Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
5. januar. 2022

Portræt: Tina Modotti levede et liv på vulkaner

Skuespiller og fotograf Tina Modotti levede et spændende liv mellem kunst, kærlighed og revolution. Hun kendte både forfatteren Ernest Hemingway, maleren Frida Kahlo og den verdensberømte fotograf Robert Capa. 80 år efter hendes død er hun stadig en fascinerende skikkelse.

Edward Weston: Tina (1924).

Tina Modotti kendte alle de kendte i første halvdel af det 20. århundrede, og hendes omgangskreds talte både forfattere, politikere og kunstnere. Hun var blandt andet ven af den kendte fotograf Robert Capa, samt forfatterne André Malraux og Ernest Hemingway. Alle deltog på hver sin måde i de internationale brigaders kamp i den spanske borgerkrig. Da krigen var slut og fascisterne overtog magten i Spanien, flygtede Tina til Paris.

Tina Modotti blev født 16. august 1896 i Udine, der ligger i det nordøstlige Italien ved foden af Alperne. 
Familien var fattig og faderen; Giuseppe Modotti, emigrerede som så mange andre italienere til USA i håbet om at kunne skabe en bedre fremtid for sig selv og sin familie. I 1913 rejste Tina Modotti efter sin far.

I San Francisco fandt hun arbejde som syerske og tjente lidt ekstra med danseoptræden på de små scener i San Franciscos ”Little Italy”. I 1915 mødte hun maleren og digteren Roubaix del’ Abrie Richey, kaldet ”Robo”. Det begyndte med forelskelse og endte med ægteskab. Parret bosatte sig i Los Angeles, hvor Tina lagde sytøjet på hylden og begyndte en karriere som filmskuespiller og fotomodel. Tina Modotti blev den foretrukne model for den kendte fotograf Edward Weston, som senere blev hendes elsker.

I 1921 rejste Robo til Mexico. Tina ville rejse efter ham, men to dage før hendes planlagte ankomst den 9. februar 1922 døde Robo af kopper. To år senere flyttede hun til Mexico City sammen med Edward Weston, der førte hende ind i fotografiets kunst. De blev en del af det revolutionære boheme-miljø, og til deres omgangskreds hørte kunstnere som malerne David Alfaro Siqueiros, Diego Rivera og José Clemente Orozco, samt fotograferne Manuel og Lola Álvarez Bravo. De tre malere grundlagde i 1924 det revolutionære tidsskrift ”El Machete”, som i 1928 blev det officielle organ for det mexicanske kommunistparti – Partido Comunista Mexicano.

Fotografen Tina

I 1924 lavede Tina Modotti og Edward Weston en fælles udstilling med fotografier af dem begge. Tina var på farten, og rejste flere gange til San Francisco for at besøge sin mor. Her mødte hun også fotografen Dorothea Lange, og anskaffede sig et Graflex kamera, som var et af tidens mest attraktive kameraer for kunstfotografer. Sammen med Edward Weston begiver hun sig ud på en længere rejse i det mexicanske højland for at samle billedmateriale til forfatteren Anita Brenners bog om den mexicanske kunsts rødder.

“Tinas politiske engagement kom tydeligt til udtryk i hendes fotografi.”

I 1926 skiltes Modotti og Weston, som rejste tilbage til USA. Kort tid efter meldte hun sig ind i det mexicanske kommunistparti,  begyndte at arbejde for sandinistbevægelsen ”Manos Fuera” de Nicaragua, og at deltage i demonstrationer i solidaritet med de dødsdømte anarkister Sacco og Vanzetti i USA. Det var også her, hun lærte den italienske revolutionære Vittorio Vidali at kende

Modotti levede først og fremmest af sit portrætfotografi, men arbejdede også for kunstmagasinet ’Forma’, det radikale tidsskrift ’New Masses’ i USA, og for tidsskriftet ’Horizonte’. Til hendes bekendtskabskreds hørte nu også forfatteren John Dos Passos, skuespilleren Dolores Del Rio og den unge maler Frida Kahlo.

Fra september 1928 prægedes hendes liv af et lidenskabeligt kærlighedsforhold til den cubanske revolutionær og Trotskij-sympatisør Julio Antonio Mella. Da Julio Mella den 10. januar 1929 blev skudt ned på åben gade for øjnene af Tina Modotti, blev hun beskyldt for at være meddelagtig, og anklaget for medvirken til mordet. Men den absurde anklage frafaldtes, og Tina rejste et par måneder til Tehuantepec for at fotodokumentere livet blandt den fattige del af befolkningen i det sydlige Mexico. I juni 1929 blev det mexicanske kommunistparti forbudt.

