som lønarbejdere, når vi resten af livet er pisket til at sælge vores arbejdskraft for at betale bankerne lån og renter tilbage.  

Staten har ikke kontrol over boligmarkedet – staten er selv en del af kapitalismen og afhængig af de største danske virksomheder for skatteindtægter, arbejdspladser og investeringer. Stigende boligpriser er med andre ord nødvendige for at beskytte det system, staten er bygget på.

Hvor skal arbejderne bo?

Konsekvenserne er allerede synlige. I 2021 fortalte Dansk Sygeplejeråd om sygeplejersker som Melanie Clivaz-Nielsen, der var nødt til at flytte ud af København, fordi hendes løn ikke rakte til huslejen. Det er ikke en enkelthistorie – det er et strukturelt problem. Og det bliver værre:

En analyse fra Rockwool Fonden (2025) viser, at Københavns velfærdsmedarbejdere indtil videre stadig bor i byen. Men analysen ser bagud – den dokumenterer ikke, hvad der sker, hvis boligpriserne fortsætter deres himmelflugt. At situationen ikke er eskaleret endnu, er ikke det samme som, at den ikke vil. Melanie Clivaz-Nielsen var allerede i 2021 tvunget ud. Spørgsmålet er, hvem der er de næste.

Løsningen kræver et opgør med selve systemet. Markedet vil aldrig indrette sig efter behov, så længe boliger handles som investeringsobjekter frem for som et hjem – det er ikke en politisk fejltagelse, der kan rettes op med en ny boligpakke, men et grundvilkår under kapitalismen.

Løsningen er at ekspropriere private banker og boligselskaber, så de kommer under demokratisk kontrol af arbejderklassen – og en planlægning af boliger efter behov. Det kræver, at arbejderklassen organiserer sig – gennem strejker og massebevægelser – og tager magten fra dem, der i dag tjener på, at vi ikke har råd til at bo.