Tinas politiske engagement kom tydeligt til udtryk i hendes fotografi. Den 3. december samme år åbnede en Modotti-udstilling på universitet i Mexico City. En markant politisk demonstration, dels på grund af det politiske budskab i Tina Modottis billeder, dels på grund af maleren David Alfaro Siquerios provokerende præsentation af udstillingen. Kort tid efter offentliggjorde magasinet Mexican Folkways Tina Modottis ”Manifest sobre la fotografia” (Fotografiets manifest).

Sammen med fotograf-kollegaen og elskeren Edward Weston lavede Tina Modotti billeder, der for samtiden var grænseoverskridende.

Udvisning fra Mexico og ophold i Sovjetunionen

Et mislykket attentatforsøg på den mexicanske præsident, Pasqual Ortiz Rubio 5. februar 1930 blev brugt som påskud til at anholde Tina Modotti. Det kunne ikke bevises, at hun var indblandet i sagen. På trods heraf blev hun udvist.

Tina Modotti sejlede derefter med dampskibet Edam til Rotterdam og rejste videre til Berlin, hvor hun knyttede venskabelige forbindelser til Bohumír Smeral, tidligere formand for Tjekkoslovakiets Kommunistiske Parti.

Det var også i Berlin at hun lærte journalisten Egon Kisch og fotografen Lotte Jacobi at kende. Tina lavede fotoudstillinger i Berlin og arbejdede videre som fotograf. Mange af hendes billeder blev offentliggjort i Arbeiter-Illustrierte-Zeitung, blandt andet et forsidefoto med Tinas portræt af den myrdede Julio Antonio Mella. 

I oktober 1930 besluttede Tina sig for at rejse til Sovjetunionen, hvor hun mødtes med sin gamle ven fra Italien, Vittorio Vidali. Han arbejdede som agent for den Kommunistiske 3. Internationale, og Modotti blev ligesom Vittorio en trofast tilhænger af den herskende politiske linje i Komintern. Senere blev hun også fortaler for de stalinistiske udrensningsprocesser.

I bogen ”Tina Modotti – ein Lebensroman” skrev Elena Poniatowska blandet andet: Under et kort ophold i kurbyen Foros ved Sortehavet gør Vittorio Tina bekendt med den gamle bolsjevik: “Se engang, det er Lev Kamenev *, en af de store fra oktober 1917.”  Efter dette sammentræf sidder de ved samme bord, når de mødes i spisesalen i fagforeningshuset. Ved synet af Tina lysner den gamle revolutionærs dystre mine og han tilbyder straks at gøre dem selskab. Tinas indtryk af Kamenev er, at han er yderst beskeden, tænker gerne højt og siger uden omsvøb sin mening – og han lytter opmærksomt, når andre taler.

Kamenevs samtaler med Modotti foregik på fransk. ”Han ved meget og er meget dannet”, konstaterede hun. Men hun mærkede også hurtigt, at Kamenev undveg Vittorios spørgsmål, og nægtede at tage stilling til verserende meningsforskelle i partiet.

Vittorio fortalte senere, at Stalin altid forholdt sig tavs og røg sin pibe langsomt, når Kamenev tog ordet. Sammenlignet med Kamenev havde Stalin ikke noget bemærkelsesværdigt at sige.  Nogle dage senere var parret tilbage i Moskva. Umiddelbart før afrejsen havde Tina et skænderi med Kamenev, hvor hun blandt andet sagde til ham: ”Udrensningen i partiet er god – hyklere, folkefjender og degenererede bourgøjsere skal ekskluderes. Processen må fortsætte. Revolutionen er vigtigere end individiet.” I 1936 blev Lev Kamenev selv dømt for “højforræderi” i forbindelse med Stalins ‘Moskvaprocesser’ (1936-38) og skudt. Han blev senere rehabiliteret i 1988.

Lev Kamenev var bolsjevikisk veteran, der var henholdsvis tilhænger og modstander af Stalin-fraktionen. I august 1936 blev han henrettet ”for kontrarevolutionært virke”. Moskvaprocesserne i 1936 – 1938 var rettet mod bl.a. Lenins gamle garde. Arkivfoto / The Russian Bolshevik Revolution

Antifascistisk kamp i Spanien

Tina Modotti opgav fotografiet, og begyndte at arbejde som oversætter for den internationale organisation ’Røde Hjælp’, mens hun også selv skrev artikler. Hun rejste til Wien, Warszawa, Madrid og Paris. Sandsynligvis med opgaver for Kominterns efterretningstjeneste i bagagen. Elena Stassova, der var ledende funktionær i den sovjetiske afdeling af ‘Røde Hjælp’ betroede Tina, som hun havde stor tillid til, at overbringe de spanske kommunister en større sum penge indsamlet i Sovjetunionen. 

“Hun rejste til Wien, Warszawa, Madrid og Paris. Sandsynligvis med opgaver fra Kominterns efterretningstjeneste i bagagen.”

Missionen lykkedes, men Modotti blev anholdt i byen Irún, da politispioner så den angivelige turist, hvis (falske) pas er udstedt i Guatemala, omgås med kendte kommunister. Efter nogle dage i fængsel blev hun udvist af Spanien.

Under navnet Maria drog hun sammen med Vittorio til Madrid i 1936. Han blev udnævnt til ”Commandante Carlos J. Contreras” i militsenheden ”femte regiment”, der blev dannet af Spaniens kommunistiske Parti. Regimentet blev senere del af de Internationale Brigader, som Vidali var en af organisatorerne bag. I årene efter arbejdede hun hovedsageligt som sygeplejerske for de kæmpende internationalister.

Det var også her, hun stiftede bekendtskab med Robert Capa, Antonio Machado, kommunistpartiets legendarske personlighed Dolores Ibárruri, samt forfatterne André Malraux og Ernest Hemingway. Alle deltog på hver sin måde i de Internationale Brigaders kamp i den spanske borgerkrig. Som prominent kommunist og højt placeret funktionær i ”Røde Hjælp” var Tina Modotti forpligtet til at deltage i ”kontraspionage”.

Krigsårene gjorde hende hård

Hendes antifascistiske kamp havde haft en pris. Hendes tidligere ven fra Mexico, forfatteren og diplomaten Fernando Gamboa, hørte på den antifascistiske kongres i 1937 i byen Valencia ”meget slemme ting om Tina Modotti, de eneste som jeg nogensinde har hørt om hende.”  Det kom fra folk, som samarbejdede med hende hos ”Røde Hjælp” i Valencia. “Hun skulle have været yderst tyrannisk”, ”Hun var under krigsårene blevet meget hård på grund af al den horror og rædsel, hun havde været vidne til …” 

Forside af magasinet Arbeiter-Illustrierte-Zeitung, som Tina Modotti leverede billeder til.

Forfatteren Octavio Paz, der ligeledes deltog i den antifascistiske kongres i Valencia 1937, fortalte om Modotti: ”Min daværende kone, forfatteren Elena Garro, og jeg besøgte i Valencia ofte en café, hvor der kom antifascister af alle slags. En dag kom en mand hen til vores bord. Han præsenterede sig som agent for efterretningstjenesten. Han bad mig og min kone om at ledsage ham til ”Røde Hjælps” kontor, hvor en mexicansk veninde ville snakke med os. Således mødte min kone Elena Tina Modotti, som på dette tidspunkt rådede over eget kontor. ”Vi ved, at du og din mand har en bekendtskabskreds, som kunne vise sig at være meget farlig”, sagde hun til min kone. Elena forstod ikke, hvad hun mente, så Modotti forklarede hende, at caféen var et mødested for ”anarkistiske og trotskistiske elementer”, revolutionens forrædere, folkets fjender” og så videre i samme tone. Fra denne dag af startede jeg med at stille mig alle de spørgsmål, som senere hen skulle føre mig endgyldigt væk fra Mexicos kommunistiske parti.” 

Sidste stop Mexico

Da krigen var slut, og fascisterne satte sig på magten i Spanien, flygtede Tina Modotti og Vittorio Vidali til Paris. Da Mexicos nye præsident, Lázaro Cárdenas havde ophævet udvisningsordren mod Modotti og Vittorio Vidali, rejste de videre til Mexico City, efter at have fået afslag på asyl i USA.

Modotti tjente penge som oversætter, arbejdede for den antifascistiske organisation “Alleanza Internazionale Giuseppe Garibaldi” og levede et forholdsvist tilbagetrukket liv. Vidali arbejdede som journalist for den kommunistiske avis El Popular. Blandt vennerne i eksilet var den tyske kommunistiske forfatter Anna Seghers, den spanske feminist Constancia de la Mora, den tyske arkitekt Hannes Meyer og ikke mindst den chilenske digter Pablo Neruda. Tina begyndte så småt at fotografere igen.

Natten til den 6. januar 1942 døde Tina af et hjerteanfald, på bagsædet af en taxa i Mexico City. Tina Modotti blev begravet på kirkegården Panteón Civil de Dolores. På gravstenen er indmejslet linjer af det digt, som den chilenske forfatter Pablo Neruda skrev som hendes eftermæle:

Perfekt dit blide navn, perfekt dit skrøbelige liv / bier, skygger, ild, sne, stilhed og skum / har sammen med stål, kabler og pollen / skabt din faste og fintfølende eksistens.



Om skribenten

Alfred Lang

Alfred Lang

Rådssocialistisk ballademager. Læs mere

Om skribenten

Inge Kongsgaard Hansen

Inge Kongsgaard Hansen

Autonom feminist. Læs mere